Læsetid: 5 min.

Drop bonderøvsidyllen! Her er seks virkelig hårde tv-programmer

I denne uge har realityprogrammet ’Hjem til gården’ premiere på TV 2. Her skal 14 deltagere drive en gård, der hverken har elektricitet eller rindende vand. Her på Moderne Tider synes vi, det er et elendigt koncept. Det er jo overhovedet ikke hårdt. Alle drømmer om et mere enkelt liv uden mobiltelefoner, men med frisk luft og hjemmeslagtede høns. Hvis man virkeligt vil teste folk, burde man i stedet vride dem igennem et af disse nyopfundne, socialrealistiske tv-koncepter
I denne uge har realityprogrammet ’Hjem til gården’ premiere på TV 2. Her skal 14 deltagere drive en gård, der hverken har elektricitet eller rindende vand. Her på Moderne Tider synes vi, det er et elendigt koncept. Det er jo overhovedet ikke hårdt. Alle drømmer om et mere enkelt liv uden mobiltelefoner, men med frisk luft og hjemmeslagtede høns. Hvis man virkeligt vil teste folk, burde man i stedet vride dem igennem et af disse nyopfundne, socialrealistiske tv-koncepter

Thomas Iburg/iBureauet

25. marts 2017

’Hjem til rød stue’

14 danskere iføres ravhalskæder, strikveste og Angulus-sko og sendes ind i en integreret institution i Indre København. Her skal de passe den kreative klasses unger, som alle har særlige hensyn at tage højde for. Det kan være allergier – primært gluten, putterutiner af nærmest ideologisk karakter eller begyndende ansigtsblindhed, som skal stimuleres væk.

Deltagerne skal ofte være alene med 12 børn ad gangen, for institutionen er underbemandet hver eneste dag. Samtidig skal de sørge for, at Ella bliver smurt ind i faktor 50, inden hun kigger op i solen, at Omega ikke putter perler op i næsen, og at der bliver lavet en paragraf 50-undersøgelse på Oscar, som igen har bidt Polly. Undervejs i programmerne skal deltagerne dyste mod hinanden i discipliner som ’lussekæmning’, ’trøst af hysterisk, gasblåt, overtræt og hyperventilerende barn’ samt ’orkester’, hvor ungerne udstyres med fløjter, claves og tamburiner og spiller »Æblemand« ved et forældrearrangement. Hvis deltagerere tager en ’øvdag’ eller sygemelder sig med børnesår, ringorm eller lussingesyge, ryger de ud.

Præmie: Et helt livs forbrug af håndsprit

’Hjem til konkurrencestaten’

14 deltagere bliver udnævnt til mellemledere i en mellemstor, dansk virksomhed. I en hverdag pakket med møder fra morgen til sen eftermiddag og en konstant ringende mobiltelefon, er det mellemlederenes opgave at please chefen og nurse medarbejderne. Undervejs ’driller’ tilrettelæggerne deltagerne med forskellige konkrete udfordringer: Et nyt, elektronisk bilagsgodkendelsessystem lanceres. Tolv MUS-samtaler bliver ved ’en fejl’ lagt samme dag. Og en medarbejder møder op med en lægeerklæring på, at hun har fået bækkenløsning.

Det er hver gang mellemlederens opgave at smile og bevare det gode humør. Mindst to gange om ugen skal mellemlederne hente børn og nå at fragte dem til spejder inden klokken 17.00. Hver mellemleder kan dog tre gange i løbet af programmet bruge en livline og ringe til en bedsteforælder. Fjerde gang ryger man ud. ’Ugens au pair’ er en filippinsk pige, der henter, laver mad og gør rent. Hun tilfalder den mellemleder, der har klaret sig bedst i den forrige uge.

Både medarbejderne, topchefen, ægtefælden og børnene vurderer dagligt mellemlederenes indsats i et sindrigt og uigennemskueligt pointsystem. Vinderen er den mellemleder, der efter tre måneder har den højeste score.

Præmie: En Alfa Romeo

’Hjem til prekariatet’

I dette program skal 14 danskere leve som ufrivilligt løsansatte daglejere uden sikker indkomst eller nogen som helst faglige rettigheder. Det stærkt underholdende element består i, at deltagerne skal sidde alene hjemme i deres to-værelseslejligheder og bruge dagtimerne på at ringe rundt og tigge sig til noget underbetalt freelancearbejde, mens de om aftenen skal lægge budget og prioritere, hvilke forsikringer, de i denne uge kan spare væk.

Målet er, at deltagerne hver uge skal tjene mere, end de ville kunne få i dagpenge. Kan de ikke det, ryger de ud. Den deltager, der hver uge når at like fleste relevante posts – og har det største reach på de sociale medier – er dog fredet. Undervejs dyster deltagerne i discipliner som ’elevatorpitch’, ’lær-ikke-at-tage-en-afvisning-personligt’ og klassikeren ’momsregnskab’. Deltagerne skal også – med hjælp fra en skuespiller – lære at sige sætninger som »der er også en utrolig frihed i at være freelancer« og »det er fedt at være sin egen arbejdsgiver« på en så overbevisende måde som muligt.

Præmie: Et fast job med 10 procent i pension, barsel og seks ugers ferie

’Hjem til fødeafdelingen’

Konceptet er enkelt. 14 deltagere afløser jordemødrene på Hvidovre Hospital, som sendes hjem på tvungen afspadsering. Afdelingsjordemoderen bliver dog for en sikkerheds skyld, men griber kun ind i decideret livstruende situationer.

I løbet af en uge, skal deltagerne sikre sig så mange point som muligt. En vaginal fødsel uden brug af smertestillende giver 50 point, brug af sugekop trækker ned og giver kun 25, og ender fødslen i et akut kejsersnit, må deltageren nøjes med 5 point. Der er stort set ingen pauser i dette hæsblæsende realityshow, hvor deltagerne indtager deres måltider gennem sonde, så de ikke skal bruge tid på at tygge den.

Afdelingsjordemoderen har desuden en særlig magt. Hun kan tildele ekstra point, hvis hun fx ser en deltager, som syer et sprukket underliv særligt flot sammen. Men hun kan også tage point fra deltagerne, hvis ikke de gætter, hvad der står bag forkortelser som GUL (graviditet uden for livmoderen), AKS (akut kejsersnit) og FTF (for tidligt født). Vinderen er den, som scorer flest point i løbet af en måned og stadig har lyst til at føde børn på offentlige hospitaler. 

Præmie: Der er ingen præmie. Jordemodergerningen er et kald og bærer lønnen i sig selv

’Hjem til det konventionelle landbrug’

Man kunne umiddelbart tro, at dette program ligner ’Hjem til gården’, men tro om igen. For i det konventionelle landbrug er der ingen idyl eller mentalt overskud. 14 danskere flytter ind på et landbrug i Vestjylland, som står i gæld til halsen.

Med gården følger et hold polakker, et utæt tag, der virkeligt trænger til at blive skiftet samt 80.000 burhøns. Deltagerne skal få en hverdag op at stå på gården. De skal fjerne døde kyllinger fra burene, sende gamle høns til slagtning, holde Dyrenes Beskyttelse ude af staldene, lave regnskab, slås med antibiotikaresistens, frygte opkald fra banken og generelt bare undgå at blive deprimeret eller få hold i ryggen.

Hver uge samles deltagerne til staldråd. Her stemmer de om, hvilken landmand, der skal sendes hjem – som regel deltageren, »der ikke giver sig selv 110 procent«, »ikke spiller spillet« eller opfører sig som om vedkommende er »på badeferie«. Den deltager, der har klaret sig bedst igennem ugen, modtager ’den gyldne høtyv’. Med den følger magten til at sætte andre landmænd i fare, opsplitte alliancer og bestemme, hvem der skal kupere kyllingenæb.

Præmie: 100 millioner i landbrugsstøtte

’Hjem til synagogen’

Dette – til dato psykisk mest udfordrende – tv-koncept iklæder 14 danskere sort hættetrøje og lærredsbukser med mange lommer (civilbetjentens klassiske uniform, shhh!) Deres eneste opgave er at bevogte den københavnske synagoge i Krystalgade 12 timer om dagen. De må ikke tale med hinanden, høre podcast, drikke kaffe, kigge på deres mobiltelefon, tale med forbipasserende, tygge tyggegummi, læse avis, nynne en sang eller klappe en hund. Og de må slet, slet ikke gå ind på Hovedbiblioteket og købe en lun croissant.

Faktisk må de kun gå frem og tilbage og holde vagt, og hver gang en deltager træder ved siden af, dukker en mørk Mercedes op og to PET-folk i jakkesæt springer ud og losser deltageren ind i bilen og kører bort. For at sikre, at betjentene ikke bliver uopmærksomme, er der en daglig udfordring ved navn ’spot en terrorist’. Betjentene ved aldrig, hvornår på vagten terroristen kommer, men misser man terroristen, er man ude af programmet. Bliver deltagerne selv radikaliseret af at gå bevogtning, ryger de også ud – og døgnovervågning fra PET medfølger.

Præmie: To croissanter og en stor krammer

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anne Eriksen
  • Carsten Mortensen
  • Noah Möller-Rasmussen
  • Peter Knap
  • Lise Lotte Rahbek
Anne Eriksen, Carsten Mortensen, Noah Möller-Rasmussen, Peter Knap og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Brøndum

10 pct i pension lyder for mig som en skruebrækkeraftale, viser Information ingen respekt for den danske model?

Anna Sørensen

Endnu en idé til nyt reality-program:
Nye IT-systemer indføres hver 3. måned hos SKAT, samtidig med der fyres medarbejdere og arbejdsmængden skrues op. Ingen af systemerne fungerer efter hensigten. For at udfordre yderligere har programmerne indbygget modsatrettede forklaringer og metoder. Alle dage med lige dato fungerer programmerne på én måde, alle ulige datoer på en anden måde.
Ind i mellem går samtlige printere amok og spyr papir ud i store mængder, uden der kan slukkes for printeren, kun når der slukkes for strømmen. Når der tændes igen, fortsætter papirstrømmen...
Programmerne sletter alt det man har indtastet hver 3. time.
Password skifter uden varsel og oprettelse af nyt password kræver opringning til IT-support, der har mindst 19 andre i køen. Eller bare melder optaget.
Ind i mellem kommer en leder forbi, som kun vil høre om noget positivt. ;o)

', ægtefælden' ?
bedre end DR-Overblikkets daglige strøm af den slags, men sjovere, lad det bare stå ;-)

Ulla Søgaard

Tak for dages grin :-) Men ... mangler der ikke et program om lærerarbejdet?

Dorthe Jacobsen og morten rosendahl larsen anbefalede denne kommentar