Læsetid: 4 min.

Der findes fire historiske epoker, som minder skræmmende meget om vores nutid – 1910’erne er den første

Vi lever i en tumultarisk tid, som fremtidens historikere sikkert vil skrive lange bøger om. Men måske har vi set det hele før. Information præsterer i disse dage fire historiske epoker, som minder skræmmende meget om vores nutid. 1910’erne er den første
Vi lever i en tumultarisk tid, som fremtidens historikere sikkert vil skrive lange bøger om. Men måske har vi set det hele før. Information præsterer i disse dage fire historiske epoker, som minder skræmmende meget om vores nutid. 1910’erne er den første
18. marts 2017

Kort før den østrigske forfatter Stefan Zweig i 1942 tog livet af sig selv i en lille bungalow uden for Rio de Janerio, hvor han levede på flugt fra nazisterne, beskrev han i bogen Verden af i går, hvordan det føltes at bo i Europa omkring århundredeskiftet. Det var en gylden epoke:

»Det 19. århundrede var i al sin liberalisme ærligt overbevist om at være på den lige og ufejlbarlige vej mod ’den bedste af alle verdner’,« skrev Zweig. »Med foragt så man tilbage på de tidligere epoker med krig, revolutioner og hungersnød som på en tid, hvor menneskeheden endnu var umyndig og ikke tilstrækkelig oplyst.«

Ingen så Første Verdenskrig komme – nu gik det jo lige så godt.

Stefan Zweig kunne næsten lige så godt have beskrevet stemningen i Europa i 00’erne: fred, vækst og optimisme.

»Der er mange paralleller til i dag,« siger historiker og professor emeritus ved DPU, Ove Korsgaard. »På den ene side internationaliseringen, frihandel og fremtidstro – på den anden siden en spirende nationalisme.«

Tre paralleller mellem 1910’erne og nutiden

  • Globalisering
  • Kamp mellem by og land
  • Spirende nationalisme

Hitler, Trotskij, Tito og Stalin

Ligesom vi siden 1945 har levet i en historisk fredelig epoke i Europas historie, var tiden omkring århundredeskiftet historisk rolig. Siden Frankrig og Tyskland sluttede fred i 1871, havde stormagterne ikke været i krig. Verden var i fremgang. Flere lærte at læse og skrive, børnedødeligheden faldt, og levealderen steg. I byerne glødede elektrisk lys, og telegrafer og jernbaner bandt verden sammen i netværk af damp og elektricitet. Verden hang sammen – lige som i dag.

Da den tyske kejser Wilhelm den Anden i 1908 gav et interview til avisen The Daily Telegraph i London, hvor han – uklogt – kaldte englændere »gale, gale, gale«, spredte nyheden sig lynhurtigt til hele kontinentet.

»Verden var langt mere globaliseret, end vi forestiller os, og pressen var væsentlig friere, end man tror,« fortæller lektor emeritus på Købenavns universitet, Karsten Fledelius.

I Wien voksede et intellektuelt cafémiljø frem. På en god dag kunne Stefan Zweig sætte sig på et kaffehus og diskutere kubistisk maleri og koloniseringen af Afrika med Ludwig Wittgenstein og Sigmund Freud.

Men under overfalden ulmede katastrofen. I 1913 boede både Hitler, Trotskij, Tito og Stalin i Wien. Nationalismen spirrede i Europa, godt hjulpet på vej af en voksende konkurrence mellem landene – en dynamik, vi også ser i dag, hvor Trump taler om »America first«. De kappedes om at kolonisere Afrika: I 1870’erne var kun ti pct. af Afrika europæiske kolonier, i 1914 var det 90 pct.

»Kolonimagterne kom i konflikt med hinanden efter de voldsomme ekspansioner i 1870’erne og 1880’erne,« siger Karsten Fledelius. »Stormagterne blev konkurrenter. Skulle de lave en slags fordelingsprincip? Og kunne de stole på hinanden? Der var en en stigende tillidskrise mellem stormagterne, og Første Verdenskrig blev især udløst af frygt.«

Hekse og genfærd

Ligesom i dag, ændrede teknologi og globalisering det lokale liv.

»I dag er det billige varer fra Asien, som strømmer til Europa – dengang var det billigt korn,« fortæller Ove Korsgaard. »Danmark fik voldsom konkurrence fra billigt korn fra USA. De nye jernbaner transporterede det fra Midtvesten til de store østkysthavne, hvor det blev sejlet med dampskib til Europa.«

Immigration blev også et hedt emne. I USA pustede kinesiske migranter så meget til arbejdsløshed og lønninger, at præsident Chester A. Arthur i 1882 indførte the Chinese Exclusion Act, som forbød kinesiske migranter adgang til landet – en lov, der minder om Trumps seneste travel ban.

De hastige ændringer efterlod mange mennesker forvirrede og vrede, og lige som i dag voksede kløften mellem land og by.

»I Danmark havde vi George Brandes som eksponent for det moderne storbyliv, mens forfattere som Jakob Knudsen og Thorkild Gravlund hyldede, hvad der er blevet kaldt provinsnationalisme,« siger Ove Korsgaard.

Den gyldne epoke endte med et brag, da Første Verdenskrig brød ud i august 1914. Som Stefan Zweig skrev i Verden af i går:

»Vi lod os bedrage af netop den følelse, vi satte højest: vores fælles optimisme. For alle troede, at de andre i sidste sekund ville trække sig tilbage.«

MEN, men, men

I 1910’erne havde Europa ingen internationale institutioner (ud over en svag international domstol i Haag). Der var ingen møder i EUs ministerråd og FNs generalforsamling, ingen G7, WTO og IMF. I stedet opererede statslederne med en slags kongres-diplomati, hvor kejsere og konger indkaldte til kongres, når de skulle diskutere tidens store spørgsmål, f.eks. Wienerkongressen i 1814 og Berlinerkongressen i 1878. Desuden var der hemmelige diplomatiske forbindelser på kryds og tværs, som ofte betød, at landene stolede mindre på hinanden.

Verden var blevet global, men uden politiske strukturer.

»Vi kan drage den lære, at handel og frihandel er ikke nok til at sikre fred – der er brug for politiske institutioner og samarbejde,« siger Ove Korsgaard. »Det var måske tværtimod handel og konkurrence på verdensmarkedet, som var med til at fremme krigen.«

Illustration: Marianne Strobl: Wiener Bilder, 27. Mai 1903. Wikimedia Commons. Akustisk flyradar fra Første Verdenskrig. Illustrated London News/Wikimedia Commons.

Serie

Har vi set det her før?

Når man ser på vores verden lige nu, får man let fornemmelsen af, at historikere i fremtiden vil skrive lange bøger om netop disse år. Vi står ved et vendepunkt. Men det har vi prøvet før.

Historikere drager mange paralleller mellem vores nutid og fortidens epoker: Tyskland i 1930’erne. Årene op til Romerrigets fald. Den fredelige periode fra 1871 til 1914. De tumultariske år efter reformation i 1517. Karl Marx mente som bekendt, at historien gentager sig, »den ene gang som tragedie, den anden gang som farce.« Hvis vi skal undgå at begå fortidens fejl, skal vi kende historien.

Derfor præsenterer Information de næste fire dage fire historiske epoker, som minder skræmmende meget om vores nutid. Følg med og find ud af, hvordan du tror, det hele hænger sammen.

Seneste artikler

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Robert Ørsted-Jensen
  • Torben Lindegaard
  • Olaf Tehrani
  • Ervin Lazar
Robert Ørsted-Jensen, Torben Lindegaard, Olaf Tehrani og Ervin Lazar anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Oreskov

Hvad angår en ”historisk fredelig epoke i Europas historie” så skyldes denne fred, at vi eksporterede vores krige til andre kontinenter.
Steffan Zweigs ”Vi” var en meget lille procentdel af befolkningerne i Europa, nemlig overklassen. Majoriteten af befolkningerne oplevede ikke verden som Zweig beskriver den.
Om det er anderledes i dag? Jeg tror det trods alt!

Per Torbensen, Anders Jensen, Michael Kongstad Nielsen og Ervin Lazar anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Det er en myte at historien gentager sig, for selvfølgelig gør den ikke det. Historien er ligeså vild som selve jordelivet. Men der er nogle "ting" som er karakteristiske for menneskets ageren på jorden. Viljen og evnen til krig er desværre en af dem. En lang bedre måde at begrænse krig på, (end at læse historiebøger, for det skal man selvfølgelig også) er at holde op med at producere våben og i det hele taget være lidt mere på vagt overfor ballademagere, dvs. dem der interesserer sig for krig for krigens og pengenes skyld. For uden en ægte vilje til fred, ja, så får man krig. Det var der også folk der sagde i 1914, men det er ikke det samme som at historien gentager sig. Det betyder bare at der altid vil være for og imod en konkret krig og at det kræver mere end man umidebart tror at begrænse galskaben. Det pudsige ved fx. Trump, i den sammenhæng, er at han var imod Irakkrigen. Til gengæld er han lunefuld på mange andre områder. Så lad os se uhildet på verden.

MEN, lad os, for seriens og os læsernes skyld, fastholde forestillingen om at historien gentager sig. Det er unægteligt en interessant hypotese, omend den er temmelig langt ude. Dermed ikke være sagt at krig er udelukket i fremtiden, for det er der desværre ingen sandsynlighedberegninger der taler for. Til gengæld taler sandsynlighede for at den eller de næste store krige vil blive udkæmpet med midler vi kun aner konturerne af idag. Hvis der overhovedet kommer nogen stor krig, læs: verdenskrig? Vi ved det simpelthen ikke. Det eneste vi kan gøre er at arbejde for og håbe på at det ikke sker.

Birgitte Marfelt

Altså ærgerligt, at en ellers god oversigtsartikel har så mange sjuskefejl. Vær i det mindste rar at rette Stefan Zweigs og Jakob Knudsens navne.

Michael Kongstad Nielsen

Det er efter min mening håbløst at forsøge at opstille sådan nogle paralleller.
Hver tid hviler enten i sig selv eller står på skuldrene af det nærmest forudgående. At sammenligne 1910-erne med nutiden kunne lige så godt føre til det modsatte resultat.

Hvad Danmark angår:
- var vi slet ikke med i krigen i 1914, tværtimod fik vi Sønderjylland igen i 1920
- I nutiden er Danmark meget krigerisk alle vegne.
- klassekampen og fagorganiseringen voksede sig stærk igennem 1910-erne
- i nutiden er den svagere end nogensinde.
- kvinderne fik stemmeret i 1915.
- i nutiden er ligestillingen gået i stå, jf 8. marts
- Danmark etablerede tusindvis af nye husmandsbrug i 1910-erne (og 20-erne)
- i nutiden bliver landbrugene færre og større.

Jens Falkenberg, Holger Madsen og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar
Martin Madsen

I dag har vi en extremt uempatisk regering. Der fejrer andre menneskers lidelser med kage.

Flemming Berger, Ole Frank, Hanne Ribens, Britta Hansen, Poul Sørensen, Tino Rozzo, Holger Madsen og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

Lighed i omstændigheder er interessant, men det er stadigvæk overhovedet ikke det samme - der er ingen sammenligning vil jeg påstå....
.....med den undtagelse, at befolkningen sværmer for nationalisme og den ånd der er bag nationalisme. Den nationalistiske vil stille og roligt vil forandre den måde folk tænker på og frem for alt vil den ændre på hvad folk tror, at det IKKE kan betale sig at tænke over. Hvad tænkte vi på da vi var mere socialdemokratiske???? Vi tænkte på vores andel af profitten, en folkeskole der stillede alle lige, at vi er et lille land, men at det er uden betydning, fordi vi er et velfungerende land osv. ..... Vi tænkte på den slags fordi vi var hjernevasket med det fra den dag vi var født, men en dag gjore nogen oprør og mange fandt lighed, frihed og broderskab for banalt og man begyndte at tænke i andre baner .... "og alle ved at man er hvad man tænker"..... forskellen på nu og 100 år siden er at det daværende socialdemkrati var dengang var fyldt med idealer og en vilje til at slås for dem. Der var en vilje til at opdrage sine børn i en socialdemokratisk ånd, hvilket lykkes for dem og vi havde mange år med fremgang og fred. Det socialdemokrati der var fyldt med idealer har ikke været ved magten i forhold til den måde folk tænker på siden 70'erne og der i ligner det for 100 år siden hvor nationalismen var den fremherskende tankegang og derfor er vi ret tilbage hvor nationalismen efterlod os sidste gang lige foran en verdenskrig....
At tænke som ægte socialdemokrater ... ikke som Mette Frederiksen, Sass eller endda Lykketoft ... men rigtigt socialdemokrater det er noget der er gang i og unden det så, bliver det det nationalistiske krudt der bliver fyret af og folk drømmer om et større land - ikke bare i Danmark men over hele verden..... alle de små nationalister i alle lande skal have mere land....det skal nok gå godt.

Det forekommer mig helt misvisende at tale om nutidens "...snigende nationalisme".
Den sniger sgu ikke.
Den buldrer og brager og råber og skriger fra alle verdenshjørner fra morgen til aften, og det
virker som om ingen længere kan tænke på andet.

Claus Oreskov, Ole Frank, Hanne Ribens, Britta Hansen og Poul Sørensen anbefalede denne kommentar
Mikael Velschow-Rasmussen

"... Ingen så Første Verdenskrig komme – nu gik det jo lige så godt! ..."

Tjaeh ... Hvis man tilsvarende tager de mørke briller på i dag, er det vel ikke så svært at være voldsomt sortseende.
Og en verdenskrig i dag har den ubehagelige bivirkning, at den vil udrydde menneskeheden, idet våbnene jo er blevet for effektive. (tænk WMD; atomvåben og biokemiske våben).

Vi er altså tvunget til at undgå denne krig, da det ellers vil være 'Game Over' !

*****

En alternativ historie:
Nogle meget sorte og meget radikale utopiske forudsigelser.
Der i virkeligheden gerne skulle fremskrive og videreudvikle menneskehedens natur og samfund.

- Vi står foran et ekstremt 'crash' af verdensøkonomien - meget voldsommere end 2008-2009 - hvor fx. aktie ballonen bliver reduceret til maksimalt 20-30 % af nuværende såkaldt værdi. I et forsøg på at justere indekset til en eller anden form for genkendelig værdisætning af et ellers totalt ude af kontrol marked.

- Befolkningerne vågner endeligt op og gør voldeligt oprør mod en inkompetent og grådig elite.

- Fremtiden indeholder selvfølgelig en eller anden form for UBI (Unconditional Basic Income - Ubetinget Borgerløn), idet vi kan automatisere det meste såkaldte lønarbejde bort. Hvilket fulstændig vil underminere den form for arbejdsmarked vi har kendt til. (og i virkeligheden totalt vil fritsætte og frigøre mennesket - ægte liberalisme).

- Værdien af de tusinder af trilliarder af udestående 'derivatives' (folks gensidige forsikring imod hinanden) nedskrives til et fornuftigt niveau - en form for et generelt 'jubilee'.

- 'Penge' i sin nuværende form tilintetgøres og erstattes af en ikke-gældsbaseret form for valuta der ikke i sig selv er et eksponentielt destruktivt våben. (tænk Star Trek). Staten/samfundet får eneret på 'fremstilling' af 'penge' - endvidere bruges skat udelukkende som en omfordelingsmekanisme og finansiering reduceres til en politisk stlllingtagen til, hvad der er fornuftigt at bruge tid og ressourcer på.

- Privat ejendomsret reduceres til ikke at omfatte essentielle livsnødvendigheder såsom; mad, drikke, bosted, tøj, uddannelse/dannelse, transport, sundhed, diverse kommunikations faciliter (computer, smartphone, Internet, etc.), osv.

- Der indføres total åbenhed i Institutionerne under "The social contract" - stater, offentlige myndigheder, efterretningsvæsener, etc. (spionering, lukkethed og hemmeligheder afskaffes).

- Våben og militær afskaffes

- Forbrydelse og straf omkonfigureres fra hævn til rehabilitering

- Der indføres valide autoriteter baseret på meritokratiske principper, ikke-valide magthierarkier afskaffes.

- Eksternaliteter inkorporeres som en naturlig del af forretningsgangen og regnskabet og indføres i formålsparagrafferne og visionerne for virksomheder/institutioner. (natur, miljø, økologi og bæredygtighed ofres ikke på grådighedens alter).

- Ikke-valid autoritativ institutionaliseret religion afskaffes (privat tro og anarkistiske tros-grupperinger tilskyndes i stedet).

Michael Kongstad Nielsen

Til gengæld var nationalismen i Europa ikke overvældende i 1910-erne, hvor Hitler, Trotskij, Tito og Stalin jo ikke var ved magten endnu i 1913, da de alle 4 boede i Wien. Konkurrencen mellem kolonimagterne var ikke værre, end at de forhandlede om delingen af Afrika i Berlin - i det hele var den spirende nationalisme mest spirende ved hofferne, ikke i befolkningerne, De sidste var mere optaget af klasseforhold end nationalitet. Det store spørgsmål var arbejdstid dengang. Murerne begyndte at gå hjem kl. 12.00 om lørdagen i København. Og kunstnere nød virkelig La Belle Epoque uden skelen til nationalitet. Noget af den bedste kunst blev skabt i den periode, det ved jeg ikke, om man kan sige om nutidens.

Lars Knudsen, Per Torbensen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

Det er meget spændende at forholde sig til tidligere perioder i forhold til nutiden, og tiden op til første verdenskrig er bestemt interessant i denne henseende. Men forsimplede analogier skader blot forståelsen. Det bliver for let til en øvelse i at lede efter ligheder, og så ignorere afgørende forskelle.

I dette tilfælde lader det til, at man ser bort fra ét af de allermest afgørende forhold, der førte frem til verdenskrigen, hvilket selvfølgelig var den militære udvikling. Det er meget muligt, at perioden var præget af en store forventninger til fremtiden, men sideløbende hermed forberedte stormagternes militær sig på det helt store opgør. Der fandt en enorm oprustning sted, suppleret med en yderst detaljeret strategisk planlægning, hvor Schlieffen planen er det mest berømte eksempel. Og det var ikke bare for en sikkerheds skyld, men med henblik på, at det hele skulle bruges på et tidspunkt, så stormagterne kunne få afklaret deres indbyrdes styrkeforhold. Hvilket også afspejledes i, at militær logik, og militære beslutningstagere, havde langt større politisk magt, end hvad man siden har set – også når man medregner 2. verdenskrig.

Den tids nationalisme var også på afgørende punkter anderledes end i dag. Dengang handlede det ikke mindst om at udvide sit magtrum, med udgangspunkt i sin nationale selvopfattelse. En del af dette bestod i, at gøre sine krav gældende på omstridte territorier, som man mente at have et historisk begrundet krav på. Tidens globalisering var således ikke bare en trussel, men netop en anledning til at kæmpe for sin del af kagen. Enten hvad man mente rent nationalt at have krav på, eller hvad man mente sit lands betydning som international magt kunne give en form for imperialistisk ret til, ikke mindst i relation til kolonialismen. Den nationalisme som vi ser i dag, har jo træk der nærmest er diametralt modsatrettede. Dagens nationalisme handler i langt højere grad om at isolere sig. Den forsøger at holde den globale verdens besværligheder på afstand, og vil selv bestemme udviklingen i egne lande. Man kan også sige, at den tids nationalisme rettede sig fremad, mod det som man ville skabe, mens vor tids nationalisme retter sig bagud, mod det som man har tabt.

Morten Kjeldgaard

Historikere drager mange paralleller mellem vores nutid og fortidens epoker, skriver Information i boksen "Har vi set det her før?"

Men til dem der mener historien gentager sig, kunne I ikke lige komme med et par eksempler? Det er nemlig noget vås, og tilmed en træt kliché at blive ved at snakke om det. Historien gentager sig ikke.

Michael Kongstad Nielsen og Stig Nielsen anbefalede denne kommentar
John Christensen

Den dybe tallerken er heldigvis opfundet, en gang for alle!

Længe leve den dialektiske tænkning, der forudsætter at alt bevæger sig - og derfor ikke blot gentager sig.

Fredag, og weekend lige om lidt - sikke et held at det gentager sig.
Ellers var det arbejde det hele!

Så længe alt håb ikke er ude - er det endnu ikke håbløst. Heldigvis.

Gustav Alexander

"Ligesom vi siden 1945 har levet i en historisk fredelig epoke i Europas historie, var tiden omkring århundredeskiftet historisk rolig. Siden Frankrig og Tyskland sluttede fred i 1871, havde stormagterne ikke været i krig. Verden var i fremgang. Flere lærte at læse og skrive, børnedødeligheden faldt, og levealderen steg. I byerne glødede elektrisk lys, og telegrafer og jernbaner bandt verden sammen i netværk af damp og elektricitet. Verden hang sammen – lige som i dag."

Forfatteren beskriver med disse få linjer industrialiseringens mest brutaliserende fase fra 1871 og gennem The Gilded Age. Han beskriver industrialiseringen som en anden hyper-konservativ historiker, der kun ser positiv udvikling i industrialiseringen. Er det ikke selvsamme fravær af bevidsthed som sociale spørgsmål, der i dag gør sig gældende på venstrefløjen?

Et sidste og ubelejligt parallel, som ikke passer i forfatterens globaliseringsnarrativ, er jo arbejdskraftens stigende undertrykkelse verden over. Internationaliseringen af Kapitalen og industriens opslugning af et helt kontinent (USA) nødvendiggjorde enorm immigration, der skulle forhindre lønstigninger, således at industri kunne forblive profitabel. Man brugte essentielt kapitalens internationalisering til at spille arbejder ud mod arbejder. Det eksakt samme finder sted i dag. Marx talte i den forbindelse om The Reserve Army of Labour: Vi behøver via migration, befolknignstilvækst el andet at bibeholde en stor 'reserve hær' af arbejdsløse, som kan drop-feedes ind i beskæftigelse i tider med højkonjuktur, således at lønningerne holdes nede, eller i tider med lavkonjuktur, for yderligere at forringe arbejderens lønvilkår og dermed sætte profitten op.

Et sådan perspektiv medtages naturligvis ikke, da det giver populismen - både i 10'erne som i dag - et rationelt ben at stå på. Det kan jo ikke passe, når den bedrevidende, små borgerlige venstrefløj travlt vil afskrive dem alle som "populister".

H.C. (Hans Christian) Ebbe

Jeg vil umiddelbart være enig i postulatet: Historien gentager sig ikke!, men hvis man nu satte en kaos forsker til at kigge nærmere efter, så vil han (eller hun, om forladelse) jo nok kunne se en del mønstre som smukt virvlet ind i hinanden gentager sig nok så smukt.

Søren Kristensen

Alt liv og udvikling i universet sker efter repetitive mønstre, som til forveksling ligener gentagelser. Celledeling er måske den mest indlysende. Men heldigvis er der tre stærke faktorer som driver det hele i ukendte retninger: tid (du kan ikke bade i den samme flod to gange), errotion (fysiske ting har det med at kollapse og blive til noget andet - kan ikke lige huske fysikernes udtryk for det, men der er tale om en naturlov) og mutation på godt og ondt (livet eksperimenterer hele tiden med sig selv, for at overkomme nye udfordringer). Resultatet af alt denne "interventionn" i et ellers repetitivt mønster er at intet gentager sig, i hvert fald ikke på helt samme måde. Fraktaler udtrykker forretningsgangen udmærket, altså et i udgangspunktet repetitivt mønster, som i virkeligheden er det modsatte.

Claus Oreskov

En hel del gentager sig nu alligevel, indenfor de muligheder der findes i den dominante struktur som globalt set er kapitalismen.
Det mærkelige er at også psykologiske fænomener og adfærd reproduceres i lignende situationer.
Tak den omtalte nationalisme. Nationalister dengang som nu er uhyggeligt indskrænket, udtrykker sig gerne i perfide vendinger og udviser en stor liderlighed for krig!

Claus Oreskov

Dengang som nu, er nationalister mere subjektive end alle andre. De overbevises ikke gennem rationelle argumenter, men gennem tågede forsikringer og følelses porno!

Robert Ørsted-Jensen, H.C. (Hans Christian) Ebbe og Thorkil Søe anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Fordi tyngdekraften vedbliver at være den samme som i går, gælder det ikke det levende liv. Noget er genkendeligt, men udvikler sig. Intet står i stampe. Nationalitetsfølelse udvikler sig, nationer udvikler sig, Hviderusland er ikke som det var engang. Danmark ej heller. Kunst udvikler sig. Se på Kandinskys billeder fra før og efter 1. Verdenskrig. Lyt til musikkens udvikling. Scott Joplin var ikke som Kai Normann Andersen, der ikke var som TV2 eller Sebastian, der heller ikke er som Outlandish.
Alt udvikler sig hele tiden, Det bedste klassiske, Tchaikovskys 1. fx. er aldrig gentaget som værk, men som duplikation selvfølgelig, Paulus' breve heller ikke, ja Biblen i det hele taget, men duplikeret, jovist. Livet gentager sig ikke, selvom biblen er uforandret.
Se i øvrigt dagens læserbrev fra filosoffen Ole Thyssen:
https://www.information.dk/debat/2017/03/ingen-alternative-fakta-paulus

Claus Oreskov

Russere i Rusland og især i Letland, har svært ved at tage vestens antinazistiske trosbekendelse alvorligt, når man i Europa ignorere nazismens fremmarts i f.eks. Letland. Se også videoen ”En lektie der ikke blev lært”, som netop er en advarsel om nazismens tilbagekomst:
http://theduran.com/real-fascism-marches-in-europe-while-eu-leaders-look...
Den tilbagekommende nazist, stormer mod øst for at genoprette den tyske grænse fra 1937, han stoppes imidlertid af Berlin muren og falder på røven ved monumentet af den sovjetiske soldat i Treptower Parken.
Dette monument er baseret på en virkelig historie som fandt sted under kampene i Berlin. En sovjetisk soldat hører et barn græde inde i Rigsdagsbygningen, hvor der var heftige kampe. Under beskydning af tyske soldater redede den sovjetiske soldat det tyske barn. Monumentet er således også en påmindelse, om krigens paradoks, og et opråb til os alle sammen, om at vise menneskelighed henover nationale og etniske grænser.

Michael Kongstad Nielsen

Monumenter fra fortiden er grobund for nationalisme. Det troede jeg ellers ikke du kunne lide, Claus Oreskov. Fx. Frihedsstøtten på Vesterbrogade i Kbh., der er renoveret af Mærsk Mckinney Møller og Hustrus Fond. Den frihed, monumentet vil minde os om, var mere end tvivlsom, da bønderne fortsat var fæstere og skulle levere hoveri til herremanden.

Claus Oreskov

Jammen Michael Kongstad Nielsen, sejren over nazismen var ikke noget tvivlsom men reel nok, det tror jeg de fleste har fattet. Nationalisten kan bruge hvad som helst som symbolsk ballast - både bevidst og vilkårlig. Det er anvendelsen det skaber betydnings indholdet. Det omtalte monument, har jeg valgt at bruge, som et eksempel på det modsatte at nationalisme. Jeg ser den sovjetiske soldat og det tyske barn som en national grænseoverskridelse ind i humaniteten og væk fra nationalismen. For øvrig bestod den sovjetiske hær af mange forskellige nationaliteter!