Læsetid: 9 min.

'Folk siger, at verden ikke er gået under, men vi har jo ikke forladt EU endnu'

Storbritanniens næstfattigste region, Cornwall, har modtaget over en milliard pund fra EU’s strukturfonde over de seneste 15 år. Alligevel stemte et flertal af indbyggerne for at forlade EU. Det handler om identitet
Selv om Cornwall – der ifølge Eurostat er en af EU’s fattigste regioner – har modtaget over en milliard pund i EU-strukturtilskud over de seneste 15 år, stemte hele 56 procent af områdets befolkning for Brexit mod 52 procent på landsplan – et tal, der stiger til over 90 procent blandt fiskere.

Selv om Cornwall – der ifølge Eurostat er en af EU’s fattigste regioner – har modtaget over en milliard pund i EU-strukturtilskud over de seneste 15 år, stemte hele 56 procent af områdets befolkning for Brexit mod 52 procent på landsplan – et tal, der stiger til over 90 procent blandt fiskere.

Anders Birger

25. marts 2017

CORNWALL – Havnen i det maleriske Mevagissey er proppet til bristepunktet med små og mellemstore fiskekuttere og enkelte lystbåde. Det voldsomme blæsevejr sender dramatiske bølger mod havnen og de omkringliggende strande og tvinger det lille fiskersamfund i det sydvestlige Storbritannien til at tage en dag på land. Kun få vover sig ud fra bag de saltvandsfedtede vinduer.

Men selv om det er svært at forestille sig, mens vinden river i alt, hvad den kan få fat i, er områdets beboere sikre på, at morgendagen vil bringe roligere vande og lysere tider.

Storbritannien er nemlig på vej ud af det EU, som fiskerne har beskyldt for at kvæle deres erhverv med kvoteordninger, en overdreven administrativ byrde og åben adgang til britiske farvande for nabolandenes fiskere. Selv om Cornwall – der ifølge Eurostat er en af EU’s fattigste regioner – har modtaget over en milliard pund i EU-strukturtilskud over de seneste 15 år, stemte hele 56 procent af områdets befolkning for Brexit mod 52 procent på landsplan – et tal, der stiger til over 90 procent blandt fiskere.

24-årige Bracken Pearce er en af de fiskere, som trods udviklingshjælpen fra EU valgte at stemme leave. Den unge fisker har på nært hold fulgt med i, hvordan Cornwalls fiskersamfund er skrumpet i løbet af hans fars tid på havet. Han håber nu, at hans egen karriere vil blive lettere som følge af Brexit.

»Hovedårsagen til, at jeg stemte leave, er, at jeg ønsker, at vi forlader EU’s fælles fiskeripolitik. Problemet er kvoterne, og så at europæiske skibe kan krydse over kanalen til vores vande. Vi har også adgang til deres vande, men det er her, fiskene er,« siger den unge mand, der forlod skolen som 15-årig for at følge i sin fars fodspor.

I dag bestyrer han en båd, der er designet til at fange ikkekvote-arter som rødtunge og blæksprutter.

»Vi har behov for at få rettighederne til de fisk, der er i vores egne farvande,« slår han fast og erklærer sig for både »opstemt og bekymret« for fremtiden.

»Opstemt, når jeg tænker på det enorme potentiale for os uden for EU, men bekymret over, om vores politikere vil svigte os igen. Historien er fuld af eksempler på, hvordan fiskere er blevet ofret af hver eneste regering, vi har haft,« siger han.

Lille industri

Bracken Pearce – hvis 18 måneder gamle søn, Charlie, sidder tålmodigt på hans arm og lader blæsevejret rive i de blonde lokker – erkender, at der ikke er nogen garanti for, at den britiske regering efter Brexit vil følge fiskernes ønsker.

Et lækket dokument om den britiske regerings prioriteter i forhandlingerne med EU viste for nylig, at fiskeriet som erhverv kun har fået »mellemhøj prioritet«. En afspejling af, at det udgør mindre end 0,5 procent af landets samlede BNP, svarende til 426 mio. pund.

I Cornwall er fiskeriet imidlertid en uadskillelig del af områdets identitet, og fiskernes klagesang over EU synes at have appelleret mere til de lokale vælgere end områdets nyere succeshistorier som Falmouth Universitet.

»Vi ved fra vores seneste undersøgelse fra 2016, at vi genererer i omegnen af en million pund om ugen til lokalområdet, et tal, der vil stige til to mio. pund om ugen i 2020 i takt med, at antallet af studerende vokser,« fortæller Robin Kirby, strategisk rådgiver for universitets rektor, fra et lyst og moderne mødelokale i universitets nye campus i udkanten af Falmouth, der blev en realitet som følge af tilskud fra EU på over 100 mio. pund.

»Pengene flyder ud i samfundet i form af studerende, der bruger penge på husleje, mad og underholdning, og gennem ansættelse af lokale. Der er over 1.000 job knyttet direkte til den her campus og dens infrastruktur, og derudover er der industrier, der leverer mad og underholdning og andre ting til os,« tilføjer han.

Områdets Newquay Lufthavn, det store miljøprojekt Eden, opbygningen af hurtigt bredbånd og en toglinje fra Falmouth til den nærmeste større by, Truro, er andre eksempler på projekter, der er blevet til som resultat af EU-tilskud.

»Falmouth Universitet er som resultat af tilskuddene vokset fra at være en lille kunstskole til nu at være et stærkt universitet med fokus på den kreative industri med 5.000 studerende,« fortæller Kirby, der selv er født og opvokset i Cornwall.

Nej til støtten

Cornwall er på linje med Wales et paradoks i lyset af EU-afstemningen. Ingen områder i landet modtager flere penge fra EU end de to, og alligevel stemte de begge for leave med et større flertal end landsgennemsnittet.

Dette afholdte dog ikke Cornwall Council fra at udsende en appel til den britiske regering allerede dagen efter folkeafstemningen om at erstatte den EU-støtte, som vil forsvinde med Brexit.

»Vi vil insistere på, at Cornwall modtager investeringer på linje med det, der nu bliver forsynet af EU-programmet, som gennemsnitligt har ligget på 60 mio. pund om året over de seneste ti år,« sagde formanden for Cornwall Council, John Pollard, dengang, med henvisning til at der var en forventning om midler frem til 2027.

Selv om Cornwall – der ifølge Eurostat er en af EU’s fattigste regioner – har modtaget over en milliard pund i EU-strukturtilskud over de seneste 15 år, stemte hele 56 procent af områdets befolkning for Brexit mod 52 procent på landsplan – et tal, der stiger til over 90 procent blandt fiskere.

Anders Birger

I dag insisterer han fortsat på, at det kun er fair, at statskassen dækker hullet.

»Midlerne fra Europa er baseret på et behov. Fordi vi er en mindre udviklet region, og fordi her er reel nød, blev vi anerkendt som en europæisk region med behov for investeringer,« siger John Pollard fra rådhuset i Truro.

»De penge, vi får fra regeringen, er hovedsagelig til projekter og involverer en ansøgningsproces, og derfor er der et element af politisk afgørelse involveret, som gør, at pengene går til områder, hvor de måske mener, at de har behov for at opfordre folk til at stemme på deres parti. Så det, vi siger, er: ’Vi fik disse penge, vi har budgetteret med at bruge disse penge, Cornwall har brug for denne investering. Hvad vil I gøre ved det, regering?«

Pollard, der er valgt som partipolitisk uafhængig og selv stemte for Remain, mener, at grunden til, at flertallet stemte for leave trods de store EU-tilskud, hænger sammen med, at befolkningen ikke »forstod den bredere indvirkning af EU-midlerne«.

Ifølge en undersøgelse har støtten ført til en stigning i regionens BNP, mens ledigheden er faldet med 30 procent.

»Og så har vi en masse fiskere, og de var meget imod, og det tror jeg, at deres slægtninge lyttede til.«

Problemer og muligheder

Cornwall Council venter stadig på et svar fra den britiske regering, men har ikke tænkt sig at trille tommelfingre. I stedet har det oprettet en arbejdsgruppe sammen med lokale virksomheder og organisationer, der skal identificere både muligheder og risici ved Brexit.

Blandt mulighederne nævner Pollard en national fiskeri- og landbrugspolitik, som potentielt kan løse nogle af problemerne i det europæiske system. Derudover ser han muligheder for øget eksport, hvis regeringens planer om et »globalt Storbritannien« bliver en realitet. Men listen af risici er unægtelig længere.

Pollard peger f.eks. på, at et af Cornwalls store eksporterhverv – blomsterproduktionen – er afhængig af sæsonarbejdere fra EU. Derfor er det vigtigt, at det kommende migrationssystem ikke kun fokuserer på højtuddannet arbejdskraft, siger han.

»Vi har brug for læger og tandlæger, men det er ikke kun kloge, veluddannede mennesker, som kan udfylde en rolle i vores økonomi,« siger han og tilføjer, at Cornwall ikke bare kan udskifte sæsonarbejderne, »for vi har ikke britiske mænd og kvinder til at tage over«.

Postomdelte buketter

Beth og Simon er forholdsvis nye og små i blomsterproduktionen, men deres forretning er vokset stødt, siden de overtog Beths forældres produktion for seks år siden.

»Vi er vokset med 30 procent om året. Vi har nu 10.000 ordrer om året,« fortæller Beth, mens hun plukker de endnu ikke blomstrende påskeliljer, der står på rad og række i de overdækkede drivhuse.

»Det svarer til omkring 240.000 blomster om året,« tilføjer hendes mand, Simon, der aldrig havde arbejdet i branchen, før han fulgte sin kone fra deres tidligere hjem i Leicester til hendes fødegård på jagt efter det ideelle miljø for deres to små døtre.

Parret har haft succes med at udvide handlen med postomdelte buketter og ved at levere buketter udelukkende lavet af sæsonens blomster.

De vil gerne udvide forretningen til udlandet, for efterspørgslen er der, men endnu er der forhindringer såsom for dyr porto for ekspreslevering og senest den usikkerhed, Brexit har medført.

»Vores forretning gik virkelig godt, så vi tænke: Hvorfor tage nogen chancer,« siger Beth om hovedårsagen til at parret stemte for remain.

»Hvis vi får en recession, vil blomster sandsynligvis ligge ret langt nede på folks prioriteringsliste,« tilføjer hun.

Simon mener, at det »mest skræmmende er, at alt er uvist«. Og han mener, at det er for tidligt at konkludere, at landets økonomi ikke vil komme til at lide som resultat af Brexit.

»Folk siger, at verden ikke er gået under, men vi har jo ikke forladt EU endnu,« siger han og påpeger som John Pollard, at det kan blive hårdt for blomsterindustrien, hvis den ikke har adgang til migrantarbejdere.

»Det vil blive et stort problem for nogle af vores større naboer, for mange af dem har brug for migrantarbejdere. Migranterne kommer for at arbejde, fordi englænderne ikke gider at udføre det arbejde, så jeg ved ikke, hvad de vil gøre,« siger Simon og begynder at bære de aflange blomsteræsker ud til Royal Mails lille, røde varevogn, der netop er ankommet.

Beth griber en stak æsker og hjælper med at sende dagens buketter afsted til kunderne rundt om i landet.

Hun håber på, at der trods alt kan komme noget godt ud af Brexit for dem, hvis prisen på importerede blomster forbliver høj – pundets fald har ført til en stigning på 20 procent.

»Måske vil folk støtte os, fordi vi garanterer, at det er britiske blomster,« siger hun med henvisning til den patriotisme, der har grebet dele af befolkningen.

Blandt andet hendes forældre, som stemte for Brexit.

»Det har ført til en hel del ophedede diskussioner,« siger Beth med et anstrengt smil.

Kunderne vil udeblive

På Falmouth Universitet er ledelsen også bekymret for fremtiden efter Brexit. Ikke så meget fordi midlerne fra EU vil stoppe, for den nye campus og de projekter, der har modtaget EU-støtte, løber alle rundt af sig selv i dag. Selve undervisningen finansieres næsten udelukkende ved brugerbetaling. Bekymringen går især på, om universitetet kan blive ved med at tiltrække europæiske studerende.

»Efter september forudser vi en væsentlig nedgang i antallet af EU-studerende. Det er sandsynligt, at EU-studerende vil få status som internationale studenter, og de betaler typisk 15.000 pund om året i ’rigtige penge’ forud for undervisningen, frem for de 9.000 pund om året, EU-studerende nu betaler gennem et lån fra den britiske regering,« siger Robin Kirby.

En anden bekymring er adgangen til forskningsmidler og -samarbejde i EU.

»Det er både usikkert, om vi fremover vil være berettigede til at søge forskningsmidlerne, og hvor attraktive britisk-baserede projekter vil være for europæiske forskere. Jeg kan forstå deres mulige skepsis over for at slutte sig til et projekt, som inkluderer briter, eller er under britisk ledelse, indtil vi kender lidt flere detaljer om Storbritanniens fremtidige forhold til EU,« siger han.

For Braken Pearce og hans fiskerkolleger er der lige så mange ukendte faktorer. Endnu foreligger der ikke så meget som et forslag til, hvordan en fremtidig britisk fiskeripolitik kunne se ud.

Udsigten til told på de 80 procent af fangsten, som Cornwalls fiskere eksporterer til Kontinentaleuropa, bekymrer ham dog ikke.

»Vi har et primaprodukt. Der er en massiv appetit for vores fisk, så det er helt udelukket, at folk vil stoppe med at købe dem,« siger Pearce.

Han håber, at fremtiden – ikke kun for fiskerne, men også for andre befolkningsgrupper i landet – vil blive mere fair efter Brexit.

»Jeg ønsker mere retfærdige vilkår for landets arbejdende folk, så det ikke kun er de rige, der skummer fløden. Det er os på mellemstore indkomster, der bruger penge i den lokale økonomi, og hvis vi får det lettere, vil det hjælpe et sted som Cornwall til at blomstre.«

Serie

Serie: Første skridt mod udgangen

Den 29. marts vil den britiske premierminister, Theresa May, aktivere Artikel 50 i Lissabon-traktaten, der sætter gang i forhandlingerne om udmeldelse af EU. Information har besøgt Storbritanniens geografiske ydrepunkter, Cornwall og Nordirland, samt talt med medlemmer af landets nye modstandsbevægelse i London, om hvordan de har det med Brexit, nu hvor landet tager sit første skridt mod udgangen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Mette Rodgers

Cornwalls problemer med Brexit er trods alt lettere at gå til end Skotlands og Nordirlands.
Det handler mest om penge og fordelingen heraf - det er velkendt britisk fordelingspolitik.

I den skotske og nordirske debat løber en nationalistisk understrøm, der på den irske ø er direkte livsfarlig.

Vedrørende Skotland, selv hvis Skotland får lov af Westminster til holde en afstemning om udtrædelse af Storbritannien - og skotterne stemmer for udtræden - så er det slet ikke givet, at Skotland kan opnå optagelse i EU. En optagelse kræver som bekendt accept af alle de eksisterende medlemslande, og Spanien vil sikkert gøre sit for at forhindre en optagelse på grund af den catalonske spørgsmål.

Den klart største udfordring har Nordirland.

Det er EU der har frembragt og udviklet fred og økonomisk fremgang i området via det grænseløse fællesskab og det deraf følgende fællesskab med både Irland og London. Fremtiden byder på en grænse således at Nordirland atter er isoleret og underlagt en regering i London, som er meget langt væk. Jeg tror ikke at dette kan undgå atter at føre til politiske, religiøse, økonomiske og sociale optøjer. Igen.

Alle de mennesker i Nordirland og Irland det nu deler fællesskab via arbejdspladser, foreninger, fri transport af varer og tjenesteydelser, kirker eller andre strukturer vil få deres hverdag brudt op.Og vi har jo set hvad det fører til i det område med det britiske parlament ved styrepinden.

Torben Lindegaard og Carsten Wienholtz anbefalede denne kommentar
David Henriksen

Hold nu op med det Spaniens-pjat. Hvor usolidarisk og usympatisk ville Spanien fremstå hvis de sagde nej til Skotland? Er der ingen der tror at tyskerne, franskmændene, hollænderne, irerne osv osv ville tale store ord med Spanien hvis de bare så meget lufter tanken? Storbrittanien er lige netop en union af lande, derfor kan det opløses. Det rsger absolut ikke Spanien en disse og det er ikke relateret til Catalonien 2000 km væk.

Spanierne ønsker sku da ikke store demo'er foran alle deres ambassader for at nægte skotterne noget. Hvad skulle de vinde ved det?

"Hvad skulle de vinde ved det?"

Spanien er fuldstændigt og aldeles ligeglade med Skotland, idet de mener at det er UK selv der har påført skotterne de problemer de står med.

Så den spanske regering vil til enhver tid forsvare sig med at de er på linie med andre EU lande i modellen med at det ikke skal være nemt at komme ud af EU. Og hvis det skaber et kæmpe problem for UK at skotterne ønsker at være i EU, så er det UKs eget selvskabte problem.