Baggrund
Læsetid: 8 min.

Hvem husker ’Mr. Europe’?

EU er i krise, EU-skeptikerne vinder frem og kontinentet er i splittelse. Sådan har de fleste historier lydt siden finanskrisen i 2008, men er det virkelig værre nu end tidligere? I anledning af 60-året for Rom-traktaten og EU’s begyndelse er vi dykket i Informations arkiv for at se nærmere på vores krisesprog og holdning til Den Europæiske Union igennem historien
Moderne Tider
25. marts 2017
Debatten om EU er måske slet ikke så ny, som man ofte forestiller sig. ’Eurodebat øger skellet mellem folk og elite’, skrev Informations journalist Mette-Line Thorup allerede på forsiden af avisen i år 2000.

Debatten om EU er måske slet ikke så ny, som man ofte forestiller sig. ’Eurodebat øger skellet mellem folk og elite’, skrev Informations journalist Mette-Line Thorup allerede på forsiden af avisen i år 2000.

»EU er i en eksistentiel krise,« lød det fra Kommissionsformand Jean-Claude Juncker i efteråret, og Brexit og de højrenationale EU-kritikere fylder massivt i mediernes daglige historier som symbol på tillidskrisen til de fjerne Bruxelles-bureaukrater. Men hvornår har EU ikke været det?

For at ruske op i vores hukommelse har vi været en tur i Informations arkiv og genlæst EU-historien i gamle ledere. Der er nok at hente, da det i dag er præcis 60 år siden, de gamle europæiske krigsfjender underskrev Rom-traktaten og kickstartede EU i 1957.

Tilbageblikket viser, at de store værdier om det europæiske fællesskab hurtigt blev erstattet af juridiske detaljer og en grundpræmis om, at EU lider af demokratisk underskud.

Lederne viser også, at den splittelse mellem elite og folk, som i dag bliver brugt som en af forklaringerne på Brexit, Trump, Geert Wilders og Marine Le Pen, fylder meget tidligt i diskussionen om EU. Har man glemt det, er der masser af historisk hukommelse af hente.

Her er seks uddrag fra Informations arkiver.

1. Imponeret på afstand

Hvem husker ’Mr. Europe’ – den belgiske udenrigsminister Paul-Henri Spaak, der fik tilnavnet efter med guldpen at have underskrevet Rom-traktaten sammen med Konrad Adenauer fra Vesttyskland og lederne fra Frankrig, Holland, Italien og Luxembourg? 

Her ses avisforsiden fra 2. juni 1992, hvor der på lederplads blev argumenteret for både et ja og et nej til Maastricht-traktaten.

’Mr. Europe’ blev kendt for citatet »Morgendagens Europa skal være et overnationalt Europa«, og Danmark så imponeret og lettere vantro til fra sidelinjen. Overrasket over, at de gamle krigslande kunne samarbejde, alt imens de nordiske lande fejlede i deres forsøg på at forpligte sig på hinanden i det, der dengang hed NORDEK.

Spaak fik dagen efter ros for sine ambitioner på lederplads, for med sin »glødende begejstring for drømmen om et forenet Europa at have aftvunget alle respekt« og trods mange problemer på vejen at have »gjort alle tvivlere til skamme«.

I den første lange periode var det usikkert, hvem der skulle være med i klubben, og særligt Frankrig og Storbritannien sloges om magt og landbrugspolitik.

Danmark var endnu ikke med, men man kunne allerede fornemme en vis skepsis over for skåltalernes »svulstige højtidelighed«. Talerne stod i kontrast til det, som blev beskrevet som en usammenhængende, langsommelig og bureaukratisk institution med en »talrig kæde af forbehold«, som Danmark siden skulle blive garant for at videreføre.

2. Frygt vs. fællesskab

Det nordiske samarbejde bliver opgivet i 1970, og i stedet vender Danmark sig mod EF. Debatten om det fælles marked handler om »flæskepriser og økonomi«, som den daværende forsvarsminister Kjeld Olsen siden har sagt, og mens tilhængerne advarer om undergang for dansk økonomi, hvis ikke Danmark bliver medlem, ser modstanderne EF som et uvelkomment projekt for storkapitalen.

Det fredsskabende ved konstellationen fylder meget lidt i debatten op til valget i 1972, hvor Information pryder forsiden med både en ’nej’- og en ’ja’-leder. Førstnævnte handler om tryghed og frygt, og lyder som noget, man i dag kan høre hos DF og på den højrenationale og EU-skeptiske fløj.

»EF-debatten har vist, at mange har mod og fremsynethed til at sige nej til styrkelsen af en udvikling, de frygter. Og vi har alle lov til at være bange,« lyder det i ’nej’-lederen, med en utryghed ved globalisering og »den stadigt voksende afstand mellem den enkelte og det besluttende politiske og bureaukratiske apparat«.

’Ja’-lederen handler derimod om at ville »være fælles« med England og de andre, og om den glædelige udsigt til fri adgang til de høje, smukke alper. Danskerne stemmer som bekendt ja.

Det er her bemærkelsesværdigt, at vælgerne stemmer nej i de store byer og ja uden for København. I dag bliver den såkaldte storbyelite anklaget for at udnytte globaliseringens privilegier og støtte op om etablissementet, mens udkanten siger nej til EU og ja til DF.  Meget har altså ændret sig siden 1972, og der er ingen naturlov i holdningssplittelsen mellem storbyen og resten i holdningen til EU.

Dagen efter valget indeholder Informations leder en sætning, der siden er blevet til virkelighed – nemlig ansvarsfralæggelse: »Faren er den åbenlyse, at vi får travlt med at skyde skylden på ’de andre’ eller at tage gevinster til indtægt og prale med dem. Som om vi kunne nøjes med dem.«

Det skal vise sig i de senere ledere, at der faktisk tales meget lidt om gevinsterne ved EU. De tages mere for givet, mens de her omtalte farer manifesterer sig mere og mere.

3. Ikke mere snak om Danexit

I slutningen af 80’erne og i 1990’erne skal danskerne flere gange til stemmeurnerne, og mens EU’s udvikling indtil da er gået slag i slag, skal der nu både stemmes om en udvidelse af det indre marked og en udvikling af de demokratiske procedurer.

Her finder man paralleller til den debat, vi i dag har om Brexit og hvorvidt også Danmark bør have en folkeafstemning om det europæiske medlemskab. Information opfordrer nemlig »folkesocialister og socialdemokratiske skeptikere« til at droppe ideen om udmeldelse for i stedet at »beskæftige sig med den rolle, Danmark kan og bør spille i det efterhånden meget brede, vesteuropæiske samarbejde«.

Synet på EU som et altopslugende monster uden demokratisk legitimitet ser dog ud til at vokse omkring afstemningen om Maastricht-traktaten i 1992, som blandt andet skal sikre mere indflydelse til EU-Parlamentet og sørge for, at euroen kan blive til noget.

Da også rets- og udenrigspolitikken bliver en del af teksten, stejler danskerne, og historien om en legitimitetskrise i EU begynder at dominere. Både danskerne og briterne stemmer nej, og da begge lande får forbehold, bliver kimen lagt til et EU i flere hastigheder.

Det er også her, Informations ledere for alvor begynder at argumentere for et nej. Ikke fordi EU ikke er en god idé, »så der kan svines mindre og tjenes mere«. Men nærmere for at straffe de danske politikere for at have undladt at diskutere de juridiske detaljer i forhold til suverænitetsafgivelse. På den måde minder argumenterne her mere om dem, der også har domineret afstemningerne om patentdomstolen og retsforbeholdet.

Store tanker om »hvem man vil være fælles med« er her erstattet af juridisk usikkerhed og irritation over politikernes forsøg på at lade, som om Danmark ikke afgiver magt til Bruxelles. Detaljerne er blevet vigtigere end ideen om et fællesskab.

4. Analysen fra 1990’erne gælder stadig i dag

Ser man tilbage, var der allerede dengang masser af stof til at forberede sig på den politikerlede og splittelse mellem eliten og folket, vi i dag taler om som et af de største politiske problemer i Vesten.

Dansk presse, dansk erhvervsliv og danske organisationer bliver beskrevet som »åndshøvdinge«, der overså tydelige tegn på en »voksende folkelig modsigelse«. Stoltheden over det danske nej er tydelig og afsluttes med en bøn om nye politikere, der er »stolte over danskerne«, »i stedet for at skamme sig over dem.«

Analysen af danskernes holdninger er også lignende den, vi ser i dag. »De fattige, de ledige, de geografisk isolerede, de røde og de halvrøde,« siger nej. Ja-stemmerne kommer fra »de velbjærgede, de skatteplagede, de partitro, de idealistiske og – europæerne -, som adskiller sig fra andre derved, at de ikke selv betaler deres flybilletter.«

Det bliver samtidig taget fuldstændig for givet i debatten, at EU lider af et enormt demokratisk underskud, selvom hver eneste traktat styrker EU-Parlamentet, giver mere gennemsigtighed og ovenikøbet en ombudsmand på EU-plan.

Det er også her, der for alvor begynder at være forskel på »det grimme nej«, som tilhører de fremmedfjendske hos Pia K, og det som så må være det ’det rigtige nej’, som tilhører Informations læsere. Pia K’s er et nej »man nødigt vil være i selskab med«, men som dog alligevel »må ses som en reaktion mod ’magtens arrogance’«.

Det rigtige nej er her forstået som kommende fra dem, der støtter op om kapitalismekritik og en mere grøn udvikling, og som »føler sig beslægtet med en Steen Gade herhjemme eller med en Joschka Fischer hos De Grønne i Tyskland«. Men som altså stadig gerne vil udtrykke bekymring over for et ensidigt fokus på markedstænkning i EU.

5. Politikerne rykker fra folket men har samtidig for få ambitioner

I 2000 skal danskerne stemme om deltagelsen i den fælles valuta, og 53,2 procent stemmer nej.

Temaet i lederne er nu »Det store skel«, ikke mellem storbyer og udkant, men derimod mellem partier, der går ind for et ja, og en vedholdende stor vælgergruppe, der ikke gør det.

Et skel mellem elite og folk bliver fremhævet som det helt store problem, som »i rigt mål genfindes i næsten lignende udgaver i mange af landene omkring os«. Både Poul Nyrup Rasmussen (S), Marianne Jelved (R) og Anders Fogh Rasmussen (V) fremhæves som elitesyndebukke, der ikke forstår deres eget bagland.

EU’s gevinster om demokratiske og økonomiske fremskridt opremses sporadisk i lederne, men altid med et ’men’ bagefter. Og selvom de store visioner ikke har fyldt meget, bliver de nu igen efterspurgt på lederpladsen: »Med sjældne undtagelser har ja-siden holdt sig til den ulykkelige strategi fra 1972: I stedet for at betone visionerne bag det europæiske projekt har man talt til egennytten og frygten.«

6. Værdierne kommer frem i modsætningen til noget andet

Det store værdier om fællesskab, solidaritet, kulturudveksling og fri bevægelighed kommer først for alvor igen med Østudvidelsen, da 74 millioner østeuropæere træder ind som medlemmer af EU i 2004.

Kritikerne frygter en permanent udvanding af både økonomien og de institutionelle strukturer, men flertallet og særligt danskerne er positive over for udsigten til en udvidelse i frihedens navn.

EU-medlemskabet fremhæves som en drøm for de nye medlemmer, og udvidelsen »direkte tårefremkaldende herlig«. Her fremhæves alle gevinsterne, fordi EU giver adgang til »muligheder for virksomheder og forbrugere i det indre marked, over udveksling af studerende og forskere, til eksport, vækst og velfærd og bedre rettigheder for kvinder, minoriteter, børn og miljøforkæmpere«.

Samtidig betyder de åbne grænser større debatter om immigration, og den italienske præsident får i perioden sagt, at »vi har brug for en mur mod illegal indvandring«, og reaktionen i Informations ledere er, at »der må gøres op med den stigende intolerance i de gamle nationalstater«. EU kunne have satset mere socialt, men har i stedet satset på »laveste fællesnævner«, og »blikket har i stedet været stift rettet mod den spændte, EU-skeptiske situation på hjemmefronten«, lyder kritikken.

Det er først for alvor i 2004, de andre landes kultur hives frem som argument for samarbejdet, og lederen slutter af med en for perioden sjælden EU-opstemthed på lederplads: »Europa bliver ikke bare rigere på materielle goder. Europas samling er også en mental og kulturel berigelse for gamle og nye EU-medlemskaber i fællesskab.«

Ser man tilbage på vores forhold til Den Europæiske Union, er det sigende for de store diskussioner, at de store gevinster og værdier ved fællesskab først omtales, når de skal sættes i modsætning til noget andet. Det ’andet’ er nu presserende i form af protektionister som Trump, antidemokrater som Viktor Orban i Ungarn og EU-modstandere som Front National. Heldigvis har vi prøvet meget af det før.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her