Analyse
Læsetid: 3 min.

Hyldest til den destruktive feminist

Den destruktive feminist er kommet for at uddele røvfulde og slikkepinde – og hun er netop løbet tør for slikkepinde
Moderne Tider
1. april 2017
Den destruktive feminist er kommet for at uddele røvfulde og slikkepinde – og hun er netop løbet tør for slikkepinde

Mia Mottelson

Det kan nogle gange virke, som om feminismen betragtes som en negativ bevægelse, der altid vil kritisere og irettesætte og aldrig slapper af og giver plads til glæde og begejstring. Der findes endda et (nedsættende) udtryk for denne tendens: En feministisk killjoy.

Den feministiske killjoy er nemlig hende, der pludselig giver sig til at tale om undertrykkelse midt under forretten og ikke gør det på en måde, som forsikrer om, at alting stadig er hyggeligt, og at mænds blikke stadig er vigtige for hende.

Hun skaber tværtimod decideret dårlig stemning og gør ikke noget for at rette op på den igen. Hvis hendes bemærkninger gør nogen utilpas, kan de rende hende. Hun er en destruktiv karakter.

Den destruktive karakter

Med udtrykket ’destruktiv karakter’ er beskrivelsen imidlertid ikke afsluttet, men først begyndt. Den tyske filosof Walter Benjamin skrev engang en lille tekst om det, han kaldte »den destruktive karakter«, som passer fint på vores kold i røven-feministiske veninde.

Den destruktive karakter er én, som ikke lader sig imponere og ikke har noget ’positivt’ eller konstruktivt formål med sit virke. Han ødelægger bare. Han kender kun ét slagord: Gør plads!, og kun én aktivitet: At rydde af vejen. Den destruktive karakter har ikke noget at byde på, er ikke kreativ eller udadvendt, men i enhver sammenhæng nærmest imod. En skidt karakter, kunne man mene. Én man helst ikke deler en forret med.

Benjamins tekst er først og fremmest bemærkelsesværdig ved at vende hele dette billede på hovedet. Han viser, at der er noget sympatisk og rigtigt ved den destruktive karakter. Når han rydder af vejen, skaber det plads, som andre kan benytte. Hans ligegyldighed over for, hvad andre betragter som rigtigt og forkert, er samtidig en ligegyldighed over for, hvordan han selv vil blive set. Han handler hverken for at blive elsket eller for at blive populær.

Derfor er han også hævet over »det mest småborgerlige af alle fænomener«, som Benjamin siger det: Sladder. »Den destruktive karakter tolererer misforståelse. Han promoverer ikke sladder.«

Prosex-feminisme

Måske er ét af problemerne med den såkaldte ’prosex-feminisme’ netop, at den ikke er destruktiv nok; at den for alt i verden ikke vil misforstås. Prosex-feminismen iklæder sig undertrykkelsens gevandter og seksualiserer sig selv, for i sidste ende at overraske og underminere det mandlige blik. Men derfor er det også afgørende at blive forstået.

Hvis pointen misses, hvis det ikke bliver set, at der sker en subtil omvending af forholdet mellem objektivering og subjektivering, så falder det hele til jorden. Prosex-feminismen siger »forstå mig ret …« Den destruktive karakter siger: »Forstå hvad du vil, det er dit problem.«”

Der er noget destruktivt ved enhver virkelig kritisk bevægelse. Selv den mest høflige prosex-feminist kan formentlig bringes til at indrømme, at et minimum af ødelæggelse er nødvendigt for, at man kan skabe noget nyt. Der er, som fortalere har formuleret det, behov for kognitiv dissonans. Som enhver byggematador og enhver revolutionær vil vide, er det nødvendigt at rømme pladsen, for at noget kan bygges op. Man har, som det hedder, brug for at slå et æg i stykker, hvis man vil lave en omelet.

Men for den destruktive karakter er destruktion ikke et middel, som man bliver nødt til at bruge, hvis man vil nå sit mål. Om det bliver en omelet eller et syndigt rod, er ikke den destruktive karakters sag.

På en mærkelig måde er der noget opbyggeligt ved denne mangel på opbyggelighed. Måske er vi ofte for hurtige til at skrabe omeletter sammen. Måske er det sundt, at noget af og til sker, der ikke skal medieres, ikke skal forstås og ikke skal udglattes, så hyggen kan genetableres.

Er det ikke netop en destruktiv handling, der kan skabe plads til at nogle andre kan komme til; at dem, der kommer efter den destruktive karakter, kan få bedre plads ved bordet, kan blive hørt eller set uden at skulle forklare sig selv?

Det fine ved vores veninde Killjoy, den destruktive feminist, er, at hun bliver hængende ved det destruktive i det mindste lidt længere, end de fleste andre kan holde til. Hun holder fast i den dårlige stemning, mens andre kigger på tallerkenen, og urets tikken larmer som artilleri. Det er slet ikke nogen dårlig øvelse for den, som savner noget at håbe på.

Lad dig ikke forføre af forestillingen om at skabe noget, om at det hele nok skal gå, om at vi jo alle sammen også godt kan lide sex. Hold i stedet fast i ubehaget længe nok til, at du kan få luft. Ryd pladsen! Der er helt sikkert nogen, som har brug for den.

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Rikke Nielsen

Jeg er ved at stå af på alt den intellektualisering, der skal pakkes rundt om noget så enkelt som, at kvinder af enhver sort bare gerne vil have ligestilling. Hvad f..... er prosex feminisme? Hvad er 4. bølge feminisme (eller er det femte... kan ikke hitte rede i det) og vidste de forgående 3-4 stykker, at de også bare var bølger (der jo som bekendt har en så kort levetid, at de nok ikke er noget man skal tage seriøst)? Og så nu også destruktiv feminisme.

En intellektualisering som denne kan trækkes op på et så abstrakt metaniveau, at det virkelige formål glemmes.

Jacob Jensen, Vibeke Rasmussen, Søren Kristensen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Jeg forstår det heller ikke. Hvis en kvinde (eller en mand) er irriterende ved et middagsbord er vedkommende irriterende. Længere er den vel ikke?

Der er ingen gyldige eller retsgyldigt undskyldninger for den manglende ligestilling mellem mennesker/køn. At blive ved med at insistere på denne sandhed er forstyrende for især den gruppe som godt ved de er overrepræsenteret når det gælder lønninger, magtpositioner mm.
Der er opfundet mange vinkler til at tie eller skamme de stemmer som insisterer på deres lige ret. Lige fra latterliggørelse, over fysiologi og kemi til bekvemmelighed. Nu destruktiv?????????
Stop snakken. Gør noget derude, for en bedre fremtid for vores døtre....

David Henriksen

Lønninger er vigtigt men endnu vigtigere er mænds ligestilling når det kommer til deres børn. Det burde være feminismens førsteprioritet. At børn har lige ret til begge deres forældre. Så tager vi lønnen bagefter. Magtpositioner? Tjoo, masser af kvinder i folketinget og flere kommer til hele tiden. Hvis det er bestyrelsesgangen du hentyder til er det største problem nok kvinders gennemsnitlige ambitionsniveau modsat mandens ditto. Giv ham rettigheder til hans børn, så måske han ikke skal erstatte dem med sit arbejde når ekskonen har taget samværet fra ham.