I år blev kvindernes internationale kampdag fejret på en tvetydig baggrund.
I flere europæiske lande er kvindekampsretorik blevet en fasttømret del af højrepopulismens repertoire, og karismatiske kvinder står i spidsen for højrepopulistiske partier som Front National (Marine Le Pen), Alternative für Deutschland (Frauke Petry), Fremskrittspartiet (Siv Jensen), Nye Borgelige (Pernille Vermund) og indtil for få år siden Dansk Folkeparti (Pia Kjærsgaard).
I Holland står Geert Wilders til at vinde det kommende parlamentsvalg på en platform, der forener tilsyneladende progressive værdier omkring ligestilling og homorettigheder med en aggressiv indvandringskritik og antiislamisme.
Fælles for de højrepopulistiske partier i Europa (med undtagelse af AfD) er, at de i bemærkelsesværdig kontrast til fortidens højrebevægelser tilsyneladende arbejder for at fremme den kønslige og seksuelle ligestilling.
Det kunne altså umiddelbart se ud til, at kvindebevægelsen har fundet en ny allieret i højrepopulismen?
En partikularistisk og nativistisk kvindekamp
Denne forhåbning er der ved nærmere eftersyn god grund til at stille sig skeptisk overfor. For det første er den højrepopulistiske kvindekamp i altovervejende grad partikularistisk og nativistisk.
Den er partikularistisk i den forstand, at den primært søger at forsvare allerede tilkæmpede privilegier for en eksklusiv gruppe af kvinder: nemlig, kvinder fra den traditionelle europæiske arbejder- og middelklasse. Den er nativistisk i den forstand, at den giver kvindekampen et udpræget kulturelt og etnisk tilsnit, idet den sætter lighedstegn mellem kvindefrigørelse og tilegnelsen af en bestemt national kultur eller identitet – om så den franske, hollandske, norske eller danske.
Den højrepopulistiske kvindekamp er i høj grad en eksklusiv kamp for den hvide europæiske arbejder- og middelklassekvinde mod indvandrerkvinden fra det etniske pjalteproletariat og andre kvinder, der falder uden for arbejder- og middelklassenormer om god livsførelse, såsom enlige mødre på overførselsindkomst.
Det står i skarp kontrast til kvindekampens traditionelle selvopfattelse som et universalistisk frigørelsesprojekt, der stiler mod kvindefrigørelse fra patriarkalsk herredømme i alle dets fremtrædelsesformer på tværs af kulturelt tilhørsforhold og partikulære opfattelser af det gode liv.
Lenin vs. Kant
For det andet er den højrepopulistiske kvindekamp præget af en opfattelse af kvindefrigørelse, som vi kan kalde frigørelse pr. stedfortræder.
Denne opfattelse går tilbage til Rousseaus notoriske bemærkning om, at »enhver, der afviser at adlyde la volonté générale, skal tvinges til det af almenvældet; hvilket blot betyder, at han skal tvinges til at være fri«, men den finder sit mest konsekvente udtryk i Lenins idé om en autoritær avantgarde af professionelle revolutionære, der eksekverer massernes frigørelse hen over hovederne på dem.
Vi er bekendt med denne opfattelse af frigørelse pr. stedfortræder bl.a. fra forslag på tværs af Europa om forbud mod kvinders religiøse hovedbeklædning, der har til hensigt ved lov at tvinge muslimske kvinder til frigørelse fra den religiøse undertrykkelse, som burkaen og hijabben i forbudsfortalernes øjne repræsenterer.
Herhjemme genkender vi den også i forslag fra blandt andet SF og DF om at fratage kontanthjælpen fra kvinder, der ikke er i arbejde eller uddannelse, med den hensigt at befri kvinderne fra social kontrol.
Frigørelse pr. stedfortræder står i kontrast til en opfattelse af frigørelse som selvfrigørelse, der går tilbage til Kants definition på oplysning som »menneskets udgang af sin selvforskyldte umyndiggørelse«, hvor umyndiggørelse forstås som »den manglende evne til at betjene sig af sin egen forstand uden en andens ledelse«.
Ifølge denne kantianske opfattelse er det en nødvendig forudsætning for frigørelse, at den erkendes som sådan og foretages af den undertrykte selv.
Det er præcis denne kantianske idé om selvfrigørelse, der kommer til udtryk i den traditionelle kvindekamp for kvinders adgang på lige vilkår til politisk selvbestemmelse, arbejdsmarkedet, osv.
Kvindebevægelsens mål har aldrig været at tvinge kvinder til valgurnerne eller væk fra kødgryderne, men snarere at oplyse dem om den frigørelse fra umyndiggørelse og patriarkalsk formynderi, som disse basale rettigheder muliggør.
Kritik, debat og erkendelse
Betyder det så, at højrepopulisterne tager fejl i, at der eksisterer graverende ligestillingsproblemer i indvandrermiljøer rundt omkring i Europa? Selvfølgelig ikke.
Men det indebærer dels en erkendelse af, at enhver kvindefrigørelse worthy of the name er en universel kamp for kønslig retfærdighed på tværs af partikulære værdier og kulturel identitet, dels at forsøg på frigørelse pr. stedfortræder – som i Lenins tilfælde – altid vil slå om i sin modsætning.
Kvindernes internationale kampdag minder os om, at den universelle kvindefrigørelse er en fortsat kamp, frem for en fejring af kvinder eller en eksisterende tilstand. I dag som før går dens eneste vej gennem selvfrigørelse frem for tvang, og den eneste vej til selvfrigørelse går gennem kritik, debat og erkendelse – kort sagt: gennem en ligeværdig oplysningsproces, som såvel Muhammed og Fatima som Ulla og Jens altid kan risikere at blive klogere af.
