Læsetid: 7 min.

Det identitetsløse landshold

Landstræner Åge Hareides mandskab er endnu ikke trådt i karakter, men fremstår mest som en samling middelgode spillere fra middelgode klubber rundt omkring i Europa. Lørdag aften kan de rød-hvide drenge dog tage et vigtigt skridt frem mod at definere sig selv i danskernes bevidsthed, når de spiller en afgørende VM-kamp i Transsylvanien
I en opgørelse fra Tipsbladet kan man følge en kurve, der starter med 40.699 tilskuere i gennemsnit til kvalifikationskampene til VM i 2002 og støt og roligt bevæger sig nedad. Gennemsnittet for de tre kvalifikationskampe mod Armenien, Montenegro og Kasakhstan sidste efterår lå helt nede på 20.426 tilskuere. Tallene viser, at støtten fra tribunerne er blevet halveret på blot 15 år. Hvis der skal flere tilskuere til landsholdets kampe, må de vinde noget mere.

I en opgørelse fra Tipsbladet kan man følge en kurve, der starter med 40.699 tilskuere i gennemsnit til kvalifikationskampene til VM i 2002 og støt og roligt bevæger sig nedad. Gennemsnittet for de tre kvalifikationskampe mod Armenien, Montenegro og Kasakhstan sidste efterår lå helt nede på 20.426 tilskuere. Tallene viser, at støtten fra tribunerne er blevet halveret på blot 15 år. Hvis der skal flere tilskuere til landsholdets kampe, må de vinde noget mere.

Khan Tariq Mikkel

25. marts 2017

Så er vi der igen.

Endnu engang har landsholdet åbnet sin kvalifikationspulje med så halvsløje resultater, at vi allerede ved puljens halvvejsmærke er nået frem til de såkaldte vind-eller-forsvind kampe.

Før i tiden kunne kravet om sejre afvente de allersidste opgør, hvor slutspilspladserne skulle fordeles. Men i år er det altså allerede i slutningen af marts, at de rød-hvide drenge har ryggen mod muren i en grad, så man kan tale om, at en sejr er en nødvendighed for, at vi fortsat kan nære et realistisk håb om at være blandt deltagerne ved verdensmesterskaberne i Rusland til næste år.

Èn ting er i hvert fald sikker, nemlig at et nederlag til rumænerne i morgen aften vil skubbe os ned på fjerdepladsen i puljen. Og så begynder der for alvor at være lang vej op til de sjove pladser.

Allerede nu må man konstatere, at polakkerne efter alt at dømme løber med førstepladsen, mens vi reelt spiller om at blive nummer to i konkurrence med Rumænien og Montenegro. Et nederlag til én af de direkte konkurrenter til puljens play off-plads vil altså gøre dobbelt ondt.

I det hele taget er det et udfordrende år, landsholdet har foran sig. 2017 byder på seks kampe i VM kvalifikationspulje E, hvoraf de fire er på udebane på ugæstfrie arenaer på Balkan og i Østeuropa, hvor nationalmandskabet traditionelt har svært ved at skaffe resultater.

Det ser svært ud for de rød-hvide drenge!

Tvivl om den lyslokkede målskytte

Og tingene bliver ikke lettere, når man betænker, at vi har en landstræner, der efter alt at dømme er i vildrede om kvaliteterne af det spillermateriale, han har at gøre godt med.

Anderledes kan man dårligt tolke det, når man betænker, at Hareide i første omgang valgte at se bort fra nationens skarpeste målskytte, Kasper Dolberg fra Ajax Amsterdam, da han udtog de første 20 spillere til opgøret mod Rumænien.

Dolberg blev så ganske vist efterudtaget på en af truppens yderste mandater, men det virker ikke betryggende, at den norske landstræner overhovedet kunne være i tvivl om, hvorvidt den lyslokkede Dolberg med de foreløbigt 18 sæsonscoringer skulle med til opgøret i Cluj-Napoca.

Vi har ikke særligt mange formstærke afsluttere på den europæiske scene for tiden. Lad os i det mindste udtage dem, der er. Desværre har Dolberg efterfølgende måtte trække sig med skade og sygdom, men der kan ikke herske tvivl om, at han i første omgang hørte til på holdet.

Man kan dog måske sige til landstrænerens forsvar, at det ikke kan være helt let at være hovedansvarlig for et fodboldhold, der fremstår så identitetsløst, som det danske nationalmandskab gør i disse tider.

Landshold spiller jo i sagens natur ikke særligt tit. Og der går endnu længere imellem, at de deltager i afgørende kampe. Den slags sker som oftest kun en enkelt gang om året – eller måske endda kun hvert andet år.

Af samme grund definerer landshold som oftest sig selv gennem slutrunderne eller særligt betydningsfulde kvalifikationskampe.

Det er ikke tilfældigt, at vi herhjemme taler om et 84-hold, et 86-hold, et 92-hold (naturligvis) og et 98-hold – ligesom det hold, der i oktober 2010 foran gyngende tribuner baskede Portugal 2-1 i Parken i den afsluttende kvalifikationskamp til europamesterskaberne, også formåede at riste en rune over sig selv.

Siden dén sejr har der imidlertid været langt mellem snapsene. Kvalifikationerne til de seneste slutrunder er glippet, og samtidig har vi oplevet et personaleskifte, hvor nogle af de største profiler i den rød-hvide trøje af forskellige årsager er tjekket ud.

Et hold af middelgode spillere

Daniel Agger, Thomas Sørensen og Christian Poulsen er stoppet, og Nicklas Bendtner er svævet af sted på sin helt egen rumraket, der pt. er landet i Trondheim, cirka 500 kilometer nord for Oslo. Og deres afløsere har aldrig rigtig stemplet ind i befolkningens bevidsthed. Må jeg for eksempel bede om en håndsoprækning fra alle, der kan huske, hvem der er de rød-hvides nuværende anfører?

(Svar: Simon Kjær)

Vi har helt grundlæggende et hold af middelgode spillere fra middelgode klubber i middelgode ligaer. Og den slags er bare svært at blive begejstret over.

Landsholdets svigtende greb om den hjemlige fodboldoffentlighed kan også aflæses i udviklingen i tilskuertallene til holdets hjemmekampe i Parken; en læsning, der må føles som en gyser for DBU’s kassemestre og markedsføringsansvarlige.

I en opgørelse fra Tipsbladet kan man følge en kurve, der starter med 40.699 tilskuere i gennemsnit til kvalifikationskampene til VM i 2002 og støt og roligt bevæger sig nedad.

Allerede ved kvalifikationskampe til VM i 2006 var tilskuergennemsnittet faldet til 32.381. Ved kvalifikationen til det næstfølgende EM i 2008 dykkede det ned på 29.491, og gennemsnittet for de tre kvalifikationskampe mod Armenien, Montenegro og Kasakhstan sidste efterår lå helt nede på 20.426 tilskuere.

Man kan naturligvis hævde – som DBU utvivlsomt vil gøre – at det er de tre mindst attraktive modstandere i puljen, der har været på besøg indtil videre. Og at tilskuertallene uværgeligt må stige, når hold som Rumænien og ikke mindst Polen aflægger besøg på Øster Allé. Men alligevel. Tallene viser, at støtten fra tribunerne er blevet halveret på blot 15 år.

DBU er naturligvis også selv klar over dette og har sat gang i flere tiltag for at vende udviklingen, blandt andet sænkede billetpriser, loyalitetsprogrammer og kampagnen ’En del af noget større’, der skal samle befolkningen om nationalmandskabet.

Og måske er der tegn på, at boldspilsunionens bestræbelser er ved at lykkes. I hvert fald kunne chefen for forretningsudvikling i DBU, Jacob Lauesen, sidste efterår fortælle til Politiken, at det stille og roligt er lykkedes unionen at opbygge en større base af trofaste fans, der gentagne gange går til landskamp i Parken.

Hvor unionens målinger viste, at det i 2013 kun var tre procent af tilskuerne, der havde været til mere end fem landskampe på to år, så var det tal sidste efterår steget til 25 procent.

Kunderne vender altså i højere grad tilbage til butikken. Og det kan DBU naturligvis glæde sig over.

Landsholdets rygrad

Der er dog en naturlig grænse for, hvad boldspilsunionens marketingsfolk og forretningsudviklere kan udrette. Hvis man for alvor skal have de fyldte lægter og fællessangen tilbage i nationalarenaen, så er der kun én ting, der kan gøre det, og det er et landshold, der begynder at vinde nogle flere kampe.

Det burde der trods alt også være gode muligheder for. For selv om landsholdet pt. fremtræder i en blegere udgave end længe set, så begynder konturerne af en rygrad på holdet at træde frem i skikkelse af Kasper Schmeichel-Simon Kjær-Thomas Delaney-Christian Eriksen.

Sådan en rygrad kan man egentlig bygge et udmærket landshold op omkring, og hvis vi supplerer med en skarp – og skadesfri – Kasper Dolberg helt i front, begynder det at ligne noget.

Det er imidlertid også en struktur, der er meget sårbar, forstået på den måde at der er et markant kvalitetsgab fra reserverne og op til holdets nøglespillere. Sådan er vilkårene jo ofte for landshold fra mindre nationer. De er afhængige af en lille håndfuld stjerner. Og der er ikke nogen til at tage over, hvis de svigter.

Af samme grund er den fornemmeste opgave for en landstræner for et hold som Danmarks altid at sørge for, at taktikken tilrettelægges på den måde, der trækker det bedste ud af holdets nøgleaktører.  På det danske landshold har vi lige nu tre spillere, der i kvalitet og betydning overstråler resten, nemlig Kasper Schmeichel, Thomas Delaney og Christian Eriksen.

Hvad angår Kasper Schmeichel, behøver vi ikke at være så bekymrede. Leicester-målmanden ser efter et formdyk i efteråret ud til at være tilbage ved fuld styrke, og han snuppede senest to straffespark i de engelske mestres succesfulde dobbeltopgør med Sevilla i Champions League.

Og omkring Thomas Delaney må man sige, at han har taget Bundesligaen med storm. Han er gået direkte ind som 6’er på Werder Bremens midtbane, hvor han har tilført en tiltrængt ro og stabilitet på de grønblusedes midtfelt. Og allerede flere gange er hans præstationer blevet belønnet med udtagelser til det såkaldte Elf des Tages (Rundens Hold, red.) hos det ansete fodboldmagasin Kicker eller hos tv-stationen ARD’s program Sportschau.

Så fra Delaney og Schmeichel burde vi kunne forvente gode præstationer i Bukarest lørdag aften. De skal nok levere varen.

Hovedpinen udgøres som altid af Christian Eriksen.

Den vævre playmaker med det laudrupske løb med bolden er uomtvisteligt nationens bedste fodboldspiller, men han er også en aktør, der gradvist har udviklet sig fra den store frelser til det store spørgsmålstegn på Danmarks offensive midtbane.

Morten Olsen havde aldrig rigtig held med at forløse Eriksens potentiale i landskampstrøjen, men det virker som om, at Hareide har tænkt sig at gøre et mere beslutsomt forsøg.

Lige siden sin tiltræden har den norske landstræner bygget den danske offensiv op omkring spilfordeleren fra Tottenham ud fra tanken om, at hvis man skaber tilstrækkeligt med frirum og afspilningsmuligheder til den danske 10’er, vil han automatisk kunne skabe de nødvendige målchancer til frontangriberne.

Især mod Kasahkstan i efterårets sidste landkamp så vi da også tegningen til en Eriksen, der begyndte at fungere som det reelle omdrejningspunkt i offensiven i stedet for at være den periferi-spiller, han var reduceret til i den sidste tid under Morten Olsen.

Det bliver spændende at se, om Eriksen kan fortsætte de gode takter under de ugæstfrie himmelstrøg i den transsylvanske by Cluj-Napoca i aften. Ikke mindst hvis det sker i samspil med Martin Braithwaite, der er i gang med en supersæson i franske FC Toulouse, hvor han har scoret 11 sæsonmål og netop er blevet udnævnt til anfører.

Scenen er i hvert fald sat til et spændende opgør på Cluj Arena!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Martin Schlander

Middelgode spillere i middelgode klubber? Måske, men det er mange år siden at talentmassen har været dybere og bredere. Der er efterhånden ganske mange danske spillere der spiller regelmæssigt i la liga, Bundesligaen og Premier League. Og Nicolai Jørgensen, Dolberg, Braithwaite m.fl. præsterer rigtigt godt i de næstbedste ligaer.

Ganske vist er Højbjerg, Andreas Christensen, Jannik Vestergaard, Fischer, Dolberg stadig unge. Men historien burde være hvorfor det ikke lykkes at forløse spillermaterialets potentiale, og hvornår tingene falder i hak, så det kommer til at ske. Der har været al mulig grund til optimisme i de senere år, selvom opblomstringen lader vente på sig, har jeg svært ved at bevare pessimismen.