Læsetid: 8 min.

Interview: Velfærdsstaten er for middelklassen – de svageste har vi glemt

Velfærdsstaten er blevet et tagselvbord for middelklassen med SU, kultur og gratis sundhed. Men de fede ordninger hjælper ikke samfundets svageste – bunden er hægtet af, mener ulighedsforskningens grand old man, Erik Jørgen Hansen. Han er aktuel med en ny bog med en simpel løsning på den voksende ulighed: Hæv skatten i toppen og giv penge til dem på bunden
Ulighed skaber et mere hierarkisk samfund, og man behøver ikke være socialist for at kunne se, at det ikke er et rart samfund, hvor nogle bor i afskærmede områder, siger Erik Jørgen Hansen.

Ulighed skaber et mere hierarkisk samfund, og man behøver ikke være socialist for at kunne se, at det ikke er et rart samfund, hvor nogle bor i afskærmede områder, siger Erik Jørgen Hansen.

Sille Veilmark

1. april 2017

Erik Jørgen Hansen rokker frem og tilbage i sin Wegner-gyngestol, og taglejligheden dufter af tobak.

Den 81-årige samfundsforsker har været med hele vejen: I 1960 fik han job som sociolog på det nyoprettede Socialforskningsinstituttet (SFI), og lige siden har han forsket i social ulighed. Han har set velfærdsstaten vokse frem, slå rødder og ændre form, og nu sidder han for enden af et langt arbejdsliv og gør regnebrættet op.

»I dag får middelklassen meget mere ud af velfærden end de svageste grupper,« siger han.

»Den almindelige opfattelse af Socialdemokratiet har været, at de vil sikre bedre forhold for menigmand – hæve levestanden for dem i bunden – men det gik først op for os i løbet af nogle årtier, at det ville de alligevel ikke gøre via omfordeling fra rig til fattig. Derimod vil de give folk lige muligheder med mere uddannelse og social mobilitet.«

Han ryster på hovedet.

»’Lige muligheder’. Det lyder skønt, ikke? Problemet er bare, at mange ikke kan udnytte dem – og når man så heller ikke gør noget for deres økonomiske forhold …«

Hæv skat og ydelser

Hele lejligheden er dekoreret af hans egne malerier – orange bylandskaber, en zebra og et lilla bjerg. I stuen sover to 17-årige katte i en solstråle, Katja og Misja.

– Du mener, at alle i princippet har lige mulighed for at købe et hus i Hellerup, men i realiteten er det kun meget få, der kan gøre det?

»Lige præcis.«

På mandag udkommer hans seneste bog Hvordan kan vi bekæmpe social ulighed, igen? Og konklusionen er klar: Vi lægger alt for meget vægt på lige muligheder og social mobilitet og alt for lidt på økonomisk omfordeling. I stedet for at løfte de svageste danskere med uddannelse og offentlig service, som middelklassen alligevel ender med at få mest ud af, bør vi tage penge fra de rigeste og give til de fattigste. En masse penge.

»Kontanthjælp og andre lave overførselsindkomster må forhøjes kraftigt,« skriver han i bogen. Til gengæld skal alle skattelettelser aflyses; top-, arve-, og selskabsskat skal op, og alle middelklassens serviceydelser – sundhed, kultur, uddannelse – skal barberes ned. Det vil sikre en velfærdsstat, der er til for de svageste, ikke for middelklassen. Det vil ikke bare sikre lige muligheder.

»Det vil sikre lige resultater,« siger Erik Jørgen Hansen.

Dynamit – ikke dynamik

Han voksede op i Bramming ved Esbjerg, mens støvet lagde sig efter Anden Verdenskrig, og velfærdsstaten langsomt blev bygget op. Både hans far og farfar var snedkere, men han savede skævt og kunne ikke bruge et stemmejern rigtigt, så han kastede han sig over bogreolen og Jyske Vestkysten.

»Allerede dengang spurgte jeg mig selv: ’Hvorfor er nogle fattigere end andre?’ Jeg kunne se i Bramming, at nogle var finere end andre, og at de fine boede i andre kvarterer i byen end de mindre fine.«

Interessen var vakt. Han fik studentereksamen, læste nationaløkonomi på Københavns Universitet og fik job på SFI, hvor han blev chef og i 39 år lavede undersøgelser og rapporter, som politikerne brugte til at argumentere for velfærdsstaten. Men noget gik galt under vejs.

Erik Jørgen Hansen har altid haft samme synspunkt: Ulighed skaber ikke dynamik, som nogle liberale siger – det skaber dynamit. Dels er det uretfærdigt, at børn med fattige forældre fra begyndelsen er bagud på point, dels ændrer ulighed samfundets struktur.

»Ulighed skaber et mere hierarkisk samfund,« siger Erik Jørgen Hansen. »Man behøver ikke være socialist for at kunne se, at det ikke er et rart samfund, hvor nogle bor i afskærmede områder.«

Og i den henseende har velfærdsstaten fejlet – det store system af love, puljer og overførsler har ikke for alvor tøjlet den sociale ulighed, det har bare gavnet middelklassen.

SU’en skal være et lån

Han bruger SU’en som eksempel: SU har ikke mindsket den relative forskel i andelen af børn fra ufaglærte hjem og børn fra akademikerhjem, der får en uddannelse – fordelingen er stadig pilskæv. I 2013 viste rapporten En Dansk Fattigdomsgrænse, at børn af forældre med en kort videregående uddannelser, kun har 4 pct. sandsynlighed for at få en lang videregående uddannelse. For børn af forældre med en lang uddannelse var tallet 48. pct.

SU og gratis uddannelse har ikke hjulpet på det – der er godt nok lige muligheder for alle, men det er kun de mest boglige, som kan udnytte dem. Resten bliver efterladt, og »de får stort set at vide, at det er deres egen skyld,« som Erik Jørgen Hansen udtrykker det.

SU’en er blevet en »skattefinansieret overførsel af penge til personer med høje livsindkomster«, og derfor bør den omlægges til et lån (hvor andelen af lånet, som skal betales tilbage afhænger af, hvor meget man ender med at tjene). Det forslog han allerede i 1973, men den slags reformer udløser altid et ramaskrig fra middelklassen.

»I sig selv er det udtryk for den veluddannede klasses greb om magten i Danmark,« som han skriver.

»Velfærdsstaten er som alle andre samfundstyper,« siger Erik Jørgen Hansen. »Der er grupperinger med forskellige ideer om, hvad der skal gennemføres, som kæmper imod hinanden, og i den kamp har de dårligt stillede langt færre fortalere og ressourcer til at stå fast.«

Men det skal være slut med middelklassens dominans. Udgifterne til serviceydelser skal sænkes og bruges på sociale overførsler, mener han.

»På sundhedsområdet bliver det nødvendigt at prioritere hvilke lidelser, samfundet skal tage sig af, og man skal sætte et loft over medicinpriserne. Jeg er ikke lægelig ekspert, så jeg vil ikke pege på noget specifikt, men hvis de tvinges til det, vil sundhedsvæsnet være i stand til at vælge, hvad der er allermest alvorligt. Flere og flere ting kan diagnosticeres, og man kan konstatere, at de, der udnytter sundhedstilbuddene, i højere grad er de velstillede end dem på bunden,« siger Erik Jørgen Hansen.

De sparede penge skal – sammen med højere skatter – sendes direkte til underklassen ved at skrue op for overførselsindkomsterne.

Ø er det nye S

Erik Jørgen Hansen var medlem af Socialdemokratiet fra midt 50’erne til midt 80’erne (med et kort afbræk omkring EF-afstemningen i 1972, hvor han meldte sig ud).

»Nu stemmer jeg på det parti, som i dag fremhæver god gammeldags socialdemokratisk tankegang: Enhedslisten. De markerer det, som er socialdemokratisk arvegods.«

Han bliver skuffet, når Mette Frederiksen kalder social mobilitet »omdrejningspunktet for et velfærdssamfund«, som hun gjorde i Information i 2013. Social mobilitet er nemlig en ulv i fåreklæder, mener han: Når de skarpeste og stærkeste af underklassens børn bobler op gennem de sociale lag, efterlader det jo underklassen endnu mere forarmet end før.

»Det er fødslen til ideen om, at der findes en elite og et folk, og det er ikke socialdemokratisk – det er er en liberalistisk opfattelse,« siger Erik Jørgen Hansen og citerer Karl Marx: »Jo mere en herskende klasse er i stand til at optage de betydeligste mænd fra de beherskede klasser i sig, desto solidere og farligere er dens herredømme.«

Og hvis de sociale overførsler samtidig beskæres, fordi ’det skal kunne betale sig at arbejde’, skaber vi en restgruppe, der er hægtet af.

»Sætningen ’Det skal kunne betale sig at arbejde’ er den værste, man kan høre. Ni ud af ti uden et arbejde, vil jo gerne have ét. Så siger man: Vi gør jer lidt fattigere, og så kan I vel finde ud af det. Og så har man et kontrolsystem, hvor man skal aktiveres ved at skrive ansøgninger her og dér. I den gamle opfattelse – sådan som jeg opfattede det engang – skulle der gøres noget for at skaffe job til de arbejdsløse, det var ikke den enkeltes aktivitet, det var en kollektiv opgave.«

Han ser den aktive arbejdsmarkedspolitik, som Socialdemokraterne indførte i 90’erne, som en fejl.

»Man skal først stille et krav, hvis én, der ikke er i beskæftigelse, bliver tilbudt et job og siger nej – et job som vedkommende kan klare, og som ikke ligger i Frederikshavn, hvis vedkommende bor i Næstved,« siger han.

»Vores syn på de svage har ændret sig, de er gået fra at være dem, man skulle hjælpe til at være dem, der truer vores velstand.«

Send flere penge

– Men hvorfor skulle flere penge i sig selv kunne bryde de negative mønstre, som findes på bunden af samfundet?

»Hæver man indkomstniveauet, får folk også andre muligheder for at bosætte sig og derved komme ind i andre kvarterer. Det kræver selvfølgelig en anden boligpolitik...«

– …men mange af de vanskeligheder, som gør, at børn og unge ikke får en uddannelse eller et stabilt job, skyldes jo ting, som kan diagnosticeres – ADHD, ordblindhed, psykiske problemer – hvordan skulle ordblinde børn blive bedre til at læse, fordi deres mor får 5.000 kroner mere om måneden i kontanthjælp?

»Af de eksempler, jeg selv kender, gennemfører ordblinde med forældre hvoraf den ene er professor en lang videregående uddannelse. Man kan i princippet gøre mere for at afhjælpe problemerne, hvis der er flere ressourcer i familien. Hvis man giver moderen flere penge – og man taler om begyndelsen af livet – så har man mulighed for at give bedre muligheder for barnet. Man kan afholde almindelige aktiviteter, barnet kan afholde sin egen børnefødselsdag eller gå til idræt. Det kan ikke være uden effekt.«

– Bliver det ikke dyrt at hæve overførselsindkomsterne ’kraftigt’?

»Jo, det bliver det.«

– Penge er jo en begrænset ressource. Du mener, at det bedste ville være at dele dem ud som overførselsindkomster, men kan de samme penge ikke bruges bedre og mere målrettet – f.eks. på at screene børn og hjælpe dem?

»Jeg tror, det afhænger af synet på, hvad mennesker kan. Jeg var en stor ynder af professor Kaare Svalastoga, som startede sociologistudiet på Københavns Universitet i 50’erne. Han sagde: ’Det er ikke muligt om noget enkelt menneske at sige: Hertil og ikke længere, kan du komme.’ Man er jo i stand til at øge udviklingen for store grupper, alene ved at give dem adgang – det bedste eksempel er, at kvinder i løbet af et halvt århundrede fik overtaget i uddannelsessystemet. Det skyldes simpelthen, at man åbner for dem,« siger Erik Jørgen Hansen.

Han triller tommelfingre, og støvet danser i den skarpe forårssol fra vinduet.

»Den fremhærskende opfattelse er den, at det er de færreste omstændigheder ved menneskers fysik eller intelligens, som endegyldigt forhindrer, at de kan komme videre. Erfaringen viser, at det kan mennesker godt, hvis de bliver i stand til at leve mere trygt.«

    Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

    Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
    Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
    Prøv en måned gratis.

    Prøv nu

    Er du abonnent? Log ind her

    Anbefalinger

    • Jes Enevoldsen
    • Alan Strandbygaard
    • Kim Øverup
    • Flemming Berger
    • Carsten Svendsen
    • Søren Roepstorff
    • Carsten Wienholtz
    • Viggo Okholm
    • Carsten Munk
    • Michael Kongstad Nielsen
    • Anne Eriksen
    • Olav Bo Hessellund
    • Ebbe Overbye
    • Flemming S. Andersen
    • Margit Tang
    • Benny Larsen
    • Kim Nielsen
    • jørgen djørup
    • Niels Duus Nielsen
    Jes Enevoldsen, Alan Strandbygaard, Kim Øverup, Flemming Berger, Carsten Svendsen, Søren Roepstorff, Carsten Wienholtz, Viggo Okholm, Carsten Munk, Michael Kongstad Nielsen, Anne Eriksen, Olav Bo Hessellund, Ebbe Overbye, Flemming S. Andersen, Margit Tang, Benny Larsen, Kim Nielsen, jørgen djørup og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

    Kommentarer

    Charlotte Svensgaard

    citat: Når man ikke bliver flået af det offentlige, så er man pludselig langt mere ressourcestærk.

    Nej, det mener jeg ikke man nødvendigvis er, og for unge eller for børnefamilier har man tilgang til langt færre ressourcer.

    Det blev lavet et regne stykke hvor man sammenlignede reelt rådigheds beløb mellem en fra USA og en fra DK med nogenlunde sammenlignelige vilkår.
    Personen fra USA endte med at have færre penge mellem hænderne når de månedlige udgifter var betalt.
    Der ud over skal vi holde op med at se stats og kommune kasserne som nogen som bare er ude på at flå os. De er samfundsinstitutioner som pålægger os en tvangs opsparing så vi kan investere kollektivt i nogle samfundsgoder. Bla. ligger der (forhåbentlig til den tid) en "opsparing" som gør det muligt for min datter at tage sig en uddannelse efter evner og ikke vilkårligheden i min pengepung og stipendier, og det lån som hun får af samfundet i den forbindelse skal naturligvis betales tilbage i form af skat - og lånet er oven i købet rentefrit!
    Så i stedet for at være gal over skattetrykket vil jeg langt hellere være og er, inderligt taknemlig over de muligheder vi har end forbitret over at jeg skal bruge lidt flere år på at spare sammen til det nye samtale køkken. Som jeg alligevel intet kan bruge til hvis jeg fks skal akut på hospitalet og ikke er forsikret.

    Sider