Beijing har en skyline, og den er fyldt med ikonbyggerier i stål og glas. Et tilsyneladende umætteligt behov for lejlighedskomplekser og kontorbygninger i Kinas storbyer har givet arkitekter fra hele verden mulighed for at udleve drømme og få brød på bordet.
De er blevet båret frem af en iver efter at skabe lokale vartegn, der kunne give international opmærksomhed og anerkendelse.
Arkitekters og byplanlæggeres frie spil i kinesiske byer har på rekordtid ændret den måde, liv kan leves. Der, hvor der før lå huse på én etage spredt ud over et stort areal, står højhuse i dag skulder ved skulder.
Den udvikling er sket uden hensyn til nationale særpræg og uden blik for, hvordan bygninger spiller sammen med den omkringliggende natur.
Det vidner om en mangel på en ny kinesisk modernitet i arkitekturen, der kan skabe bygninger, der passer til moderne livsvilkår uden at glemme kinesiske traditioner og særpræg. Sådan lyder kritikken fra den kinesiske Pritzker-prisvindende arkitekt Wang Shu, der i øjeblikket udstiller på Louisiana med udstillingen Amateur Architecture Studio:
»Det moderne, professionaliserede samfund har en stærk centraliseringskraft, der udglatter forskellige områders særpræg og erstatter det med en fælles global standard,« sagde Wang Shu i et interview med Louisiana i forbindelse med åbningen af sin udstilling, der kan opleves frem til den 30. april:
»Under demokratiernes banner er der en meget udemokratisk kraft, der spreder sig globalt.«
»(Arkitekten, red.) kan nedrive et stort område i en by med et slag og bygge noget nyt. Det er nærmest et arbejde for Gud, fordi du kan ændre folks liv og give dem et nyt.«
Selv søger Wang Shu inspiration i klassiske kinesiske landskabsmalerier og skaber arkitektur, der ’trækker vejret’ sammen med naturen, skriver han i sin bog En Dag, der blandt andet handler om opførelsen af det Nye Kunstakademi i Hangzhou. Det er en arbejdsproces, der kræver gentagne besøg, hvor arkitekten mærker stedet, så han kender de lokale vejrforhold og ved, hvilke behov bygningen skal dække.
Wang shu er kendt for at genbruge materialer og bygge i træ og gamle teglsten, så hans byggerier fremstår både nye og gamle på samme tid og falder i et med omgivelserne. Det er i skarp kontrast til de opsigtsvækkende højhuse, der pryder Beijings skyline, hvor kinesiske bygherrers stræben efter genkendelighed blandt andet er blevet til den hollandske arkitekt Rem Koolhaas’ langlemmede bygning med et svævende tyngdepunkt, der huser Kinas stats-tv, CCTV. En bygning, der til daglig refereres til som de ’store underbukser’, dakucha’er.
Men opsigtsvækkende byggerier, der ligner underbukser, tekopper eller efterligner Capitol Hill har mødt kritik fra Kinas Kommunistiske Parti, der længe har ført kampagne mod frås og overforbrug og har udpeget ‘mærkelig arkitektur’, qiqi guaiguai de jianzhu som et onde.
I stedet opfordrer Kinas præsident Xi Jinping kinesiske kunstnere, dansere, forfattere og arkitekter til at fremme kunst med ’kinesiske værdier’.
Kultur fra bunden
Sidste år blev Kinas arkitekter med et nyt direktiv om arkitektur opfordret til »at udvikle arkitektteams, der både har internationalt udsyn, guoji shiye, og national selvtillid, minzu zixin«, mens Kina skal væk fra arkitektur, der er »voldsom, lefler for det udenlandske, er mærkelig og med en foruroligende mangel på kulturarv«.
Kina vil finde ind til kernen af kinesisk arkitektur, og det projekt skal arkitekter bidrage til ved at skabe bygningsværker, som kinesere kan være stolte af, lyder det fra Kinas præsident Xi Jinping, der siger, at »socialistisk kultur og kunst egentlig er folkets kultur og kunst«.
Wang Shu understreger selv, at kultur kommer nedefra: »Rigtig kultur begynder fra bunden. Som noget der spirer frem«. Han dyrker også traditionelle håndværkstraditioner, bruger lokale materialer og omtaler sig selv og sin arkitektur som amatørarkitektur. En reference, der også fremgår af navnet på hans tegnestue Amateur Architecture Studio.
Men Wang Shus arkitektur er også et elitært projekt. Forstået på den måde, at hans byggerier stilistisk er langt fra de bygninger, som almindelige kinesiske borgere bor i. Og ved at forsøge at genoplive kinesisk arkitektur og byggekunst og opfordre til nye måder at tænke modernitet i kinesiske byer befinder Wang Shu sig i samme gråzone som kunstnere som blandt andre Ai Weiwei, Ou Ning og Zuo Jing.
Det er kunstnere, der trods deres forskelllige tilgange til kunst og arkitektur har det tilfælles, at de udfordrer den etablerede forståelse af, hvilken rolle kunsten skal spille i det kinesiske samfund, og i hvor høj grad borgere skal inddrages i den kunstneriske proces. Trods deres internationale anerkendelse for at skabe kunst og arkitektur med noget, vi i Vesten ser som kinesisk særpræg, bliver deres projekter i Kina opfattet som grænsende til politisk aktivisme.
Det er den balancegang, kinesiske arkitekter og kunstnere må forsøge at finde i deres arbejde med at skabe en ny kinesisk arkitektonisk tradition og dermed lave arkitektur med national selvtillid.
