Læsetid: 2 min.

Læser du bøger: Niels Offenberg

Niels Offenberg er leder på festivalen Kbh læser og litteraturformidler på Hovedbiblioteket. Han håber, at alle politikere vil droppe et møde for at læse Halfdan Piskets tegneserietrilogi
4. marts 2017

Hvilken bog ville du ønske, at alle ville læse?

»Nogle bøger, der på det seneste har rykket og bevæget mig, er Halfdan Piskets helt ufatteligt mættede, gennemarbejdede og nødvendige trilogi som består af bindene Desertør, Kakerlak og Dansker. Æstetikken, de kunstneriske valg og indholdet hænger sammen, så man (alle!) må overgive sig totalt. Og forholdet mellem en meget aktuel og konkret kontekst og den personlige historie, der udrulles, er sikkert balanceret. Køb, læs, giv i gave og kryds fingre for, at alle politikere skulker fra et udvalgsmøde og læser trilogien i stedet. Uden at spænde den for en eller anden politisk vogn.«

Hvilken bog har haft størst betydning for dig?

»Per Højholts to poetikker samlet i et bind: Cézannes metode og Intethedens grimasser. Højholt trækker gang på gang tæppet væk under mig, men altid med varme og en helt, helt utrolig uhøjtidelig (jysk) humor, der rammer mig hver gang. Højholt, for fanden, savnet og altid med. Skipperkrans, briller, pibe, det grin og al skriften.«

Hvad er den værste bog, du har læst?

Jeg vil hellere vende den om og trække min ’værste’ læseoplevelse frem, som peger på en eminent bog, Herta Müllers Mennesket er en stor fasan i verden. Jeg kastede mig grådigt over den – jeg fik mundvand alene af titlen! Men da jeg gik i gang, kunne jeg slet ikke knække koden. Jeg gik i stå og kunne slet ikke trænge ind i den. Det er vigtigt for mig at huske: At man som læser kan gå helt skævt til en ellers god bog. Læg den væk, gem den. Læsning skal ikke være pligt og koder, der skal knækkes. På et tidspunkt skal der nok være det rigtige rum og tid.«

Hvilken type læser er du?

»En, desværre ofte, alt for ufokuseret læser. Men heldigvis altid lystlæser. Hvis det er en kategori.«

Hvornår læser du?

»I morgen. I den næste ferie. I næste weekend. Det er altid planen. Desværre vælter virkeligheden altid de skønne læseplaner. Så det er i virkeligheden her og der og ganske uden systematik.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu