Læsetid: 13 min.

Lebbe-Lone og Moster Niller har lært mig mere om flydende seksualitet end nogen bog

’Familien fra Bryggen’ har lært mig mere om at stå op for samfundets svageste end nogen politiker, og Lebbe-Lone og Moster Niller har lært mig alt, hvad der er værd at vide om flydende seksualitet. Dette er først og fremmest en hyldest til programmet, som jeg har fulgt og nørdet igennem seks år, men det er også en kritisk replik fra en trofast seer, der går til ellevte sæson med bekymring
Linse Kessler har fået ordene ’Når lort kommer til ære, ved det ikke, hvor det skal være’ tatoveret som en påmindelse om, at hun skal være tro mod det hun er.

Linse Kessler har fået ordene ’Når lort kommer til ære, ved det ikke, hvor det skal være’ tatoveret som en påmindelse om, at hun skal være tro mod det hun er.

Pressefoto/TV3 Danmark

25. marts 2017

Jeg siger det ærligt – uden sarkasme, ironisk distance eller påtaget overintellektualisering: Jeg elsker Familien fra Bryggen, og jeg har set alle afsnit om familien med de stærke kvinder, der lever et kulørt og på samme tid galoperende almindeligt liv på Islands Brygge i København.

Dette er derfor først og fremmest en hyldest til programmet, som jeg har fulgt og nørdet igennem seks år. Men det er også en kritisk replik fra en trofast seer, der går til ellevte sæson med bekymring. For i år er alting anderledes. Linse flytter, Geggo skal giftes, og Mopper er død.

Til dem, der ikke aner, hvad jeg snakker om, kommer her en kort introduktion til Familien fra Bryggen og en opfordring til at gå på opdagelse i persongalleriet. Og introduktionen bliver virkelig kort, for der er ikke meget at vide:

Programserien er bygget op omkring tre generationer af kvinder: Mopper er mor til Linse, og Linse er mor til Geggo. Selvom andre mennesker bevæger sig ind og ud af deres liv, er de omdrejningspunktet. De er ikke sådan rigtigt gode til noget eller kendt for noget særligt. Og der er ikke noget plot.

Persongalleri

Linse: Hedder rigtigt Lenina Christiansen, opkaldt efter Lenin. Fuldtidsansat på TV3. Har tidligere drevet stripklub, tattoosalon og siddet syv år i fængsel, blandt andet for knivstik, vold mod en p-vagt og ulovlig våbenbesiddelse. Har hang til kaffe med fløde, silikonebryster og botox. Er dårlig til at følge reglerne, men er blevet mildere med årene. Bor med hundene Jytte og Chino.

Geggo: Hedder egentligt Stephanie Christiansen og er Linses datter. Havde tidligere et stort forbrug af energidrikke og underviste i pole dance. Nu bor hun i Dragør med sin forlovede, Cengiz, deres 1-årige datter Alba og hundene Baby og Karma. Sammen med Cengiz driver hun en skønhedsklinik på Amager.

Mopper: Hed rigtigt Ann Patricia Christiansen (født i England) og var Linses mor og Geggos mormor. Hun repræsenterede arbejderklassen, gik på værtshus, drak portere og gik i farvestrålende tøj. Havde først hunden Lulu, dernæst Pixie, som bed en mand i numsen og blev tvangsfjernet, og herefter Tanja. Mopper døde i november sidste år

Cengiz: Geggos forlovede og 1-årige Albas far. Da han mødte Geggo i 2015, drev han en slikbutik lige over for Linses lejlighed. I dag er han medejer af skønhedssalonen La Lotus. Er Manchester United-fan og pt. meget optaget af indretningen af sit man room i huset i Dragør.

Tv-serien dokumenterer bare hverdagen i Brygge-familien, så når Mopper skal sy en pelshale til sin ven, værtshusejeren Peter, er hele Danmark med. Ligesom vi er med, når Linse konstaterer, at staffyen Cino igen har fået forhudsbetændelse, eller når Geggo og Lebbe-Lone* tager ud for at købe sølvfarvet læbestift.

Det er ikke de enkelte programmers indhold, der er interessant. Det er kontinuiteten til gengæld. TV3’s massive dokumentering af seks års levet liv har givet seere som mig en følelse af, at jeg kender menneskene i mit tv.

Jeg har talt om hundeopdragelse med en fremmed i Hvidovrecenteret, fordi vi begge har fulgt gadekrydset Pixie og set, hvor galt det kan gå. Min veninde har ringet for at sige, at hun synes, der er kommet mere ro på Geggo, efter at hun er blevet mor. Og jeg kender mange – mig selv inklusive – som fældede en tåre, da Mopper døde i november, 78 år gammel.

Middelklasse-Danmark var i de efterfølgende dage i en form for landesorg, og Linse gik med røde øjne i Aftenshowet for at takke danskerne for alle deres søde beskeder og trøstende krammere.

Den hårde kanalje fra Bryggen, som ikke giver en fuck for noget, begyndte tilmed selv at græde, da værten Mark Stokholm bad hende sætte ord på, hvad Mopper betød for hende.

»Jamen, hun har betydet hele min verden,« snøftede Linse og tog os med til et skrøbeligt sted, som vi ikke før har set.

Det er derfor, jeg går til sæson 11 med bekymring. For hvordan skal Linse, men også jeg, komme videre herfra? Alt det, jeg kendte og holdt af, er efter 10 sæsoner i opbrud. Og jeg ved godt, det er et reaktionært synpunkt.

Side kicks

Didde: Linses bedste veninde, som har været med i næsten alle sæsoner, bortset fra en periode på halvandet år, hvor de var uvenner. Didde er altid glad, og det raller, når hun griner. Diddes første par bryster var en gave fra Linse og blev lavet af den kontroversielle plastickirurg Jørn Ege.

Moster Niller: Hedder rigtigt Niels og er fra Sønderjylland. Er 25 år, går med rottehaler, fuld make up og er Linses gode ven. I en periode, hvor Niller ikke havde så mange penge, hyrede Linse ham som sin au pair og lod ham bo i sin lejlighed, hvis blot han lovede ikke at sidde og skide for længe.

Lebbe-Lone: Bryggens vildeste karakter. Ingen ved, om Lebbe-Lone har en diagnose, men hun har svært ved at stå stille og taler som et vandfald. Kan lide at lave papirklip og har et meget eksplicit crush på Linse. Er en af de få etniske danskere, som bliver undertekstet på tv.

Normalt hepper vi jo på det progressive – særligt i vores eget liv, hvor vi sjældent begræder fremskridtet, men drømmer om børn, nyt job eller en større carport. Jeg håber, at jeg lærer at holde af de nye tider på Bryggen, men inderst inde frygter jeg, at programmet har udtjent sin pligt.

Tillad mig i hvert fald at liste nogle ting op, som jeg elskede ved Familien fra Bryggen, men som i år er forandret:

1. Farvel til Mopper

Mopper er død, og hun var kvinden, som bandt tv-programmerne sammen. Hun var den mest originale karakter og et levn fra den arbejderkultur, som i dag er ved at gå tabt. Hun gik på værtshus, drak portere, gik tur med sine hunde og malede og syede. Hun var forfængelig omkring sit udseende og samtidig rasende ligeglad med, at der var kamera på.

Ann Patricia ’Mopper’ Christiansen i forbindelse med Interview om ny omgang ’Familien fra Bryggen’
Læs også

På et af de sidste billeder, Linse har taget af hende, og som man ser i sæson 11, ligger hun tynd og gullig i huden i en hospitalsseng med en sonde op igennem næsen.

Hun har en grøn strikhue på, hvorpå der står »whatever« som en tør bemærkning til kræften, eller hvad det nu var, der tog livet af hende. For Mopper ville ikke fortælle verden, hvad hun fejlede, og det er fint nok, men det vidner om en spøjs sondring mellem, hvad der er privat og for alle.

Typisk var Mopper nemlig befriende ærlig, og hun kunne med sin karakteristiske engelske accent finde på at sige, at hun aldrig gad dyrke sex igen, fordi mænds pikke lugtede. Og hun var til at begynde med heller ikke imponeret ved udsigten til at skulle være oldebolle. Argumentationen var igen den samme: Børn lugtede så grimt. Nu er Mopper her ikke mere, og Familien fra Bryggen famler fire afsnit inde i den nye sæson stadig efter sin berettigelse uden hende.

Mopper var kvinden, som bandt tv-programmerne sammen. Nu er hun her ikke længere.

Pressefoto/TV3 Danmark

2. Altanen over Pizzeriaet

Linse flytter. Det er en anden ting, der er anderledes. I alle sæsoner har vi været vant til, at Linses base var lejligheden i Gunløgsgade oven på Bryggens Pizzeria, hvor hun med guldmøbler, bollespejl og forstørrede billeder af sig selv havde skabt et hjem til sig selv og hundene Jytte og Chino.

I den nye sæson, hvor Linses bedste veninde Didde går forbi lejligheden med to studenterbrød i en pose, kigger hun op mod Linses gamle altan og siger: »Ej, det er bare så mærkeligt. Hendes altandør står åben, og så er hun der bare slet ikke mere. Everything’s gotta change.«

Linse flytter, fordi hun har fået nok. Fans stopper hende dagligt, de tager billeder af hendes altan – også når hun ikke sidder ude på den og drikker kaffe med fløde af et rødvinsglas, og fansene ringer ustandseligt på hendes dørtelefon. »Jeg kan næsten ikke holde det ud længere. Jeg har brug for, at mit hjem er et sted, hvor jeg kan lade op,« siger hun. Det er selvfølgelig forståeligt, men også et farligt move.

På trods af voldsdomme og alt muligt andet lort elsker danskerne hende for den, hun er. Hun er et ikon i kraft af sine fans’ nåde og kærlighed, og hvis hun begynder at pille ved den sociale kontrakt mellem dem og hende, er det ikke til at vide, hvordan fansene vil dømme.

De holdt af, at de bare lige kunne vade ud på bryggen, vinke op til hende og få et »hej rødder!« tilbage. Og der er noget paradoksalt over, at den tilgængelighed, der gjorde hende til stjerne, nu er blevet så voldsom, at hun må trække sig.

3. De stærke kvinders show

Familien fra Bryggen var i mange sæsoner de stærke kvinders show. Da jeg i 2015 læste biografien Linse – jeg gør, hvad jeg vil bed jeg særligt mærke i sætningen: »I vores familie er fædrene nogle, der ikke er der.«

Linses far – og Moppers mand – forsvandt ud af deres liv, da Linse var otte år gammel, ligesom Geggos far – og Linses kæreste – forsvandt, da Geggo kom til verden. På Bryggen er mænd nogle, som kommer og går, og ikke nogen, man kan regne med.

For mig blev Mopper, Linse og Geggo en slags feministiske ikoner. Ikke fordi feminister ikke kan elske eller have brug for mænd, men fordi de på deres totalt særegne kold-i-røven måde synes, at mænd begrænser deres frihed, lugter forneden eller er alt for grimme.

Men så dukkede Cengiz op og slog benene væk under Geggo. Pludseligt måtte de tre stærke kvinder sænke paraderne og lukke ejeren af slikbutikken nede på hjørnet ind.

Cengiz er skide sød – Linse har endda forbarmet sig og vist sin accept ved at købe ham en række guldtænder, som nu glimter, hver gang, han smiler – men hans indtræden i programmet har utvivlsomt betydet et farvel til de stærke kvinder, der tror, de ejer hele verden og kan klare alting selv.

Geggo tager både Cengiz og alle familiens kvinder med til graviditetsscanning.

4. Middelklasseidyl

Geggo er blevet voksen, mens hele Danmark har set på. Da de første afsnit blev sendt, var hun 21 år, underviste strippere i pole dance og drak energidrikke med veninden Burger. Nu er hun blevet mor til lille Alba og gået i parforholdssymbiose med kæresten Cengiz.

De har købt et meget ordinært hus i Dragør med udestue, hjørnesofa og noget, som enten er en enorm havedam til koi karper eller en møgbeskidt swimmingpool. Her laver de håndaftryk i saltdej, diskuterer hvordan spisebordet skal stå, og Cengiz hænger julebelysning op, mens Geggo bager kage.

Allerede i sæsonens første afsnit afslører Cengiz, at han vil fri til Geggo, og at det skal foregå på en hvid sandstrand i Thailand, mens solen går ned. Ud over at det står i skærende kontrast til dengang, Linse blev gift – 19 år gammel i Nakskov Arresthus med en fyr, som ligesom hende sad inde for hashsmugling – er dyrkelsen af det romantiske og middelklasseagtige også et brud med Linses måde at leve sit liv på og dermed en slags forældreopgør.

Geggo kunne have fortsat det vilde liv ligesom sin mor og mormor, men har valgt det almindelige. Hun er et bevis på, at vi mennesker ikke er mere forskellige, end at de fleste af os drømmer om kærlighed og stabilitet.

Geggo er blevet voksen og har slået sig ned i middelklasseidyl med sin datter og sin kæreste, Cengiz.

Pressefoto/TV3 Danmark

Det er dejligt, at den lille familie hygger sig. Spørgsmålet er bare, hvor meget godt tv, der er i at se dem gå rundt i haven med strømper i sandalerne og vædde om, hvilken af hundene der kan spise mest bacon?

Disse fire punkter oplister, hvad jeg er mest kritisk over for i den nye sæson. Og det er desværre ikke småting, for hvis man skærer ind til kernen, handler alle kritikpunkterne om, at hovedpersonerne gør nogle ting, som er out of character, og dermed er et brud på tv-seriens koncept: at følge en usædvanlig og til tider lovløs familie, der konsekvent gør tingene på sin egen måde.

Heldigvis er der stadig gode ting at sige om Familien fra Bryggen! Og jeg vil her nævne et par ting, jeg holder af, og som stadig stråler ud af serien:

5. Venner med de sære

Første gang, jeg interviewede Linse, spurgte jeg, om det har gjort noget godt for hende at sidde syv år i fængsel? »Ja,« svarede hun. »Jeg har mødt rigtig mange dejlige mennesker. Både vagter og indsatte og alt fra narkomaner til store direktører. Det har betydet, at jeg kan fungere med alle slags mennesker. Det er en gave, at jeg har lært ikke at dømme andre, for i spjældet er alle lige. Her er det lige meget, hvor mange millioner man har, eller hvor mange nåle man stikker i armen.«

Linse har en misundelsesværdig tilgang til samfundets svageste og mærkeligste mennesker. Og selvom jeg føler mig god, når jeg donerer penge til Dansk Flygtningehjælp eller laver kaffe til den hjemløse nede foran mit supermarked, når jeg ikke Linse til sokkeholderne.

Linse er ikke barmhjertig. Hun er real. Hun holder oprigtigt af særlingene som Brygge-originalen Peter og Lebbe-Lone. Hun mødes ikke med dem for at give dem penge eller et varmt måltid mad. De er hendes venner.

Linse og Lebbe-Lone besøger en rideskole. Lone har nemlig en drøm om at blive jockey.

Hun krammer dem, lukker dem ind i sit hjem, og ofte er det Lebbe-Lone, som ved Gud ikke har mange ressourcer, der giver Linse gode råd og noget at tænke over.

Det smukkeste træk ved Linse er ubetinget, at hun altid står op for sine »rødder« og instinktivt sympatiserer med dem, der står uden for fællesskabet.

Hvor mange andre topskattebetalere har mon egentligt venner på bunden af samfundet? Selv venstrefløjspolitikere har ofte en altruistisk og distanceret tilgang til deres kamp for de svage, fordi de så åbenlyst selv er de stærke.

6. Leger med køn og seksualitet

For mig er Familien fra Bryggen det ultimative queer-tv. Jeg mener, folk frit skal kunne leve som det køn – og med den seksualitet – de ønsker, men jeg har aldrig rigtig orket at læse store queerteoretiske værker som fx Judith Butlers Gender Trouble. Teori er sjældent sjovt. Det er levet liv derimod, og Familien på Bryggen har lært mig mere om flydende køn og seksualitet end nogen bog.

Didde er Linses bedste veninde. Hun har kendt Geggo, siden hun var en lille prut, og Didde har på mange måder udfyldt det tomrum, Geggos far efterlod, da han valgte stofferne til og familien fra.

Som det naturligste i hele verden får Didde i julegave en T-shirt af lille Alba, hvorpå der står: ’Verdens bedste morfar’, og ingen taler om, at det på nogen måde skulle være mærkeligt.

Lebbe-Lone kalder sig selv Lebbe-Lone, fordi hun hedder Lone og er lesbisk. Hun prøver konstant at forfine sit visuelle udtryk, så hun bliver mest mulig androgyn at se på. Samtidig er hun meget eksplicit omkring sin seksualitet og præsenterer i den nye sæson Linse for en ny tatovering, tæt på konen, hvor der står: »Er du til SM og spanking, så tag med Lebbe-Lone på camping«.

I Midtjylland, hvor jeg er vokset op, er queer og heteronormativitet ikke udtryk, vi slynger om os med. Men vi kender Moster Niller, og han har for mange – min 55-årige far inklusive – fungeret som en slags introduktion til, hvordan man kan lege med sit køn, gå med rottehaler og samtidig håndtere en slagboremaskine.

Moster Niller giver Lebbe-Lone en makeup, så hun »kan ligne en dame«. For Lone føles det som at klæde sig ud.

Familien fra Bryggen er kulørt, men for mig har det aldrig været et freakshow. Hvor nogen ser kæmpe silikonebryster, dårlige vaner eksponeret i bedste sendetid og en familie, der slår plat på deres kendthed, ser jeg en familie, der holder sammen om at forsvare dem, der ellers falder uden for det gode selskab.

Jeg elsker programmet, fordi det formår at tale med og til et andet Danmark. Og jeg håber derfor, at Linses og Geggos sociale opstigning stopper her, så de ikke pludselig bliver så rige, veletablerede og magelige, at de trækker stikket, forlader offentligheden og får nye helt almindelige venner.

Mens jeg skriver dette, kommer jeg til at tænke på en tatovering, Linse i 2012 fik lavet på sin venstre underarm. Der står: »Når lort kommer til ære, ved det ikke, hvor det skal være.« Ordene står ridset i hendes hud som en påmindelse om, at hun skal være tro mod det hun er.

Jeg tror ikke, hun har glemt det, men jeg håber, at holdet fra Bryggen giver ordene af blæk lidt ekstra opmærksomhed her én af dagene. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ulrik mortensen
  • Mogens Fosgerau
  • Peter Møllgaard
ulrik mortensen, Mogens Fosgerau og Peter Møllgaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dette er ikke specielt møntet på de her nævnte personer, men hvordan er det gået til, at mennesker, der tidligere blev betragtet som det rene skod, nu om dage ophøjes til "stjerner"?
Selvom man i udgangspunktet er revnende ligeglad med deres gøren og laden, kan man bare ikke blive FRI for dem - ikke engang i Information.
Ingen nævnt, ingen glemt, men listen er efterhånden uendelig.

Hans Larsen, Torben Skov og finn jensen anbefalede denne kommentar

Jeg synes ikke, det er pænt sagt, at familien fra Bryggen er "ingenting". Jeg har faktisk læst Linses bog (fik den gratis, så at sige, fordi jeg abonnerer på Mofibo), og selv om der måske er pyntet lidt på virkeligheden, kom jeg til at respektere hende for den ærlighed og viljestyrke, hun udviser. Men ellers er jeg enig med Tino Rozzo.

Jeg kender hverken Linse eller Moppe eller serien ..., men udtrykket " ... galoperende almindeligt liv" fik mig til at overveje min egen situation, mit eget liv.

Jeg overvejer endnu.

Morten Balling

^
Altså, hør nu her! Enhver ved jo at vi læsere her på Informeren er 100% solidariske med proletariatet, men hvad ligner det at bringe historier om dem lige midt om søndagen?!? Og hvad bliver det næste? Skal det så også gøres stuerent, at de kan have holdninger til kunst og moral? ;)

Anders Sørensen, Pia Svendsen og Mette Poulsen anbefalede denne kommentar

Altså ruth Gjesing. Hvis tv sendte en film om min dagligdag, vil jeg mene, at man har tværet 'ingenting' ud over et meget stort areal. Nemlig arealet af samtlige tændte tv-skærme i Danmark.

Hvis jeg derimod skulle have noget seriøst og alment vigtigt at fortælle, er det straks en anden sag.

Jeg troede, du talte om artiklen. Det var den, den forrige kommentar refererede til. Jeg er helt enig med dig i, at tv-serien om den såkaldte familie fra Bryggen handler om ingenting. Jeg forsvarede personen Linse.