Analyse
Læsetid: 4 min.

Den lesbiske fallos

Kan man nu ikke engang have sin fallos i fred?
Moderne Tider
11. marts 2017
Kan man nu ikke engang have sin fallos i fred?

Mia Mottelson

Moira Weigel kortlagde for nogen tid siden i The Guardian den såkaldt politiske korrektheds oprindelse. Hendes pointe er, at politisk korrekthed aldrig var noget, nogen for alvor forsvarede eller gik ind for. Det var derimod fra starten et begreb, som konservative kræfter brugte som skældsord for at identificere en ny fjende.

Ideen om politisk korrekthed blev først for alvor et hot emne i starten af 1990’erne, da konservative stemmer ikke længere havde den reelt eksisterende kommunisme at råbe ad.

I stedet opfandt man kulturmarxismen som den nye trussel, der i særdeleshed skulle komme fra universiteterne, hvor man på diverse humanistiske studier var i færd med at udvikle angiveligt farlige tanker.

En paradigmeeksempel på en af disse farlige tanker var – hold nu fast – »den lesbiske fallos«. Allerede navnet kan naturligvis få konservative kulturteoretikere til blækhuset for at skrive harmdirrende indlæg om poststrukturalisme og det, der er værre. »Kan vi nu ikke engang have vores pikke i fred længere?« (Det er som oftest folk med pikke, der reagerer vredt på den slags). »Skal alt hvad der har værdi og varighed opløses i forfald og ligemageri?«

Judith Butler

Den kulturkonservative Roger Kimball udpegede den farlige lesbiske fallos i en artikel fra begyndelsen af 1990’erne. Kimball havde fundet denne mytiske fallos italesat i et af Judith Butlers foredrag, som tilmed tillod sig at sætte spørgsmålstegn ved heteroseksualiteten.

Butler skulle senere udgive en længere version af foredraget som et kapitel i sin bog Bodies That Matter – næsten, som om hun ikke havde forstået, at det var forargeligt, hvad hun havde gang i.

I kapitlet præsenterer Butler blandt andet en kritisk diskussion af Lacans forståelse af fallos. For Lacan er der en afgørende forskel på fallos og penis. Det mandlige kønsorgan, penis, er udstrakt i rummet og har en genkendelig form.

Fallossen derimod er for Lacan noget symbolsk. At have fallos vil sige at have magten, at være placeret i centrum. Det bedste eksempel på en fallos er måske de royale regalier som kongekrone og scepter; i sig selv er de i grunden meningsløse genstande, men de fungerer alligevel symbolsk som det, der forankrer kongemagten.

Men Butlers pointe er nu, at hvis fallossen er noget rent symbolsk, så er der netop ikke noget, som betinger, at den skulle tilhøre mænd i særlig grad. Hvem, der har fallos, bliver afgjort i et spil om symboler.

I sidste ende er det ifølge Butler først og fremmest tradition, kultur og historie, som har betydet, at vi ser fallos som noget mandigt. Eller sagt på en anden måde, kan man lige så vel forestille sig en lesbisk fallos som en heteroseksuel mandlig fallos.

Men som hun også pointerer, er det slående, at den lesbiske fallos netop ikke ser ud til at findes. Vi har netop en kulturel arv, som tilsiger os, at fallos hører hjemme i den maskuline sfære. Og det er denne arv, hun har sat sig for at gøre op med.

Kimball med Butler

Med tanke på den effekt, som denne skandaløse tanke om en lesbisk fallos havde for Kimball, er det imidlertid værd at genoverveje, om det overhovedet er rigtigt, at den lesbiske fallos ikke findes. Måske man i stedet burde spørge for hvem, den findes eller ikke findes.

Hvis vi skal tro Butler, er det tydeligt, at den lesbiske fallos netop ikke findes for lesbiske. Men er det ikke tydeligt, at den har en ganske reel eksistens for folk som Kimball? Er det ikke, som om de konstante udfald mod det, der truer de traditionelle kristne familiemønstre osv., baserer sig på en ret konkret erfaring af, at nogen har stjålet Kimball og lignende ånders fallosser?

Den lesbiske fallos er måske i virkeligheden lige så gammel som vores egen kristne kulturkonservatisme. Man skal ikke lede længe i Biblen, før man finder noget, der minder om den.

I Det Gamle Testamente finder vi flere konflikter mellem Gud og hans udvalgte folk, som baserer sig på, at folket har rejst såkaldte Ashera-pæle. Ashera var en kvindelig gudinde, som åbenbart havde det med at tiltrække folks opmærksomhed. Og det, man skulle bruge for at tilbede hende, var noget så fallisk som en pæl.

Biblens Ashera-pæle vokser frem som svampe i en uordnet have. Rent faktisk optræder de så meget, at det næsten kan virke lidt som om, Gud er forfulgt, ja faktisk besat af dem. Er det ikke noget lignende, vi kan se hos Kimball og lignende ånder? Overalt hvor de ser sig omkring, opstår der lesbiske fallosser og det, der er værre.

Men dermed er vi også næsten nået frem til en ganske præcis forståelse af, hvorfor psykoanalysen understreger, at fallos også altid er kastrerende. At have fallos betyder måske i sin grundform: Nogen har stjålet min fallos!

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006. CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Og således kan man bevise hvad som helst. Bare find på en term og jag den rundt i manegen til sin egen modsætning. Og tænk at der er Ashera-pæle. Quod (eller hvad) erat demonstrandum.

Ind med penis – ud med fallos – har de måske falliske problemer derovre i Aarhus’årn? -
https://www.information.dk/moti/2014/03/tilbage-fallos

Odin Rasmussen

Det forkrommede sølv-læbestifts etui
Der er fundet kvindefigurer som er over 20.000 år gamle. Senere er det kvindelige blevet en del af kristendommen især via jomfru-Maria. Men kendes også fra andre religioner blandt andet de indiske devier.

ulrik mortensen

"Sometimes a cigar is just a cigar" - Sigmund Freud ;-)
https://www.youtube.com/watch?v=7vk5K-4PGYQ