Læsetid: 3 min.

Et liv er forbi: Han skulle ikke have sit navn på hvad som helst

H.C. Andersen-ekspert Niels Kofoed fik i løbet af sit 86 år lange liv udgivet 43 værker. Helt til det sidste ønskede den kærlige, men lidt kejtede mand sig faglig anerkendelse. Han følte aldrig helt, at han fik den herhjemme
Som ung studerende i starten af 20’erne optrådte Niels Kofoed på Nordisk Kollegium med nogle revytekster, han selv havde skrevet. Lige dér faldt den tre år ældre Inger Berggreen, der var sygeplejerske, for ham, og derfra var de uadskillelige

Som ung studerende i starten af 20’erne optrådte Niels Kofoed på Nordisk Kollegium med nogle revytekster, han selv havde skrevet. Lige dér faldt den tre år ældre Inger Berggreen, der var sygeplejerske, for ham, og derfra var de uadskillelige

25. marts 2017

Professor emeritus og dr.phil Niels Kofoed havde en livslang fascination af H.C. Andersen. Og sjovt nok var der mange lighedspunkter mellem de to. De kom begge fra jævne kår, de var lidt kejtede, og så havde de begge utroligt høje og uindfriede ambitioner for deres eget arbejde.

Sådan noget med gods og guld betød ikke noget som helst for Niels Kofoed. Det var den faglige anerkendelse og respekt, han havde et stort behov for, og som han aldrig for alvor følte, at han opnåede herhjemme med sine udgivelser af skønlitteratur, faglitteratur og poesi.

Hans sønner forklarede ham ellers, at man må bejle til publikum, hvis anerkendelse er målet. Men Niels Kofoed overvejede aldrig at gå på kompromis med sine interesser for at blive en eller anden Jussi Adler-Olsen. Han skulle ikke have sit navn på hvad som helst.

Kærlighed til storlitteraturen

Niels Kofoed blev født på Christianshavn som en ud af seks søskende i en indremissionsk, ikkeakademisk familie, der gik i bad i den lille lejligheds køkken, fordi der ikke var noget badeværelse.

Hjemmet var præget af en alvorstung religiøs atmosfære og derudover af borgerlige dyder som hårdt arbejde og ordentlighed. Faren ville gerne have, at hans søn skulle være præst, men den unge Niels blev hurtigt træt af at høre om Gud. Han havde i stedet en kærlighed til den store, klassiske verdenslitteratur: Dickens, Dostojevskij – og H.C. Andersen selvfølgelig.

På den måde var han den grimme ælling i familien og skilte sig ud fra de øvrige søskende, der var mere praktiske og kommercielt orienterede. De drillede ham, men respektererede ham også, fordi det var tydeligt for dem, at deres bror, der kunne citere digte og lange passager fra romaner, var et lyst hoved. Og netop det lyse hoved gjorde, at han strøg ind på universitetet, blev lektor først i Sverige og så på Aarhus Universitet og som 37-årig skrev sin doktordisputats om H.C. Andersen.

Niels Kofoed var socialkonservativ. Men i 1960’erne, da han havde skrevet sin doktordisputats, var tiden ikke til det konservative. Især ikke i det venstreorienterede universitetsmiljø. Der oplevede Niels Kofoed endnu engang at føle sig udenfor, for han var ensom i den akademiske verden, hvor han følte, at han blev politisk mobbet. I den tid søgte han nogle forskellige hjemlige professorater, som han ikke fik, og han var overbevist om, at det handlede om det politiske. Det frustrerede ham meget.

Selv om Niels Kofoed var forfængelig, var han aldeles usnobbet, meget lidt beregnende og kunne aldrig finde på at prøve at netværke sig til en bogkontrakt eller at promovere sig selv. Han havde ingen bagtanker. Alligevel fik han henvendelser fra hele verden, da H.C. Andersen ville have fyldt 200 år i 2005, og Niels Kofoed holdt i den anledning blandt andet et foredrag på Sorbonne i Paris.

Geni og neandertaler

Som ung studerende i starten af 20’erne optrådte Niels Kofoed på Nordisk Kollegium med nogle revytekster, han selv havde skrevet. Lige dér faldt den tre år ældre Inger Berggreen, der var sygeplejerske, for ham, og derfra var de uadskillelige.

De to havde meget klare roller. Inger bestemte mest, for hun var mere slagkraftig, mens han var den, der stillede op og parerede ordrer. Hun kaldte altid sin mand for en blanding af et geni og en neandertalermand, fordi han var ufatteligt primitiv i den praktiske verden. Men hun beundrede ham, og han elskede hende overalt på jorden.

Niels Kofoeds evne til at knytte relationer var ikke optimal, og selv om han var humoristisk og havde nogle støtter gennem sit forfatterskab og sin rolle som formand for B.S. Ingemann-Selskabet, var han på de fleste områder introvert og en smule hæmmet.

I stedet betød familien meget, og han var ofte hjemme i huset i Holte, hvor han byggede hule, læste højt og spillede fodbold med sine sønner. Han arbejdede også meget fra sit hjemmekontor, hvor der duftede af kaffe, røg og lakrids, og hvor sønnerne efter hans død har fundet mere end 100.000 håndskrevne sider med alt fra bog- og teatermanuskripter til foredrag og digte.

Nogle år efter, at Inger var gået bort, var Niels Kofoed ude og bade. På badebroen spurgte en ældre dame, om ikke han havde lyst til at drikke en kop kaffe med hende. »Det var pænt af dig, men nej tak,« havde han sagt. Da hans sønner spurgte hvorfor, forklarede han, at han – ligesom han havde haft det det meste af livet – var mest lykkelig, når han bare var sammen med dem, der stod ham nærmest. Få måneder senere døde han efter kort tids sygdom.

Serie

Et liv er forbi

På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.

Hvis du har mistet en, som du synes, at Informations læsere bør kende til, så skriv til modernetider@information.dk.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu