Baggrund
Læsetid: 4 min.

Et liv er forbi: Samuel Pollas levede for at gå forrest

Samuel Pollas ville være dér, hvor livet blev levet, og var en sag værd at kæmpe for, gik han forrest. 20 år gammel mistede han livet efter at have slået hovedet ved en koncert
Samuel Pollas var et barn med krudt i og en hjerne, der kørte hurtigt. Gennem det meste af sin barndom havde han kun én ven, der kunne følge hans tempo halvdelen af tiden

Samuel Pollas var et barn med krudt i og en hjerne, der kørte hurtigt. Gennem det meste af sin barndom havde han kun én ven, der kunne følge hans tempo halvdelen af tiden

Moderne Tider
11. marts 2017

Demokrati og grundlov imponerede ikke nødvendigvis Samuel Pollas. Han var sådan en, der tænkte lidt og så mærkede efter med hjertet, om det her var en sag, han ville kæmpe for. Var det det, gik han i front. »Kom, vi skal ud og kæmpe for menneskerettighederne,« sagde han til sine venner, og så gjorde han det. Kæmpede mod ulighed, diskrimination og fascisme og for fri hash og anarkisme.

Derfor stod han foran Helle Thorning- Schmidt 1. maj og fløjtede hende af scenen, og derfor kunne hans kraftfulde stemme altid høres i front for demonstrationerne mod den anti-islamistiske organisation Pegida.

Samuel Pollas var en kærlig rebel. Der var altid en demonstration, der skulle passes, en kamp, der skulle kæmpes, og havde en ven brug for hjælp, var han altid klar, hos ham var der altid plads på sofaen.

For hans familie kunne det af og til være svært at følge med. Han voksede op i Ølstykke med en lillebror, en mor, der er sygeplejerske, og en far, der er IT-specialist, indtil han flyttede til Nørrebro.

Når han var hjemme, talte hans forældre med ham om demokrati, men ingen partier var radikale nok. Der skulle ikke være et folketing, målet var anarki. Og så var den snak forbi. For Samuel Pollas kunne argumentere månen blå, hans holdninger var faste, og han havde sin egen vilje.

Den stærke vilje havde han helt fra barn. 

Som baby blev han ved med at kravle, da hans jævnaldrende begyndte at tage deres første skridt. Lige indtil han selv ville. Så rejste han sig op og gik gennem stuen for øjnene af sine måbende forældre, mens han skraldgrinede. På samme måde gik det med hans sprog. Da han åbnede munden første gang, havde han et næsten fuldt udviklet sprog.

Det blev hurtigt tydeligt, at han var et specielt barn. Det viste sig i hans evne til at fordybe sig. Som to-årig kunne han sidde flere timer og lytte til Mike Oldfield, ligesom bibliotekaren på biblioteket i Ølstykke blev en god ven. Det venskab startede, da han en dag hev hende i ærmet.

Han havde gået rundt blandt bogkasserne og læst bogstaverne, der var klistret på dem, men w manglede. Han var tre år gammel. Siden kom han ofte på biblioteket, hvor bøgerne fodrede hans hurtige hjerne.

En svær skolestart

Samuel Pollas var et barn med krudt i og en hjerne, der kørte hurtigt. Derfor var hans start på skolelivet svær, og gennem det meste af sin barndom havde han kun én ven, der kunne følge hans tempo halvdelen af tiden.

I femte klasse kom han til en børnepsykolog, der fandt ud af, at han havde en IQ på 150, senere kom også en ADHD-diagnose oveni. På det tidspunkt havde han gået på to folkeskoler og startede nu på skolen Mentiqa, en skole for begavede børn.

Det var en helt ny verden for ham, hvor han fik venner. Men på Mentiqa slog han også rekord i at råbe højest, og han måtte igen flyttes. Efter endnu to forsøg endte han på en skole, hvor han kom i en klasse for børn med ADHD, og der så man hans potentiale. For første gang gik det den rigtige vej, og han endte med at tage 9. klasse i den ’almindelige’ skole.

Efter det fulgte rollespils-efterskolen Østerskov, derefter Det Frie Gymnasium på Nørrebro. Her voksede både hans netværk og interesse for politik. Ligesom hans tag Malk poppede op flere steder. Graffitien  var i hans øjne en kunstform, som han var stolt af at udføre.

Lær gennem leg

Samuel Pollas lærte som barn, at hans ADHD var en forklaring, men aldrig en undskyldning for dårlig opførsel. Som teenager takkede han sin mor for at lære ham ting som at tage ud af bordet og sige tak. »Det er billige point, og de gamle mennesker falder på halen over det,« sagde han.

Han vidste, at man kunne leve godt med ADHD, samtidig havde han selv lært ud fra mottoet læring gennem leg, og så var han rasende over folkeskolereformen, som han mente presser specialklassebørn. Han ville bruge den viden og hjælpe andre børn som ham selv og begyndte derfor seks måneder før sin død på pædagogseminariet.

Samuel Pollas levede for at være der, hvor livet bliver levet, og det var dér, han var den sidste aften, han var i live. Til koncert med punkbandet NOFX i den grå hal på Christiania. Forrest og der hvor det skete, faldt han i en mosh pit og slog sit hoved. Selv om han besvimede og havde ondt, tog han ikke på skadestuen. I stedet tog han hjem for at sove. Han vågnede aldrig igen.

Drengen der startede med en halv ven endte med et kæmpe netværk, og til hans bisættelse var kirken så fuld, at mange måtte sidde på gulvet. Der har aldrig været så mange punkere i Ølstykke.

Samuel Pollas var en rebel, for ifølge ham har vi kun frihed og lighed i dag, fordi rebeller før os har kæmpet for det.

Serie

Et liv er forbi

På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.

Hvis du har mistet en, som du synes, at Informations læsere bør kende til, så skriv til modernetider@information.dk.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

charlotte keck

Det var så sørgeligt. Hans død påvirkede mange af mine unge. Fint I skriver om ham.