Læsetid: 7 min.

Lutheråret: Med Augustin bliver kravet om lydighed absolut

En af Luthers inspirationskilder var Augustin. Han mente, at Gud er god og skaber gode ting, mens synden opstår i kraft af den onde vilje. Mennesker handler frit, men alligevel kender Gud udfaldet, så friheden skyldes mangel på indsigt i de kræfter, som styrer viljen
Augustin var uddannet i græsk og romersk filosofi, men lagde fornuften på hylden til fordel for troen. Illustration: ’Saint-Augustin’, skitse af den flamske maler Rubens

Augustin var uddannet i græsk og romersk filosofi, men lagde fornuften på hylden til fordel for troen. Illustration: ’Saint-Augustin’, skitse af den flamske maler Rubens

4. marts 2017

I 300-tallet deltes Romerriget, i 410 blev Rom plyndret, og i 476 brød det vestromerske rige sammen under trykket af folkevandringer. I 380, under kejser Theodosius den Store, blev kristendommen statsreligion i Romerriget.

Inden det sære giftermål mellem en stat og en statsfjendtlig religion gav kirkefaderen Augustin kristendommen et filosofisk grundlag.

Augustin var biskop i Nordafrika. Hans store værk, Om Guds stad, blev skrevet fra 413-26, mens kirken endnu var den kæmpende og endnu ikke den sejrende kirke. Han lægger sig i kølvandet på Paulus og gør kristendommen til en åndelig »stad«, der udfolder sig i en kødelig stat.

Men han har et stærkere apparat bag sig med kirkeråd og en kanonisk tekst, og han kan derfor være mindre selvhævdende end Paulus. Spredte menigheder blev en katolsk – universel – kirke.

Fra argument til dogme

Augustin var uddannet i græsk og romersk filosofi, men lagde fornuften på hylden til fordel for troen. Argumenter var kun pædagogiske hjælpemidler til at overbevise hedninge. Pluralismen forsvinder, fornuft erstattes med dogme, og den antikke karakterstyrke udskiftes med den kristne svaghed.

Protestantismens fædre

  • I 1517 startede Luther en proces, hvis omfang han hverken ønskede, forudså eller styrede. Han såede reform og høstede revolution. Det begyndte med et opgør med den katolske praksis med aflad og belønning af gode gerninger.
  • Kirken ejede i 1500-tallet enorme landområder, den havde monopol på den åndelige magt, og dens bandlysninger lagde politisk pres på genstridige fyrster. Luther ville gøre kirken til et åndeligt trosfællesskab, adskilt fra, men også integreret i, det verdslige samfund, hvor fyrster skulle sikre freden. Hans inspiration var pseudo-apostlen Paulus og kirkefaderen Augustin.
  • Protestantismens grundlæggende fædre har for både troende og vantro i Nordeuropa bestemt, hvad der forstås ved »kristendom«. Dette er den anden af tre tekster om reformationens hovedpesoner

I Rom kunne alle synspunkter fremsættes frit, så sandheden måtte tage vare på sig selv. Det var for Augustin ikke en sund pluralisme, men »fri adgang til også at fremføre det forkerte« (18:41). For ham er sandheden »betroet folket ved profetiske, dvs. guddommelige ord«, ikke »presset ned over folket gennem kampe på argumenter« (18:41). Argumenter blev tvang, autoritet til frihed.

Eleverne ser Luther som en slags god oprører, fortæller Janne Skovbjerg, der underviser i religionskundskab på 8. og 9. klassetrin. ’Men de erfarer også, at der er et tvist. Men de får også at vide, at han var ikke bare sådan en flink og rar mand,’ siger hun. Maleri af Ferdinand Pauwels (1830–1904)
Læs også

Augustin gjorde det til »en hellig pligt« at følge en bestemt »regel« (10:23), dvs. et sæt af dogmer. Så var det slut med overraskelser. Tanken kom i spændetrøje og fik en facitliste. Når »Guds bud tordner, skal der adlydes, ikke diskuteres« (16:32). Et »der står skrevet« afslutter samtalen (19:23).

Men hvem kan høre, at det tordner, og hvem kan afklare, hvad et skriftsted betyder? Argument erstattes af fortolkning og fortolkning af autoritet, fordi kirkens magthavere råder over afgørelsen. Straffen for uenighed blev eksklusion. Ligesom Paulus har Augustin kun foragt for andre synspunkter. Cicero betjener sig af en »væmmelig argumentation« (5:9).

Gudsstad og verdensstat

Guds stad og verdens stat er to typer samfund, baseret på to typer kærlighed. Den ene styres af kærlighed til magt og ære, den anden af kærlighed til at tro og tjene. Guds stad er ikke en »republik« (2:21). Den er ikke organiseret, men er som hos Paulus et netværk af menigheder med fælles loyalitet, de helliges samfund. Den jordiske stat er derimod et magtapparat. Et forhold mellem kirke og stat er der ikke tale om. De spiller på hver sin bane.

Den verdslige stat er Guds red­skab. Først efter dommedag forsvinder kon­flikt og tvangs­­magt. Så længe de troende lever i landflygtighed på jorden, må de som Paulus acceptere den verdslige stat. Mens menigheden plejer sjælen, sørger staten for lov og orden. Stad og stat afspejler konflikten mellem det frelste og det faldne menneske, og enhver kan vælge sit tilhør.

For Augustin har kirken ingen politiske målsætninger og er kun totalitær på de indre linjer. Han undersøger derfor ikke forholdet mellem stat og kirke. Både vantro og troende bruger de ting, som er nødvendige i »dette dødelige liv« (19: 17). Men kun de vantro søger deres lykke her. 

Det er et mantra hos Augustin, at verdslige goder kan man ikke få blot ved at ville dem, og man kan miste dem mod sin vilje. Der er aldrig nok, så resultatet er »strid, krig og kamp« (15:4). De himmelske goder skaber derimod ikke konflikt. At den ene har betyder ikke, at den anden har mindre, tværtimod: Fællesskabet øger det gode. Der er rigeligt til alle.

Professor Frederik Stjernfelt har et par alvorsord at fortælle os om Martin Luther. For før vi kommer alt for godt i gang med fejringen af 500-året for reformationens begyndelse og skåltalerne til manden, der har fået æren for at lægge kimen til alt fra menneskelig frihed over demokrati til velfærdsstaten, bør vi tage et kritisk kig på Luthers egne ord
Læs også

Augustins forhold til den verdslige stat er dobbelt. Han accepterer dens hårde love, fordi mennesker er syndige og må tugtes. Og han afviser den, fordi den gør sig absolut og vælger gud fra. Der findes sult og sygdom, vold og krig, slaveri og tortur. Augustin siger hverken ja eller nej. Det angår kun det ligegyldige kød, ikke den høje sjæl, og jordisk ulykke er en test. »Ikke enhver fristelse bør kritiseres, den kan også bydes velkommen, når den fører til prøvelse« (16:32).

Det er ikke blot statens, men også naturens orden, at manden skal herske over kvinder, børn og slaver og straffe ulydighed. Opsætsighed i hjemmet straffes »med ord eller pisk eller med anden retfærdig og tilladt straf« (19:16). Også »afstraffelse af børn er nødvendig« (22:22). Slaveri, pisk, maskulin dominans – alt er guds vilje og derfor retfærdigt. Først i guds stad forsvinder behovet for straf.

Lov og orden kræver dom. Men da bevidstheden er usynlig, må der anvendes tortur for at finde sandheden, måske over for uskyldige, der intet har at skjule og derfor intet at bekende. Dommerens uvidenhed bliver »en katastrofe for den uskyldige«. Augustin accepterer dette »mørke i det sociale liv« (19:6).

Den frie vilje

Forskellen mellem godt og ondt giver kun mening, hvis mennesker kan vælge. Derfor forsvarer Augustin den frie vilje. Men har Gud skabt alt, har han skabt begge sider af forskellen, også det onde. Men gør det ikke Gud ond? Augustin finder i sit lille skrift om Den frie vilje en smutvej: »Det er ikke tingene selv, men de mennesker, som gør dårlig brug af dem, der er de skyldige« (Dfv: 39). Ikke gud, men menneskers vilje er ond. Men har Gud ikke skabt viljen?

Mennesker vælger forkert og fortabes, og med arvesynden bliver underskuddet på kontoen så stort, at de må håbe på guds uudgrundelige nåde. Og Augustin er nådesløs: »Selv små børn er syndere fra fødslen, ikke personligt, men på grund af deres oprindelse« (16:28). Igen må Augustin glatte ud: »Gud tillod syndefaldet, fordi han vidste, hvad godt han ville bruge dette onde til« (11:18).

Konklusionen bliver, at Gud er god og skaber gode ting, mens synden opstår i kraft af den onde vilje. Den fordærvede vilje gør naturen fordærvet, så den bliver »forkert vendt i sin dynamik« (Indledning: 37). Efter æblerovet i Paradisets Have er mennesket »korrumperet til roden« (13:14). Den frie vilje fordærves og bliver ufri. Augustin har en vanskelig sag og bliver spidsfindig. Adams onde vilje, som førte til den første onde handling, var »et frafald fra guds værk« (14:11), fordi »ikke alle viljer stammer fra ham« (5:8).

Men hvor stammer viljen så fra? Og hvorfor skal det unge uskyldige par i paradiset straffes, når de (endnu) ikke kender forskel på godt og ondt? Augustin svarer, at selv om de var som børn, vidste de, hvad en befaling er. Og den rettede de sig ikke efter.

Næste spørgsmål er, om ikke Guds viden om fremtiden gør den frie vilje til en illusion? Alting ligger jo fast. Augustin svarer, at viljen er en kraft, der virker i naturen: »Også vore viljer hører jo med i årsagernes orden« (5:9), som Gud har styr på. Han ved derfor, hvem der vil blive frelst og fortabt. Mennesker handler frit, og alligevel kender Gud udfaldet, så friheden skyldes mangel på indsigt i de kræfter, som styrer viljen. Frihed er blindhed, og det nytter ikke at søge efter viljens årsag. Det svarer til at ville se mørke og høre stilhed. Vi kan ikke komme til bunds i os selv.

Ender man i helvede, må det være svært ikke at forbande Gud. Det er de onde kort, han har givet, og appellen om at opføre sig godt føjer spot til skade.

Freden er det højeste endemål. Selv krige føres for fredens skyld. Augustin taler næsten pietistisk om »sødmen i freden, som er alle kær« (19:11). Men på jorden er freden ikke mulig.

Lægges Paulus’ og Augustins tekster over hinanden som en palimpsest, begynder den protestantiske figur at træde frem. Kirken er et åndeligt fællesskab, adskilt fra den verdslige stat, som er fordærvet, men indsat af gud for fredens skyld. Derfor skal den adlydes ubetinget.

Sociale forskelle er uden betydning og skal accepteres som skæbne. Det enkelte menneske står fortabt over for et valg mellem tro og vantro, som det ikke mestrer, så det bliver afhængigt af en nåde, som det ikke kan gennemskue. Dets egen indsats gør ingen forskel.

Citaterne af Augustin stammer fra 1) »Om guds stad«, Aarhus Universitetsforlag, 2002. Det første tal henviser til bogens nummer (22 i alt), det andet til kapitel – og 2) »Den frie vilje«, Filosofiske dialoger, bd. 3, Anis, 2002

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu