Læsetid: 7 min.

Lutheråret: Protestanten er et hjælpeløst menneske

Da Luther for 500 år siden opstillede sine 95 teser, udløste han et politisk og religiøst jordskælv. Hans kritik af kirken var relevant, men hans argumentation og filosofi var tvetydig og inkonsekvent. Tilbage står et hjælpeløst menneske, endeløst bekymret om sin skæbne, men ude af stand til at redde sig ved egen kraft
Luther i skjul for kirken i fæstningen i Wartburg, hvor han oversatte Biblen til tysk.

Luther i skjul for kirken i fæstningen i Wartburg, hvor han oversatte Biblen til tysk.

Mary Evans Picture Library

11. marts 2017

Stik mod Paulus’ og Augustins ideer var den katolske kirke i 1500-tallet langt mere end et åndeligt fællesskab. Den var en international institution med åndeligt monopol, rigdomme strømmede til dens hovedkvarter, og den blandede sig magtfuldt i det politiske spil.

Ifølge en usikker legende slog Luther den 31. oktober 1517 sine 95 teser op på døren til slotskirken i Wittenberg. Hans hensigt var at reformere kirken, især at stoppe handelen med aflad. Det udløste et religiøst og politisk jordskælv.

Det dobbelte regimente

Luther skulle ikke som Paulus skabe et netværk af menigheder. Han skulle heller ikke som Augustin bidrage til at opbygge en kirke. Kirken fandtes, men var røget af sporet. Derfor søgte han tilbage til ideen om åndeligt fællesskab i en arbejdsdeling med en verdslig stat, der er skabt af Gud, så oprør mod staten er oprør mod Gud. Under bondeoprøret i 1524 gav han fuld støtte til fyrsterne og bad dem om at slå bønderne ned som gale hunde: »Stik, slå, dræb.«

Skal Paulus sammenlignes med det forrige århundredes revolutionære, er Trotskij – her på et møde i København i 1932 – et bedre bud end Lenin, fordi han netop mente, at kommunismen skulle forkyndes for alle folkeslag, ligesom Paulus ville eksportere jødiske værdier som monoteisme og næstekærlighed til hele det græsk-romerske Europa.
Læs også

Læren om det dobbelte regimente skulle vikle kirken ud af det politiske system, så den kunne koncentrere sig om at forkynde. I stedet for det katolske hierarki satte han det direkte gudsforhold. Egentlig er enhver kristen sin egen præst, så kirken er overflødig. Luther endte dog med at kræve respekt for kirkens autoritet og sakramenter.

Protestantismens fædre

  • I 1517 startede Luther en proces, hvis omfang han hverken ønskede, forudså eller styrede. Han såede reform og høstede revolution. Det begyndte med et opgør med den katolske praksis med aflad og belønning af gode gerninger.
  • Kirken ejede i 1500-tallet enorme landområder, den havde monopol på den åndelige magt, og dens bandlysninger lagde politisk pres på genstridige fyrster. Luther ville gøre kirken til et åndeligt trosfællesskab, adskilt fra, men også integreret i det verdslige samfund, hvor fyrster skulle sikre freden. Hans inspiration var pseudo-apostlen Paulus og kirkefaderen Augustin.
  • Protestantismens grundlæggende fædre har for både troende og vantro i Nordeuropa bestemt, hvad der forstås ved »kristendom«. Dette er den sidste af tre tekster om reformationens hovedpesoner.

I religiøse spørgsmål har staten ingen myndighed. Ingen kan tvinges til at tro. Hermed afkobles stat og kirke. Men Luther er ikke konsekvent, og afkoblingen afkobles hurtigt. Både stat og kirke er Guds redskaber. De er forpligtede over for Gud, som er til stede på begge sider af forskellen. Så meget for at give kejseren, hvad kejserens er. Luther ønsker ikke en sekulariseret stat, så religionen er både det hele og det halve. At Luther adskilte kirke og stat, er en sejlivet skrøne.

De troendes samfund er som hos Augustin et ikke-samfund i samfundet. De kristne behøver ikke love, fordi de på forhånd opfylder dem. »Derfor førte Kristus heller ikke noget sværd, men regerer uden lov alene gennem sin Helligånd« (Ovø:99). Præster skal kun »forvalte Guds ord« (Ovø:157).

Når øvrigheden er hellig, begiver de kristne sig »villigt ind under sværdets regimente«. De betaler skat med glæde og gør sværdet til »en særlig gudstjeneste« (Ovø:­117). Lider en kristen overlast, skal han ikke gøre modstand, ikke gå rettens vej og ikke hævne sig. Også en grusom fyrste er Guds redskab.

Læs også

Selv om al øvrighed kommer fra Gud, kritiserer Luther de »unådige herrer og rasende junkere« (Ovø:81). Han selv må godt modsætte sig øvrigheden. Men hans argumenter kører i ring. Øvrigheden skal adlydes, men hvis den krænker Gud, skal den ikke adlydes. Fyrsten er indsat af Gud, men trodser Gud. Verden er skabt af Gud, men »verden er Guds fjende« (Ovø:147).

Luther forklarer sin politiske rådgivning, at han hjælper som præst, ikke som politiker. Han overser, at ord er handling, og at religion for en fyrste er en politisk sag.

Kritik af økonomien

Staten er Guds redskab. Men hvad med økonomien? Her er Luther tvetydig. Handel er nødvendig, og handel er grådighed.

Luther kan kun forestille sig en kristen handel, hvis økonomien ikke selv afgør, hvad der er succes og fiasko. Den skal underordne sig. Selv om han resignerer (»Jeg har allerede opgivet håbet om, at dette kan bringes helt i orden,« Of:380), ­kan han ikke lade være med at rase. Ligesom man ikke kan opfylde sin ægteskabelige pligt uden at synde, kan man ikke være økonomisk aktiv med ren samvittighed.

Luther er lige ved at gøre landevejsrøvere til Guds sværd, når de udplyndrer købmændenes karavaner, så Gud »slår den ene slyngel med den anden« (Of:­389). At give kaution er ikke at udøve kærlighed, men tåbelighed og utidig tillid til mennesker, som er »bedrageriske, svigefulde, løgnagtige og upålidelige« (Of:374). Protestantismens fædre havde et kulsort menneskesyn. 

Professor Frederik Stjernfelt har et par alvorsord at fortælle os om Martin Luther. For før vi kommer alt for godt i gang med fejringen af 500-året for reformationens begyndelse og skåltalerne til manden, der har fået æren for at lægge kimen til alt fra menneskelig frihed over demokrati til velfærdsstaten, bør vi tage et kritisk kig på Luthers egne ord
Læs også

Handel kræver planlægning. Men det er at tiltage sig en utidig magt over tiden, så man opgiver at lade Gud råde. Mennesker skal være utrygge. Ellers glemmer de at frygte Gud, og det tilkommer dem ikke at kende dagen og timen.

Luther accepterer politisk tugt og tvang, men vil ikke lade handelens elendighed være en del af verdens elendighed. Verdslig luksus er en konkurrent til kirken og ikke, som politikken, en hjælper.

For Luther er verden ond og udleveret til satan. De fromme er i fåtal. Og man undrer sig. Når Gud skaber det gode, må han af logiske grunde også skabe det onde. Så vidt så godt. Men behøver han at gå så radikalt til værks?

Den trælbundne vilje

Også i spørgsmålet om den frie vilje lægger Luther sig i slipstrømmen fra Paulus og Augustin. Mennesker har ingen fri vilje, fordi deres vilje er indlejret i Guds vilje. Hans skydeskive er Erasmus af Rotterdam, som hævdede, at mennesker kan gøre noget, og at Gud nådigt må gøre resten.

Luther er en fabelagtigt vulgær polemiker. Han hamrer løs på Erasmus med skriftsteder, autoriteter og argumenter. At han skyder sig selv i foden, bekymrer ham ikke. Han afviser autoritet, medmindre den vender sig mod Erasmus. Nogle gange er Bibelen lys og klar, andre gange dunkel og tvetydig. Til sidst undskylder han sin grove stil uden dog at ændre den. Som Paulus er han blindt overbevist om sin adgang til den sande lære.

For Luther sker alt i kraft af Guds evige vilje. Hvad man gør, gør ingen forskel. »Når den fri menneskevilje optræder i sin kønneste skikkelse, er den allerværst, og jo mere den gør sine ’ærlige forsøg’, desto slettere bliver den, og desto værre har den det« (Dtv:314). Luther giver frihed til at vælge mellem hverdagens småtterier. Når det gælder frelsen, kan ingen forbedre deres situation.

Augustin var uddannet i græsk og romersk filosofi, men lagde fornuften på hylden til fordel for troen. Illustration: ’Saint-Augustin’, skitse af den flamske maler Rubens
Læs også

Et menneske må ydmyge sig, fordi »hans frelse ligger helt og aldeles uden for rækkevidden af hans egne kræfter« (Dtv:73). Man skal fortvivle over sig selv og ikke søge at forbedre sin situation. Det er hovmod.

Dilemmaet er enkelt: Er viljen fri, er Jesus overflødig. Kan man ikke selv, har man brug for nåde. Konsekvensen er, at Gud får al magt.

Med et citat fra Augustin siger Luther, at »det er Gud, der virker det gode og det onde i os; det er sine egne gode gerninger, han belønner i os, og sine egne dårlige gerninger, han straffer os for.« Lydighed over for Gud er ikke tvang, fordi viljens »væsens-egen­skab« (Dtv:78) er ikke at være tvunget.

Tvang er »u-vilje«. Når Gud og satan kæmper om menneskers vilje, er viljen kun fri, hvis den hjælpes af Gud. Ellers må den »trælle for det onde«. Luther overtager Augustins idé om, at frihed beror på blindhed. Kun Gud har en fri vilje, fordi Luther lader ’fri’ betyde ’ubetinget fri’, altså uden en forudgående årsag.

Et valg har en grund, f.eks. et begær, så viljen fanges ind i årsagernes spind, som for Luther er »djævelens vold« (Dtv:81). I sidste ende er det »alene Guds vilje, som står bag« (Dtv:83). Og den er et mysterium, som det ikke tilkommer mennesker at forske i. De kan ville, men ikke ville deres vilje. Mennesket er blot en »flygtig tåge« (Dtv:194).

Hvis der er en »indre nødvendighed i det, som skal ske« (Dtv:­52), følger mennesker skinner, som allerede er lagt. Men hvad så med kravet om at forbedre sig? Luthers snedige træk er at hævde, at lovens hensigt ikke er, at den skal opfyldes – det kan den ikke! – men at vise menneskers afmagt. Loven skaber synden, men forhindrer den ikke. Alle er svage, og kan det gå galt, så går det galt.

Paulus nedskriver sine teologiske overvejelser under fangenskab i i Rom år 55.
Læs også

At ophæve menneskers handlemuligheder gør en religion absurd. Hvordan kan Luther forene tilgivelse, en trælbunden vilje og straf? Det er jo Gud selv, som »i sin godhed bevirker det onde, fordi redskabet er elendigt« (Dtv:217). Men hvor er hans »omsorgsfulde godhed« (Dtv:302), når han skaber mennesker af fordærvet kød, hjemfalden til helvede? Luthers konklusion er, at »Guds forhåndsviden og almagt strider så helt igennem imod den antagelse, at der skulle være nogen frihed hos mennesker til at bestemme selv« (Dtv:231).

Den protestantiske figur

Filosofisk bevæger Luther sig i en tåge af inkonsekvenser. Men ligesom Paulus afviser han verdens visdom og søger ud i troens paradoksale grænseland.

Den figur, som de tre fædre tilsammen tegner, viser et hjælpeløst menneske, endeløst bekymret om sin skæbne, men ude af stand til at redde sig ved egen kraft. Det lever i en verden, det ikke kan forstå, og er underkastet en politisk magt, det skal adlyde betingelsesløst. I dette mørke skinner en enkelt stribe af lys – håbet om nåde trods alt.

Citater af Luther stammer fra 1) »Om verdslig øvrighed« (Ovø), Aarhus Universitetsforlag, 2006 –  2)  »Om forretningsvirksomhed« (Of), Luthers Skrifter i Udvalg, bd. 4, G.E.C. Gads Forlag, 1983 – og 3) »Den trælbundne vilje« (Dtv), Luthers Skrifter i Udvalg, bd. 5.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Oplysningstiden var ikke indtruffet endnu. Oplysningstidens kæmpe potentiale af filosofiske tanker var ikke tænkt og formuleret endnu, men noget af det kan man godt finde hos Luther, hvis man er åben overfor at gøre forsøget. Og særligt, hvis man inddrager den klassiske oldgræske oplysningstid også. Sokrates, Platon, Aristoteles mv.

Når det falder lidt svært, skyldes det nok, at Oplysningstiden - den anden - helst ikke ville kendes ved Gud eller, mere ubestemt, ved 'en gud', og den første helst heller ikke ved de mange græske guder, som nok havde mytisk og fortælleteknisk klangbund, men manglede menneskets egen tankegang.

Dejligt at få indblik i lutheranismens sande tvetydige og hjernevaskende metoder.

Men ingen teologer eller kirkeministre gør indsigelse. Så man må gå ud fra de i deres stille sind er enige i artiklens analyser og konklusioner. Og det er de også, men de bliver fyret, hvis de siger deres ærlige mening, for præster har, som de eneste danskere, ikke ytringsfrihed i 2017.

DE HANDLINGSLAMMEDE OG HJÆLPELØSE PROTESTANTER. ER - HVERT FALD PÅ FYN - BEGYNDT AT RØRE PÅ SIG. Den tredie reformation er skudt igang, hvad det ydre angår. Der er dog et stykke vej til man brænder bibelen og laver Folkekirkerne om til Folkehuse.
Se mere på disse artikler fra FOLKEKIRKEN BLOG: https://asketill.blogspot.hu/

PÅ FYN ER PROSTETANTERNE IKKE MERE HJÆLPELØSE - TINE LINDHARDT ER GÅET I GANG MED DEN TREDIE REFORMATION

DEN TREDIE REFORMATION - THOMSEN HØJSGAARD

KRISTENDOMMENS TRE VÆRSTE VANSKABNINGER

FOLKEKIRKENS PSYKOPATISKE LEDELSE

dennis Jensen swampii

Gad vide hvorfor Kirken aldrig kontakter enevælde, han er her forsat
Det er Jesus blod, Han dåbs attest ligger i Viborg domkirke.
Længe leve kirkens konge.

Og ja han ligesom alle andre, ryger, drikker en øl osv.

I gamle dage der kendte i deres navne.

Hvad ang dronningen, så er det ikke Danmarks, det er fremmede der hugger vores historie.

Enevælde blev aldrig afskaffet og er Danmarks konge rige.