’Jeg har lyst til, at mine patienter lever videre’

Mange alvorligt syge og døende har brug for lindring frem for behandling i den sidste del af livet. Men samtalen om at acceptere døden er særlig svær for mange læger. Det ligger dybt i deres selvforståelse og uddannelse at helbrede og redde liv
Det sidder i en, at man skal redde liv, men der er også tidspunkter, hvor man skal holde igen med behandling, siger lægestuderende Annarita Ghosh

Det sidder i en, at man skal redde liv, men der er også tidspunkter, hvor man skal holde igen med behandling, siger lægestuderende Annarita Ghosh

Sille Veilmark
18. marts 2017
Delt 41 gange

»Da jeg begyndte på medicinstudiet, tænkte jeg meget målrettet: ’Vi er her for at redde liv.’ Men selv om vi lærer en masse om at helbrede, er det selvfølgelig ikke det eneste, vi skal kunne som læger.«

Annarita Ghosh er 23 år og har netop afsluttet femte semester på medicinstudiet på Københavns Universitet. Ved siden af hende sidder Ossian Gundel på 24 år, som lige er begyndt på sjette semester samme sted.

De er mødt op på det nybyggede Panum Institut i København for at dele ud af deres overvejelser om, hvor meget døden fylder dels på studiet og dels i bevidstheden på fremtidens læger.

Selv om der på sigt vil være langt flere alvorligt syge og døende i det danske sundhedsvæsen, fordi stadigt flere ældes, ved læger og andre sundhedsprofessionelle alt for lidt om døden, lyder det fra en række eksperter.

En af dem er leder af REHPA, videncenter for rehabilitering og palliation, Ann-Dorthe Zwisler, som selv er uddannet hjertelæge. Hun mener, at en af årsagerne til lægernes manglende fokus på døendes behov er, at det at helbrede og redde liv er dybt forankret i mange lægers selvforståelse, ja er nærmest deres grundmotivation.

 

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Poul Solrart Sørensen
Poul Solrart Sørensen

Hvis valget står imellem tortur i form af en behandling der vil slå patienten ihjel med mange smerter og så lade folk få en mere fredelig tid indtil døden indtræffer.... så bør der ikke være den mindste tvivl hos lægen. Jeg ved så godt at det kan være svært at vide hvornår at kampen er håbløs og lægen skal selvfølgelig behandle til det er videnskabeligt, at der ikke er mere at behandle for.

Brugerbillede for Anne Eriksen

Det kan videnskaben desværre ikke afgøre, den prøver bare at få de nyeste data...
Man kan derimod gøre meget for at gøre den sidste tid tålelig ved varme, forståelse og samtale - det er der bare ikke tid til.(eller personale)
Så ofte er det medicin, operationer, blodtransfusioner og anden teknisk kunnen...

Brugerbillede for Henrik Brøndum
Henrik Brøndum

Jeg synes det er udmærket hvis læger fokuserer på at være dem der gør noget, hvis de kan, og lade andre om at pleje og trøste.

Brugerbillede for Anne Eriksen

Det er enten eller i dag - det kræver sammenhæng i behandling og handling.
Fokus er på økonomi og effektivitet - og medicinalbranchens vidundere...
At dø med fred i sjælen er ikke kun en lille opgave, idet de fleste ikke rigtig har tænkt så langt.

Brugerbillede for Touhami Bennour
Touhami Bennour

Jeg har det fornemmelse at de gør (læger)hverken det ene elle det andet. Måske det er noget med "uhelbredelige sygdom som kræft og andre) mine blev kone var kræft syg og da hun blev taget til hospice vidste vi alle hvorfor" at vente på døden". Det var uholdbare tanke for mig.

Brugerbillede for Anne Eriksen

Lige netop kræft, som nok er den mest frygtede sygdom, er vanskelig og netop derfor.
"I gamle dage" fik man besked på at gå hjem og hygge med lidt rødvin og en bøf. I dag har man flere erfaringer - og medicin - bl. a livsforlængende, det siger man i hvert fald.

Jeg er ikke kynisk nu, jeg har mistet flere og med meget divergerende oplevelser. Der var hospice det sted, hvor man virkelig var indstillet på at gøre det godt. Men - man skal også være terminal for at få adgang.