Baggrund
Læsetid: 9 min.

Nordkorea og USA’s atomkapløb kan ende i krig

Så tidligt som 2018 kan Nordkorea have udviklet atomvåben, der kan ramme amerikanske byer, og det vil Washington næppe acceptere, vurderer eksperter. Præventiv krig er derfor en reel risiko, hvis ikke der kan findes en diplomatisk løsning. Og det haster, advarer Kina
Den simultane affyring af fire missiler sker ikke af æstetiske grunde, men for at overbelaste det amerikanske missilforsvarssystem.

Den simultane affyring af fire missiler sker ikke af æstetiske grunde, men for at overbelaste det amerikanske missilforsvarssystem.

KCNA/Reuters

Moderne Tider
11. marts 2017

Koreahalvøen er skueplads for et livsfarligt kapløb, der kan ende i atomkrig. Kinas udenrigsminister var sjældent alarmistisk, da han onsdag udlagde Beijings syn på den seneste uges konfliktoptrapning mellem USA og Nordkorea.

»Det er som to accelererende tog, der ræser mod hinanden, og ingen er villig til at bøje af. Spørgsmålet er, om de to sider virkelig er klar på et frontalt sammenstød,« sagde Wang Yi til sine tilhørere.

Kinas bekymringer kan fysisk spores til en henlagt golfbane i Seongju regionen, sydøst for Seoul. Her begyndte USA i denne uge at opsætte det såkaldte THAAD-missilforsvar, som daværende præsident Obama godkendte i september. De første komponenter ankom til Osan-luftbasen natten til tirsdag, knap en dag efter, at Nordkorea testaffyrede fire ballistiske missiler i en næsten lodret bane ud mod japansk farvand.

Nordkoreas leder, Kim Jong-un, beskrev himmelflugten som »et akrobatisk flyshow i formation«. Simultanaffyring er dog ikke en æstetisk overvejelse, men har det specifikke formål at overbelaste missilforsvar som THAAD, så de ikke virker. Kort efter landede tre af raketterne med tre store plop ud for Japans nordvestkyst og sank til bunds, mens ringene bredte sig i vandet og ud i alarmerende nyhedsoverskrifter verden rundt.

Testen er det seneste trin i Nordkorea og USA’s konfliktoptrapning. Men den er også en påmindelse om, at Nordkorea nærmer sig målsætningen om at udvikle interkontinentale ballistiske missiler (ICBM) med rækkevidde til at ramme amerikanske byer med atombomber.

Det forklarer Jenny Town, afdelingschef for US-Korea-instituttet på Johns Hopkins University i Baltimore og redaktør på 38north.org, hvor eksperter løbende analyserer Nordkoreas missilprogram:

»Vores seneste tekniske vurdering er, at Nordkorea vil være i stand til at udvikle en ICBM til omkring år 2020, men det kan potentielt nås allerede i 2018, hvis de fortsætter i den hastighed, vi ser i disse dage. Det antages her i USA, at et nordkoreansk ICBM er Washingtons ’røde linje’, noget man absolut ikke vil acceptere, men vi ved ikke, hvad det indebærer. Og tiden til at træffe en beslutning render ud,« forklarer Jenny Town.

Sidste weekend beskrev The New York Times, hvordan Obama uden større held forsøgte at bremse Nordkoreas ICBM-program med sofistikerede hackerangreb. Ved overleveringen advarede han angiveligt præsident Trump om, at Nordkorea bør stå øverst på USA’s politiske dagsorden. Men ingen ved, hvordan den skandaleplagede Trump-administration vil agere, siger Jenny Town:

»Er USA villig til at bombe Nordkorea for at forhindre udviklingen af ICBMer, vel vidende at Pyongyang sandsynligvis råder over atomvåben, der kan nå strategiske mål i Sydkorea og Japan? Vi ved det ikke. Situationen er fastlåst i et våbenkapløb, og for hver dag parterne ikke går tilbage til forhandlingsbordet, bliver det værre.«

Krigsspil i Orienten

Konfliktoptrapningen mellem Nordkorea og USA har stået på i årevis, men er ifølge præsident Trump i denne uge eskaleret til »en ny fase«. Det skriver The Guardian. Baggrunden er en månedlang række af gensidige provokationer mellem de to lande, forklarer eksperter, Information har talt med.

Den 11. februar mødtes præsident Trump med Japans premiereminister, Shinzo Abe, hvor bekæmpelse af Nordkoreas atomprogram var på dagsordenen. Pyongyang reagerede prompte ved at teste sit nye Pukguksong-2-missil midt under Trumps og Abes hofbanket på Mar-a-Lago, som de måtte afbryde for at indlede krisemøder, mens private restaurantgæster så forundret til.

Analytikere betegner missilet som en game changer, fordi Pukguksong-2 bygger på såkaldt ’solid fuel’-teknologi og derfor er hurtigaffyrende og mobilt, hvilket gør missilet svært at opspore og ødelægge ved præventive angreb.

Den 13. februar blev Kim Jong Nam, halvbror til Kim Jong-un, myrdet på opsigtsvækkende vis i Kuala Lumpurs lufthavn, da to kvinder pressede en klud med nervegiften VX mod hans mund. Kim Jong Nam tumlede panisk mod terminal 2’s hjælpecenter, hvor han ifølge Time.com kort efter besvimede. Inden ambulancen nåede hospitalet, var han død.

Onsdag beskyldte Malaysias premiereminister, Najib Razak, officielt Nordkorea for at stå bag.  Dertil er fem militærledere ifølge Crisis Group blevet henrettet i Nordkoreas hovedstad, om end det ikke er officielt bekræftet, siger Joshua H. Pollack, seniorforsker ved James Martin Center for Nonproliferation Studies:

»Samlet set er den sidste måned udtryk for, at Kim Jong-un konsoliderer sin magt indadtil, mens han udadtil tester det ny lederskab i Washington. Her har Trump endnu til gode at formulere en Nordkorea-politik, hvis man ser bort fra et tweet i januar, hvor han sagde, at de ikke ville få lov til at udvikle ICBMer,« siger Pollack, der tidligere har arbejdet som rådgiver for USA’s forsvarsministerium.

Pollack er »tiltagende pessimistisk« i forhold til Trump-administrationens evne til at håndtere Nordkorea med diplomatiske midler.

»Jeg er i tvivl om, hvorvidt Udenrigsministeriet er tilstrækkeligt bemandet til at udvikle en sammenhængende reaktion, der hurtigt kan implementeres (flere topposter står endnu ubemandede, og udenrigsminister Rex Tillerson har ifølge Forbes.com ringe opbakning hos Donald Trump, red.). Forhåbentlig bliver vi klogere de kommende uger, eftersom ministeriet holdt sit første pressemøde i tirsdags efter seks en halv uges tavshed,« siger Pollack og tilføjer:

»Men det haster – vinduet for en diplomatisk løsning på krisen er hurtigt ved at lukke – hvis det da ikke allerede skete i denne uge.«

Paranoia i Pyonyang

Mandagens missiltest sker samtidig med, at USA påbegyndte den månedlange Foal Eagle-militærøvelse med Sydkorea, der set fra Pyongyang ligner forberedende øvelser til en invasion.

Sidste år deltog 290.000 sydkoreanske soldater og 15.000 amerikanske specialtropper i øvelsen, som i år forventes at blive den største nogensinde. Nordkoreas frygt er velbegrundet set i lyset af THAAD-missilforsvaret, mener Liselotte Odgaard, professor ved Forsvarsakademiet med speciale i Asien-forhold:

»Nordkorea føler med god grund, at deres eneste garanti mod at blive løbet over ende er truslen om at ramme Japan og Sydkorea med atombærende missiler. Men hvis THAAD kan sætte den trussel ud af spillet, er Nordkorea færdig som popsanger. Det skræmmende er, at vi risikerer et våbenkapløb mellem stormagterne, og jeg kan ikke se, hvordan parterne skal vikle sig ud af den her krise.«

USA har hidtil krævet nordkoreansk nedrustning som en forudsætning for nye diplomatiske forhandlinger, hvilket Nordkorea kalder for »nuklear afpresning«.

»Skiftende amerikanske ledere har gennemgående søgt at monopolisere atomvåben for at dominere menneskeheden under det vildledende slogan om ’atomar nedrustning’ og ’en verden fri for atomvåben’,« skrev Nordkoreas nyhedsbureau KCNA i denne uge.

Kommentaren skal læses med tanke på, at Nordkorea har levet under atomtruslen siden Koreakrigen 1950-1953, hvor præsident Truman offentligt luftede idéen om at gentage rædslerne fra Hiroshima og Nagasaki. Ni atomvåben blev flyttet til Okinawa i Japan, hvorfra B29-bombefly i ’Operation Hudson’ jævnligt simulerede atombombeangreb over Nordkorea for at sprede panik. Historikere har senere omtalt operationen som en »nuklear børnehave

Frem til 1991 havde USA atomvåben placeret i Sydkorea rettet mod Pyongyang, og i det nye årtusind har USA ifølge KCNA genoptaget sit ’kanonbådsdiplomati’, hvor truslen om atomkrig lurer under alle diplomatiske forhandlinger og regelmæssigt afprøves gennem storstilede militærøvelser med Sydkorea og Japan.

»Nordkorea blev i 2002 udråbt af Bush som en del af ’ondskabens akse’, og siden da har de set, hvordan det er gået Irak, Afghanistan og Libyen,« siger Jenny Town. »Det er forståeligt, hvis Nordkoreas ledere er paranoide. Det har de historisk grund til at være«.

Hvad gør Beijing?

Siden de såkaldte sekspartsforhandlinger brød sammen i 2007, har Kina indtaget rollen som mediator i konflikten mellem USA og Nordkorea. Det historisk dårlige forhold mellem USA og Kina gør dog, at Nordkorea ikke reelt skal føle sig truede af USA. Det mener Thomas Galasz Nielsen, major i Forsvaret og tidligere analytiker ved DIIS:

»Magtspillet mellem USA og Kina fastlåser situationen. Det ene land vil ikke tillade det andet at gøre noget – konfliktpotentialet er for stort. Kina kunne måske slippe afsted med en begrænset humanitær mission i Nordkorea, hvor styret blev fjernet, forudsat at USA kunne overbevises om, at det ikke ville ændre magtfordelingen i regionen. Her kunne Kim Jong-uns halvbror have spillet en rolle, men det hul i sin magtbase har Kim Jong-un nu effektivt lukket,« skriver Galasz i en mail.

Kinas rolle i konflikten, forstået som Beijings politiske indflydelse i Nordkorea, er der imidlertid stor uenighed om. Ifølge Joshua H. Pollack er Kina en mindre magtfuld spiller, end man skulle tro:

»Nordkorea insisterer på at stå på egne ben. De stoler ikke på Kinas sikkerhedsgarantier og anser dem ikke som en troværdig allieret, selv om de ofte karakteriseres sådan i pressen. Jeg vil beskrive dem som frienemies – fjende-venner,« siger Pollack og fortsætter:

»Kina er kommet gevaldigt i klemme her. Det gælder opsætningen af THAAD-missilforsvaret i Sydkorea, som Kina føler sig truet af og har protesteret højlydt imod (THAAD’s radar kan angiveligt bruges til at overvåge dele af Kinas luftrum, red.). Kina ønsker ikke en styrket USA-Sydkorea-alliance, og derfor ønsker de slet ikke at eskalere konflikten mellem de to Korea’er. Alligevel har Kina tydeligvis været ude af stand til at tale Nordkorea væk fra at videreudvikle sit missilprogram.«

’Missilforsvar ikke en trussel’

Den udlægning er Riki Ellison helt uenig i. Han er grundlægger af Missile Defense Advocacy Alliance, en amerikansk lobbyorganisation, der arbejder for at udbrede USA’s missilforsvar, som THAAD er del af:

»Siden FN’s Sikkerhedsråd vedtog økonomiske sanktioner i 2006, har Kina stået for 75 pct. af Nordkoreas handel med omverdenen. De styrer økonomien. Dertil nægter jeg at tro på, at Kina ville have tilladt Nordkorea at udvikle atomvåben, der kan ramme Beijing, hvis ikke de var i stand til at kontrollere det. Det ville vi (USA, red.) aldrig tillade.«

— Kina anser THAAD-missilforsvaret for at være konfliktoptrappende. Har de ikke en pointe?

»Nordkorea har affyret fem missiler i år, mens de sidste år affyrede 42. De øger konstant deres volumen og deres aggressivitet, og missilet i februar (Pukguksong-2, red.) har givet Kim Jong-un en helt ny evne til at true regionen med atomvåben. Kina siger, at når vi opsætter THAAD, vil det tvinge Nordkorea til at bygge nye missiler, men Kina har forstået det bagvendt. Nordkorea er de aggressive her. Når THAAD er i funktion, vil det være første gang i nyere historie, at Sydkorea er i stand til at forsvare deres befolkning mod Pyongyangs trusler om krig.«

Veje til fred

THAAD-missilforsvaret forventes at stå operativt på golfbanen i april. Hvordan Nordkorea så vil reagere er uvist, men alle eksperter er enige om, at det haster med at finde en diplomatisk løsning, inden Nordkorea udvikler ICBM’er, der kan ramme USA. Og selv om situationen synes tilspidset, er der ting på bordet at forhandle om, mener Joshua H. Pollack.

»Nordkorea har før tilbudt at suspendere deres missiltests, hvis USA suspenderer deres militærøvelser med Sydkorea. Jeg tror ikke, Washington er villig til at gå så langt, men en nedskalering er mulig. Der er også mulighed for at moderere sanktionerne mod Nordkorea, f.eks. åbne for handlen eller eksportere reaktorer til brug i atomkraftværker. Desværre tror jeg ikke, der er nogen form for tillid mellem Washington og Pyongyang, og absolut ingen appetit på forhandlinger,« siger han.

Thomas Galasz Nielsen har dog svært ved at se, at Nordkorea for nogen som helst pris vil acceptere at destruere sit atomvåbenarsenal, hvilket USA i årevis har krævet som forudsætning for forhandlinger:

»Atomvåben er så sikker en magtpolitisk brik for Nordkorea, at de ret sikkert aldrig vil opgive den. Den er sikkerheden for, at styret kan forblive ved magten, og at landet kan tiltrække sig opmærksomhed i jagten på at blive anerkendt. Hvis atomvåbnene opgives, er Nordkorea jo bare et fattigt tredjerangsland, som ingen ud over Sydkorea vil bekymre sig om,« mener Galasz.

Men det kan blive Nordkoreas undergang, hvis Kim Jong-un ikke bøjer sig for USA. Det vurderer Riki Ellison på baggrund af samtaler i Washington:

»På et tidspunkt vil der blive trukket en streg i sandet. USA vil aldrig tillade et 100 pct. ICBM-armeret Nord Korea. Det tror jeg virkelig ikke. Med mindre det her bliver løst, vil en militæraktion være nødvendigt for at stoppe dem. Og tiden er ved at løbe ud.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Hvad er det de er så ivrige efter at forsvære i Nordkorea?

Hvordan kan vi forsikre Nordkorea om at vi ikke vil dem noget ondt, så kan bruge deres kræfter på noget fornuftigt?

Peter Bækgaard

Skal man please Nordkorea på bekostning af naboernes sikkerhed? Det virker ikke som om at Kina har så meget kontrol over Nordkorea som mange tror, omend Kina jo er Nordkoreas vigtigste "allierede". Hvis jeg var sydkoreaner så ville jeg være meget glad for THAAD og den internationale støtte der udvises.
Det er ikke rimeligt at Nordkorea skal bestemme slagets gang og de har jo gentagne gange fået hjælp på betingelser men ikke mødt dem.

Der er mange sindssyge parter her. Den største og værste, er vores nærmeste allierede. Og her adskiller Obama - med eller uden fredspris - sig ikke fra andre præsidenter. Han lyder bare mere begavet og smart.
Tænk om amerikanske præsidenter var lige så indsigtsfulde som de her citerede danske forskere, der godt forstår, at Nordkorea har al mulig grund til at frygte, hvad amerikanerne kan finde på. Og derfor har anskaffet sig kernevåben. I stedet for at se dem angrebsvåben, hvad sikkert også er, så se dem som forsvarsvåben mod en total utilregnelig og hyklerisk stormagt, deer ønsker at kernevåben, det skal forbeholde USA og dets allierede, men ikke den anden side.
Kernevåben er en forbrydelse mod menneskeheden, fastslog FN for år tilbage, og så er det ligegyldig hvem der har dem.

Mikkel Kristensen, Torben Arendal, Flemming Berger, Niels Duus Nielsen og Hans Paulin anbefalede denne kommentar

Der er mange sindssyge parter her. Den største og værste, er vores nærmeste allierede. Og her adskiller Obama - med eller uden fredspris - sig ikke fra andre præsidenter. Han lyder bare mere begavet og smart.
Tænk om amerikanske præsidenter var lige så indsigtsfulde som de her citerede danske forskere, der godt forstår, at Nordkorea har al mulig grund til at frygte, hvad amerikanerne kan finde på. Og derfor har anskaffet sig kernevåben. I stedet for at se dem angrebsvåben, hvad sikkert også er, så se dem som forsvarsvåben mod en total utilregnelig og hyklerisk stormagt, deer ønsker at kernevåben, det skal forbeholde USA og dets allierede, men ikke den anden side.
Kernevåben er en forbrydelse mod menneskeheden, fastslog FN for år tilbage, og så er det ligegyldig hvem der har dem.

Jens Falkenberg

Nordkorea er nok en stat med et særegent styre der vil vare en del endnu.
Jeg tror ikke der er nogen parter ud over USA der reelt ønsker det fjernet. Kina er næppe interesseret i at have sin egen grænse ret op ad en amerikansk satellitstat, og Sydkorea er formentlig endnu mindre i at se Kina intervenere og lægge beslag på halvdelen af landet.

Og selv i fald Amerikanerne vil intervenere, hvad vil de da gøre? Lade atommissiler ramme ned mindre end 1000km. fra Beijing. Det får næppe lov til at stå ubesvaret. Og så er rollen af de tidlige varslingssystemer og deres modreaktion ikke indkalkuleret. Alternativet er en landinvasion, men igen er det usandsynligt at Kina vil tillade amerikanske operationer så tæt på det kontinentale Kina. I så fald intervenerer de nok igen i Korea. Det tror jeg ikke amerikanerne har appetit på. Særligt i lyset af den sidste Koreakrigs erfaringer.

mike twardale

Det er jo ikke, at nordkorea har kernevåben der er problemet, men at de har missiler der kan levere dem i vesten. Og missiler der er mobile og kan skjules.
Så er det jo ikke forsvarsvåben :) selv om at det lyder flot.

"Tænk om amerikanske præsidenter var lige så indsigtsfulde som de her citerede danske forskere, der godt forstår, at Nordkorea har al mulig grund til at frygte, hvad amerikanerne kan finde på."

Mon ikke de skiftende amerikanske præsidenter udmærket forstår dette? Der er bare ikke for dem profitabel politik i at deeskalere; thi Nordkorea fungerer som katalysator for konfliktscenarier, som kan anvendes i markedsføringen af fortsat våbenudvikling, fortsat mobilisering, fortsat frygt og fortsat afsætning af diverse krigs- og sikkerhedsprodukter. Der er kort sagt brug for Nordkorea og en trussel fra denne kant, hvis vi spørger det militærindustrielle kompleks/the deep state i bl.a. USA, hvilket er nogenlunde det samme som at spørge dem, som sætter den overordnede politiske (dis)kurs.

Flemming Berger, Anders Graae, Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Duus Nielsen og Holger Madsen anbefalede denne kommentar
Søren Jensen

Det er ved at være på tide med et systemskifte i Nordkorea, frivilligt eller ufrivilligt. Nordkoreanerne og resten af verden er bedre stillede uden en Jong-un i direktørstolen, han og vennerne må væk og det hellere igår end idag.

Ja, Søren - du må hellere finde bøllehat, waders og muskedonner frem.

Henrik Leffers

Nord Korea har et usympatisk brutalt styre, men de laver jo ikke kernevåben og missiler for at angribe andre lande, men for at få en "garanti" for, at de ikke bliver angrebet af verdens mest aggressive land (USA), som konstant er indblandet i angrebs krige rundt omkring i verden! Hvis USA (og Syd Korea) ville indgå en fredsaftale med Nord Korea, i stedet for den "våbenhvile" der nu har styret området i snart 70 år, så ville situationen se anderledes ud. Men verden bliver kontant misinformeret om hvad der sker, senest måske med mordet på Kim Jong-un's halvbror, som jo var Kinas bud på en ny leder hvis Kim Jong-un skulle lave noget uacceptabelt, så hvem havde mest interesse i, at han blev myrdet? Umiddelbart ser det ud til at det var Nord Korea, men beviserne for det er meget tynde, mens USA meget nødigt ville have ham indsat som leder, fordi det ville gøre Nord Korea til en kinesisk lydstat. Efter den seneste leak fra WikiLeaks skal man være meget forsigtige med at skyde skylden for "hændelser", på dem vi ikke kan lide!

Torben Arendal, Anders Graae, Niels Duus Nielsen og Jens Falkenberg anbefalede denne kommentar

Med Kim Jung Un som leder er Nordkorea slået ind på en farlig kurs. Han er tredjegenationsdiktator, en mand, som i tredje led har fået overdraget total magt. Han har demonstreret konsekvenserne af dette flere gange - og adskiller sig her ret markant fra sin fars politik. USA og Sydkorea har ikke skærpet politikken siden 2011. Eskaleringen af Kim Jung Uns ansvar. Mærkeligt at se at der er folk, der ser bort fra denne kendsgerning i deres patologiske USA-had. Der er en reel risiko for krig, hvis Jung Uns politik fortsætter, for ingen normal regering vil finde sig i at fjenden opbygger et kampklart atomvåben. Det ville da være mærkeligt. Man kunne leve med nordkoreanske a-våben på "lavt niveau", men ikke dette. Der er internationale aftaler om disse forhold, men Nordkorea accepterer dem ikke. Heller ikke Kinas advarsler. Det ville være helt uacceptabelt i international politik, hvis man belønnede Nordkorea med alt det, man vil true sig til: En fredsaftale (på hvis betingelser?), diplomatisk anerkendelse, USA-tropper ud af Sydkorea m.m. Det er Nordkorea, som er rykket i de sidste fire år. Og Nordkorea leger med ilden. USA kunne i realiteten have foretaget sig meget drastiske ting for længe siden. Det gjorde USA ikke af hensyn til truslen mod Seoul. Men for hver dag der går, trapper Nordkorea op.Når Kinas officielt udtaler sig, som det er sket, er det fordi, det er alvor. Kina har holdt sig meget tilbage. Nu er man nødt til at råbe højt. Om det forstås i Pyongyang er desværre ikke sandsynligt, så derfor tyder alt på at det bliver værre endnu.

Jeg ved ikke om det er udslag af patologisk had til USA at minde om, at samme USA er det eneste land, der har benyttet atomvaaben, og oven i koebet benyttet vaabnene i terroraktioner mod civilbefolkningen i Japan.