Analyse
Læsetid: 3 min.

Omvendt sublimering

Jo mere abstrakt og verdensfjern, finanskapitalismen bliver, jo mere vulgært et udtryk får dens legitimering
Jo mere abstrakt og verdensfjern, finanskapitalismen bliver, jo mere vulgært et udtryk får dens legitimering

Mia Mottelson

Moderne Tider
18. marts 2017

Alene billedet siger det hele. En stor skærm med en masse cifre og landekoder udgør baggrunden og kaster et blødt lys ind på det, det i virkeligheden handler om, nemlig mennesker.

Billedet illustrerer en artikel af den tidligere bankinvestor William D. Cohan, som for nylig blev delt på det social-kapitalistiske netværk, LinkedIn, under mottoet »It’s time we stop hating Wall Street«.

Budskabet er så enkelt, som det kan være: Det er jo mennesker, Wall Street handler om. Jo, selvfølgelig er der dårligdomme og ting, der skal rettes op på, men når alt kommer til alt, så tjener Wall Street os alle. Og på billedet over artiklen ser vi disse fremragende mennesker, som driver det hele.

De har travlt, men de er afslappede. Lidt vind i håret. De arbejder, ringer, skaber forbindelser, skaber værdi og velfærd. Uden Wall Street ingen iPhone. Og alle mennesker kan lide iPhones eller noget, der minder om dem. Det er det, Wall Street handler om. Mennesker, der arbejder for at tjene andre mennesker.

Mennesker eller ulve

Det fascinerende ved en artikel som denne er naturligvis den måde, den arbejder hårdt på at legitimere et system, som de fleste efterhånden ved, er grundlæggende galt.

Vi ved udmærket godt, at finanskapitalismen i dag opererer med algoritmer og køb- og salgstider, der har afkoblet den fuldstændig fra den produktion og de liv, almindelige mennesker lever. Og vi ved, at politikere verden over har opgivet at stille noget op over for de rigtig store pengeinteresser.

Derfor må finanskapitalismen legitimere sig selv. Men måske er legitimeringen alligevel ved at nå en slags sidste grænse, hvor det mest abstrakte, nemlig spekulantens arbejde, konstant og insisterende må kobles med det helt jordnære, så det bliver næsten vulgært.

Måske skal vi til at øve os i at forestille os det næste logiske skridt for finanskapitalismens legitimering. Et skridt, hvor den går endnu lavere end den lidt kvalme humanisme, som vi vel efterhånden har vænnet os til.

Er det ikke netop det, som er på spil i de lidt mere vilde fremstillinger af, hvad det egentlig er, Wall Street handler om, som det ’venstreorienterede’ Hollywood har produceret i en årrække? Her er det ikke ’mennesket’, der er rationalet bag Wall Street, men ’dyret’, f.eks. i form af tyren eller ulven.

En særligt underholdende beskrivelse af denne side af Wall Street finder vi i Martin Scorseses The Wolf of Wall Street. »Hvor tit spiller du den af?« spørger den erfarne Mark Hanna (Matthew McConaughey) den unge Jordan Belfort (Leonardo DiCaprio).

Da Belfort svarer, at han måske gør det tre-fire gange om ugen, får han at vide, at det er »rookie numbers«. Hvis man skal være med på Wall Street, må man gøre det langt oftere. De tågede mængder af penge (»fugazy«, som Hanna kalder det), der er genereret via spekulationer af en nærmest sublim, metafysisk karakter, skal bindes i det dyriske og profane.

Masturbation kan alle da forstå, og det sænker i øvrigt blodtrykket og gør dig i længden i stand til at yde mere.

The Donald

Hvad vi finder her, er nærmest en form for teoretisk nyskabelse. Freud beskrev berømt, hvordan mennesker meget ofte finder en anden udledning for deres seksuelle energi, end i ligefremme seksuelle handlinger, f.eks. i form af skabelsen af kunst, men også dyrkelsen af religion osv. Det er det, der hedder sublimering. Den energi, der hører til i seksuel nydelse, udløses under mere kulturelt accepterede former.

Men er der ikke noget, der fungerer næsten helt omvendt i moderne finansspekulation? Finanskapitalismen er netop et hyperkulturelt produkt, som består af komplicerede netværk, teknologier, særlige måder at kommunikere på, særlige matematiske algoritmer osv.

For at denne energi ikke skal forsvinde helt ud i ingenting, som ingen kan forklare, må den alligevel bindes i noget, vi alle kan forstå. Biler, iPhones og bacon, som den gode William D. Cohan siger det. Eller masturbation og damer.

Med andre ord er det, som er på spil, stadig en slags sublimering, dvs. en form for tilpasning til det kulturelt acceptable, men bare med omvendt fortegn. Sublimeringen peger ikke ’opad’, mod det mere ophøjede, som vi ellers har været vant til, den peger snarere nedad, mod det vulgære.

Og hermed ender vi, som så mange gange før, med Donald Trump. Måske er Trump netop den omvendte sublimerings mester? Hvis Trump skulle i psykoanalyse, ville analysen ikke bestå i at finde skjulte seksuelle impulser. For de er der, helt uden på tøjet.

Og tværtimod er det jo netop dem, der skjuler den tågede metafysik, og det spekulative kapitalmonster, som udgør det virkelige problem.

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006. CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her