Baggrund
Læsetid: 9 min.

Alle præsidentens banemænd – og en enkelt kvinde

Det Republikanske Parti er i dyb krise, efter at partiet nedstemte sit eget forslag om at reformere Obamas sundhedsprogram. For selv om partiet har flertal i begge kamre, er Donald Trump ude af stand til at samle det ideologisk splittede bagland
Republikanerne står historisk stærkt, men står også historisk så meget i vejen for hinanden, at Trump ikke kan bruge sine tropper til ret meget.

Republikanerne står historisk stærkt, men står også historisk så meget i vejen for hinanden, at Trump ikke kan bruge sine tropper til ret meget.

Pablo Martinez Monsivais

Moderne Tider
1. april 2017

Hvad handler magtkampen hos republikanerne om, og hvem er de vigtigste aktører? Fire eksperter udpeger her Trumps fem største udfordringer.

1. Republikanerne tænker stadig som et oppositionsparti

Da det sidste fredag stod klart, at republikanernes sundhedsreform ville blive nedstemt af partiets egne medlemmer, erkendte formanden for Repræsentanternes Hus, Paul Ryan, at partiet er i krise:

»Vi var i ti år et oppositionsparti, hvor det var meget nemt at være imod det hele. De sidste tre måneder har vi prøvet at bevæge os hen imod at være et regeringsparti, hvor vi faktisk er nødt til at få 216 mennesker til at blive enige om, hvordan vi skal gøre tingene. Vi er der ikke helt endnu«.

Som oppositionsparti stod republikanerne skulder ved skulder i deres kritik af Barack Obama i almindelighed – og Obamacare i særdeleshed. Foragten for demokraternes sundhedsplan opnåede nærmest »mytologisk betydning« for republikanerne. Det forklarer Mirco Reimer-Elster, cand.mag. i amerikanske studier og ph.d.-studerende på Det Europæiske Universitetsinstitut i Firenze. Og særligt fordi reformdebatten blev så fundamentalistisk i oppositionsårene, evnede republikanerne ikke at søge kompromisser, da det gjaldt.

»Der er for mange strømninger i partiet, som har profileret sig på at ville noget helt forskelligt med sundhedsreformen, og de har aldrig fået talt sig til rette. Der er den moderate Tuesday Group i Repræsentanternes Hus (med omkring 50 medlemmer, red.), som vil beholde dele af Obamacare, men give den et mere konservativt fodaftryk. Men samtidig er der en yderligtgående fløj, for hvem Obamacare er selve symbolet på den føderale regerings uretmæssige indblanding i amerikanernes liv. Og derfor vil de brænde det hele ned,« siger Reimer-Elster.

Fraktionerne i Det Republikanske Parti deler sig i såkaldte caucus, mere eller mindre løse grupper af politikere, der giver håndslag på at stemme sammen i bestemte sager. I slaget om sundhedsreformen blev The Freedom Caucus afgørende, en gruppe på omtrent 30 republikanere i Repræsentanternes Hus, der blev stiftet i 2015 i kølvandet på Tea Party-bevægelsen.

»Deres holdning er, at det slet ikke er den føderale regerings opgave at blande sig i sundhedsforsikringer,« siger Niels Bjerre-Poulsen, lektor ved Center for Amerikanske Studier på SDU: »Trump ville ophæve og erstatte Obamacare med noget andet, Freedom Caucus ville bare ophæve den. Og der var ikke vilje til at indgå et kompromis.«

Anført af politikerne Mark Meadows og Jim Jordan indgik The Freedom Caucus ifølge det amerikanske magasin Politico en hemmelig pagt om at stemme sammen om sundhedsreformen, uanset hvor meget pres Trump ville lægge på hvert enkelt medlem. 28 af dem endte med at stemme nej – reformen faldt med 25 stemmer.

2. Det Republikanske Parti er ikke ét, men mindst fire forskellige partier

Republikanernes handlingslammelse kommer paradoksalt nok på et tidspunkt, hvor partiet står historisk stærkt. Da Donald Trump blev præsident, analyserede RealClearPolitics resultaterne ved de fem vigtigste valg gennem tiden; præsidenten, Senatet, Repræsentanternes Hus, guvernørerne og i delstaternes parlamenter. Opgørelsen viser, at Det Republikanske Parti netop nu har sit stærkeste folkelige mandat i 80 år til at føre USA i en ny retning.

Når Trump ikke kan omsætte opbakningen til politiske resultater, skyldes det, at Det Republikanske Parti ikke skal ses som ét parti, men som en bred koalition, der samler flere ideologiske strømninger. Det forklarer Whit Ayres, præsident for opinionsinstituttet North Star, som udarbejder valgkampsanalyser for republikanske politikere og rådgiver lobbyister, der søger indflydelse i Washington.

»Der er fire store yderpositioner. Du har de minimalstatskonservative, som blandt andet tæller The Freedom Caucus, og som er meget ideologiske modstandere af, at statens blander sig i det enkelte menneskes liv. I det modsatte hjørne har du gruppen af socialkonservative kristne (anført af senator Ted Cruz, red.), som animeres af moralske spørgsmål, såsom abort, homoseksuelles ret til ægteskab og religiøs frihed.«

»Dernæst har du en handelsorienteret gruppe, som er særligt optaget af at deregulere alt, der hæmmer vækst i erhvervslivet (herunder libertarianeren Rand Paul, red.). Og endelig har du en populistisk bevægelse, som ikke nødvendigvis er antiregering – ja, faktisk kan de være for ting som Obamacare og sociale sikringsydelser – men de er meget utilfredse med, hvordan landet har udviklet sig. De er arrige på eliten, på Washington, ja, på alle lederne i de tre andre grupper,« siger Whit Ayres.

Uenighederne eksisterede også for ti år siden under præsident George W. Bush, men ifølge Mirco Reimer-Elster er de langt mere udtalte i dag:

»Amerikansk politik er blevet meget polariseret siden Bush, yderfløjene står langt stærkere. Og selv om det måske er lidt for tidligt, er det meget fristende at konkludere, at Bush simpelthen var en meget dygtigere politiker, end Trump er,« siger han.

Midt imellem fløjene står en gruppe af moderate republikanere. De to mest prominente er senatorerne John McCain og Lindsay Graham, som flere gange har kritiseret Donald Trump. Eftersom republikanerne kun har 52 af de 100 pladser i Senatet, kan McCain og Graham med bare én senator mere blokere for lovarbejdet. »Men vi har endnu ikke set, om de vil gøre det,« siger Rasmus Sinding Søndergaard, ekstern lektor i amerikansk politik på Københavns Universitet.

3. Det Hvide Hus er for langt væk fra Kongressen

Donald Trump lovede at »dræne sumpen« af fede karrierepolitikere i Washington, når han blev præsident, og den linje har han fulgt i sine udnævnelser til centrale poster i administrationen. Flere ministre har Trump hentet i militæret, såsom forsvarsminister James Mattis, eller i erhvervslivet, herunder fire tidligere chefer fra investeringsbanken Goldman Sachs. Symptomatisk for Trumps tilgang er udnævnelsen af Rex Tillerson til udenrigsminister. Den tidligere direktør for olie- og gasselskabet ExxonMobile har ingen politisk erfaring, og han har åbent sagt, at han »slet ikke ville have jobbet«, men blev overtalt af sin kone.

»Trump har valgt folk, der ikke står særlig tæt på Det Republikanske Parti, og måske derfor har han svært ved at styre kongressen. Han mangler seniorpolitikere i sin stab, hvis indflydelse rækker ind i de to kamre,« siger Rasmus Sinding Søndergaard.

Præsidentens inderkreds består stort set kun af folk uden erfaring med arbejdet i kongressen. Chefstrateg Steve Bannon stod bag nyhedssitet Breitbart News, mens særlig rådgiver Kellyanne Conway er tidligere ekspertkommentator på tv. Politisk rådgiver Stephen Miller er tidligere pressechef, mens Ivanka Trump og hendes mand, Jared Kushner, er ejendomsinvestorer.

Donald Trumps stabschef, Reince Priebus, er derfor tiltænkt en nøglerolle, da han som tidligere formand for Den Republikanske Nationale Komité er en af de få ledere i Det Hvide Hus, der har solid erfaring med lovarbejdet i Kongressen. Han blev hentet ind for at bruge sit netværk til at forbinde administrationen med de to kamre, »men han er ikke en af dem, man nævner i Trumps indercirkel, selv om hans titel er vigtig,« siger Sinding Søndergaard.

Ifølge Niels Bjerre-Poulsen pågår en magtkamp i Det Hvide Hus mellem Reince Priebus og Stephen Bannon. Priebus repræsenterer den moderate linje i partiet, og han er nær allieret med Paul Ryan, formanden for Repræsentanternes Hus, som Trump giver en stor del af skylden for, at sundhedsreformen slog fejl.

»Folk i Trumps inderkreds kaldte sundhedsreformen for ’The Kill Paul Ryan Act’,« siger Niels Bjerre-Poulsen. »Man skal læse i tebrevene her. Sundhedsreformen er led i en større magtkamp mellem Reince Priebus og Trumps chefstrateg Steve Bannon, der sympatiserer med den yderste højrefløj i Repræsentanternes Hus, som bekæmper Paul Ryan.«

Det er Whit Ayres enig i:

»En stor kilde til konflikterne er, at Donald Trump og hans inderste kreds er mere populistiske og økonomisk nationalistiske, end de er republikanere. Og de spændinger, vi ser nu, er ikke bare mellem Det Hvide Hus og Kongressen – de foregår også inde bag dørene i Det Hvide Hus.«

4. Ingen har respekt for præsidenten

Donald Trump overlod længe arbejdet med at samle et flertal bag sundhedsreformen til sine løjtnanter i Repræsentanternes Hus: Paul Ryan, majoritetsleder Kevin McCarthy og partiets ’whip’ (indpisker, red.) Steve Scalise.

Da Donald Trump endelig kastede sig ind i kampen, truede han potentielle nej-stemmer med, at de ville få ’problemer’, når der om halvandet år er genvalg til Repræsentanternes Hus. Underforstået: At Det Republikanske Parti så vil kanalisere kampagnemidler og støtte til en modkandidat.

Men så skete der noget bemærkelsesværdigt – de amerikanske multimilliardærer Charles og David Koch, også kendt som Koch-brødrene, gik offentligt ud og lovede, at de ville understøtte alle politikere, der stemte nej til reformen.

»Det er de beskidte House of Cards-teknikker, vi ser her. Koch-brødrene gik direkte ud og bekæmpede Trump ved at sige, at de vil yde økonomisk støtte til alle politikere i kongressen, som blev truet af Trump-administrationen, hvis de stemte nej,« siger Rasmus Sinding Søndergaard.

Forløbet viser, hvor stor indflydelse rige donorer har i amerikansk politik. Men det var aldrig sket, hvis Donald Trump var en populær præsident, mener Mirco Reimer-Elster:

»Det er jo ret vildt, at Koch-brødrene på den måde obstruerer Trump, som er præsidenten og dermed hele nationens demokratisk valgte leder. Men det sker også kun, fordi Trump scorer så ufatteligt dårligt i meningsmålingerne – kun 36 pct. er glade for ham som præsident. Hvis han lå på 70 pct., ville donorerne og fløjene internt i partiet tøve meget mere, før de åbent modarbejdede ham. Til sammenligning lå George W. Bush i lang tid på 90 pct. efter 11. september.«

Donald Trumps personlige meningsmålinger er afgørende, netop fordi der om halvandet år er midtvejsvalg til Repræsentanternes Hus, forklarer Reimer-Elster. Mange republikanere spekulerer derfor i, om de vinder mest på at samarbejde med eller på at tage afstand fra Trump.

5. Trump har ikke erfaring med politisk håndværk

Efter 72 dage ved magten har Donald Trump ikke formået at gennemføre nogen af sine store bebudede reformer. Intet tyder på, at det bliver nemmere at samle partiet om den skattereform, der er Donald Trumps næste store projekt, vurderer Whit Ayres:

»Det burde principielt være muligt at finde et republikansk flertal for en skattereform, men omvendt er det præcis den samme situation som med sundhedsreformen: en stor og kompleks lovpakke med mange uenige interessenter, der bliver svær at forhandle hjem. Og Trump har ingen erfaring med politisk håndværk. Det betyder ikke, at han ikke kan lære det. Men det bliver svært.«

Mirco Reimer-Elster påpeger, at Trump ikke synes særlig interesseret i de lange politiske forhandlinger. Han er utålmodig og uinteresseret i de komplekse detaljer, og det bliver et problem, når Trump skal forsøge at gennemføre sin ambitiøse infrastrukturplan:

»Det er den samme ideologisk kamp som med Obamacare. De konservative minimalstatstænkere vil ikke synes, det er genialt at bruge en billion dollar på offentlig infrastruktur, som Trump har bedt om. Det vil kræve stor politisk snilde og en række modløfter, f.eks. om skattelettelser, at få overtalt dem til at ombestemme sig. Men hvis de skattelettelser er ufinansierede, får Trump problemer med de andre fløje i partiet. Det er et komplekst spil.«

En tredje konfliktzone er udenrigspolitikken, hvor Donald Trump kæmper med de neokonservative tænkere i partiet, som tror på en meget aktivistisk udenrigspolitik, og som spillede en nøglerolle under præsident George W. Bush.

»De tror på USA som den store demokratiudbreder, verdens politimand,« siger Rasmus Sinding Søndergaard. »Enkelte fra den neokonservative lejr var derfor ude at støtte Hillary Clinton under valgkampen, fordi hun står for idéen om, at USA skal være en proaktiv aktør i verden, mens Trump foreløbig har lagt en isolationistisk linje. Hvordan vinder han dem over på sin side?«

En mulighed, vurderer Whit Ayres, er at samarbejde henover midten med demokraterne i kongressen. Men efter at republikanerne i årevis forsøgte at blokere for alt, hvad Barack Obama lavede, bliver det svært:

»Det er muligt, at nogle af demokraterne vil være åbne for at forhandle en infrastruktur-aftale hjem. Men det kræver, at Donald Trump holder op med at skyde skylden på demokraterne for alle de fejl, republikanerne selv laver, som han senest gjorde med sundhedsreformen«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Vibeke Rasmussen

Et par forsider der illustrerer, hvor de pågældende publikationer mener, at Donald Trump pt befinder sig:

Forsiden af "The Economist", 1. april 2017.

Forsiden af "The New Yorker", 10 april 2017.