Læsetid 5 min.

Rainer Forst: Venstrefløjsnationalismen er en falliterklæring

Socialdemokraterne og venstrefløjen kan ikke ignorere den globale uretfærdighed, som migrationsstrømmene er udtryk for. Frem for at kopiere højrepopulisterne bør man opbygge visioner for transnationalt demokrati og en demokratisk styring af den globale økonomi, mener Frankfurterskolens nyeste store filosof Rainer Forst
Vi bør se flygtningekrisen som en del af et større, globalt problem om retfærdighed og uretfærdighed. De her mennesker dukkede ikke bare pludselig op på dørtærsklen til vestlige samfund, men kommer fra regioner, der er præget af en række kriser, hvis oprindelse ofte har at gøre med vestlig levevis, siger Rainer Forst.

Vi bør se flygtningekrisen som en del af et større, globalt problem om retfærdighed og uretfærdighed. De her mennesker dukkede ikke bare pludselig op på dørtærsklen til vestlige samfund, men kommer fra regioner, der er præget af en række kriser, hvis oprindelse ofte har at gøre med vestlig levevis, siger Rainer Forst.

Frank Rumpenhorst
18. marts 2017
Delt 125 gange

Hidtil har det nærmest været muligt at ignorere det. Nogle har fortrængt det så godt som muligt, mens andre har ladet det ligge som en grundlæggende dårlig samvittighed.

Men med de aktuelle migrationsstrømme har ikke bare flygtninge, men også bevidstheden om verdens fundamentalt uretfærdige indretning trængt sig på i Europa. Vesten kan ikke længere lade, som om vores frihed og velstand ikke eksisterer på bekostning af andre, og ’flygtningekrisen’ bliver på den måde et sammenstød mellem en national og en global »retfærdighedskontekst«.

Det mener den tyske filosof Rainer Forst, som i forrige uge gæstede København.

»Vi bør se den såkaldte flygtningekrise som en del af et større, globalt problem om retfærdighed og uretfærdighed. De her mennesker dukkede ikke bare pludselig op på dørtærsklen til vestlige samfund, men kommer fra regioner, der er præget af en række kriser, hvis oprindelse ofte har at gøre med vestlig levevis. Det være sig økologiske kriser, krige som Vesten er engageret i osv.,« siger han.

Rainer Forst er til daglig professor ved Goethe-Universitetet i Frankfurt – også kendt som Frankfurterskolen. Her blev hans ph.d. i sin tid vejledt af både Jürgen Habermas og Axel Honneth, og i dag betragtes han selv som repræsentant for fjerde generation af den navnkundige skoles kritiske teori.

I cafeen på Hotel Christian IV insisterer han på at dele den lille kande kaffe, han har fået inkluderet i sin overnatning. Frankfurter-filosoffen virker omtrent lige så høflig som venstreorienteret og lige så lavmælt som velformuleret. For ikke at forstyrre de andre gæster omkring os taler han så lavt, at diktafonen må rykkes helt ind under hagen på ham, så en højlydt svensk familie ved bordet bagved ikke skal overdøve optagelsen.

»Socialdemokraterne og venstrefløjen har traditionelt været internationalister,« forklarer Rainer Forst.

»Men de er ved at blive fanget i en ’nationalistisk fælde’.«

Med inspiration fra højrepopulismen betyder det, at en ambition om retfærdighed nu primært kommer til at gælde inden for nationens grænser. Men vi er endegyldigt forbi den tid, hvor en global retfærdighedskontekst kan ignoreres, mener Forst.

Som han sammen med Die Zeits chefredaktør Bern Ulrich sidste år formulerede det i samme avis, står venstrefløjen derfor nu foran valget: solidaritet eller barbari.

Marx’ retfærdighed

For Rainer Forst er retfærdighed centralt. Vælger venstrefløjen ikke den transnationale solidaritet, mister man »retfærdighedens sprog«, som netop har været venstrefløjens kendetegn.

Under sit weekendbesøg holdt Forst forelæsningen Justice after Marx på Københavns Universitet. Hovedbudskabet var, at Marx kan hjælpe os videre fra en indskrænket opfattelse af retfærdighed. F.eks. er en ligelig fordeling af goderne imellem os ikke i sig selv retfærdig. En marxistisk tilgang sandsynliggør, at det også er nødvendigt at se på, hvordan goderne er blevet produceret, og hvem der bestemmer, hvordan produktionen er organiseret.

»Så retfærdighed handler om at omstrukturere de normative ordener, vi lever under – på en måde så alle har demokratisk medbestemmelse over de grundlæggende strukturer, som de er underlagt,« siger Rainer Forst.

I den nuværende globale økonomi nødvendiggør det altså, at vi ser ud over en snæver national kontekst, for en kamp imod uretfærdighed bliver nødt til også at indbefatte de mindrebemidlede dele af verden, hvor mange af vores varer produceres.

Og en sådan social retfærdighed kan kun følge af en politisk retfærdighed, hvor verdens fattige får den indflydelse på indretningen af det globale økonomiske og politiske system, som de har ret til.

»Så spørgsmålene om retfærdighed må transnationaliseres,« siger Rainer Forst.

Nye institutioner

Ligegyldigt om det er flygtningekrise, fattigdomskrise, klimakrise eller finansiel krise, så er der tale om grænseløse, transnationale problemstillinger, som magthaverne forsøger at komme til livs med nationale løsninger.

Globaliseringsvenlige liberale og nationalkonservative protektionister præsenterer hver deres uholdbare løsning, og venstrefløjen skifter mellem at følge den ene og den anden frem for at komme med transnationale løsninger på en globalisering, der efter en ellers åbenlys venstreorienteret analyse udbytter de mange til gavn for de få.

På universitetet i Frankfurt undersøger Rainer Forsts forskningsprojekter derfor i øjeblikket, hvordan ’normative ordener’ skabes på transnationalt niveau. Den globale kapitalismes udbytning skal overvindes med demokratiske midler, og derfor er vi nødt til at udvikle former for transnationalt demokrati, mener han.

»Især i disse tider, hvor de mindre magtfulde stater og de mindre magtfulde grupper af mennesker har meget lidt indflydelse og meget ringe chancer for at påvirke de globale, økonomiske og politiske strukturer. Så for en frigørende politik ser jeg intet andet alternativ end at udvikle transnationale institutioner, der er lydhøre over for især de svageste og mindst magtfulde stater, regioner og grupperinger,« siger Ranier Forst.

Han mener ikke, en udbygning af allerede eksisterende globale netværk er nok. Der er brug for helt nye institutioner, som kan kontrollere den transnationale økonomiske og finansielle magt.

»Til at starte med kunne man forestille sig et moderat globalt skattesystem, som kunne gavne de dårligst stillede samfund,« siger Rainer Forst.

Marginaliserede er ikke eliten

Den tyske tænker indrømmer, at højrepopulisternes fremgang ikke udelukkende skyldes økonomisk ulighed. Racisme og homofobi forsvinder derfor heller ikke automatisk med økonomisk retfærdighed, og venstrefløjens opgave må derfor være at udvikle et »flerdimensionelt sprog af frigørelse og lighed«, som han siger.

For taler man ikke xenofobien imod, vil man tabe til dem, der taler det xenofobiske sprog i en renere form.

Det var Forsts bog om tolerance Toleranz im Konflikt, der i 2003 for alvor gjorde ham berømt. At acceptere uenigheder er essentielt for en positiv og produktiv sameksistens, mener han stadig. Men muslimer i Europa behandles i øjeblikket med samme type tolerance, som jøder har oplevet tidligere – som andenrangsborgere, som majoriteten har den primære magt over.

— Men dit generelle budskab om økonomisk retfærdighed og tolerance lyder lidt som noget, venstrefløjen har sagt i årtier. Hvad skulle overbevise folk om, nu at begynde at støtte de her ideer?

»Jeg tror ikke, at venstrefløjen har argumenteret helt sådan. Angående tolerance ser alle venstreorienterede partier ikke dette som værende et fundamentalt spørgsmål om retfærdighed og ligebehandling. Nogle holder meget fast på, at fordelingsmæssig retfærdighed ikke bør være for heterogen. Og i forhold til økonomisk retfærdighed har venstrefløjen endnu ikke udviklet et transnationalt sprog, som forhindrer dem i at falde i nationalistiske fælder. Bare se på Labour og dets problemer med Brexit,« siger Rainer Forst.

Sidst filosoffen var i Information, var da han for otte år siden var fortaler for den ikke ligefrem folkelige sag, at Tyrkiet skulle være medlem af EU. Som vi sidder der i Hotel Christian IV’s café blandt turister og forretningsrejsende, føles det efterhånden presserende at spørge:

— Er du ikke bare en del af den elite, som så mange er vrede på for tiden?

»Når tolerance for tiden fremstilles som et eliteanliggende, så er det selvfølgelig en diskurs, som venstrefløjen i højeste grad skal modarbejde. For spørgsmålet om respekt for kulturelle minoriteter, som ikke nødvendigvis er små minoriteter, eller respekten for f.eks. homoseksuelle eller transkønnedes livsformer – for ikke at tale om spørgsmål om kønsmæssig ligestilling, som jo aldrig er et minoritetsspørgsmål – alt dette handler ikke om eliten. Det handler om marginaliserede mennesker. Og at skildre det som et eliteanliggende er en kæmpe ideologisk manøvre, som aldrig bør lykkes. Skønt det ser ud til at være sket,« siger Rainer Forst.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Steffen Gliese
    Steffen Gliese
  • Brugerbillede for Erik Feenstra
    Erik Feenstra
Steffen Gliese og Erik Feenstra anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Poul Solrart Sørensen
Poul Solrart Sørensen

Jeg tror ikke socialdemokratiet skal affolke deres parti.
- På den anden side syntes jeg at venstrefløjen skal være mere offensiv med alternative planer omkring integration, men også planer for, hvordan vi kan skabe en politik for at uddanne flygtninge til at kunne tage hjem og hvilke former for støtte vi kan give til hjemvendte flygtninge. Kunne vi love væk et vist antal uddannelses pladser til børn af flygtninge der er vendt hjem med videre.... venstrefløjen kunne godt tænke lidt ud ag boksen. - Jeg er sikker på at socialdemokratiet vil støtte gode ideer.

Brugerbillede for Søren Kristensen
Søren Kristensen

Nede foran min Fakta står der en firskåren ung mand, midt i tyverne af slavisk udseende. Han er illegal, hvorfor skulle han ellers forsøge at sælge et hæfte der hedder Illegal. Jeg har ikke talt med ham, kun købt et af hans hæfter, som ikke rigtigt gør mig klogere på noget. Han giver mig dårlig samvittighed, når han bare står dér og hilser på mig hver gang jeg har handlet. Der er noget insisterende i hele hans væsen og han har kaldt mig ”bandit”, fordi jeg i en periode ignorerede ham, som om det kunne få ham til at forsvinde. Nu er jeg helt holdt op med at handle i Fakta. Jeg har svært nok ved at tage stilling til mine indkøb og har ikke brug for at være vidne til hans elendige skæbne, mens jeg fylder min indkøbspose med lækkerier. Men jeg forstår godt hans insisteren og jeg har respekt for at han ikke sidder ned og gør sig ynkelig, som nogle tiggere gør. Min ”ven” er trodsig og insisterende og hans blik er udfordrende, om end lyset af og til flakke lidt i øjnene, når frosten kryber ind und hætten. Han ligner ikke én der har tænkt sig at give op og hvis ikke det var fordi han har kaldt mig bandit kunne jeg godt finde på at stikke ham en hund, ud over den Snickers jeg allerede har kastet efter ham, en dag min samvittighed tog over. Pointen er bare at han har brug for langt mere end nogle håndører og lidt opmærksomhed. Han har brug for en tilværelse, et job og formentligt et ordentligt sted at bo. Han har brug for rigtig meget af det jeg allerede har. Og sjovt nok har jeg på en måde brug for noget af det han har, det ved han bare ikke. Jeg har nemlig et job jeg egentlig ikke kan klare og som jeg måske slet ikke egner mig til, mens jeg til gengæld tror at han sagtens ville kunne klare det. Jeg blev næsten færdig som arkitekt i sin tid og nu arbejder jeg som gårdmand og fejer gade og slæber på tunge ting, selv om min ryg er slidt op. Men jeg skal passe det, for der er ikke noget der hedder førtidspension længere. Så hver morgen, når jeg har hilst på min firskårne, slaviske og af lediggang paralyserede ”ven” foran Fakta, kravler jeg op på min bycykel og kører ud på mit arbejde og slider mig halvt fordærvet og vender udmattet tilbage senere på dagen, hvor min ”ven” står på den samme flise, med den samme insisterende og provokerende sunde holdning og nu med et om end endnu mere gennemtrængende et blik. Jeg vælger som regel at gå den anden vej rundt om blokken, for ikke at møde det. Tænk hvis der var en smule retfærdighed til? Så fik han mit job eller bare den tunge del af det og en løn og et liv og jeg slap måske af med mine smerter i ryggen? Men den arbejdsdeling sker ikke, for det er ikke meningen min slaviske ”ven” skal være her. Det er meningen han skal rejse hjem til sit vingeskudte hjemland, mens jeg skal arbejder til jeg kreperer. Det kan godt være hverken han eller jeg synes der så meget mening i det, men det er der nogle andre der gør og det er dem der bestemmer.

Poul Solrart Sørensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Kristen Carsten Munk, Steffen Gliese og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Erik Hansen

Søren, hvordan ved du han er slavisk? Alle de tiggere jeg har mødt i København og omegn har være sigøjnere, primært fra Rumænien.
Han er professionel tigger og han kan læse sit bytte lige så klart som du læser en avis, han har naturligvis set din utilfredshed med din tilværelse og tilmed din dårlige samvittighed over hans eksistens og tilstedeværelse, han kan se et blødt mål og han ved ret præcist hvad han som professionel skal gøre for manipulere dig til at hoste op med klunkerne.
Det er ikke engang sikkert at han gerne ville bytte sit liv med dit, førtidspensionen ville han dog garanteret acceptere.
At han fik dig til at føle dig så ilde til mode, at du ligefrem stak af, var et uheld.
Han er muligvis ikke engang så fattig som du tror. I nærheden af hvor min kæreste bor, havde jeg igennem flere år, næsten dagligt observeret en gammel rædbrækket mand samle og slæbe rundt på flasker, i det samme slidte tøj hver dag, sne eller sol.
Stakkels mand, ikke sandt? Indtil en dag hvor han kom slæbende som sædvanligt, men denne gang hen til en større velholdt bil i 300000 kr. klassen, åbnede fordøren og kørte væk.

Brugerbillede for Thorkil Søe

For snart meget længe siden prøvede jeg at være med da man sagde: ”Proletarer i alle lande – forener jer”.
Efter mange år i Afrika, spørger jeg: ”Er vi alle sammen Kalvinister?”
OK
Kalvin kunne ikke forene en algod og almægtig gud med den uretfærdige fordeling af goderne.
Han ”opfandt” derfor følgende:
Allerede før vi bliver født har gud bestemt hvem han vil give et godt liv med glæde og velstand.
Og naturligvis hvem, der ikke hørte til hans udvalgte og skulle leve i nød og fattigdom.
Sådan at forstå at hvis du var hans ”gode barn”, så fik du magt og rigdom og fordi du var Guds yngling, ja så havde du alligevel tilgivelse hvis du udnyttede og mishandlede andre.
Det var en god baggrund for ulighed – Slaveri, men også fx apartheid i Sydafrika og kastesystemet i Indien.
Vi i den rige overklasse fejrer andres nød og elendighed – Med lagkager.
Det er jo Guds orden. Eller?
Er vi alle sammen Kalvinister?

Bjarne Bisgaard Jensen, Steffen Gliese og Søren Kristensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jan Weis

Sørens oplysende essay fra den virkelige verden kunne tyde på, at skællene er ved at falde fra hans øjne ...

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Thorkil Søe, med en ihærdig indsats er vi i Skandinavien ved at blive omvendt til Calvin - efter at have været gode lutheranere med en tilhørende tro på, at man opnår frelse gennem tro, og at det jo ikke er den jordiske verden, det kommer an på.
Luther kan man sige meget dårligt om, og det bliver sandelig gjort for tiden, men man kan altså også sige meget godt, bl.a. at han udleverede mennesker til at handle på den frie vilje, som de har moral til. Og moral i kristen forstand handler ikke om materielle gaver i timeligheden, men om at tænke på andre mennesker.
Calvin er utrolig bekvem, som Max Weber har påvist i den kendte bog om arbejdet som sakramente, og tanken vinder indpas alle vegne, hvor det i dag prises, at man arbejder langt mere end de 37 timer, vi ellers er enige om, hvor der tales om gevinsten ved "hårdt arbejde", og hvor det ses som en større retfærdighed, at de, der i forvejen har, tjener mere og mere på ryggen af alle os andre. I klassisk nordisk forstand er der her tale om det modsatte af det kristne evangeilum, der handler om at prioritere åndeligheden på det materielles bekostning. "Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord", "Langt højere bjerge" med sin velkendte bekendelse til ligheden: "og da har i rigdom vi drevet det vidt, / når få har for meget og færre for lidt."
Når der tales om, at arbejdet fører til større rigdom, så er rigdommen jo altså resultatet af arbejdet, og rigdommen vil dermed blive større, jo mindre vi selv behøver at investere af tid og kræfter.
Hvad vi gør, med Freud, er at flygte fra døden ved at fylde tiden med pligter; pligter kommer man aldrig helt bort fra, men man bør vel i det mindste arbejde på, at de bliver så få som muligt og indebærer så meget frihed som muligt.

Brugerbillede for Dennis Jensen
Dennis Jensen

Jeg synes ikke automatisk vi skal kalde venstrefløjspartier, der er bevidste om den importerede arbejdskrafts effekt på lokale lønvilkår, skal kaldes "venstrefløjsnationalister". Det er en enorm arrogance fra den politiske midte. Implicit søger de jo at monopoliserer den 'rette' forståelse af Marx ved at gøre deres eget projekt (EU) til synonym med socialistisk internationalisme. De fagforeninger, kommunister og radikale der bekymrer sig om lokal arbejdskraft er åbenbart "nationalistiske", fordi de identificerer nationalstaten som den eneste bare semi-demokratiske institution, der på nuværende tidspunkt kan beskytte arbejderen mod finanskapitalen og dens tyranniske rettigheder gennem EUs love om arbejdskraftens fri bevægelighed.

Frankfurter-skolen tilhører den politiske midte. De kan på ingen måde kaldes socialister, da de afviser centrale dele af Marxismen: Herunder klassekampen som historiens drivkraft. Alligevel skal os, der ikke kun bekymrer os om arbejdere i andre lande, skydes i skoene at det er os, som har misforstået central marxistisk teori (herunder internationalismen). Jeg mangler stadig en forklaring fra centristerne på hvorledes EU kan kaldes et "internationalistisk" projekt. Indtil da lader det til at være symptom på en blind og anti-teoretisk forhippelse på al hvad der transcenderer grænser: Selv hvis det viser sig kun at være Kapital og billig arbejdskraft (jvf her Marx' 'reserve army of labour' begreb i relation til immigrationen).

Brugerbillede for Jan Weis

Søren Kristensen kan, for at dulme sin eventuelle dårlige samvittighed over for hans Fakta-bekendtskab, trøste sig med, at bemeldte bandit-råbende person af ubestemmelig fremmed herkomst har langt flere ’followers’ end både Søren og alle os andre nogensinde vil kunne bryste os med … ;-)

Brugerbillede for Frank Hansen

Det hævdes ofte at arbejdsmoral er en særlig nordeuropæisk disciplin, som har sit udgangspunkt i den lutheranske udgave af Kristendommen. Jeg tillader mig at tvivle. I Danmark har vi en arbejdsuge på 37 timer, og det anses for at være fuldt tilstrækkeligt for både samfundets og den enkeltes behov. Jeg vil trætte læserne med endnu engang at henvise til Japan, hvor jeg arbejder for tiden. Her er den officielle arbejdsuge på 47 og en halv time, hvortil kommer den ubetalte overarbejdstid. Den japanske union af arbejdsgivere, Keidanren, og den japanske union af fagforeninger, Rengo, har netop i denne uge indgået en historisk aftale om at begrænse det ubetalte overarbejde. Aftalen, som ikke er bindende, anbefaler at det ubetalte overarbejde så vidt muligt begrænses til 100 timer om måneden med mindre der er tungtvejende grunde, der taler i mod.

Brugerbillede for Dennis Jensen
Dennis Jensen

Frank Hansen,

Der er intet historisk ved den aftale. Den er ikke bindende og dækker få procent af den japanske arbejdsstyrke. Det er de samme vattede regulationer vi ser i hele verden, når det politiske centrum skal tage kampen op mod erhvervslivet. I stedet for at kræve ved lov, mod trussel om straf, så forsøger man at overtale, incentivere og vrøvler løs om "etik" hos den enkelte arbejdsgiver. Det er al sammen småborgerlige undskyldninger for ikke reelt at fikse problemet. Vi kan jo notere os at Arbejdskraft tvinges til at makke ret ved pisk (nedskæringer i overførselsindkomster, dagpenge osv osv) i mens regeringer blot opfordrer Kapitalen til at være mere "etiske". Det er en pudsig dobbelt moral at førstnævnte skal straffes, når de skal konformere i mens sidstnævnte blot får en henstilling om de "ikke nok vil" tage lidt ansvar. Patetisk.

Brugerbillede for Frank Hansen

Dennis Jensen,

Jeg tror at du helt misforstår situationen vedrørende det japanske arbejdsmarked. Det skal jeg ikke bebrejde dig, idet det kræver stor indsigt i japanske samfundsforhold at forstå hvad der foregår. Der er ikke tale om en konflikt mellem arbejdsgivere og arbejdstagere, hvor arbejdsgiverne ønsker en lang arbejdstid og de ansatte ønsker en kort. Faktisk er der mange firmaer, som opfordrer de ansatte til at tage tidligt fri, med alligevel bliver de ansatte til langt ud på dagen.

Aftalen er historisk fordi det er første gang, der er bred enighed om at begrænse det ubetalte overarbejde. I en japansk sammenhæng er det ikke afgørende at aftalen ikke er bindende eller kun omfatter en del af arbejdsmarkedet. Det er ikke sådan det fungerer i Japan. Samfundet udvikler sig, når der på et tidspunkt er nået en koncensus, som er omfattende nok. Aftalen mellem Keidanren og Rengo er et vigtigt skridt i den retning.