Læsetid: 3 min.

At sige det, som det er

Hvad er det bedste våben mod tidens anti-intellektualisme? At insistere på, at visse kendsgerninger er uantastelige – eller at kritisere og udfordre selv det allermest indlysende?
Hvad er det bedste våben mod tidens anti-intellektualisme? At insistere på, at visse kendsgerninger er uantastelige – eller at kritisere og udfordre selv det allermest indlysende?

Mia Mottelson

25. marts 2017

Den norske antropolog Thomas Hylland Eriksen beskriver i sin bog Rødder og fødder – Identitet i en omskiftelig tid, hvordan et tilsyneladende simpelt spørgsmål som fx: »Hvor lang er Storbritanniens kystlinje?« kan vise sig at være temmelig kompliceret at besvare.

Svaret afhænger nemlig af, hvordan man måler det. Forestiller man sig et kort med stort målestoksforhold som grundlag for målingen, er der naturligvis en masse detaljer, små bugter og indhak, der ikke kommer med, hvilket vil gøre kystlinjen kortere. (Den korteste vej mellem to punkter er som bekendt en lige linje). Jo mindre målestok, jo længere kystlinje. Men så kunne man jo bare sige 1:1? Heller ikke det er helt enkelt, for hvad ville udgøre den fuldstændigt ureducerede kystlinje?

Kystlinjen kan faktisk blive mange gange længere end det konventionelt vedtagne, hvis man fx forestiller sig en måling rundt om hver enkelt kurve på sten, der ligger i vandkanten. For at besvare spørgsmålet om, hvor lang Storbritanniens kystlinje er, må man med andre ord først enes om, hvilket perspektiv spørgsmålet skal besvares ud fra.

Hylland er som antropolog interesseret i den generelle pointe, dette eksempel kan illustrere. Det er meget ofte slet ikke så let at beskrive noget sandfærdigt, som vi umiddelbart ville tro. En vis ydmyghed over for andre mulige perspektiver eller sandheder er derfor ikke så dum en idé, hvis vi vil undgå konflikter eller forvrængede opfattelser af hinanden.

Det fine ved eksemplet er oven i købet, at Hylland har lånt det fra en matematiker, Benoît Mandelbrot, der udfoldede det i en artikel i tidsskriftet Science i 1967, så han kan med nogen ret hævde, at det ikke bare er et fortænkt kulturrelativistisk ærinde, han er ude i.

De er onde!

Det kan være velgørende at have Mandelbrots eksempel i baghovedet, når man skal forholde sig til den ofte ret følelsesladede klagesang over ’det postfaktuelle samfund’, som vi for tiden hører fra mange sider. For nylig har fx to toneangivende filosoffer været ude i interview for at fortælle om, hvordan den postmoderne ligegyldighed over for sandheden har ført til Trumps magtovertagelse i USA.

Den ene, Timothy Williamson, kunne i et interview med The Irish Times fortælle om en »postmoderne filosof«, han havde hørt om, der nægtede at acceptere, at en sort stol uden videre kunne beskrives som en sort stol. Har man hørt mage? En sort stol er en sort stol, og hvis man betvivler dette, er vejen banet for Trumps spin og tyranni.

»Måske vil man snart begynde at forstå, at filosoffer ikke er så harmløse alligevel,« supplerede Daniel Dennett i et interview med The Guardian: »Jeg mener, at det, postmodernisterne gjorde, i sandhed var ondskabsfuldt. De er ansvarlige for den intellektuelle grille, der har gjort det respektabelt at være kynisk omkring sandhed og kendsgerninger«.

Det er sigende nok, at ingen af de to nævner konkrete eksempler på de tekster eller tænkere, der efter deres mening har bragt verden af lave, (for så kunne man jo selv tjekke efter), men deres udsagn er i det hele taget langt tættere på at være postulater end argumenter.

Williamson indrømmer, at der nok ikke var så mange af Trumps tilhængere, der var store fans af »postmodernisme og relativisme«, men ikke desto mindre mener han, at disse traditioner har gjort det nemmere at opføre sig som Trump. De skyldige er dem, der på en eller anden måde »finder det intolerant at klassificere noget som sandt eller falsk«. Det er vist, hvad man kalder en stråmand.

Simplere, klovn!

Som en tredje filosof, Samir Chopra, har gjort opmærksom på, har det da heller aldrig været kendetegnende for autoritære ledere, at de udsiger deres deklarationer med den selvkritiske skepsis, som kendetegner såkaldt ’postmodernistiske tænkere’.

Tværtimod er hele tricket at fremstille absolutte sandheder, som folk kan klynge sig til, uanset hvad kritikere, intellektuelle, videnskabsfolk, osv. måtte have at indvende. Trump »siger det, som det er«, som det hedder.

Er det ikke netop de uendelige nuancer, forsøget på altid at være så præcis som muligt, samtidig med at man holder hånd i hanke med forudsætningerne for det sagte, som gør alle akademikere så kedelige at høre på, når de udtaler sig på TV?

Jo dybere man kommer ind i en hvilken som helst videnskab, desto klarere bliver det, at man aldrig bare kan komme med et håndfast udsagn én gang for alle. Det, som Dennett og Williamson anklager de ondskabsfulde postmoderne filosoffer for, er således paradoksalt nok, at de ikke opfører sig ’nok’ som Trump.

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Østergaard Petersen

I sit interessante efterskrift til artiklen fra 1967 skrev Mandelbrot, kendt for sine bidrag til fraktal-geometrien,

There is a French saying, that what is true on one side of the Pyrenées is false on the other.

(http://math.yale.edu/~bbm3/web_pdfs/howLongIsTheCoastOfBritain.pdf)

Bullshit-forfatteren Harry Frankfurt er helt på linie med Williamson og Dennett, i sin On Truth, hvor han - ellers så ræsonabel - skriver, at "these shameless antagonists of common sense – members of an emblematic subgroup of them call themselves "postmodernists" – rebelliously and self-righteously deny that truth has any genuinely objective reality at all." Og så videre ….

Der er nu altså noget, der trænger til at udredes her.