Analyse
Læsetid: 4 min.

Et skridt ud i magtesløsheden

Politisk kan briterne godt med Brexit tilbageerobre en del af den magt, de mener EU har koloniseret sig til. Men økonomisk er landet for lille en kraft til at kunne buge den magt til noget. Resultatet kan blive magtesløshed
Politisk kan briterne godt med Brexit tilbageerobre en del af den magt, de mener EU har koloniseret sig til. Men økonomisk er landet for lille en kraft til at kunne buge den magt til noget. Resultatet kan blive magtesløshed

Matt Dunham

Moderne Tider
1. april 2017

Brexit er nu ikke længere blot en idé eller en intention; det er juridisk faktum. Theresa May underskrev i onsdags det brev, der i daglig tale vil »trigge artikel 50« – altså formelt underrette Det Europæiske Råd om Storbritanniens intention om at udtræde af EU.

EU og Storbritannien vil altså skulle bruge ikke kun de næste næste to år, men reelt set mange år frem på at udrede implikationerne af det tredje mest folkerige medlemsland og den næststørste økonomis ønske om at vikle sig ud af det komplekse netværk af love og regler, der binder de britiske øer til kontinentet.

Tid, ressourcer, politisk kraft, der kunne være brugt på at løse EU’s unægtelige strukturelle problemer eller – for bare at tage én enkelt af de uoverstigelige politiske udfordringer, der presser sig på – forsøge at undgå en planetarisk klimakatastrofe.  

To slags suverænitet

Det helt store tema i den (primært konservative) Leave-kampagnes argument for udtrædelse var som bekendt sloganet »Take back control«. Ifølge Leave-kampagnen er Storbritannien blevet ’koloniseret’ af Bruxelles, der de facto har sat det britiske parlament fra bestillingen, mens den aktivistiske EU-domstol har underløbet det britiske retssystem.

Brexit er i det lys intet mindre end en emancipationserklæring fra den imperiale undertrykkelse, der udgår fra det europæiske kontinent – en opfattelse af forholdet mellem EU og unionens medlande, der generelt ikke går specielt godt i spænd med, at landene frivilligt har tiltrådt og til enhver tid frivilligt kan forlade unionen.  

Spørgsmålet er så, om midlet i dette tilfælde faktisk fremmer målet – altså om Storbritanniens udtrædelse af EU bidager til, at befolkningen kan ’take back control’ og generobre tabt suverænitet.

Her må man skelne mellem ’de jure-’ og ’de facto-suverænitet’. De jure-suverænitet referer til den instans, der formelt regerer inden for et givent territorium. De facto-suverænitet er en mere flygtig størrelse, da den ikke kan aflæses af traktater eller forfatningstekster, men bygger på en vurdering af, om den formelt suveræne instans så også i realiteten er i stand til at regere inden for territoriet.

Vi kan altså forstå Storbritanniens exit som et ønske om at tilbagetage det britiske parlaments og retssystems de jure suverænitet. Her er Brexit utvivlsomt det rigtige middel. Men indebærer den ’tilbageerobring’ så også, at britisk lov i realiteten bliver i stand til at regere det britiske samfund?

Et utvetydigt nej

Her må vi se på forholdet mellem de relevante politiske instanser og den sociale omverden, og herunder helt centralt: det økonomiske system, der bestemmer overlevelsesmuligheder og livsvilkår for et lands borgere. Vil Storbritanniens udtrædelse af EU bidrage til, at det britiske parlament får en større kontrol med dets sociale omverden?

Her er svaret for mig at se et utvetydigt ’nej’.

Problemet – for Storbritannien såvel som andre stater, der ikke som USA og Kina i forvejen har  kontinental rækkevidde – er kort sagt, at det økonomiske system i dag er globalt. Modsat årene efter Anden Verdenskrig, der i mange lande betragtes som en slags socialdemokratisk glansperiode, kan kapitalen i dag bevæge sig frit rundt i verden.

Det indebærer, at hvis et land indfører lovgivning eller  lønmodtagerorganisationer stiller krav, som ikke tilgodeser en optimal forrentning af kapitalejernes investeringer, så flytter investeringerne ud af landet – og med de investeringer forsvinder job og købekraft, og med dem forsvinder statens primære skattegrundlag, da finansieringen af de offentlige udgifter i takt med (og som en konsekvens af) globaliseringen er flyttet mere og mere fra selskaber og kapitalindkomst til lønindkomst og afgifter.

Med mindre det britiske parlament tager kradsbørstige midler i brug, såsom at pålægge britisk kapital begrænsninger på dens bevægelighed (hvilket praktisk talt ikke kan lade sig gøre med de ’financial services’, som udgør 12 procent af landets nationalprodukt), så vil landet altså skulle indrette sig på investorernes krav.

Her kan man indvende, at EU historisk ikke ligefrem har vist sig som en potent modvægt til kapitalens forøgede magt over nationale parlamenter og lønmodtagerorganisationer, snarere tværtimod – og det er en indvending, man på lange stræk må medgive. Men her må man skelne mellem EU’s historiske praksis og institutionelle potentiale.

Et institutionelt potentialer

Sagen er nemlig den, at der med EU også foreligger et reelt institutionelt potentiale for i langt højere grad igen at kunne diktere vilkårene for den private profitskabelse netop i kraft af unionens ’kontinentale’ karakter, altså unionens samlede økonomiske kampvægt og regulative rækkevidde.

Kapitalen har kort sagt ikke ’råd’ til at flytte ud af EU på samme måde, som den har råd til at flytte ud af de enkelte medlemslande. Det forudsætter selvfølgelig, at de kræfter i Europa, der ønsker en sådan kontrol, faktisk organiserer sig på europæisk niveau og sætter sig for at styrke de eksisterende europæiske kanaler for demokratisk selvbestemmelse, såsom EU-Parlamentet.     

Set fra dette perspektiv er Brexit et skridt ud i magtesløsheden og bort fra den eneste reelle mulighed, vi europæere besidder for at genvinde en højere grad af demokratisk kontrol med vores sociale omverden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

David Henriksen

Fejlen ligger i briternes mentalitet. Storbritanniens skæbne som Lillebritannien blev sikret 1. september 1939. Alle andre har officielt vist det siden 15. august 1947, datoen for Indiens selvstændighed. Kun briterne selv sidder hjemme i stuen og lejer imperium, storhedstid, verdenskrig og hvad de ellers basere deres nationalidentitet på.