Barca gik ind til kampen på Camp Nou med en klar dagsorden. En lille måned før havde Paris Saint-Germain tværet dem ud 4-0 på Parc des Princes. Så Luis Enrique Martínez Garcías tropper skulle score mindst fire mål og helst også undgå, at franskmændene overhovedet fik kuglen i netmaskerne.
»Hvis de kan score fire, hvorfor kan vi så ikke lave seks mål?« jokede Barcas træner, Luis Enrique. Han var gravalvorlig, skulle det vise sig.
Indtil det 88. minut stod det 3-1. Men i en surrealistisk afslutning scorede det catalanske hjemmehold tre gange yderligere, alle med brasilianske Neymar i hovedrollen. Derefter stod verden i brand. Jubelscener brød løs.
Folk var millimeter fra at torpedere hegnene på Camp Nou og strømme ind på det flotte græstæppe. Lionel Messi bragede op mod tribunerne og viftede med armene. Ingen var sure, hvordan kunne de, alle var glade, ekstatiske; selv skribenten her, som ellers er inkarneret Real Madrid-fan, lod sig velvilligt, magtesløst absorbere af brølet fra Barcelona.
Neymar var guddommelig. Den 25-årige forward scorede 4-1-målet på frispark og 5-1-målet på straffe, inden han aristokratisk lagde op til Sergi Robertos 6-1-scoring dybt inde i overtiden. Og så var miraklet en realitet.
Internettet eksploderede. For de fleste årtusindets underværk. Nogle få hviskede om århundredets forbrydelse.
Twitter-beskeden på Barcas officielle kanal lød blot: »Aftenen var … « Så kunne man selv tænke sig til resten. Det var altså sublimt, ingen ord rakte, men fotoet af Messi med åben mund og højre hånd knyttet mod himlen, midt i havet af fans, eleveret og alligevel en del af dem, sagde selvfølgelig det hele. Aftenen var blaugrana, blårød, catalansk, fantastisk og verdensomspændende.
Voldsomme følelser kræver stor musik, mente Sports Gazette, så her tweetede man, at de sidste minutter burde akkompagneres af Celine Dion fra filmen Titanic.
Shakira sendte våde lykønskninger til kæresten Gerard Piqué fra Barcas hold. En tyrkisk nyhedsstation måtte korrigere sig selv efter for tidligt at have udråbt PSG som vindere. Just Football pippede, at det hele var noget, der foregik inde i hovedet på Luis Enrique:
Tab 4-0.
Sig op.
Få de andre til at tro, du har givet op på forhånd.
Kom tilbage og vind 6-1.
– Luis Enrique.
Men hvad nu med Luis Suarez, Barcas uruguayanske angriber? Var straffesparket i de døende minutter, som Neymar omsatte til 5-1, ikke forfærdeligt snyd og teater? Suarez har jo gjort det mange gange før.
Guardians Ewan Murray sprang til tasterne:
»Hvis det første straffespark til Barcelona dén aften var dubiøst, så repræsenterede det andet, hvor Thomas Meunier tillod sig at falde over Neymar på tæt hold, uforfalsket snyd. Det bragte brænde til eventyret,« skrev Murray i avisen og fortsatte:
»Prøv at tænke det sådan her: Hvad nu hvis Luis Suarez i stedet havde smidt sig til græsset i en nøglelandskamp mod England? Vi ville helt sikkert have hørt meget mere til det, også nu hvor støvet har lagt sig. Og nu? De fleste drister sig til at bruge ordet ’kontroversielt’. Det er Barcelona, de er fantastiske.«
Ghana-Uruguay
For snart syv år siden var der fodbold-VM i Sydafrika. Ud over larmen så husker man kvartfinalen mellem Ghana og Uruguay.
Stillingen er 1-1. 120 minutter inde i kampen er der trængsel foran målmand Fernando Muslera. Jabulani-bolden sejler rundt. Uruguay sparker den ud af feltet. Og igen. Til sidst er det ren overlevelse. Dominic Adiyiah header bolden væk. Muslera kan ikke nå den, men Luis Suarez slår kuglen bort med armene.
Ghaneserne vrider kroppene af led og gestikulerer til den portugisiske dommer Olegário Benquerença.
Han udviser Suarez og dømmer straffespark til Ghana. De brænder. Til sidst vinder Uruguay kampen og går videre til semifinalen. Mens adrenalinen og den isnende tavshed fra 80.000 sønderknuste afrikanere på Soccer City Stadium i Johannesburg stadig rumler, rabler Suarez om »Guds hånd« på den efterfølgende pressekonference.
»Vi led mod slutningen, men nu er Guds hånd min,« siger Suarez.
Óscar Tabárez, Uruguays træner, forsvarer sin spiller. Forwarden havde jo givet tre en halv million neglebidende fans hjemme i Uruguay et liv til, et lillebitte underværk, da han afværgede Adiyiahs hovedstød:
»Når man tager med hænder i målområdet, giver det rødt kort, og der dømmes straffe. Jeg synes, at ’snyd’ er alt for hårdt. Jeg bryder mig ikke om det ord ’snyd’,« siger Tabárez.
Måske håbede Suárez bare på lidt discount-katolicisme fra Maradona.
Men Ifølge Tabárez – El Maestro, som han kaldes i Uruguay – var der ingen tvivl. Det er sådan noget, der sker. Det er en del af gamet, og uruguayanere »gør, hvad der skal til«, sagde Tabárez og fortsatte:
»Det var instinktivt. Og nu har Suarez betalt konsekvenserne for sin gerning. Han kunne da ikke vide, at Ghana bagefter ville brænde deres straffe. Det er ikke fair at påstå, at vi snød os til sejr.«
Måske har maestroen ret. Det var ikke snyd. Det var en foreteelse, noget strafbart. Det var et brud på de FIFA-regler, som skal udfordres, for at vi kan se, de virker. Også selv om de påkalder sig religiøs dunder. Også selv om vi i kampens hede slet ikke kan skelne moral og regler fra hinanden.
Et smukt spil
Fodbold er teater – det kan ikke leve uden sit publikum. Dengang i 2010 bemærkedes det på blogs verden over, at Suarez foregav delirisk gråd, da han modvilligt blev slæbt væk fra banen, mens Asamoah Gyan tog tilløb til straffe.
Svaret på, hvad dén slags fodbold er, ligger i Italien. Argentinere, uruguayanere og italienere har i årtier udvekslet fodboldspillere. På den måde er tankesættet blevet spredt ud i Europa.
Furbizia kalder de det i Italien. Furbizia er Suarez’ spontane, nedarvede finesse. Det er flowsportens lakuner: taktiske frispark, rapsodiske hjørnespark, tidsforhaling og verbale provokationer. Det er en praksisfilosofi om fodbold som techne og kunsthåndværk. Den teknik handler ikke bare om at hylde ideen fodbold, men endnu mere om at beherske dens materiale. Med alle tilgængelige midler.
Hvis fodbold udelukkende kredsede om rå muskelkraft, ville tyskerne altid vinde. England ville være nr. 1, hvis hurtighed var i fokus. Spanierne ville sejre for evigt på adrætte kombinationer. Men fodbold er et spil, der foregår på tid. Og i tid. Derfor vinder italienere og uruguayanere ofte.
Fodbold er et smukt spil, o jogo bonito, som brasilianerne siger. Vi har vænnet os til at sætte et skot mellem flowet på grønsværen og fodboldens brud.
Suarez er anderledes. Hans furbizia består netop i at udnytte sportens nervøse konflikter til egen fordel.
Her er det ikke boldens graciøse svæv, der er afgørende – som i billedet af den hollandsk importerede midtbane – men derimod alt det, som ikke inkluderer bolden.
For italienske hold handler det ikke om at kontrollere modstanderen, men om at destabilisere hans spil. Italienere lærer fra barnsben, at furbizia ikke bryder reglerne, men udnytter dem maksimalt. I vakuummet mellem blokering og passage fødes furbizia.
Kampen mellem FC Barcelona og Paris Saint-German var en vanvittig kamp. På alle tænkelige måder.
