Ti års nedtur med SF

For mange SF’ere står tiden stille. Det er stadig den lørdag formiddag i slutningen af april 2007, hvor partiet netop har indledt sit landsmøde på Vejle Idrætshøjskole og alle venter på, at formanden Villy Søvndal går på talerstolen. Alt kan ske. Og det, som skal ske i de næste ti år, er stadig ikke sket.

Villy Søvndal har to år forinden afløst Holger K. Nielsen som formand, og »den store søvngænger«, som Politikens ATS kalder ham, gør hurtig skepsis til skamme. Modsat forgængeren, som nogle gange syntes allergisk over for elektronisk udstyr i form af tv-kameraer og mikrofoner, elsker den nye partiformand at være på. Og han er god til det. Ikke mindst god til at komme med den hurtige, og sjove, sound bite.

Snart har Villy Søvndal knækket SF’s nedadgående kurve i meningsmålingerne. SF stiger stille og roligt, mens Socialdemokratiets optur, som begyndte efter at Helle Thorning-Schmidt blev formand, efterhånden klinger af. Helle Thorning-Schmidt er blevet formand på at ville »arbejde regeringen ud af kontorerne«, hvorimod Villy Søvndal sætter sig i spidsen for kampen mod Irak-krigen og den såkaldte velfærdsreforms forhøjelse af såvel efterløn- som pensionsalder.

Fra talerstolen kan Villy Søvndal indlede landsmødet med at konstatere, at SF netop har rundet medlem nummer 10.000, hvilket er en rekord. Og ikke bare det. SF går efter for første gang at komme i regering efter det kommende folketingsvalg. »Et helt andet Danmark – SF i regering« står der på tæppet bag Villy Søvndal, som i sin tale forestiller sig det »næste landsmøde igen«, altså landsmødet efter, at SF har siddet i regering i et års tid:

»Har SF så måttet sluge en kamel eller to, når vi har siddet et år i regering? Ja – selvfølgelig. Det gør man i politik, når man ikke har 90 mandater ... og det er jeg ikke sikker på, at vi får! Lad os da tale åbent om det. Selvfølgelig følger der kompromisser med en regeringsdeltagelse. Sådan er dét. SF er parat til kompromisser, så længe de bringer os i den rigtige retning,« bedyrer partiformanden, som traditionen tro modtager et stående bifald fra de delegerede.

Et Danmark, som hænger sammen

Trods et fantastisk valg og 23 mandater i 2007, gik Villy Søvndals profeti om regeringsdeltagelsen som bekendt først i opfyldelse ved folketingsvalget i 2011, hvor SF fik 16 mandater. Og med katastrofale konsekvenser.

Når SF’s formand Pia Olsen Dyhr i dag indleder partiets landsmøde i Odenses kongres- og kulturhus Odeon, er ordene på bagtæppet derfor det mere beskedne ønske om »Et Danmark som hænger sammen« – det kunne også have heddet ’Et SF som hænger sammen’.

Villy Søvndal ved SF’s valgfest i TAP2. ved folketingsvalget i 2011.

De syv mandater ved folketingsvalget i 2015 var ikke bare det dårligste valgresultat i 38 år. SF er sat uden for indflydelse på Christiansborg og skal konkurrere med en revitaliseret venstrefløj i form af Enhedslisten og Alternativet og et delvist revitaliseret Socialdemokrati under den nye formand, Mette Frederiksen, hvilket har fået politiske kommentatorer til at spørge, om der er en fremtid for folkesocialisterne.

Hvordan kunne det gå så galt?

Villys fornyelse

Villy Søvndal blev ganske vist valgt som formand for SF på parolerne »fornyelse, foryngelse og fremgang«, men i de første år indfriede han kun de sidste to af løfterne: Nemlig fremgang og foryngelse.

Den nye partiformand samlede en række unge politikere, som fik tilnavne som børnebanden og arbejderristerne, omkring sig, herunder SFU’eren og den tidligere formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS), Thor Möger Pedersen, der med held havde organiseret demonstrationer mod velfærdsreformen.

I DGS – som i alle ungdomsorganisationer – kunne en lille beslutsom gruppe, på grund af de naturlige korte valgperioder, få held til at sætte sig på organisationen og af samme årsag ændre dennes politik nærmest fra år til år. Og ikke mindst havde der været en tro på, at man kunne gøre noget, hvis man blot var tilstrækkelig mange.

»Den naivitet og til tider arrogance, som DGS indprenter i generationer år efter år, er måske i virkeligheden DGS’s største bidrag i en tid, hvor myten om, at det alligevel ikke nytter at gøre noget, er blandt de største trusler mod vores demokrati,« hed det senere i en jubilæumsbog.

August, 2012: Jesper Petersen (tv), Thor Möger, Villy Søvndal og Annette Vilhelmsen mødes efter sommerferien i SF’s gruppeværelse.

Liv Høybye

Det var intet mindre end at skabe et nyt og vælgermæssigt bredere funderet venstrefløjsparti, som kunne konkurrere med Socialdemokratiet og ikke bare være den tidligere partiformand Aksel Larsens berygtede såkaldte katalysator for det store arbejderparti. Et parti som fremmede og stimulerede, en udvikling i Socialdemokratiet, da dette – med Aksel Larsens ord – endnu ikke var »på vej til socialismen«.

I stedet fik SF tre dogmer: SF skulle ikke længere være et protest- men et indflydelsesparti. Fra at have været et brokkeparti skulle SF blive et løsningsparti. Og endelig skulle SF nu være et folke- og ikke et eliteparti.

Kritikere, eller hvad Villy Søvndal kaldte »brokkehoveder«, snakkede ganske vist om, at partiet solgte sin sjæl og var blevet topstyret. Men successen i meningsmålingerne lukkede for en stund munden på de fleste og på grund af sin fortid på SF’s venstrefløj, slap Villy Søvndal godt fra en højredrejning, andre næppe ville være sluppet fra.

Helle dirrede langtfra af lyst

»Jeg blev formand for SF i 2005 og gik helt bevidst efter at gøre partiet i stand til at deltage i et regeringssamarbejde med Socialdemokraterne – og det tog lidt tid,« skriver Villy Søvndal i bogen Med håbet som drivkraft. »De første gange, jeg foreslog det, sagde Helle (Helle Thorning-Schmidt, red.), at det syntes hun ikke så sandsynligt ud. Så sagde jeg, at det ikke var en så god en formulering, om ikke hun kunne prøve en ny formulering. Hun lavede så en variant med udfaldet: ’Der er principielt ikke noget, der forhindrer SF’s regeringsdeltagelse’. Jeg indvendte, at det ikke var en sætning, der dirrede af lyst. Der gik to år, før hun meldte ud, at SF var klar til at komme med i regering.«

Lysten skyldtes, at Socialdemokratiet efter folketingsvalget i 2007 nåede til den erkendelse, at vejen tilbage til regeringskontorerne gik gennem et samarbejde med SF og ikke – som hidtil – med De Radikale.

Den tidligere regeringspartner havde placeret sig for langt til venstre for Socialdemokratiet i udlændingepolitikken og for langt til højre i den økonomiske politik. Hvorimod SF var villig til at gå på kompromis på begge områder, og efter partiets fremgang ved folketingvalget det år fra 12 mandater til 23 var det blevet en ligeværdig forhandlingspartner.

Oktober, 2011: Efter folketingsvalget i 2011 dannede SF regering med med Socialdemokratiet og De Radikale, og Villy Søvndal blev udenrigsminister.

Nanna Kreutzmann

Selv om SF i meningsmålinger fik flere stemmer end Socialdemokratiet, og et flertal af vælgerne foretrak Villy Søvndal frem for Helle Thorning-Schmidt som statsminister, fik det ham nu aldrig til at tro på dette. Tværtimod. Stillet over for, at parret risikerede at »vokse fra hinanden«, fordi kun den ene part, nemlig SF, voksede i parforholdet, stillede Villy Søvndal sig tilfreds med bare at komme i regering.

»Vores mål er ikke at blive større end Socialdemokraterne,« forklarede Villy Søvndal i et interview i det politiske tv-program Mogensen & Kristiansen på TV2 News. »Vi vil gerne være andenstørst, så vi vil gerne være større end Venstre, og det tror jeg også vil ske i den kommende tid.«

I første omgang fik det ingen konsekvenser. SF’s fremgang fortsatte, og ingen partiformænd har nogensinde tabt stemmer på at være ydmyge. Men alle beslutninger får, før eller siden, alligevel konsekvenser i politik.

SF’s kanariefugle

De ansatte i SF lugtede, som kanariefuglene i minen, faren før de folkevalgte og meningsmålingsinstitutterne opdagede, at der var noget galt.

Flere ansatte begyndte at blive spurgt af venner og bekendte – eller personalet på barnets dagsinstitution! – hvordan de dog kunne gå ind for dette og hint, som partiformanden netop havde sagt eller skrevet. Ikke mindste efter at Villy Søvndal i starten af 2010 var blandt de første og mest højlydte kritikere af Holbergskolens beslutning om at afholde særlige forældremøder for muslimske kvinder – uden adgang for mænd. Problemet var, at møderne blot var en del af skolens integrationsarbejde.

Villy Søvndal var tilsyneladende gået ét skridt for langt i udlændingepolitikken i forhold til, hvor langt SF’s græsrødder ville være med til at gå. Og nu begyndte vælgerne at forlade ham.

Flere og flere spurgte, om det kommende regeringssamarbejde stadig var prisen værd. Om SF egentlig havde trukket Socialdemokratiet til venstre, eller folkesocialisterne bare var blevet trukket til højre. Et spørgsmål, SF fik stadig sværere ved at svare på.

»Det står ufatteligt klart, hvad SF’s politik er, nemlig at samle oppositionen,« svarede SF’s gruppeformand, Ole Sohn, da Information spurgte ham kort inden folketingsvalget i september 2011. »Det har vi sat al vores kapital ind på siden 2005. Kanten er og skal være til regeringen.«

Ved folketingsvalget den 15. september 2011 gik SF tilbage med syv mandater, til 16, og på valgaftenen svingede prognoserne mellem rød og blå blok. Nogle gange havde den ene tv-kanal en lille føring til rød blok, mens konkurrenten gav den til blå blok.

Pludselig var der dødt løb begge steder. Kort før midnat stod det klart, at det endte med et regeringsskifte, og Villy Søvndal kunne endelig holde sin sejrstale til de forsamlede SF’ere i Carlbergs gamle tappehaller i Lyngby.

»Vi vil huske aftenen som et vendepunkt – som et håbets vendepunkt,« forsikrede Villy Søvndal.

Søvndals bluff

Alligevel kunne Villy Søvndal have konkluderet, at forudsætningerne for en regeringsdeltagelse var ændret. At SF ville få mere indflydelse på den kommende regerings politik ved at stå uden for denne ligesom Enhedslisten og som Dansk Folkeparti med held havde gjort det i 00’erne.

Men som Ole Sohn udtrykte det, havde SF sat al sin kapital ind på regeringsdeltagelsen. Som en kortspiller, der netop har fået et dårlig kort og opdager, at hans hånd ikke længere er noget værd, kunne Villy Søvndal rejse sig fra spillebordet og afskrive de allerede satsede penge. Eller SF’s formand kunne blive siddende i håbet om at kunne bluffe sig til puljen.

Villy Søvndal blev siddende under regeringsforhandlingerne på 25. etage af Hotel Crowne Plaza i Ørestaden, mens De Radikale tvang SF og Socialdemokratiet til at opgive de mange løfter i skatteudspillet Fair Forandring og efterfølgeren Fair Løsning. 

Han blev siddende, da De Radikale i regeringsgrundlaget fik indføjet »et Danmark, der står sammen« og at »udgangspunktet for regeringen er VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand«. Og siden hen blev han siddende i regeringen, da først betalingsringen blev aflyst og SRSF-regeringen lavede en skatteaftale med Venstre og De Konservative, som lettede topskatten, samtidig med at der blev indført en lavere regulering af overførselsindkomsterne.

Helle Thorning-Schmidt havde allerede kaldt Villy Søvndals bluff i forbindelse med førstnævnte aflysning, hvor hun på et møde gjorde det klart, at han måtte forstå, at »vi vil ikke lade os drive rundt i manegen af et minoritetssynspunkt«. Udover truslen om at forlade regeringen, hvilket var et kort Villy Søvndal ikke havde spillet, havde han ikke noget at true med. Om truslen overhovedet ville have virket, er en anden sag.

I stedet skiftede Villy Søvndal strategi. Nu drejede det sig om at få det bedst mulige ud af nederlaget, og derfor gjaldt det om af få »noget til gengæld«: SF fik en milliardpulje, den såkaldte Søvndalpulje, til den kollektive trafik, der blev præsenteret som en sejr. Hvis Villy Søvndal ikke kunne bluffe Helle Thorning-Schmidt, kunne han måske en tid bluffe offentligheden og de stadig mere utilfredse græsrødder.

November, 2013: Folketingets Socialudvalg har kaldt social-, børne- og integrationsminister Annette Vilhelmsen (SF) i samråd om Zornig-sagen.

Hougaard Niels

Villy Søvndal gik først af som formand i 2012. Allerede i slutningen af 2009 havde han fortalt sine nærmeste i partiet, at det kommende folketingsvalg ville blive hans sidste som formand, og i lige så lang tid havde disse vidst, at hans foretrukne afløser var den 29-årige, tidligere SFU-formand Astrid Krag. Nu var tiden så kommet, hvis en ny formand (læs: Astrid Krag) skulle have tid til at komme på plads, og Villy Søvndal selv stadig skulle have tid til at træffe beslutningen, før andre traf den for ham.

»Det er ikke en bitter mand eller en skuffet mand, der sidder her,« fortalte Villy Søvndal på et pressemøde. »Det er en politiker, der i høj grad synes, at jeg i mit politiske liv i høj grad er lykkedes. Men det har helt sikkert været en krævende position at være udenrigsminister og få etableret regeringssamarbejdet samtidigt med EU-formandsskabet.«

Men Villy Søvndal havde aldrig vundet det gamle SF’s hjerte for sit politiske projekt, det nye parti. Venstrefløjen, folkesocialisterne eller de fodformede havde følt sig kørt over af Villy Søvndal og ikke mindst skatteminister Thor Möger Pedersen, som var blevet personificeringen af partiformandens politiske projekt. Nok berettede SF’s ministre om, at de gjorde en forskel i det daglige arbejde i deres ministerier, men det var svært for andre at se, hvilken forskel de samlet gjorde.

Nu meldte en 53-årig tidligere lokalpolitiker fra Kerteminde ved navn Annette Vilhelmsen sig som modkandidat til Astrid Krag. Ganske vist blev Annette Vilhelmsen kritiseret for at tale »sort«, men formandskandidaten blev samtidig en rorschachtest, hvor medlemmerne så og hørte det, de ville. Og de kunne i hvert fald forstå det, når Annette Vilhelmsen talte om at ville »udfordre regeringsgrundlaget«.

Det var første gang, at Villy Søvndals politiske projekt blev sendt til afstemning blandt medlemmerne og resultatet var klart: Den 13. oktober 2012 blev Annette Vilhelmsen valgt til formand for SF med 4793 stemmer mod Astrid Krags 2472.

Vilhelmsens valg

»Jeg er nødt til klart at have at vide, om jeg kan stole på dig,« lød det fra Helle Thorning-Schmidt, da statsministeren dagen efter formandsvalget mødtes med Annette Vilhelmsen på Marienborg.

Hvilket hun kunne.

Stillet over for truslen om, at det ellers var på tide for SF at sige farvel og tak, blev Annette Vilhelmsens løfte om at udfordre regeringsgrundlaget på det efterfølgende pressemøde til, at dette skulle »udfoldes«.

Annette Vilhelmsens problem var, at hun ikke havde bedre kort på hånden end Villy Søvndal havde haft under regeringsforhandlingerne. Tværtimod. SF stod svagere et år efter folketingsvalget: svækket i meningsmålingerne, splittet af formandsvalget og uden nogen strategisk betydning i en regering, som i den økonomiske politik alligevel fandt sit flertal til højre og ikke venstre i folketingssalen.

Krisen blev kun værre i den efterfølgende tid og kulminerede i begyndelsen af 2014 med statens delvise salg af af energiselskabet DONG til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs. Villy Søvndal havde små ti år forinden stillet SF’s medlemmer og vælgere i udsigt, at nok ville der komme kompromisser, men kun så længe de bragte partiet i den rigtige retning. Salget af DONG skulle vise sig at blive et kompromis for meget.

Usikker på, om alle medlemmer af folketingsgruppen ville stemme for salget (det var kun blevet godkendt af landsledelsen med ti stemmer for, otte imod og én blank stemme), måtte Annette Vilhelmsen den 30. januar 2014 ringe til Helle Thorning-Schmidt:

»Hej Helle. Jeg genopstiller ikke som formand, og jeg trækker SF ud af regeringen.«

Epilog

Tre år senere er Annette Vilhelmsen ude af køre i bil, så hun tager i første omgang ikke telefonen. I stedet venter den tidligere partiformand på at få en »fast stol« under sig, før hun snakker. Ved folketingsvalget i 2015 blev Annette Vilhelmsen ikke genvalgt og besluttede efterfølgende ikke at genopstille i forbindelse med, at hun sidste år blev direktør for handelsskolen Tietgen i Odense.

Annette Vilhelmsen mener, at eftertiden har bekræftet hende og andre kritikkere i, at Villys Søvndals fornyelse, eller projekt, til sidst »knækkede«, fordi der ikke længere var forskel på SF og Socialdemokratiet. Hvilket bekræftes af, at de unge SF’ere i dag alle har forladt partiet til fordel for netop Socialdemokratiet. Alligevel fortryder Annette Vilhelmsen ikke regeringsdeltagelsen:

»Man skal gå rigtig langt for at blive del af en regering. Men hvis det ikke hænger sammen, så skal man ikke gå hele vejen. Man kan nemlig ikke være lidt i regering eller opposition i regering, som jeg også selv endte med at tage konsekvensen af. Så ude i Det Sorte Tårn (Crowne Plaza, red.) skulle man være blevet enige om, hvad mindretalsregeringens fortælling egentlig var: Her er kernen af, hvad vi vil, og så vil der være noget uden for kernen, som man er enige om at være uenige om.«

Mens Özlem Cekic i denne uge forlod SF på grund af partiets »højredrejning«, tror Vilhelmsens efterfølger på formandsposten, Pia Olsen Dyhr, at det bliver anderledes, hvis – når! – SF næste gang skal i regering igen. Både SF og dansk politik er et andet sted end i 2011 og for den sags skyld 2007.

»Der er ved at ske noget meget anderledes i dansk politik, og jeg kan sagtens forestille mig en situation, hvor De Radikale ikke længere får lov til at bestemme den økonomiske politik, fordi Dansk Folkeparti ikke altid vil det samme,« siger SF’s formand. »Jeg er skam glad for samarbejdet med De Radikale på en lang række områder som klima og miljøet samt udlændingepolitikken, men der er også områder, hvor man ikke må overlade Danmark til partiet. Derfor bliver det interessant, om der i den situation er et brugbart alternativt flertal ved at inddrage Dansk Folkeparti. Jeg kommer aldrig til igen at acceptere en økonomisk blå politik.«

Til gengæld »afstår« Villy Søvndal, som han skriver i en mail, fortsat fra at snakke om tiden som formand for SF og i regering. I Med håbet som drivkraft forklarer Villy Søvndal, at ellers risikerer »det lange seje træk« at drukne i detaljer og anekdoter om, hvem der sagde og gjorde hvad:

»Jeg ved, det er interessant for politisk interesserede, men i det store billede er det altså bølgeskvulp og mellemregninger.«