Læsetid: 4 min.

Trumps 10. uge: ’Rebelske republikanere, pas på!’

Præsidenten tabte slaget om sundhedsreformen, men vandt klimakrigen. Mødet med en tidligere russisk kontraspion belastede Trumps tætte rådgiver og svigersøn, samtidig med at førstedatter Ivanka Trump flyttede officielt ind i Det Hvide Hus
Modtagelse af den danske statsminister var et af de mindre konfliktfyldte programpunkter i Trumps uge.

Modtagelse af den danske statsminister var et af de mindre konfliktfyldte programpunkter i Trumps uge.

Andrew Harnik

1. april 2017

Fredag

Trumpcare: Efter ugers fastlåste diskussioner i det republikanske parti gennemtvinger Donald Trump en afstemning om den sundhedsreform, der skal erstatte demokraternes kontroversielle ’Obamacare’-plan. Afstemningen er ifølge Reuters et »knusende politisk tilbageslag« for præsidenten, da forslaget bliver nedstemt af Trumps egne partifæller i Repræsentanternes Hus. Da nederlaget er en realitet, erklærer Trump, at »vi har lært en masse om loyalitet. Vi har lært en masse om at mobilisere stemmer« og fastslår, at han ikke vil forsøge at genforhandle sundhedsreformen. I stedet fortsætter Trump med næste punkt i regeringsprogrammet, en skattereform.

Klima: Efter to måneders ventetid godkender Trump-administrationen endegyldigt Keystone XL-olierørledningen til Canada. Planen har mødt stor kritik fra både klimaforskere og Dakota-indianere, eftersom ledningen skal gå igennem deres territorium. Det førte sidste år til store demonstrationer ved Standing Rock, som Information skrev om, men det er uvist, om beslutningen vil føre til nye protester.

Jobskabelse: Donald Trump følger op på sit valgløfte og erklærer, at endnu et selskab har valgt at investere i amerikanske job efter pres fra præsidenten. Denne gang er det teleselskabet Charter Communications, der vil investere 25 mia. dollar i USA og ansætte 20.000 arbejdere over de næste fire år. Senere faktachecker USAToday påstanden og når frem til, at Charters investeringsplan blev vedtaget for to år siden, mens Obama var præsident.

Søndag

Skatteslag: I et tv-interview på Fox News advarer Det Hvide Hus’ stabschef, Reince Priebus, om, at Donald Trump vil søge en bred koalitionsaftale med demokraterne om en ny skatteaftale, hvis ’rebelske republikanere’ igen stiller sig i vejen for præsidentens reformspor.

Mandag

Svigersøn: Bestyrelsesformand Sergei Gorkov fra Ruslands statslige udviklingsbank Vnesheconombank mødtes i december måned med Donald Trumps rådgiver og svigersøn, Jared Kushner. Mødet er kontroversielt, eftersom banken er underlagt økonomiske sanktioner fra USA og EU som følge af Ukraine-krisen.

Jared Kushner er tidligere blevet spurgt ind til sine russiske forbindelser, hvor han ikke har oplyst om mødet med Gorkov, som er tidligere FSB-agent og personligt udpeget til bestyrelsen af Vladimir Putin. Mødet blev afsløret som led i Senatets efterforskning af mulig russisk indblanding i præsidentvalgkampen. Kushner erklærer, at han er klar til at vidne foran Senatets Sikkerhedskomité, men han har ingen kommentarer til pressen.

Sikkerhedsbrist: Demokrater kræver, at den republikanske formand for Sikkerhedskomitéen i Repræsentanternes Hus, Devin Nunes, trækker sig fra efterforskningen om russisk indblanding i præsidentvalgkampen. Kravet kommer efter afsløringer om, at Nunes har afholdt fortrolige møder med repræsentanter i Det Hvide Hus. Her har han fået forelagt materiale, som angiveligt underbygger Det Hvide Hus’ påstand om, at Trump blev aflyttet af daværende præsident Obama. Som følge af mødet har demokraterne ikke længere tillid til, at Devin Nunes er upartisk og objektiv i efterforskningen. Det skriver New York Times.

Tirsdag

Hemmeligheder: Ifølge Reuters nægter Devin Nunes at oplyse sine kollegaer i Sikkerhedskomitéen om identiteten på den kilde i Det Hvide Hus, der gav ham fortroligt materiale om påstået aflytning af Donald Trump. Samtidig erklærer den republikanske formand for Repræsentanternes Hus, Paul Ryan, at han fortsat har tillid til Nunes.

Klimakamp: Omgivet af kulminearbejdere underskriver Trump et præsidentielt dekret, der annullerer en række klimaregulativer fra Obama-administrationen. Blandt andet fjerner dekretet en række øvre grænseværdier for CO2-udledning fra kraftværker og metan-udledning fra olie- og gasproduktion.

Privatliv: Fremover kan amerikanske internetudbydere indhente og videresælge private digitale data, såsom geografisk placering, finansiel historik, sundhedsdata, information om børn og browserhistorik uden at spørge borgeren på forhånd. Det vedtager Repræsentanternes Hus ved en afstemning. Planen blev godkendt af Senatet i sidste uge.

NATO: Med et massivt flertal vedtager Senatet at støtte Montenegros optagelse i NATO. Beslutningen kan tolkes som et signal om, at USA ikke vil acceptere øget russisk indflydelse i Europa.

Onsdag

Våbensalg: Trump-administrationen informerer Kongressen om, at USA har til hensigt at gennemføre salget af 19 F-16 fly til Bahrain for fem milliarder dollar. Planen blev ifølge The Guardian bremset af Obama sidste år på grund af Bahrains krænkelser af menneskerettighederne.  

Førstedatter: Ivanka Trump får officielt kontor i Det Hvide Hus, hvor hun vil arbejde som ulønnet rådgiver og modtage daglige sikkerhedsbriefinger. Beslutningen var ventet, eftersom Ivanka Trump i forvejen er en af præsidentens tætteste rådgivere og indtager en slags førstedamerolle i administrationen, mens Donald Trumps kone, Melania Trump, foreløbig er blevet boende i New York.

Torsdag

Oprør: På Twitter advarer Donald Trump de rebelske fløje i det republikanske parti om, at der vil blive åben krig ved genvalget til Repræsentanternes Hus i 2018, hvis ikke de følger hans linje: »The Freedom Caucus vil skade hele den republikanske agenda, hvis ikke de bliver en del af holdet – og hurtigt. Vi må bekæmpe dem og demokraterne i 2018«

Danskervisit: Donald Trump afholder møde i en halv time med statsminister Lars Løkke Rasmussen.

 

Serie

Trump uge for uge

Politiske initiativer, sejre og nederlag, konflikter i Kongressen, forholdet til allierede og geopolitiske modparter, reaktioner og politiske konfrontationer ...

Uge for uge følger Moderne Tider udviklingen i USA under præsident Trump

Seneste artikler

  • Uge 14 med Trump: Skattelettelser og meningsmålinger

    29. april 2017
    Ballade om muren mod Mexico og dårlige meningsmålinger op til markeringen af Trumps første 100 dage stjal billedet fra en præsident, der hellere ville tale om sin nye skattereform
  • Trump i ugen: USA og Nordkorea optrapper konflikten

    22. april 2017
    Konflikten mellem USA og Nordkorea optrappes, mens Kina forsøger at få parterne tilbage til forhandlingsbordet. En amerikansk demonstration udvikler sig voldeligt, og 21 mennesker arresteres
  • Trumps 11. uge: Angriber syriske regeringsstyrker

    8. april 2017
    Historisk kamp om Trumps kandidat til højesteret, Neil Gorsuch, ender i markant regelændring. Nordkoreakonflikten blusser op, og Trump varsler efter formodet kemisk angreb i Syrien markant skifte i Mellemøstpolitikken med luftangreb på syriske regeringsstyrker
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu