Læsetid 8 min.

’Det er et tyrkisk valg, ikke et europæisk’

Dansktyrkeren Ayşe Dudu Tepe har brugt ugen i en tyrkisk mandeklub på Vesterbro. Her er hun blevet klogere på det tyrkiske mindretal i Danmark - og på sin egen holdning til Erdoğan og den kommende folkeafstemning
Dansktyrkeren Ayşe Dudu Tepe har brugt ugen i en tyrkisk mandeklub på Vesterbro. Her er hun blevet klogere på det tyrkiske mindretal i Danmark - og på sin egen holdning til Erdoğan og den kommende folkeafstemning
Ayse Dudu Tepe
18. marts 2017
Delt 22 gange

Det er mandag. Jeg bevæger mig med hastige skridt ned ad Halmtorvet på Vesterbro i København. Jeg er på vej ned i en tyrkisk klub. En klub, der mere eller mindre er forbeholdt mænd.

Jeg går to trin op ad en trappe og hiver i en brun dør. Jeg bliver overfaldet af cigaretrøg og blikke, der nøje undersøger min statur. Jeg venter på at skabe øjenkontakt med et menneske. Se mig. Er der ikke noget genkendeligt ved mig? Jeg er en af jeres egne. Vi har nærmest de samme næser. Ingen respons.

»Merhaba,« siger jeg og sætter mig ved et bord, hvor der sidder nogle ældre herrer og spiller kort.  De fleste fortrækker ikke en mine.

Jeg kan ikke vurdere, om de er optaget af spillet, eller om de er ligeglade. Jeg kigger rundt i det spartansk indrettede lokale. Det eneste iøjenfaldende er den limegrønne farve på væggene.

Story of my life

Jeg beslutter mig for, at jeg lige så godt kan lære at elske den, for jeg kommer til at tilbringe en del stunder hernede i de kommende dage. Jeg bemærker at der sidder en journalist og fotograf fra en anden avis. De er her for at tale om Erdoğan. Manden der er på alles læber i disse dage.

Jeg prøver at starte en samtale på tyrkisk med en af mændene.

Mangfoldigheden i Tyrkiet er nu om dage reduceret til to overordnede kategorier: Enten er du med AKP eller imod AKP.
Læs også

»Er du tyrker,« spørger han mig. »Ja.« Paradoksalt nok er det, det eneste tidspunkt, jeg altid svarer, at jeg er tyrker: Når en tyrker spørger mig.

»Jeg troede, du var dansker,« siger han smilende til mig, »har din mor og far ikke lært dig at tale ordentlig tyrkisk?«

Story of my life: Danskerne tror, jeg er noget andet end dansk, og tyrkerne tror, jeg er dansker. Rent juridisk er jeg begge dele. Dansker og tyrker. Jeg er en af dem, som Erdoğan gerne vil have fat i. En del af den tyrkiske diaspora. »Er du her også for at tale om Erdoğan?« spørger han.

»Jeg er her, fordi jeg altid har spekuleret over, hvad der foregår i disse mandeklubber.«

»Hver gang, der kommer nogen fremmede herind, fortæller vi dem bare at det er en bøsseklub,« hvisker en anden mand til mig. Jeg griner af joken, og tager min jakke og mit halstørklæde af. Jeg sætter mig godt til rette i plasticstolen.

»Ryger du,« spørger en mand og rækker mig en Prince. Jeg tænder den og betragter de mennesker, der sidder rundt omkring i lokalet. Gennemsnitsalderen må være 50. Det er min fars generation, gæstearbejderne, der sidder herinde. Og jeg er deres generations datter: Gæstearbejderens datter.

»Hvad hedder du,« spørger Ali mig.

— Dudu.

»Dudu. Dudu, det er et gammelt navn. Det er der ikke mange, der hedder. Hvor er du fra?«

— Afyon, Emirdağ.

»Folk fra det område er som regel høje og sejlivede. Og så er de også kendte for deres salamier.«

Barndom i Tyrkiet

Da jeg var barn, tog mine forældre, søskende og jeg ofte på lange rejser til Tyrkiet. Gerne tre-fire måneder ad gangen. Altid til min fars landsby Çaykışla.

Det var her, jeg lærte at elske lugten af kostald. Høste valmuer. Genne geder og får ind i stalden. At bande. Ride på æsel. Tygge tyggegummi. Spille fem-sten. At danse med træskeer til bryllupper. Skide i et hul i jorden. At dansk er mit modersmål.  Frygte slanger. Spise min farfars honning. Sove på hustaget. Og at drikke mig fuld med mine fætre. Undskyld, kære familie, jeg ved godt, at det er haram.

Meningerne er delte om Erdogan i forskellige kvarterer og klasser i Istanbul. Men de fleste er kritiske over for Europas måde at håndtere den nuværende krise. Foto: Anders Rye Skjoldjensen
Læs også

Det var også i landsbyen, at jeg lærte, at mændene havde et privat rum. En klub, en café, hvor der var adgang forbudt for kvinder og pigebørn. Jeg kunne ofte stå ved vores køkkenvindue, mens jeg lavede røræg, og stirre lige over i klubben, hvis de havde åbnet døren for at lufte ud.

Mændene sad med benene over kors og så tv, alt i mens deres fingre trak i bedekransens perler. Tv’et var altid tændt. Og de drak te. Sort te. Med sukker. Hvis du skulle støde ind i en tyrker, der ikke bruger sukker i teen, så er der noget galt. Og hvis du møder en tyrkisk mand, der ikke ryger, så står det slet til.

’Hvad vil de også i Holland?’

Tilbage i klubben på Vesterbro får jeg serveret et glas te. Jeg kigger op på et af stedets to fjernsyn. Der kører musikvideoer non-stop kun afbrudt af nyheder.

Den 16. april er der folkeafstemning i Tyrkiet. Et valg, der kan ændre republikkens forfatning og give præsident Erdoğan yderligere magtbeføjelser. Det vil i praksis betyde, at han kan sidde på magten indtil 2029, alt imens han egenhændigt ville kunne opløse landets parlament, udstede dekreter, og hyre de ministre, han ønsker, hvilket hans kritikere påpeger vil underminere de demokratiske processer.

»Hvad fanden vil de også i Holland,« udbryder en af klubbens gæster, »det er et tyrkisk valg, ikke et europæisk.«.

I forrige uge satte den tyrkiske udenrigsminister, Mevlüt Çavuşoğlu, sig i et fly med kurs mod Holland. Han skulle have holdt en tale ved et tyrkisk vælgermøde. Tyrkiet fører også valgkamp i de europæiske lande, hvor der er en stor koncentration af tyrkere med stemmeret.

Ifølge det tyrkiske udenrigsministerium bor der cirka 4,6 millioner tyrkere i Vesteuropa. Den tyrkiske charmeoffensiv i Holland slog fejl, og de hollandske myndigheder cementerede yderligere deres modvilje mod det tyrkiske politiske etablissement ved at nægte familieministeren Fatma Betül Sayan Kaya adgang til landet og eskortere hende til den tyske grænse.

En diplomatisk krise er udbrudt, og Tyrkiet truer Holland med politiske og økonomiske sanktioner. Krisen har indtil videre resulteret i, at 40 hollandske malkekøer er blevet udvist fra Tyrkiet.

Eder og forbandelser

»Ham dér støtter Erdoğan,« siger en lille mand til mig og peger hen mod en ganske velklædt gæst. Jeg kigger på dem begge to. Det står efterhånden klart for mig, jo mere jeg lytter til de samtaler, der føres ved klubbens runde borde, at alle har deres egen politiske overbevisning. Overbevisninger der fører til højlydte diskussioner.

»Han ødelægger det for os alle sammen,« råber en mand, som tidligere på dagen er blevet udpeget som kommunist. »Hvorfor skulle jeg dog stemme. Jeg skal ikke have noget med det at gøre.«,  »Hold nu kæft, min kære,« og: »Hvis det ikke var fordi, der sidder en kvinde ved bordet, havde jeg kastet nogle besværgelser efter dig.«

De politiske diskussioner varer fem minutter. Folk lukker raseri ud, og derefter bliver gemytterne dæmpet. Morteza, der er fra Aserbajdsjan og Iran sidder og klukler.

»Hvorfor kom du til Danmark,« spørger jeg ham. »Khomeini,« svarer han med et skævt smil. »Hvad føler du dig som: dansker eller tyrker,« fortsætter han. »Sådan et spørgsmål kan hun da ikke svare på,« bryder en mand ind. Og derefter starter der et mindre, men kærligt, skænderi. 

Tak for parabolen

Jeg tænker tilbage til de dage, hvor jeg sad hjemme i mine forældres stue i Esbjerg og så fjernsyn sammen med min far. Tak skæbnen for parabol-tv. Det er først i dag, jeg ved, hvilken gave det egentlig har været for min tyrkiske kulturforståelse, men når jeg sidder nede i klubben bliver jeg mindet om, at jeg ikke er helt ligesom dem.

»Kender du ikke Zeki Müren?« spørger Ali mistænksomt, »sig mig, hvor er du vokset op?«

— Jylland.

Det var også hjemme i den jyske dagligstue, at jeg lærte om den tyrkisk-kurdiske konflikt. At jeg skulle holde med mine egne: tyrker-tyrkerne. Altså tyrkere uden kurdisk baggrund.

Det var også i mine forældres dagligstue, jeg så Tansu Çiller blive valgt som den første, og hidtil eneste, kvindelige premierminister. Jeg var meget fascineret af hendes udseende. Jeg synes ikke rigtig, hun lignede en tyrker.

Det var også hjemme i mine forældres sofa, at jeg lærte at bande på tyrkisk. Besværgelser er en folkesport i Tyrkiet, og det skulle komme mig til gode i ugens løb nede i klubben, for der fyger skældsord i lokalet, når det kommer til den aktuelle politiske situation i Tyrkiet.

Fremskridt i landsbyerne

Siden Erdoğan kom til magten i 2003, er jeg ofte blevet spurgt, hvad min holdning til ham er. Spørgsmålet har altid irriteret mig, fordi jeg synes, det er for let at sige, at jeg enten er med ham eller mod ham. Jeg er altid på folkets side, også selv om deres valg til tider kan være uigennemskuelige og uforudsigelige.

I mit barndoms Tyrkiet oplevede jeg, især i landområderne, at folk var fattige, og at mange familier var afhængige af den økonomiske hjælp, de fik fra deres børn eller andre familiemedlemmer, som var rejst til Europa for at arbejde.

Så længe jeg kan huske, har min far hjulpet sin familie i Tyrkiet, endda ved at forlove mig til min fætter Hassan. Heldigvis blev det bryllup aldrig til noget, da han rent faktisk blev forelsket i en anden kusine, der er bosat i Belgien. Den dag de blev gift, dansede jeg som en vanvittig med træskeer til deres bryllup.

Alle familier i landsbyen ønskede, at deres børn blev gift med en europæisk tyrker, for på den måde kunne man sikre sig et bedre liv, for livet i landsbyen var hårdt. Der var intet arbejde. Endsige veje. Køleskabe. Vandhaner. Toiletter. Telefoner var forbeholdt de få. Og husene. Ja husene, var nærmest bygget af tørrede kokasser.

Men med tiden er velstanden blevet forøget i landsbyen, blandt andet takket være de europæiske tyrkere og Erdoğan. Man skal ikke undervurdere, hvorledes han har genoprettet landets økonomi og bragt vækst. Jeg talte for nylig med min mor. 

»Hvordan står det til i landsbyen, mor?«

»Folk har det godt. Der er blevet bygget veje. Folk mangler ikke noget. De har et liv ligesom os. Kommer du ikke med derned i sommerferien?«

Mere end Istanbul og Ankara

Min forhutlede landsby er åbenbart en saga blot. Sidst jeg var der, skulle jeg stå på en bakketop for at få signal på min mobiltelefon. I dag har de fleste af mine fætre og kusiner en Facebookprofil. De har opvaskemaskiner og huse bygget af fundablokke. Gad vide, om min onkel Mahmut stadig kalder ind til bøn i landsbyens eneste moske?

»Er du egentlig muslim?« spørger en af klubbens gæster mig. Jeg har ikke lyst til at svare på spørgsmålet, men lad mig sige det således: Mine forældre er muslimer.

Siden Kemal Atatürk grundlagde republikken i 1923, har man forsøgt at holde religion og politik adskilt. Landet har længe brystet sig af at være sekulært og demokratisk. Men det er en ganske lille elite, der har forsøgt at holde sekularismen i hævd. Og Erdoğans kritikere siger, at landet står til at blive islamiseret. Omvendt kan man også kritisere kritikerne for at være elitære og ude af trit med virkeligheden.

Tyrkiet er ikke kun Istanbul, Antalya, eller Ankara: sekulariserede storbyer. En stor del af Tyrkiet er landområder og små byer. En stor del af folket bekender sig til islam, og for dem er Erdoğan en af dem – en mand af folket. Og hans tiltag for at bringe islam ind i det politiske landskab er kærkomment.

»Vi har ikke brug for et kalifat i Tyrkiet igen,« siger en tydelig ophidset mand til mig i klubben. »Hvad skal vi med det?« fortsætter han, og tager en slurk af sin raki, »vil du have et glas?«

Nej tak, jeg drikker ikke.

Klubbernes sidste mænd

En gråhåret mand reciterer en sang for mig på tyrkisk:

»Jeg døde en forårsaften, mens jeg kaldte dit navn/Den sidste rose visnede, og jeg begravede den i mit hjerte/Jeg døde af kærlighed. Jeg døde af kærlighed«

»Kender du ikke den sang,« spørger en anden mig, mens han prøver at finde den på Youtube på sin mobiltelefon, »kender du ikke din kultur?«

Jeg skammer mig lidt over ikke at kende deres rødder. Vores rødder.

»Sidder du og venter på nogen? Du ser søgende ud,« fortsætter han. »Nej,« siger jeg og tænder en smøg, selv om lokalets røg allerede dolker mig i øjne og hals. »Om 10-15 år eksisterer et sted som dette ikke længere,«, siger en mand i lædervest eftertænksomt. »Det her sted redder os fra ensomhed. Vi bliver ikke gamle alene.«

Det går op for mig, at den tyrkiske klubkultur synger på sidste vers. Min generation og de efterfølgende gør ikke brug af klubberne og har ikke i sinde at videreføre dem. Og jeg må også erkende, at min generation ikke skal træffe beslutninger i et land, vi ikke er bosat i eller har i sinde at vende tilbage til.

Jeg skal ikke videreføre Tyrkiet fra Danmark. Jeg stemmer ikke ved det forestående valg i Tyrkiet, på trods af at jeg juridisk set er en del af folket. Jeg lader landets befolkning bestemme over deres liv og fremtid.

»Jeg døde en forårsaften, mens jeg kaldte dit navn/Den sidste rose visnede, og jeg begravede den i mit hjerte/Jeg døde af kærlighed. Jeg døde af kærlighed,« synger en tyrkisk stemme ud af mobiltelefonens højtaler.

Vi har valgt at anonymisere de mennesker, der har udtalt sig om Erdoğan og tyrkisk politik. Deres identiteter er redaktionen bekendt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for ingemaje lange
    ingemaje lange
  • Brugerbillede for Bjarne Bisgaard Jensen
    Bjarne Bisgaard Jensen
  • Brugerbillede for Vivi Rindom
    Vivi Rindom
  • Brugerbillede for odd bjertnes
    odd bjertnes
  • Brugerbillede for Peter Andersen
    Peter Andersen
  • Brugerbillede for Leo Nygaard
    Leo Nygaard
  • Brugerbillede for H.C. (Hans Christian) Ebbe
    H.C. (Hans Christian) Ebbe
  • Brugerbillede for Erik Karlsen
    Erik Karlsen
  • Brugerbillede for Hans Aagaard
    Hans Aagaard
  • Brugerbillede for Torben Lindegaard
    Torben Lindegaard
  • Brugerbillede for Henrik Brøndum
    Henrik Brøndum
  • Brugerbillede for Flemming Berger
    Flemming Berger
  • Brugerbillede for Peter Wulff
    Peter Wulff
  • Brugerbillede for Britta Hansen
    Britta Hansen
  • Brugerbillede for Søren Veje
    Søren Veje
  • Brugerbillede for Tomas Hoch
    Tomas Hoch
  • Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
    Michael Kongstad Nielsen
  • Brugerbillede for Mihail Larsen
    Mihail Larsen
  • Brugerbillede for Anne Eriksen
    Anne Eriksen
  • Brugerbillede for Torben Skov
    Torben Skov
  • Brugerbillede for Per Klüver
    Per Klüver
  • Brugerbillede for Peter Salling
    Peter Salling
ingemaje lange, Bjarne Bisgaard Jensen, Vivi Rindom, odd bjertnes, Peter Andersen, Leo Nygaard, H.C. (Hans Christian) Ebbe, Erik Karlsen, Hans Aagaard, Torben Lindegaard, Henrik Brøndum, Flemming Berger, Peter Wulff, Britta Hansen, Søren Veje, Tomas Hoch, Michael Kongstad Nielsen, Mihail Larsen, Anne Eriksen, Torben Skov, Per Klüver og Peter Salling anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Britta Hansen
Britta Hansen

Rigtig fin artikel også i mine øjne.

Jeg kan også følge Ayşe i, at hun har bestemt sig for, ikke at stemme til det kommende valg. Mit spørgsmål er så, hvorfor det så er ønskeligt, at have et tyrkisk pas, som netop giver mulighed for at stemme og være med til at præge sit andet hjemland? Måske netop lige nu, hvor det efter sigende står 50:50.

Naturligvis er pas nr. 2 identitetsbevarende og -givende. Men hvorfor ikke bruge det i en politisk sammenhæng i så afgørende en situation?

Mona Blenstrup, Kim Strøh og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars  Riber

Fint og oplysende sindbillede.. Hvis det er den jævne tyrkers samvær er det forståeligt, hvis de undgår vores værtshus træf med tilsvarende gamle gnavpotter. Har aldrig hørt digte reciteret, og er ret sikker på det heller ikke kommer til at ske..
Referencer fra middelalderligt bondeliv og tilhørende religions opfattelse er sikkert også fremmed for de fleste jævnaldrende Københavnere..
Ikke underligt hvis nogle efterkommere er kommet skævt ud af den mentale spagat i kontrasten til vores moderne præstations samfund

Brugerbillede for Henrik Brøndum
Henrik Brøndum

Udover de mange andre kvaliteter, faldt jeg over at Erdogan har fået økonomien til at blomstre. Det var overraskelse, hvordan det? Hvorfor lykkedes det ikke under den mere sekulære stat?

Torben Skov og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Mine tyrkiske venner i den lokale pizzabar har ikke dobbelt statsborgerskab, kun dansk.
De skal ikke stemme om forfatningsændringen.
De er nemlig kurdere, og har ikke den mindste interesse i Erdogans ve og vel.

Brugerbillede for Nils Bøjden

"Mine tyrkiske venner i den lokale pizzabar har ikke dobbelt statsborgerskab, kun dansk."

Så er de vel ikke tyrkere, men danskere.

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Nej Niels, de er lige så meget kurdisk tyrkere som danskere, måske mest det første. De tager hver sommer hjem til landsbyen, som beskrevet her, men de er glade for Danmark og og har en rigtig god forretning her.

Brugerbillede for Leo Nygaard

" Jeg skal ikke videreføre Tyrkiet fra Danmark. Jeg stemmer ikke ved det forestående valg i Tyrkiet, på trods af at jeg juridisk set er en del af folket. Jeg lader landets befolkning bestemme over deres liv og fremtid."
Men muligheden og rettigheden har hun.
Hvor mange af de valgberettigede mon har det på samme måde.

Brugerbillede for Rolf  Clausen

Det så dobbelt moralske, hvis Dansk-Tyrker (europæer) føler at dette valg er legitim i forhold til demokratiske spille regler, at kunne side et årti på magten er ikke det jeg vil kalde demokratiske udvikling nok mere totalitær styrer, valgt af majoriteten. Hvis man som Europæiske Tyrker stemmer på demokratiske partier i Europa og sammentidig gør ind for Erdoğan, det vil være et faktum at jeres kognitive dissonans er sat helt ude af funktion. Næsten på grænsen til masse psykose, det er set før 1930’ere. ironien bygger sig op.

Brugerbillede for Touhami Bennour
Touhami Bennour

De seculaire tænker kun for penge, er det de gør også i vesten, fra Trump til junker en passant af de andre. Men interessen for en vestlig borger i udlandet og især de muslimiske lande er meget let,og slet ikke i økonomien men "har homoer også ret i ægteskab" siger de. Entet om levestandar, Sådan var de også for Irak ( Irak var meget modern)og Libyen (og libyen velhavende), Saddam og khaddafi var ikke særlige troende men for en vestlige borger de er muslimsk fra deres forældre og de er det samme.

Brugerbillede for odd bjertnes

'Juridisk' er jeg både dansker og tyrker -- står der. Det er hele problemet. Det dobbelte statsborgerskabs jura er Erdogans murbrækker til ... whatever han vil. Men han gør det helt rigtige i sin situation som rettroende muslimsk politisk leder med relativt nære områder, der har passeret de 5% muslimsk befolkning. Da skal man skabe konflikt i de områder efter bedste evne. Evt mellem muslimer, det er fint nok, der jo alligevel martyrer. Bare der bliver tændt op.
Vigtigt er også at bemærke, at de personer i artiklen som ikke har dobbelt statsborgerskab har heller ikke noget problem. De lande som ikke tillader dobbelte statsborgerskaber er ikke de lavesthængende frugter i hvert fald.