Baggrund
Læsetid: 13 min.

En utopi bygget på sand

I Almere, Hollands yngste by, skulle drømmen om det nye menneske udfoldes gennem futuristisk arkitektur, forbrugs- og kulturtilbud. Men indvandringen ændrede utopien. Nu er populisten Geert Wilders’ parti størst i byrådet. Og byen symbolet på, hvordan Holland, der går til valg 15. marts, som nation blev fældet af sit progressive image og derefter splittet i hvert sit lille interesseparti
Ahlem Kareshma kom til Holland fra Tunesien for 16 år siden. Hun oplever ingen spændinger mellem befolkningsgrupperne i Almere, og peger på, at der hverken er mere kriminalitet eller uro end andre steder. Hun er sygemeldt og kommer ofte i beboerhuset, der drives af organisationen Inspiratie Inc.

Ahlem Kareshma kom til Holland fra Tunesien for 16 år siden. Hun oplever ingen spændinger mellem befolkningsgrupperne i Almere, og peger på, at der hverken er mere kriminalitet eller uro end andre steder. Hun er sygemeldt og kommer ofte i beboerhuset, der drives af organisationen Inspiratie Inc.

Sille Veilmark

Moderne Tider
4. marts 2017

For 40 år siden, den 30. november 1976, tog Almeres første indbyggere, Lia og Henk de Klerk, bussen fra Amsterdam til ’fremtidens by’ Alemere og gik nogle få minutter i regnen på stier langs smattet sandbund hen til deres nye hus, som de netop havde modtaget nøglerne til af det hollandske Transport- og Vandministerium.

De var sammen med 24 andre familier nybyggere i Almere, og det nationale fjernsyn filmede de voksne i tomme supermarkeder og børnene i klasseværelser, hvor der kun var fire elever.

Denne februardag regner det også i Almere. Uden for rådhuset holder en firehjulet sandbuggy, som dem man kan leje i badebyer om sommeren.

Forstaden, der ligger en halv times kørsel fra hovedstaden, Amsterdam, er bygget på inddæmmet havbund, en ofte benyttet overlevelsesstrategi i det lille overbefolkede land. Som 24.877 kvadratmeter Albertslundplan, skabt på sandbund.

Forstaden Almere udvikler sig stadig. Men nu retter nybyggeriet sig mod nogle andre end de hollændere, der flyttede ud af den overfyldte hovedstad og hertil for 40 år siden. Bag disse ungdomsboliger skal der bygges familiehuse til flygtninge og etniske hollændere. 20 pct. af Almeres borgere er født uden for Holland

Forstaden Almere udvikler sig stadig. Men nu retter nybyggeriet sig mod nogle andre end de hollændere, der flyttede ud af den overfyldte hovedstad og hertil for 40 år siden. Bag disse ungdomsboliger skal der bygges familiehuse til flygtninge og etniske hollændere. 20 pct. af Almeres borgere er født uden for Holland

Sille Veilmark

Rådhuset er tænkt som byen. Gennemsigtige glaspartier udgør væggene ind til skrankerne, hvor borgene modtager statens anvisninger om dette og hint, og i forhallen vrimler det med ventende mennesker, der enten sidder i de farvestrålende sofaer, eller køber en kop suppe i rådhusets cafe. Her er ingen distance mellem folket og staten, ingen gemmes skamfuldt væk. Den nøje indrettede åbenhed skal viske skellene ud.

»Almere er det helt rigtige sted at portrættere Holland,« skriver en bekendt i en mail. Det er både multikultur og Geert Wilders’ Partij voor de Vrijheid.

I Almere har udviklingen overhalet utopien om ’den nye mand’ –­ en individualiseret forbruger med adgang til indkøbs- og kulturtilbud og gode job frisat i en funktionel, hypermoderne by med futuristisk arkitektur tegnet af landets store stjerner.

I dag er omkring 20 pct. af Almeres 200.000 indbyggere født uden for Holland. Og byen er den ene ud af to, hvor Geert Wilders stærkt indvandrerkritiske Frihedsparti PVV stillede op ved lokalvalget i 2010. Den anden er regeringsbyen Den Haag. Begge steder blev partiet størst.

Udviklingen gør også forstaden til et billede på den hollandske drøm om åbenhed og modernitet, og det er nærmest symbolsk, at den er bygget på sand.

Det politiske Holland

Holland går til valg senest hvert fjerde år.

Parlamentet har to kamre: Andetkammeret med 150 medlemmer, som vælges ved direkte valg. Førstekammeret har 75 medlemmer, som udpeges af landets 12 provinsparlamenter. Både regeringen og Andetkammeret kan komme med forslag til nye love. Alle love, der vedtages i Andetkammeret, skal godkendes i Førstekammeret.

Der er valg til kommunalrådene hvert fjerde år. Det er dog dronningen, som udpeger, hvem der skal være kommissær for hver provins og borgmester for hver kommune.

Landet er et af de tættest befolkede i Europa. Holland har ca. 17 mio. er ndbyggere. Ca. 1,8 mio. svarende til omkring 11 pct. er ikke født i Holland. Næstefter flere varianter af kristendom er islam den største religion. Det anslås, at fire pct. af befolkningen er praktiserende muslimer.

Kilde: Europas-lande.dk og Wikipedia

Politisk har Holland været præget af radikale højrepopulister i to årtier, og alles øjne er nu rettet imod det første europæiske land, hvor det afgøres, om Donalds Trumps sejr i USA vil give de europæiske meningsfæller en endnu stærkere platform til at forandre Vestens liberale demokratier.

»Almere er en utopi, der gik skævt. Og sådan er det med de fleste utopier. De ændrer karakter undervejs, fordi de bliver påvirket af udviklinger, man ikke kan forudsige,« siger Yannis Tzaninis, der har skrevet ph.d.-afhandling om Almeres byudvikling ved Amsterdam Universitets sociologiske institut, da vi har søgt ly for regnen i rådhusets firkantede sofaer.

Yannis Tzaninis har interviewet både nye beboere og dem, der har boet her næsten, siden Lia og Henk flyttede ind. Og hvis han skal beskrive deres følelse, er det »nærmest som skuffede forventninger«.

»De fik noget andet, end de blev lovet. De ser en by, hvor beboersammensætningen ændrer sig markant. Staten mister interesse for projektet, job- og vækstmulighederne fortoner sig, og folk flygter tilbage til det mere attraktive Amsterdam. Hvis de har råd,« siger han.

Sociologerne kalder det også declinism, et udtryk for den oplevelse, mennesker kan have af en samfundsudvikling, hvor de ser fortiden som mere lys end fremtiden.

Det er ikke umiddelbart til at afgøre om 21-årige Kim deler oplevelsen. Hun er i gang med at lange kyllingelår over disken i sin onkels transportable slagtervogn på markedet uden for rådhuset. De er fire ansatte, og de har ikke så travlt på grund af regnen, der drypper ned fra den bølgekantede pressining med firmanavnet Hans V.D. Bor Poelier.

»Jeg stemmer på Geert Wilders,« svarer hun, da jeg spørger, hvor hun vil sætte sit kryds den 15. marts.

Hvorfor det? Skaber han nogle bedre og mere realistiske løsninger for Holland?

»Næh, overhovedet ikke.«

»Men det er den eneste måde, jeg kan få min stemme hørt på i valget. Ved at give de andre partier fingeren gennem Wilders,« siger Kim, der bagefter ikke har lyst til at opgive sit efternavn eller blive fotograferet til en dansk avis. Eller også er det onklen, der ikke vil have sin forretning associeret med højrepopulisten med det affarvede hår. Selv i Wilders højborg er det tabu at være PVV-støtte.

Duksen

I 2002 blev den hollandske provo-politiker Pim Fortuyn myrdet af en psykisk syg mand. Fortuyn havde rystet det politiske establishment, og trods sin død anses han stadig for at være en højst nærværende gestalt i hollandsk politik. Det var Fortuyn, der for alvor åbnede døren ind til det populistiske laboratorium i Holland.

Kort tid efter dets opståen blev Pim Fortuyns parti Hollands største. Han var flamboyant og aristokratisk i sin fremtoning, kronraget og altid i stilfuldt jakkesæt. Rotterdams islamofob, blev han kaldt. Og når kritikere udfordrede hans syn på indvandrere, svarede Fortuyn i en stil, der var typisk for den homoseksuelle provokatør.

»Selvfølgelig kender jeg unge marokkanske mænd. Jeg har jo knaldet dem.«

Fortuyn sværmede for et hollandsk identitetsfællesskab ligesom andre højrenationale partier i Europa, men hans æstetik var anderledes. En postmoderne leg med tegn og symboler. En slags politisk Madonna.

I 2004 rystede endnu et politisk mord hollænderne, da Theo Van Gogh, manden der kaldte ortodokse muslimer for »gedekneppere« og skabte den islamkritiske film Submission, blev stukket ned med kniv af en ung islamist.

Og på den politiske scene overraskede det ellers så tolerante og åbne Holland igen, da EU-duksen, ­ den liberale handelsnation, ­ overraskende stemte nej til EU’s forfatningstraktat i 2005. Nej-kampagnen blev anført af socialisterne i partiet SP, de konservative kristne og et lille ukendt parti grundlagt af en udbryder fra det liberale VVD ved navn Geert Wilders. Ved valget til Europa-parlamentet i 2009 blev Wilders’ parti det største.

De fleste, jeg taler med blandt historikere, intellektuelle og politiske iagttagere, fremhæver Fortuyns kvaliteter frem for Wilders. Wilders betragtes til gengæld som en karakter, der bliver mere og mere radikal i den boble, han befinder sig i, hvor de eneste, der kommer tæt på, er hans sikkerhedsvagter.

Blandt Frihedspartiet forslag er, at alle moskeer og islamiske skoler skal lukkes. Koranen skal forbydes. Holland skal forlade EU. Ingen skal mere kunne få asyl. Og der skal bruges nul euro på udviklingsbistand, kunst, innovation og vindmøller i fremtiden.

Ingen af forslagene er særligt detaljerede, men vælgerne er som 21-årige Kim fra Almere udmærket klar over, at det næppe bliver gennemført, fordi de andre partier tydeligt har tilkendegivet, at de ikke samarbejder med Wilders.

Ligesom omkring 60 pct. af vælgerne er imod et Nexit. Hollænderne vil i modsætning til briterne reformere EU. Ikke forlade samarbejdet. De er trætte af blive dikteret fra Bruxelles – et flertal går ind for en afstemning om medlemsskabet – og trætte af at betale af på grækernes gæld.

Alligevel kan vælgerne tilsyneladende lide Wilders budskab. Hans parti ligger trods senere tids tilbagegang i meningsmålingerne og en suspenderet kampagne stadig til at få 24 til 28 pladser i det 150 mand store parlament. Ikke længere landets største, men i konkurrence med det liberale VVD om pladsen. 

Nogle anser da også Wilders for en gevinst for demokratiet. Som Monika Sie, direktør i tænketanken Clingendael for eksempel: 

»Det er lykkes Wilders at politisere emner, som mainstreampartierne ikke finder det bekvemt at forholde sig til: europæisk integration, migration og islam. Det er smertefuldt, men vi ser mere og mere, at de andre partier er i gang med at findes deres ben i værdidebatten.« 

Den hollandske ’blues’

Det er til gengæld svært at forklare Fortuyn og Wilders som udelukkende en konsekvens af en havareret velfærdsstat, øget fattigdom og voksende ulighed. Da Fortuyn kom frem på den politiske scene, var Holland det tredjerigeste land i verden ifølge UNDP’s velfærdsindex. I dag ligger de stadig i toppen, til trods for at den økonomiske krise også har bidt på hollænderne. Og nu er væksten igen på vej op.

Jeg møder René Cuperus, indflydelsesrig venstrefløjsdebattør og tilknyttet den socialdemokratiske tænketank Wiardi Bechman, på Amsterdam Centraal-restauranten First Class. Træpaneler med udskårne kameler og meterhøje palmer vidner om tiden som kolonimagt, der har gjort landet til et af verdens rigeste.

Cuperus mener, at problemerne i det hollandske samfund først og fremmest er kulturelle. Han nævner i rask tempo en ny rapport om seksuelle overgreb på etnisk hollandske kvinder i Hollands indvandrerhovedstad Rotterdam, frygten for marokkanske ungdomsbander, som selv hans børn er bange for, og arbejdsløsheden blandt indvandrere.

Den hollandske »blues«, som Cuperus kalder den, kan aflæses i en spritny rapport. I den siger 40 pct. af hollænderne med rødder i de to store indvandrergrupper, marokkanere og tyrkere, at de føler sig ekskluderet, og at diskriminationen er stigende. Men et stort set tilsvarende antal blandt etniske hollændere føler det på akkurat samme måde. Som om de ikke hører hjemme i deres eget land.

»På de mest mangfoldige uddannelsesinstitutioner stemmer en gruppe unge på Wilders parti, mens en anden stemmer på Frihedspartiets direkte modsætning DENK, et parti, der repræsenterer indvandrere. De studerende har det fint med hinanden, men de distancerer sig også fra hinanden og fokuserer på identitetsspørgsmål,« siger Cuperus.

Homoer

Cuperus kendte Pim Fortuyn fra deres fælles tid i det hollandske socialdemokrati, og beskriver ham som »en smule oppurtinistisk«.

»En bøsse-professor, der på det personlige plan oplevede spændingerne mellem vestlig modernitet og migration. Han var avantgarde og forudsagde på linje med en anden af mine kolleger, socialdemokraten og historikeren Poul Scheffer på ’det multikulturelle drama’,« siger Cuperus med henvisning til titlen på et essay af Scheffer, der ligesom Fortuyn satte gang i en voldsom debat om den hollandske multikulturalisme.

Grunden til, at så mange nævner sociologiprofessoren Pim Fortuyn, er også, at han er nøglen til at forstå den særlige hollandske variant af populismen, som Wilders har bygget videre på med kritik af EU og velfærdsnedskæringer.

»Et parti som Sverigedemokraterne har bånd til nynazistiske kredse. Wilders er måske nok radikal, men han er ren i forhold til nazismen, ellers ville han aldrig kunnet været blevet så stor i et Holland med vores historie under Anden Verdenskrig. I stedet angreb Pim Fortuyn og nu Wilders islam af progressive grunde: ligestilling, homorettigheder osv,« siger René Cuperus.

En anden af Hollands fremtrædende stemmer og fortolkere af nationen er forfatteren Ian Buruma, der bl.a. har udgivet bogen Murder in Amsterdam om likvideringerne af Fortuyn og Van Gogh.

Jeg får over telefonen fat på Buruma, da han er på vej ud af subwayen i New York, hvor han er bosat. Forfatteren starter med at forklare, hvorfor også han hæfter sig ved, at Wilders forsætter Fortuyns strategi med at bruge »den hollandske tolerance som en kæp til at slå muslimerne«.

40 pct. af hollænderne med rødder i de to store indvandrergrupper, marokkanere og tyrkere, føler sig ekskluderet af samfundet. En tilsvarende procentdel af de etniske hollændere har det på samme måde. Det er den kløft, organisation Inspiratie Inc. arbejder med at bygge bro over. Her er nogle beboere i gang med et kunstprojekt.

40 pct. af hollænderne med rødder i de to store indvandrergrupper, marokkanere og tyrkere, føler sig ekskluderet af samfundet. En tilsvarende procentdel af de etniske hollændere har det på samme måde. Det er den kløft, organisation Inspiratie Inc. arbejder med at bygge bro over. Her er nogle beboere i gang med et kunstprojekt.

Sille Veilmark

»En af de ting, der adskiller den hollandske variant af populismen fra f.eks. den franske er, at den hollandske venstrefløj op gennem 1960’erne lykkedes med at bekæmpe religion, kirkens magt og den traditionelle moral – de værdier opfatter dele af venstrefløjen som truet af migranterne. Det handler altså ikke bare om traditionel højrefløjspopulisme – og den humanistiske venstrefløj kan heller ikke nødvendigvis placeres partipolitisk,« siger Ian Buruma.

Buruma peger på, at Wilders’ vælgere primært er konservative og langt fra at være frontkæmpere for ligestilling og seksuelle minoritetsrettigheder. Men det betyder ikke så meget, for den hollandske ’homonationalisme’ er mere strategisk, end den er dybtfølt, mener Buruma.

Men der er også dybereliggende årsager til, at nationalismen i Holland forbindes med progressive værdier. Det skyldes, at det hollandske samfund indtil det sociale oprør i 1960’erne var meget fast forankret i hollændernes religiøse tro og ikke en national identitet. De såkaldt lodrette søjler betød, at stort set ingen miksede imellem disse socioøkonomiske, religiøse og politiske netværk. Katolikker handlede i andre katolikkers butikker, gik i katolske skoler og giftede sig med hinanden. Det samme gjorde protestanterne og socialisterne. Da søjlerne blev nedbrudt, forsvandt også det fællesskab, der havde eksisteret inden for søjlerne.

Men Ian Buruma tror ikke på, at fællesskaber kan opbygges gennem identitet.

»Den hollandske vision om multikulturalisme er som ideologi for længst død. Den lever videre i praksis naturligvis, som et fact of life. Men den har aldrig givet mening, for politik kan ikke opbygges på nationale identiteter. Det er for abstrakt og vagt. Politik skal opbygges omkring forskellige interesser,« siger han.

Splittet land

På sin vis kan man sige, at organisationen Inspiratie Inc., der arbejder med inklusion i lokalsamfundet og har til huse i to containere på noget af den sandbund, der endnu ikke er bebygget i Almere trods alt forsøger at udfylde et behov for fællesskab. 

Det vrimler med beboere fra de omkringliggende boligblokke. En afghaner, en hollænder, en congoleser, en iraker, en sydafrikaner og en tuneser. Få minutter efter er flokken en helt anden. De laver forskellige kunstprojekter, eller sidder med deres egne ting.

Vi falder i snak med Ahlem Kareshma, en hollandsk-tunesisk kvinde, der kom til landet for at studere fransk for 16 år siden, men måtte opgive sine studier, fordi hun manglede penge og begyndte at arbejde på hotel. Efter en skilsmisse fra sin seksårige datters far, fik hun et psykisk sammenbrud og har nu ikke haft arbejde i seks år.

Jeg spørger, om hun oplever at blive stigmatiseret af Wilders og andre partiers kobling mellem indvandrerkvinder, der ikke arbejder, og presset på den hollandske velfærd?

»Overhovedet ikke. Jeg har knoklet og klaret mig selv og blev endda supervisor på hotellet. Men jeg tror, det hænger sammen med, at jeg aldrig har båret tørklæde, selv om jeg er muslim,« siger Ahlem Kareshma, der hjælper med juridisk og sproglig bistand i Inspiratie Inc.

Jeg tager toget tilbage til det gentrificerede Amsterdamkvarter omkring Czaar Peterstraat, hvor narkomanerne er renset ud til fordel for butikker med hvid keramik, børnetøj og mulighed for at købe grøn idealisme i storbyen. Mennesker, der bor her, kunne ikke drømme om at bosætte sig i Almere.

For enden af Czaar Peterstraat ligger avisen de Volkskrants i et stort mediedomicil af glas, og her møder jeg avisens debatredaktør, historikeren Hans Wansink.

Wansink bærer jakke og brune hornbriller og er en mand, der fraværende fjerner en næsten imaginær krumme på laminatbordet, mens vi taler sammen i mediecafeen Pjotr.

»Det liberale, tolerante Holland har altid været mere et image end en realitet,« siger han afværgende.

Forestillingen om Holland som et land, der i kraft af større etnisk spredning i befolkningen end f.eks. Danmark også er bedre til at håndtere det multikulturelle samfund – mange etniske grupper stammer fra Hollands tidligere kolonier, Indonesien og Surinam eller fra De Nederlandske Antiller – hamrer Wansink også en pæl igennem:

»De mennesker, der indvandrede fra vores tidligere kolonier, talte hollandsk. De var ikke så mange  og var hovedsageligt koncentreret i Amsterdam. De har aldrig udgjort et integrationsproblem.«

Wansink hører til dem, der har ment, at den hollandske populisme ville gå over af sig selv, når mainstreampartierne forstod og reagerede på, at magten havde forskubbet sig fra udbyderside (politiske partier) til aftagerside (vælgerne).

»Mainstreampartierne har i deres retorik kopieret populisterne. De har bare ikke forandret deres politik,« siger han.

Resultatet af Hollands populistiske laboratorium er et dybt splittet og rådvildt folk. Blandt de knap ti vælgere, jeg taler med i Almere, er det kun Kim, der har besluttet sig for, hvad hun vil stemme. De andre har enten ikke tænkt sig at stemme eller ikke besluttet sig endnu, hvilket faktisk gælder for over halvdelen af de hollandske vælgere. 28 partier stiller op til valget. 10 vurderes at komme ind.

»Det er den virkelige tragedie ved dette valg,« siger René Cuperus.

Wilders får ikke magten, men de øvrige partier repræsenterer et polariseret samfund basseret på identitetsgrupper.

»Vi har et parti for de ældre, et for dyrene, et for vrede immigranter, et for den hvide og vrede arbejderklasse og et for de grønne socialliberale, som lige i øjeblikket er det parti, der har mest fremgang. Men de behøver heller ikke at dele deres parti med migranter eller at beskæftige sig med migrationspolitik. De er bare et parti for sig selv. En form for hvid racisme.«

»Ideen om et socialdemokrati, der bringer de forskellige interessegrupper sammen, er til gengæld død. Partiet ligger til omkring sølle 10 pct. af stemmerne. Dermed dør også ideen om velfærdsstaten. Det er en enormt høj pris, vi kommer til at betale i den postsocialdemokratiske æra,« siger Cuperus.

Og Geert Wilders? Hans resultat vil uanset hvad blive udlagt som en sejr af resten af hans højrepopulistiske venner rundt om i Europa og USA.

Serie

Europas skæbnevalg

Efter Brexit og Donald Trumps sejr i USA skulle den højrepopulistiske bevægelse stå sin prøve i Europa.

I Holland fik den islamkritiske Geert Wilders’ Frihedsparti ikke den tilslutning, som meningsmålingerne havde spået, men det lykkedes at trække regeringspartiet VVP langt mod højre.

Heller ikke i Frankrig løb højrenationalismen med sejren. Her endte den unge, fremadstormende Emmanuel Macron og hans nye bevægelse, En Marche, med at slå Marine Le Pen med 66,9 procent af stemmerne.

Endelig har briterne nægtet Theresa May det stærke mandat, hun søgte til at føre Brexit ud i livet. I stedet blev det til en udradering af de EU-skeptiske nationalister i UKIP og et overraskende comeback til Labour og dets leder, Jeremy Corbyn.

24. september når vi til Tyskland, hvor kansler Angela Merkels vigtigste udfordrer bliver socialdemokraten – og den tidligere Europaparlaments-formand – Martin Schulz. Det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland er derimod allerede på retur i meningsmålingerne.

Seneste artikler

  • De hollandske diger ryster stadig

    11. oktober 2017
    Intet under at der ifølge hollandske medier allerede er murren i de fire regeringspartier, før samarbejdet overhovedet har lanceret dets politik over for de hollandske vælgere
  • Vi overlevede Europas skæbnevalg! Og vi har lært, at vi skal tale til håbet

    30. september 2017
    Populisterne stod for døren i Holland, Frankrig og Tyskland, og 2017 blev udråbt som ’Europas skæbnevalg’. Ingen af stederne er de kommet til magten: Er problemerne løst, er populisterne væk, og er vi blevet klogere på, hvordan vi bekæmper dem? Til de to første spørgsmål kan vi rimeligt klart svare nej. Og til det tredje: måske ...
  • Idehistoriker: Socialdemokraterne vinder ikke ved ’at løbe efter højrepopulisterne’

    30. september 2017
    De tyske socialdemokrater i SPD har udvist ’taberadfærd’ og forsømt muligheden for at træde i karakter ved tidligt at bryde med kansler Merkel og udnytte det faktiske venstrefløjsflertal i Forbundsdagen, siger Jan-Werner Müller. Spørgsmålet er, om partiet har kraft til at formulere en ny vision og politik, der kan danne modvægt til den højreradikale strømning og til CDU
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her