Efter 100 dage frygter alt-right, at Trump er blevet ’normaliseret’, mens de moderate jubler

Efter 100 dage er livet okay, hvis bare du er Gay for Trump.

Som fodboldfans, der benytter vinterpausen til at evaluere favoritholdets indsats, diskuterer republikanske vælgere intensivt, hvordan Donald Trump har klaret sin første periode som USA’s præsident. Og ved den symbolske skæringsdato, one hundred days, er der dyb splittelse i baglandet, mellem den nationalistiske alt-right-bevægelse og de moderate.

North Carolina-republikaneren Peter Boykin mærker utilfredsheden. Både når han som præsident for organisationen Gays for Trump deltager i Trump-støttedemonstrationer op til 100-dagesfejringen. Men også på de sociale medier, hvor argumenterne fyger frem og tilbage. Ikke mindst blandt den såkaldte alt-right-gruppering, en løs samling af primært hvide unge mænd på det yderste højre, der kritiserer multikulturalisme, feminisme og politisk korrekthed.

»Personligt synes jeg, Trump har klaret sig ekstremt godt, men nogle er tvivlende,« siger Peter Boykin.

»Den såkaldte alt-right-bevægelse føler sig forrådt på grund af det dér i Syrien, og fordi Breitbart-chef Steve Bannon (Trumps personlige rådgiver, red.) er blevet fjernet fra sikkerhedsrådet. De elsker Bannon mere, end de elsker Trump, som de tror bliver styret som en marionetdukke af ’den dybe stat’ i Washington.«

En alvorlig anklage, eftersom Trump gik til valg netop på at »dræne sumpen« i Washington, men angiveligt nu selv synker til bunds. Det er også en komplet latterlig anklage, mener Boykin, der til daglig arbejder som hjemmesidedesigner:

»I virkeligheden er alt-right’erne sure over, at Trump ikke er deres dukke. Bannon troede, han kunne styre Trump, og Demokraterne troede, at Putin styrede Trump. Efter 100 dage har det vist sig, at ingen kan styre Trump. Trump er Trump, og han ved, hvad han gør.«

Udenrigspolemik

Peter Boykin er én af de knap 63 millioner amerikanere, der sidste år stemte Trump ind i Det Hvide Hus. Han repræsenterer med egne ord »den moderate linje« i Det Republikanske Parti. Dem, der aktivt fravalgte Hillary Clinton. Men også dem, der ved Trumps indsættelse var usikre på, hvem de i stedet havde givet magten til.

100 dage senere er Boykin begejstret for sin præsident. Men han er i mindretal. Op mod den vigtige skæringsdato er kun 42 procent af amerikanerne tilfredse med Trumps indsats, viser søndagens meningsmåling fra ABC News/Washington Post. Det er den ringeste tilfredshedsmåling, nogen præsident har scoret op til 100-dagen siden 1945. Til gengæld scorer Trump højt på evnen til ’jobskabelse i USA’ (73 pct.), og flertallet anser ham for at være en ’stærk leder’ (53 pct.).

Når Peter Boykin roser Trumps første tid i embedet, skyldes det netop hans lederskab. Trump har trodset de republikanere, der vil indskrænke LGBT-personers rettigheder, og samtidig har han – »modsat røvkysseren Barack Obama« – slået hårdt ned på Bashar al-Assads gasangreb og Nordkoreas atomvåbenprogram.

»Han genskaber USA’s respekt i verden, efter at Obama rejste rundt og kyssede diktatorerne på hånden. Som Trump er jeg også en stærk nationalist og semiisolationist, men hans ageren over for Nordkorea og Syrien er i USA’s nationale interesse. Vi kan ikke tillade, at Kim Jong-un holder sine naboer som gidsler med atomvåben. Og brugen af kemiske våben i Syrien er bare utilgivelig. Om så det var Hitlers børn, du gassede, er det ikke i orden,« siger Boykin.

Hvad gør vi nu, lille du?

Præsident Trumps aktivistiske udenrigspolitik står i stærk kontrast til den isolationistiske linje, han førte op til og under valgkampen. Det er en af mange kovendinger, Trump har foretaget i sine første 100 dage. På internettet er der nærmest gået sport i at finde gamle tweets, hvor Trump modsiger sin egen politik.

»Vi burde stoppe med at tale, blive ude af Syrien og andre lande, der hader os, genopbygge vores eget land og gøre det stærkt og stort igen,« tweetede Donald Trump eksempelvis i 2013, efterfulgt af en direkte opfordring til sin forgænger:

»Præsident Obama, angrib ikke Syrien. Der er intet at vinde, men ufatteligt meget at tabe. Gem dit ’krudt’ til en anden (og mere vigtig!) dag.«

Donald Trumps bombastiske valgløfte om at afskaffe Obamas sundhedsreform – »Det bliver så let!« – viste sig også nemmere sagt end gjort. Republikanerne endte med at blokere deres eget reformforslag.

Det var endnu et tegn på en slingrende start, som vækker republikansk hovedbrud, også internt i Det Hvide Hus. Omkring 30 centrale ansatte har ifølge magasinet Politico de seneste uger afholdt workshops med det formål at »rebrande« præsidenten. Bevæbnet med whiteboards, A3-ark og brainstorm-lister har de forsøgt at hamre en strategi på plads, der skal præsenteres på den symbolske dag nummer 100. Herfra forventes det, at præsidenten smider støttehjulene og fremviser en klar retning for sin administration de kommende fire år, skriver Politico:

»Datoen 29. april hænger over Vestfløjen [i Det Hvide Hus] som et damoklessværd, som den uofficielle deadline for at finde sit fodfæste – or else.«

’Latterlig medieting’

Ja – or else what?

De amerikanske medier har altid lagt stor vægt på de første 100 dage i en præsidents embede, forklarer Mirco Reimer-Elster, cand.mag. i amerikanske studier og ph.d.-studerende på Det Europæiske Universitetsinstitut i Firenze. Men det er helt overdrevet, forklarer han:

»Or else nothing. De 100 dage er en latterlig medieting, men Trump er selv skyld i den kritik, der måtte komme, for han offentliggjorde selv en to siders liste med ting, han ville ordne inden for de 100 dage. Stort set intet er lykkedes, udover at han har fået udnævnt en højesteretsdommer. Men uanset hvor dårligt det går, er der kun én, der kan vælte Trump, og det er ham selv. Og det sker kun, hvis der viser sig at være hold i anklagerne om samarbejde med Rusland under valgkampen,« siger Mirco Reimer-Elster.

Trumps langsigtede problem er derimod at føre sin politik igennem i Kongresssen. Demokraterne vil tilsyneladende blokere for alt, hvad de kan, mens Republikanerne skændes med sig selv om de store reformer.

»Trump har nul erfaring med at navigere i det mudrede politiske spil i Washington,« siger Reimer-Elster.

»Han vil gerne ’dræne sumpen’, men lige nu er sumpen ved at dræne ham. Det tror jeg, han selv har indset, og derfor agerer han nu mere konventionelt, end da han startede for 100 dage siden.«

Et splittet bagland

På den yderste højrefløj i Trump-land er præsidentens nye midtersøgende linje det værste, der kunne ske. Blandt alt-right-bevægelsen har flere ledende stemmer allerede meldt ud, at »de er hoppet af Trump-vognen«.

En af dem er redaktøren for hjemmesiden altright.com, Richard B. Spencer, som The New York Times har kaldt alt-right-bevægelsens »førende ideolog«. Da Donald Trump vandt præsidentvalget, holdt Spencer en række flammende taler med klare nazistiske referencer om, at amerikanerne ville »vågne og genfinde deres identitet«, mens flere af tilhørerne i Washington heilede mod scenen.

Men nu, 100 dage senere, er Spencer desillusioneret. Han har ikke svaret på Informations henvendelser om interview – men i sit online radioshow på Soundcloud siger han, at »Alt-right er ekstremt skuffede«. Det skyldes især angrebet i Syrien og rådgiver Steve Bannons falmende stjerne i Det Hvide Hus, der for Spencer tydeliggør, at Donald Trump er ved at blive »endnu en George W. Bush«.

Spencer kritiserer også Donald Trumps manglende vilje til at afmontere Obamacare og de forfejlede indrejseforbud fra syv muslimske lande, der er blevet blokeret. Da Donald Trump i sidste uge luftede tanken om at udstede en arrestordre mod WikiLeaks-stifter Julian Assange, der har opholdt sig på Ecuadors ambassade i London siden 2012, fik det bægeret til at flyde over for Spencer.

»Donald Trump er blevet slugt af de kræfter, han var imod. Hvis han smider Julian Assange under bussen, er det virkelig et tegn på, at han er blevet fortærret af den dybe stat og status quo«.

Mens Trump-støtter som Peter Boykin er glade for det, de ser som en slags normalisering af Trump, er det netop, hvad alt-right raser imod. Affyringen af 59 Tomahawk-missiler mod Syrien var dråben, forklarer George Hawley. Han er lektor i Statskundskab ved University of Alabama og forfatter til bogen Right-wing Critics of American Conservatism fra 2016.

»For Alt-right indikerer det, at Trump ikke er spor anderledes end moderate republikanere som Marco Rubio eller Jeb Bush. Og hvis det er tilfældet, var det dumt af alt-right at støtte Trump. De føler sig narret.«

– Har det nogen betydning?

»Alt-right har altid set Trump som mere et middel end et mål. De kunne lide Trump, fordi han brød tabuer, særligt om race og immigration, men de var kun loyale over for ham, så længe han fremmede deres politiske agenda.«

Mål mig på jobtallene

Der er dog også skuffelse at spore blandt de moderate republikanske vælgere i arbejderklassen. Mange havde håbet, at Trump kunne bryde det politiske dødvande og hamre sine reformer hurtigt igennem, men revolutionen er blevet til hverdag. Det forklarer danske Jonas Christensen, der er folketingskandidat for De Konservative.

Han arbejdede i efteråret for Donald Trumps valgkampagne, blandt andet ved at stemme dørklokker i Las Vegas. Han taler ofte med folk i det republikanske bagland, blandt andet gennem Twitter, hvor han diskuterer Trumps indsats med sine 42.000 hovedsageligt amerikanske følgere.

»Mange Trump-vælgere er skuffede over, at han ikke har formået at bremse den illegale indvandring fra Mexico, som han lovede under valgkampen. Jeg mødte flere fra arbejderklassen, som havde svært ved at forsørge deres familier, og som følte, deres job blev taget fra dem,« siger Jonas Christensen.

»Siden George W. Bush og frem til i dag er det ikke gået godt for den amerikanske arbejderklasse. De stemte på Trump i håbet om, at han kunne skaffe dem i arbejde igen, men på det område har han ikke leveret endnu.«

Og i sidste ende er det opbakningen fra arbejderklassen og de moderate republikanere, Donald Trump skal fastholde, hvis han vil genvælges om fire år. Det mener ph.d.-studerende Mirco Reimer-Elster:

»Det er ikke så overraskende, at alt-right bevægelsen er frustrerede – men de er Trumps mindste bekymring. Det var først og fremmest den hvide arbejderklassemand, der stemte på ham, og han skal have et job, hvis Trump skal genvælges. Det var også Trumps store indenrigspolitiske salgstale – han vil måles på jobtallene om fire år.«

Hvad sker der med det yderste højre uden Trump?

Når alt-right-bevægelsen føler sig svigtet af Trump, er der risiko for, at de søger mod voldelige alternativer. Det vurderer Larry A. Rosenthal, formand for Berkeley Universitets Center for Højrefløjsstudier. Universitetet har de seneste uger lagt grund til sammenstød mellem Trump-støtter og Alt-right-demonstratanter på den ene side og Trump-kritikere på den anden, der er endt med mindst 21 anholdte.

»Alt-right typer som Richard Spencer håber, at utilfredsheden med Trump vil føre til mere milits-agtige, uafhængige bevægelser. Ekstremisterne håber, at amerikansk politik bliver fragmenteret. Og vold i gaderne er en mekanisme til at få det til at ske,« siger Rosenthal.

Men splittelsen mellem Trump og alt-right-bevægelsen var uundgåelig. 

»Trump har aldrig været en alt-right-præsident. Han stimulerede dem, de brugte ham, han brugte dem.«

Tilbage i North Carolina varmer Peter Boykin op til 100-dages-markeringen. Han er ved at planlægge Gays for Trump-demonstrationer i flere delstater og skal forberede talen til et stort ’Make America Great Again’-rally den 1. juli i Washington.

Men han er også bekymret for, at stadig flere demonstrationer udvikler sig voldeligt som senest i Berkeley, hvor kæmpeslagsmål brød ud mellem anti-Trump-vælgere og det, Peter Boykin mener er alt-right bevægelsen.

»Jeg har tænkt mig at hyre en politibetjent på orlov, når jeg tager afsted igen, for det er blevet farligt. Jeg er tilhænger af ytringsfrihed og fredelig forsamling, men voldspsykopaterne handler i strid med forfatningen. Det er den ene ting, jeg savner hos Trump: Han er nødt til at gå ud og tage direkte afstand fra volden, fra begge sider.«

Det er målrettede, hårde grupperinger, som er nemme at finde, mener han.

»De dækker sig selv til med masker og organiserer sig igennem de sociale medier. Trump må finde dem og stoppe dem fra at ødelægge demokratiet. Måske han skal sende nationalgarden ind. Problemet er også, at nogle amerikanere er begyndt at kategorisere alle os Trump-vælgere som den samme gruppe. Det er vi ikke. Jeg er hvid og nationalist, men jeg er ikke en hvid nationalist,« siger Peter Boykin.

»Hvis dét er at være alt-right, må jeg være alt-alt-right.«