Læsetid: 8 min.

Arkitektur vikler Gellerupparken ind i byen

I 30 år har man forgæves forsøgt at løse de problemer, der gør Gellerupparken til et udsat boligområde. Men prestigeprojektet Helhedsplan Gellerup kan måske løfte opgaven
I 2014 begyndte nedrivningen af den første blok i Gellerupparken som en del af omdannelsen fra udsat boligområde til attraktiv bydel.

I 2014 begyndte nedrivningen af den første blok i Gellerupparken som en del af omdannelsen fra udsat boligområde til attraktiv bydel.

Sebastian Buur Gunvald

15. april 2017

Marmorhvide klodser ligger sirligt side om side som perler på en snor, og små træer stikker snuden op. Terrænet er niveaudelt og klar til fremtidens regnskyl, og igennem en af betonblokkene er der lavet et hul, hvor en vej nu løber.

»Man har sørget for, at beboelsen smelter sammen med vejnettet, og at de to ting ikke er adskilt, sådan bom og bom,« siger arkitekt Rasmus Nørfeldt og tegner to imaginære kasser med sine hænder for hvert bom.

Han står i E&P Huset, som er bygget af en bunke røde containere og ligger i midten af Gellerupparken, Danmarks største ghetto. Det fungerer som informationscenter for Helhedsplan Gellerup, som Rasmus Nørfeldt viser os – lige nu som flamingoklodser i et Duplo-landskab på en model.

Det kræver lidt fantasi at se det for sig, men på væggene af spånplader hænger plakater med hjælp og forklaring. I 30 år har man forsøgt at afhjælpe problemerne i området med sociale indsatser, men det er kun lykkedes at hjælpe det enkelte menneske og ikke området, som har beholdt sin status som udsat.

Op i niveau

Forskningsrapporten ’Evidens for sociale effekter af fysiske indsatser i udsatte boligområder’ er lavet i samarbejde mellem Københavns Kommune og Arkitektforeningen i 2014. Den viser, at arkitektoniske strukturelle ændringer kan være det, der i samspil med sociale indsatser, skal til for at hjælpe området.

De massive sociale indsatser, man har arbejdet med indtil nu, er for eksempel fritids- og sportsaktiviteter samt vejledning, men nu skal Gellerup fysisk vikles ind i resten af byen. Man har allerede revet fem blokke ned, og et hul er ved at blive lavet i en anden, fordi en vej skal løbe igennem den.

Duften af nyt asfalt hænger dovent i luften, og som en labyrint gennem området udbygger man vejnettet, der sammen med flere små butikker i gadebilledet skal udviske grænsen mellem boligområde og by.

Rapporten viser, at ændringerne både kan hæve uddannelsesniveau, sænke kriminalitetsrater samt skabe tryghed og tillid. Målet er at få bydelen op på samme niveau som det øvrige Aarhus på blandt andet disse parametre.

Fra bydel til boligområde

Da de første betonelementer bliver sat i jorden i slutningen af 1960’erne, er intentionen med Gellerupparken faktisk at lave en attraktiv bydel, og det lykkes også. Akademikerne flytter herud og nyder de nye luksuslejligheder med affaldsskakt og to badeværelser, men inden længe flytter de ind til midtbyen igen, efterhånden som den bliver sat i stand.

I mellemtiden immigrerer mange tyrkiske gæstearbejdere til Danmark på grund af mangel på arbejdskraft og bosætter sig i de lejligheder, som akademikerne forlader. Fra midten af 1980’erne strømmer statsløse palæstinensere til fra borgerkrigen i Libanon, og i 1990’erne tilslutter kurdere sig fra den første Irakkrig sammen med mange flygtninge fra Somalia.

Demografien i blokkene ændres altså, og Gellerupparken går fra at være en attraktiv bydel til et socialt udsat boligområde med en høj kriminalitetsrate og en lav beskæftigelse. Gæstearbejdernes og flygtningenes børn begynder i skole, men forældrene bliver hjemme. Og således slår den negative sang om integration sin tone an.

Gellerup

Der bor 5.869 mennesker i Gellerup pr. 2017. De fleste beboere kommer fra følgende syv lande.

  • Libanon 1.769 = 30 pct.
  • Somalia 969 = 17 pct.
  • Danmark 844 = 14 pct.
  • Kuwait 376 = 6 pct.
  • Irak 354 = 6 pct.
  • Tyrkiet 321 = 5 pct.
  • Syrien 259 = 4 pct.

Pensionistklubben

I et hjørne af E&P Huset sidder seks pensionerede lærerinder, som fra starten af 1980’erne og 30 år frem arbejdede sammen på Tovshøjskolen i Gellerup.

»Dengang var det jo ikke så ofte, at fædrene ville komme på skolen,« siger Dorte Nielsen og tilbyder en af sine hjemmebagte muffins med kokos og chokolade, som de nyder til kaffen. Hun fortæller, at de i stedet måtte tage på hjemmebesøg i lejlighederne, og at deres oplevelser fra dengang er grunden til, at de er her i dag.

De vil se »alt det, der bliver lavet herude«, siger de i munden på hinanden. Dorte Nielsen og de fem veninder tror på, at Helhedsplan Gellerup kommer til at have stor betydning for området.

Ingenmandsland

Den arkitektur, Gellerupparken er barn af, tager udgangspunkt i en modernistisk tankegang inspireret af den schweizisk-franske arkitekt Le Corbusier. Han var draget af industrien og tanken om lighed og frihed. Igennem sit boligsystem ønskede han at frigøre mennesket.

Men ifølge rapporten fra Københavns Kommune og Arkitektforeningen fører ensartetheden i de monotone betonbyggerier i stedet til en fremmedgørelse af beboere. Samme fremmedgørelse udspiller sig også på de store, tomme græsarealer i Gellerupparken. I stedet for at være et allemandsland i lighedens tegn, er de blevet et ingenmandsland, fordi ingen føler tilknytning til eller ejerskab over dem.

I dag er de enkelte lejligheders vinduesfacader tildækkede af gardiner i regnbuens farver, som bryder med det monotone. Set langt væk fra kan det godt ligne et spil Tetris, der ikke går op. Det giver mest en fornemmelse af lukkethed.

Niels Bjørn er ph.d. i urban kompleksitet fra Københavns Universitet og har redigeret bogen Arkitektur der forandrer fra 2008. Heri blev grundstenene lagt til det, der med rapporten fra 2014 er fundet evidens for.

»Le Corbusiers byplanlægningssystem er udbredt i både Europa og USA, og den udbredelse er den største katastrofe i det 20. århundrede,« siger han.

Byplansystemet opføres i dag i Kina, og ifølge Niels Bjørn vil den dårligt fungerende byplanlægning skabe udsatte boligområder i de kinesiske megabyer, som vi har set i Gellerup, men i langt større skala. Millioner af mennesker vil mistrives i de isolerede områder.

»Det er et totalitært og undertrykkende bysystem, som ikke giver plads til det enkelte menneske. Men oplevelsen af at høre til et sted er vigtigt for mennesket, og her er det fysiske miljø afgørende for, hvad der kan lade sig gøre,« siger han.

Noget at passe på

Anna Krüger er på vej i indkøbscentret City Vest, tidligere Gellerup Center, med sin kæreste, Maija Olesen. De kommer nede fra Karen Blixens Boulevard og skal gennem passagen ved det gamle bibliotek. Her er betonen falmet, men visse steder er den mørk, fordi der er fugtskader i den. Det ser ud, som om nogen har kradset i den, som var det tapet.

Anna Krüger og Maija Olesen har boet i Gellerup i et par år, og mens Anna Krüger lige er blevet færdiguddannet, studerer Maija Olesen stadig. De er begge glade for at bo her og synes, det er fedt med den forandring, Helhedsplanen fører til Gellerup.

»Byparken bliver rigtig god, men jeg kan godt være bange for, at den bliver ødelagt hurtigt, fordi folk ikke altid passer godt på tingene herude,« siger Anna Krüger.

»Men det er ofte en lille gruppe, der vil ødelægge det for de andre,« supplerer Maija Olesen hurtigt og ser på Anna Krüger, der nikker.

Med Helhedsplanen forsøger man at ændre det fysiske miljø for at give beboerne en større oplevelse af at høre til. En ejerskabsfølelse skal blomstre, og af den skal der gro stolthed, tryghed og en lyst blandt beboerne til at passe på det, der er deres.

Den tydeligste forandring, der er kommet med Helhedsplan Gellerup, er indtil videre Karen Blixens Boulevard, der fører ned gennem midten af parken, hvor der før var stisystemer. Den står i skarp kontrast til den slidte asfalt mellem blokkene og de blegnede betonfacader. Der er mange forskellige toner af grå, og den nye boulevard overskinner omgivelserne så meget, at den næsten tager kulør.

Den skal smelte beboelse sammen med handel, bibliotek og fodboldbane og afløse noget af det ingenmandsland, der indtil nu har skabt utryghed. Således binder den Bazar Vest i denne ene ende sammen med  City Vest i den anden. Den gør det dermed også lettere for beboerne at bevæge sig rundt i deres bydel og føle sig velkommen i den. Hvis Gellerupparken indtil nu har haft armene over kors, åbner den dem op nu.

I dag er Boulevarden omgivet af kraner, mænd i selvlysende arbejdstøj – lyden af en vinkelsliber skærer gennem luften. Idéen er, at der skal stikke en masse iværksætteri op, som forhåbentligt kan afløse noget af kriminaliteten og arbejdsløsheden.

Helhedsplan Gellerup

Siden de fysiske indsatser blev igangsat i 2013, er følgende lavet:

  • Karen Blixens Boulevard.
  • Offentlig fodboldbane i kunststofgræs.
  • Flere små veje på kryds og tværs i området.
  • Fem blokke nedrevet.
  • Fem mindre børneinstitutioner samlet i en ny og større institution.

Følgende er ved at blive lavet:

  • ’Byparken’, som skal være bydelens grønne hjerte.
  • Et kommunalt byggeri med 1.000 arbejdspladser.
  • Et hul gennem en blok, hvor en vej skal løbe.

Følgende skal laves:

  • 400 ungdomsboliger.
  • Et stort sports- og kulturcampus.
  • Cirk(h)uset – et bevægelseshus, hvor man forventer, at blandt andre Gøglerskolen og kunstgræsbanens hjemmehold, ACFC, skal have til huse.
  • Nyt bibliotek og medborgercenter, samt et Samlingshus, som beboere og frivillige foreninger kan bruge.

Det forventes, at realiseringen af Helhedsplan Gellerup i alt vil koste seks-syv milliarder kroner, som skal komme fra kommunal side, Landsbyggefonden og private investorer.

Knap 6.000 naboer

Ahmad Kawasch fra Libanon har boet i Gellerupparken i 20 år, fortæller han på lidt gebrokkent dansk. Han har en hue trukket ned over ørerne og er lidt genert. Han synes, det er en god idé med alle forretningerne, og Boulevarden gør det nemmere for ham at komme rundt. Sommetider er der lidt støjgener fra byggeriet, men ellers er han meget glad for, at der bliver gjort noget for området, siger han, inden han forsvinder ind i en af blokkene.

Han bor her sammen med knap 6.000 andre, hvoraf mange er arbejds- eller uddannelsesløse og har en lav indkomst. Loven er der en del, der ikke har så meget respekt for; den bliver i hvert fald tit overtrådt herude, hvilket er med til at kvalificere Gellerupparken som en ghetto.

85 procent af beboerne er indvandrere eller efterkommere, og de får tit skylden for alle problemerne, men ifølge ’Evidens for sociale effekter af fysiske indsatser i udsatte boligområder’-rapporten bør man ikke skyde skylden på beboersammensætningen. Den finder nemlig belæg for, at man kan ændre et socialt udsat område uden at ændre på andelen af beboere med minoritetsbaggrund.

Paradigmeskifte

Gunvor Christensen er sociolog og forsker hos SFI. Hun har været supervisor på rapporten, og ifølge hende er det vigtigt at understrege, at det er en kombination af de sociale og fysiske ændringer, der skal løfte området. De arkitektoniske ændringer alene kan ikke kan få et menneske til at føle sig mere trygt eller få det til at tage en uddannelse – det kræver, at den suppleres af en social indsats.

Trine Kyed Jansen er kommunikationskonsulent i Helhedsplan Gellerup og medgiver også, at det er en kombination af de to indsatser, der skal hjælpe.

»Helhedsplanen er et paradigmeskift og et opgør med den måde, man hidtil har grebet problemerne an på – at de sociale indsatser nu skal kombineres med strukturelle fysiske indsatser, der ser på hele områdets struktur,« siger hun.

Ifølge Niels Bjørn har de hidtidige løsninger ikke været bæredygtige i forhold til et områdes velbefindende, og han mener ikke, man får bugt med de sociale udfordringer, hvis man ikke laver de strukturelle, fysiske ændringer. Rapporten fra 2014 viser, at de faktisk er fuldstændigt afgørende.

Og i E&P Huset fortæller Rasmus Nørfeldt stadig entusiastisk om, hvordan de skal løfte fremtidens Gellerup. Udenfor tårner flere kraner majestætisk op og varsler om langvarig forandring. Man må ikke røre ved modellen, men man kan se, at mange har haft fingrene i den.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Laugesen

Dejlig historie, der søger at retfærdiggøre Aarhus kommunes kyniske boligpolitik gennem 47 år, tilsat idiotisk sludder om Le Corbusier, og at flygtninge og gæstearbejdere har hele skylden. Ikke et kritisk spørgsmål fra de to journalister. Hvorfor har avisen købt sådan en gang tekstreklame?

Bjarne Bisgaard Jensen, Christel Gruner-Olesen, Kenneth Hansen, Michael Kongstad Nielsen, Hans Larsen, Peter Jensen og Torben Skov anbefalede denne kommentar

"I 30 år har man forgæves forsøgt at løse de problemer, der gør Gellerupparken til et udsat boligområde. Men prestigeprojektet Helhedsplan Gellerup kan måske løfte opgaven"

Hvis man går fra at løse problemer til at løfte opgaver, kan det hele måske komme til at se lidt pænere ud - og udbytningen, diskriminationen og distributionen af prekariatet kan fortsætte relativt ufortrødent.

Runa Lystlund

R skriver ikke SL
Riv skidtet med. Det er alt sammen dårlig kransporsarkitektur. Drømmen om, at Gellerup kan blive godt sted at bo, er blot at smide endnu flere penge i et uendelig dybt hul. Gellerupparken vil ikke være med til at integrere mennesker.

Riv også Mjølnerparken ned. Begge steder står som en skamstøtte over dårlig arkitektur og sociale problemer, beboet af mennesker uden arbejde. Byg mindre enheder forskellige steder og flyt beboerne dertil. Der er afsat lige knapt 1 milliard til at ændre og vedligeholde Mjølnerparken. Pengene vil blive hentet fra Landsbyggefondens pulje. Endnu et hul. Integration kan ikke foregå i et område hvor der ikke bor nogle danskere.

Dette er ikke ment som racistisk udsagn, men et udsagn om en håbløs socialpolitik og elendig arkitektur.

Tro mig, ingen arkitektur har nogen sinde været i stad til at løse sociale problemer, eller skabe integration.

Tingbjerg tegnet af Sten Ejler Rasmussen er et eklatant eksempel på social armod til trods for, at det tidligere var et godt sted at bo.

Indvandrere skal bo blandt danskere ikke i indvandrerbyer. Tro mig, jeg er en selv indvandrer og arkitekt.

Michael Kongstad Nielsen

Det største problem i dansk boligpolitik er ikke arkitekturen, men økonomi og ejerforhold.
Ritt Bjerregaard forsøgte som overborgmester i København at etablere 'billige' boliger, men det forhindrede den borgerlige regering hende i. Samme regering opprioriterede ejerboligen i sådan en grad, at det lagde grunden under finanskrisens danske afdeling.

Almene boliger var eneste mulighed for ikke vel bemidlede borgere, og såvel boligselskaber som ikke velbemidlede blev der generelt set skævt til. De måtte derfor til en vis grad sejle deres egen sø.

Offentlige midler blev derimod brugt til 'byfornyelse', kvarterløft, saneringer og gårdrydninger i de store gamle tætte byer, som bestod af ejerlejligheder og til dels private udlejningsejendomme. Kombineret med skattestop, rentefrie lån, osv., steg priserne på ejerboliger, og gjorde det endnu mere umuligt for beboere i almene boliger at flytte ud.

Projektet i Gellerupparken lyder meget godt, men langsigtet bør der findes nogle alternative ejer- og finansieringsformer, der spreder bo-mulighederne mere ud, og lad så Ritt Bjerregaards ideer få en ny chance.

Runa Lystlund

R skriver ikke SL
Michael Kongsted Nielsen
Ritt Bjerregaards ideer med billige almennyttige boliger har desværre ingen gang på jorden i de store byer, på grund af grundpriserne i København f.eks. Kravet om, at der afsættes 25% af boligarealerne i nye boligbebyggelser til almennyttigt boligbyggeri bliver fraveget og nedprioriteret af denne regering.

Læs Karsten Ifertsens diskussion med Frank Jensen (S) borgmester i København i Politiken om det nye byggeri i Nordhavnen, priser og de 25% almennyttigt boligbyggeri, som burde have være placeret i dette nye byggeri, for at tilgodese diversiteten i beboersammensætningen i København.

Ligegyldigt hvad der bliver lavet i Gellerupparken bliver den altid for stor og umenneskelig. Ingen gider købe disse lejligheder, fordi de bliver for dyre og de bliver for dyre at leje, grundet dyr ombygning. Man bør rive disse enorme og dårlige enklaver ned lidt efter lidt og bygge menneskeværdige boliger for indvandrere og mindre bemidlede danskere og genhuse disse mennesker. Derved kan man også bedre styre hvilke beboere, der bør bo i disse almennyttige boligbyggerier og i det sociale boligbyggeri. Man bør ikke accumulere store problemer et sted. Disse boliger som østtyskerne kaldte plattenbau er og bliver dårlige steder at bo og der er mange af dem. Mit firma har energirenoveret et stort byggeri ved København for mange penge. Bevares det er blevet smukkere, varmere og rarere, men koncentrationen af den sociale arv er for stor, der skal andre og mere drastiske midler til for at stedet bliver et godt sted at være. Man skal ikke bygge videre på noget, der altid har været dårligt og blot bliver dyrere og lidt mindre dårligt efter ombygning. Vi skal heller ikke glemme, at huslejen vil stige betragteligt. Vi bliver nød til at stemme på andre partier, hvis Ritt Bjerregaards ideer skal vinde indpas.

Niels K. Nielsen

Centrum venstres ønske om billige boliger medfører altid store regninger til fællesskabet i form af støtte - det være sig til almene boliger eller såkaldt byfornyelse.
Det omtalte forsøg fra Ritt i sin tid var baseret på at forære Københavns borgeres jord væk - og det var ulovligt.
Gjellerup eksperimentet er et andet klassisk eksempel på at bruge andre folks penge på noget, som nok ikke virker alligevel, men som for det centrum venstre ledede Århus Kommune lyder godt. I Voldsmose brugte danskerne en 1 mia. på noget lignende for nogle få år tilbage - uden den ønskede effekt.

Boliger er dyre at opføre, fordi der går så mange arbejdstimer med det.
Disse timer er dyre, fordi de er belagt med stor afgift fra Statens side, idet Statens finansierer sig med verdens højeste afgifter på arbejde samt en række andre afgifter - f.eks. moms.
Denne årsag-virkning sammenhæng er der desværre ingen, der vil tale om - og da slet ikke på venstrefløjen. Dansk Byggeri har opgjort, at over 50 % af byggeomkostningerne havner i Statskassen.
Velfærdsstatens udgifter er 1.100 mia. om året svarende til 125 mio. kr. i timen. Det har mange store negative konsekvenser for samfundet; bl.a. at boliger bliver dyre at opføre, og at man skal betale afgift efterfølgende for at bo i dem, hvis man selv ejer og betaler for boligen.

Michael Kongstad Nielsen

Den største foræring, politikerne nogensinde har givet ejere af beboelsesejendomme, var indførelsen af lov om ejerlejligheder i 1966 - der fik lov til at buldre løs i 10 år i hele landet, indtil det blev stoppet i den gamle boligmasse, men stadig er mulig i nybyggeri.

Ritt Bjerregaards ændring af ejendomsvurderingsreglerne ved salg af fx. Christianhavns Fælled til opførelse af billige boliger var vand i forhold den foræring, der lå i ejerlejlighedslovene. De var en 'forbrydelse', der har skævvredet boligmarkedet lige siden.

For tiden stiger ejerlejligheder i København med 10% om året.

Michael Kongstad Nielsen

Niels K. Nielsen
- 08:18
Udgifter til byfornyelse kapitaliseres direkte ind i ejerlejlighedernes værdi i de pågældende karreer.
Ritts forsøg krævede en lovændring, derfor henvendte hun sig også til Christiansborg - uden resultat.

Meningen med Gellerup-parken, Vollsmose, Mjølnerparken mm. var jo, da de blev bygget i 1960erne og 1970erne, at arbejderklassen skulle flytte ind i de her fine, nye lejligheder med koldt og varmt vand, affaldsskakt, som var store, lyse, rene og luftige. Og at de skulle være en lille landsby i sig selv, hvor alt var samlet indenfor gå afstand. Men socialdemokratiske byplanlæggere havde ikke forudset to ting - parcelhuset og bilens popularitet i 1970erne; her flyttede arbejderklassen ind, da den mere eller mindre tvangsmæssigt blev flyttet ud af midtbyen i Aarhus. Og endnu i 1970erne og i 1980erne var der altså nedslidte boliger og boliger, også ejerlejligheder, der var til at betale i København og i Aarhus. Og selv i starten af 1990erne var der lejlligheder i København, der endnu ikke have eget toilet og bad, og hvor man måtte varme op med petroleum.

Da arbejderklassen, og ja, sikkert også (få) akademikere i løbet af 1970erne og 1980erne flyttede ud af f.eks. Gellerup-parken, så flyttede flygtningene ind - især fordi lejlighederne var store, lyse og luftige og var på 4-5 værelser; det passede næsten perfekt til den tyrkiske del af arbejderklassen i 1970erne, og den pakistanske del af arbejderklassen i 1970erne - med den store (dengang) børneflokke.

Og da flygtninge, så blev ved med at komme og komme, var det altså det nemmeste at flytte dem der ud - på behørig afstand af andre mennesker, danskere mm, i kommunen. Og det nemmeste var også at misbrugere, psykisk syge, alkoholikere mm. derud. Og det betyder - og betød - at flygtninge og indvandrere der bor i f.eks Gellerup-parken kun møder danskere, der ikke har et arbejde...

Og det er altså ikke godt for integrationen....