Læsetid 6 min.

Axel Honneth: Socialisme er ikke bare en lighedsbevægelse. Den er en frihedsbevægelse

Socialismens grundidé er hverken arbejderkamp eller økonomisk lighed, mener stjernefilosoffen Axel Honneth. Det er frihed. Ikke frihed i den liberalistiske aftapning, hvor man helst er fri for andres indblanding – nej, en social frihed, hvor mennesker altid er betingelsen for hinandens frihed. Det skal vi huske den 1. maj
Moderne socialisme skal ikke kun fokusere på penge – og den skal heller ikke handle om arbejderklassen, mener den berømte tyske filosof Axel Honneth.

Moderne socialisme skal ikke kun fokusere på penge – og den skal heller ikke handle om arbejderklassen, mener den berømte tyske filosof Axel Honneth.

J. Bauer
29. april 2017

»Det er kernen!« udbryder Axel Honneth i telefonen fra Frankfurt, så man næsten kan høre hans overskæg vibrere. »Jeg ser socialisme som en bedre form for liberalisme, jah

Han taler som det, han er: en tysk stjernefilosof. Sætningerne kryber af sted i lange logiske kæder, hvor hvert led og hver indskudt bisætning har sin egen klare funktion, og som ofte adskilles af et lille »jah«.

I forrige uge udkom Honneths seneste bog på dansk, Socialismens idé, hvor han systematisk afmærker sprækkerne i det røde fundament – ikke for at lægge socialismen i graven, men for at genfinde dens bærende elementer, så vi kan få en moderne socialisme.

Timingen kunne næppe være bedre: Mandag er Arbejdernes Internationale Kampdag, hvor mange nok kunne bruge en opdateret forståelse af, hvad de røde faner symboliserer.

– Hvad er du nået frem til? Hvad er socialismens ide?

»Det handler ikke bare om lighed, som man så ofte hører,« siger Honneth. »Socialismens kraft ligger i en særlig form for frihed: det, jeg kalder social frihed. At man ikke kan realisere sin egen frihed uden at samarbejde med andre. Socialisme er ikke bare en lighedsbevægelse. Den er en frihedsbevægelse.«

Social frihed

Frihed er ellers ikke det første ord, man forbinder med socialisme. Da det intellektuelle bo skulle gøres op efter den franske revolution – hvor parolen som bekendt var ’frihed, lighed og broderskab’ – tog de blå hurtigt patent på ’frihed’, mens de røde løb med ’lighed og broderskab’.

Men sådan behøver det ikke at være, mener Honneth – der er nemlig stor forskel på den røde og den blå version af frihed.

»Den rent individualistiske idé om frihed handler om privat autonomi. Om at have et sted, hvor ingen – hverken staten eller andre – kan blande sig. Individet er uafhængigt, og man får frihed ved at blive fri fra andres indblanding. Social frihed er det modsatte: Her kan jeg kun realisere de ting, der er de vigtigste for mig – at elske nogen eller at arbejde på en utvungen måde – ved at arbejde sammen med andre.«

Frihed er nemlig ikke bare fraværet af tvang, som liberalisterne tror. Intet menneske kan blive frit alene. Tag selvrealisering som et eksempel: Man kan ikke realisere sig selv uden andre, for hvor skulle hurraråbene og de anerkendende blikke så komme fra?

Alt hvad mennesker stræber efter – kærlighed, magt, venskab, anerkendelse – kan kun komme via andre mennesker. »Vi udgør betingelsen for den andens frihed,« som Honneth skriver.

Det er er socialismens idé: social frihed.

69-årige Axel Honneth er noget af det nærmeste, man kommer en moderne akademikerstjerne. Hans bøger er oversat til alverdens sprog, han er fast pensum på alt fra pædagoguddannelsen til filosofistudiet, og han leder det legendariske Institut for Socialforskning i Frankurt, hvor han har overtaget den akademiske fakkel fra personligheder som Habermas, Adorno og Marcuse.

Han er tredje generation af den navnkundige Frankfurterskole, som i knap hundrede år har nytænkt Karl Marx’ røde tankegods.

I sin nye bog udpeger Axel Honneth (mindst) to alvorlige fejl ved socialismen, som den næste generation bør rette op på:

1) Moderne socialister skal ikke kun fokusere på penge

Karl Marx mente som bekendt, at ’basis determinerer overbygningen’ – eller på godt dansk: Penge bestemmer alt. Kultur, sprog, psykologi, medier – det hele handler om økonomi (Marx var trods alt økonom). Men det er forkert, mener Honneth.

»Vi skal forstå, at socialisme ikke kun handler om økonomisk omfordeling,« siger han. »Den originale idé med marxismen, hvor man skelner mellem centrale og perifere konflikter, er vildledende, for man kommer til at tro, at den økonomiske sfære determinerer alt – i al fremtid. Det tror jeg ikke på. En fair forståelse af socialisme i dag handler om at identificere forskellige typer af konflikter i forskellige sfærer.«

Undertrykkelse foregår ikke kun på fabrikker og finansmarkeder, men også i familien, i lokalsamfundet og i parforholdet. Homoseksuelle bliver mobbet i skolegården, og kvinder bliver diskrimineret på arbejdspladsen.

Der er altid en dum frø, der bliver truet, eller en socialistisk bedsteborger, der får ødelagt sin udsigt, når der lægges planer for byudviklingen i København.
Læs også

Det kan ikke løses ved at omstyrte det kapitalistiske system, og derfor er socialismens opgave ikke kun at omforme økonomien – den skal også omforme venskabet og familien, så alle får social frihed.

»Idéen var, at man kunne skabe frihed og fremskridt ved at omorganisere økonomien, men et fuldt ud demokratisk samfund har brug for det, jeg kalder ’en demokratisk livsform’. At alle sfærer bliver omorganiseret og demokratiske,« siger Honneth.

Men hvordan? De fleste socialister har nok en idé om, hvordan man fikser økonomien (noget med højere skatter og mere omfordeling velsagtens), men hvordan sikrer man social frihed i privatlivet?

»Ja, det er meget sværere,« siger Honneth. »Social frihed er ikke mulig uden lighed mellem dem, der deltager. Men det er halvvejs lykkedes for den feministiske bevægelse, så kvinder ikke længere er afhængige af deres mænd.«

2) Moderne socialisme handler ikke om arbejderklassen

Fordi socialismen voksede frem blandt 1800-tallets fabriksarbejdere, har den altid været tæt forbundet med den klassiske arbejder. Manden i blå Kansasdragt. Men det ikke logisk, mener Honneth. Socialismen er ikke en interesseorganisation for arbejdere, den er en forestilling om frihed.

Arbejderne var tilfældigvis de ufrie og undertrykte, da socialismen blev født, men i dag er det anderledes. I dag er »industriarbejderne blevet et mindretal i den samlede gruppe af lønarbejdere,« som Honneth skriver, og derfor bør socialismen kæmpe lige så meget for folkeskolelærere, tjenere og revisorer som for fabriksarbejdere.

»Det var en fejl fra starten at have så stærkt et bånd mellem arbejderklassen og socialismen,« siger Honneth.

Faktisk har alliancen skabt mange problemer. Dels følte venstrefløjen ikke, at den behøvede gøre sig umage for at få arbejdernes stemmer – den tog dem for givet (hvilket højrepopulister over hele Europa har nydt godt af). Dels blev feminister og borgerrettighedsgrupper ignoreret.

»Eksklusionen af feministerne er et godt eksempel,« siger Honneth »Der har altid været spændinger mellem feminister og socialister, for socialisterne mente, at kvindekamp var en perifer konflikt. Alt handlede om arbejderklassen.«

– Hvem skal være helten i socialismens fortælling, hvis det ikke skal være arbejderen?

»Socialismen skal altid tage sig af dem, der har det værst. I dag omfatter det nogle grupper af arbejdere, men især det nye proletariat i servicesektoren (Honneth har et solidt tysk ord for denne gruppe: Dienstleistungsproletariat, red.), flygtninge og kvinder i svage positioner. Det er dem, socialismen skal tage sig af.«

Utvungen samarbejde

– Hvorfor skulle socialismen egentlig være specielt god til at frigøre mennesker? Historisk set har den ikke lige frem været garant for frihed …?

»Ja, det er jeg ganske bevidst om,« siger Honneth, så man næsten kan høre ham ryste opgivende på hovedet. »Enhver, som seriøst vil forsvare socialismen, må identificere de ideologiske elementer, som legitimerede historiske forbrydelser, og så genskabe socialismen i en form, hvor de elementer er væk.«

Colin Kaepernick forkaster ikke det amerikanske demokratis principper, når han bliver siddende, men han gør opmærksom på, at USA til daglig svigter sine idealer om »retfærdighed for alle«, viser Honneths analyse.
Læs også

Derfor er socialismens idé heller ikke lighed for enhver pris, mener han. Socialismens idé er frihed. Social frihed. Og det gælder både i økonomien, privatlivet og det demokratiske liv. For ligesom man ikke kan realisere sig selv alene, kan man heller ikke være demokrat alene.

Demokrati handler ikke bare om frie individer, der uhindret lægger deres stemmesedler i en valgurne, nej, demokrati er en måde at leve på.

»Demokratisk politik handler om gensidig forståelse og samarbejde i offentligheden om, hvad der er bedst for det politiske fællesskab,« siger Honneth.

Han rømmer sig. Han har ikke mere tid.

– Så hvis man skal opsummere socialismens idé …

Honneth svarer hurtigt. Han har prøvet det før.

»Jeg kan ikke realisere min egen frihed ud at arbejde sammen med andre. Utvungent samarbejde.«

Det er den idé, socialisterne skal huske i Fælledparken den 1. maj.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
  • Brugerbillede for Ejvind Larsen
    Ejvind Larsen
  • Brugerbillede for Erik Karlsen
    Erik Karlsen
  • Brugerbillede for Steffen Gliese
    Steffen Gliese
  • Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
    Robert Ørsted-Jensen
  • Brugerbillede for Mihail Larsen
    Mihail Larsen
  • Brugerbillede for Ebbe Wagner Smitt
    Ebbe Wagner Smitt
  • Brugerbillede for Jan Weis
    Jan Weis
  • Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg
    Jens Thaarup Nyberg
  • Brugerbillede for Stig Bøg
    Stig Bøg
Niels Nielsen, Ejvind Larsen, Erik Karlsen, Steffen Gliese, Robert Ørsted-Jensen, Mihail Larsen, Ebbe Wagner Smitt, Jan Weis, Jens Thaarup Nyberg og Stig Bøg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for niels astrup

"»Det var en fejl fra starten at have så stærkt et bånd mellem arbejderklassen og socialismen,« siger Honneth.".

MIn første tanke, da jeg læste den sætning: Jeg ved, der er en bad sex award. Det er vist på tid at få en pris til de mest realitetsfjerne ideer fra Frankfurt-unitetet.

Brugerbillede for Jan Damskier

Niels Astrup: Prøv igen, så vi andre kan forstå hvad du mener.

Eva Schwanenflügel, Flemming Berger og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for niels astrup

Jan: Når Honneth siger at de historiske bånd mellem arbejderklassen og socialismen er en fejl, så er det nogenlunde de mest verdensfjerne, historiefornægtende sludder, jeg længe har læst.

Det giver lige så meget mening at sige, at de tætte bånd mellem kvinderne og feminismen også var en fejl fra starten. Eller at andelstanken er glimrende - hvis dte ikke lige var for bønder og forbrugere.

Niels Nielsen, Egon Stich, Dennis Jensen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Jensen

Honneth har ret i at størst mulig frigørelse fra menneskelig tvang er en gennemgående pointe i socialismen ... og at vi er hinandens sociale forudsætninger (for at socialisme kan fungere i praksis). Men at dette ifølge Honneth ikke nødvendiggør videst mulig økonomisk lighed, herunder at den historisk udbyttede klasse (arbejderne (som idag indgår i den flydende megabetegner 'lønmodtagere') mobiliseres OG mobiliserer forandringskraft, kan undre. Vidstrakt økonomisk lighed er en forudsætning for at også videst mulig frihed for tvang (dvs. bred, mellemfolkelig adkomst til magtudøvelse og -forvaltning) og socialt bæredygtige (samfunds)forhold kan realiseres.

Niels Nielsen, Egon Stich og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen

Niels - han har ret - problemet er at arbejderklassen blev et mål - hvor det hos f.eks. Marx var et middel. Siden Marx har vi så oplevet det modsatte af hvad Marx havde forestillet sig. Arbejderklassen svinder ind, ikke globalt måske, men i de store gamle industri bliver der mindre og mindre arbejderklasse.

Arbejder bør stadig være en del af midlet - men arbejderklassen er ikke længere og burde aldrig havde været et mål

Niels Nielsen, Eva Schwanenflügel, HC Grau Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Problemet er, at arbejderklassen ikke flytter sig. Kun, når den kan realisere sig selv som middeklasse, er den klar til at tage samfundsansvaret på sig. Kun, når middelklassen hæver sig til overklasse i kraft af ny teknologi og demokratisk lighed, kan socialismen indfris.

Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg
Jens Thaarup Nyberg

»Jeg kan ikke realisere min egen frihed ud at arbejde sammen med andre. Utvungent samarbejde.«
Øh - mon ikke det skulle hedde "nødvendigt samarbejde" ?

Brugerbillede for Touhami Bennour
Touhami Bennour

Marx troede ikke på Revolutionen iRusland fordi der manglede nemlig "arbejder klasse" på det tidspunkt. Så Lenin fand på begrebet "avant garde" formet fra forskellige baggrund, men stærk politisk uddannet. Sådan fungerede i virgeligheden Soviet Unionen hele tiden, selv om man talte om arbejder klasse. Måske K. Marx havde ret. For Soviet Unionen fald jo for altid.
Noget andet er den situation i dag. Ikke begrebet arbejderklasse skal revurderes, men andre begreber er forældet: Emmanuel Macron har ført nyt begreb frem i sin bog "Revolution" i stedet for "fattig" som danskere bruger ofte, taler han om "Ceux qui ont moins" oversat til ; "Dem ,der har mindre." En fattig er den, der ikke kan betaler husleje, kan ikke selv sinde sin børn i skole, der skal have hjælp fra staten, og disse kategori af mennesker findes ikke mere i Frankrig. Så "dem der har mindre" er neologism,

Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen

Niels - det svarer meget nøje til at sige at forbindelsen mellem ligeret og feminisme ikke har ret meget værdi - for det afgørende er ligeretten - ikke kvinderne.

Brugerbillede for Touhami Bennour
Touhami Bennour

Forklaringen på Putins forsvar af Stalin mens det synes ikke han ser positiv på Lenin, er at Stalin har opnået noget, der kan overføres som arv til efterkommere i Soviet ( Rusland) men Lenin var uheldig, der findes ikke "socialism som arv eller noget andet, som kommer fra ham. Her jeg ser Putin har set rigtig. Han sidder i magten og i verdens scene i kraft af "nuklear våben". Det er den eneste arv fra den socialistiske periode. Uden Atom våben er Rusland ikke noget og ville komme bag Indien og kina. Jeg kan selv hellere se noget, der har at gøre med socialism. Og ikke at glemme fædrelandets krig mod Nazi Tyskland, som også var Stalins værk. Jeg forsvarer ikke Stalin men jeg fortæller alene historie.

Brugerbillede for Niels Nielsen
Niels Nielsen

Stephen Gliese: "Kun, når den [arbejderklassen] kan realisere sig selv som middelklasse, er den klar til at tage samfundsansvaret på sig."

Det er jeg ikke enig med dig i. Din oplevelse af det, som du beskriver som "ikke at være klar", tror jeg bunder i, at arbejderklassen vil noget andet end dig. Når arbejderklassen ellers er klar til noget, er den klar til at omforme samfundet i sine egne interesser, på direkte bekostning af småborgerskabets (middelklassens) og borgerskabets interesser. Indskrænke arbejdsgivernes ledelsesret, i modsætning til at udvide den, for nu at nævne et aktuelt eksempel

Først når arbejderklassen kan realisere sig som middelklasse, er den parat til at tro på, at vi alle sammen har fælles interesser (vi skal jo allesammen kunne være her; vi er alle i samme båd; hvad der er godt for mig, er godt for Danmark osv. etc...), og at det derfor må være muligt at finde en løsning uden at det går ud over nogen, og da slet ikke middelklassen.

Da jeg var ung, bekymrede vi os om småborgerskabets deklassering til pjalteproletariat, fordi forskningen dengang pegede på, at der måske var en sammenhæng mellem social deklassering og politisk polarisering og ekstremisering. Nu, hvor jeg er blevet ældre, er jeg begyndt mere at tro, at det nok endte med at være det modsatte, der blev et demokratisk problem: Arbejderklassens politisk orkestrerede ophøjelse til middelklasse har medført en småborgerliggørelse af store dele af befolkningen, som derfor tenderer mod at støtte en traditionel højreorienteret politik, der privilegerer ejere og investorer, på bekostning af alle os taber, der ikke kan finde ud af at få pengene til at arbejde for os. Som om penge kunne arbejde....

Så længe den selvejende middelklasse er i massivt flertal, bliver det svært at stille noget op uden at ty til såkaldt "udemokratiske" midler. Og det må man jo ikke.

Men paradoksalt nok er jeg rimeligt fortrøstningsfuld, for jeg tror ikke, at middelklassen er i stand til at moderere sig, det er den simpelthen for grådig til. Det ville kræve en statsmand mindst af Bismarcks støbning, at forhindre det moderne småborgerskab i at forarme underklassen, og jeg ser ingen tegn på, at højrefløjen skulle barsle med en sådan personlighed i en overskuelig fremtid.

Alle disse ord for at forklare, at det altså er middelklassen, der ikke er i stand til at tage et samfundsansvar. Arbejderklassen kan sagtens tage et ansvar, den er bare (igen) kommet i mindretal, og kan derfor til enhver tid stemmes ned. Det skal vi så lige vænne os til, for den retfærdige kamp er ideelt set flertallets kamp, og den har i mange år endda reelt været flertallets kamp, selvom flertallet måske ikke selv altid vidste det - og det er en helt ny situation at skulle kæmpe for en besiddelsesløs arbejderklasse, der ikke alene er blevet arbejdsløs, men oven i købet er kommet i mindretal.

Fundamentaldemokratister vil hertil svare, at jeg bare skal organisere et flertal eller holde min kæft, så jeg vil holde min kæft indtil videre.

Glædelig første maj!

Jens Thaarup Nyberg, Ebbe Overbye og Søren Roepstorff anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen

Niels Nielsen jeg synes stadig at der i din udlægning her ligger en masse i retning af arbejderklassen som mål, rettere end det redskab til forandring de oprindeligt blev anskuet som af bl.a. Marx. Prøv derfor i stedet for den megen snak om middel- og arbejderklasse, at koncentrere dig mere om hvad det er for en samfundsudvikling og samfund du mener vi skal stræbe efter (ikke bare i Danmark eller norden, men i de vestilige industrilandende og globalt. Still så dig selv de der enkle spørgsmål hvad angår hvilke kræfter og klasser i vores samfund der har naturlig interesse i at fremme en udvikling i den retning du ønsker dig. Du vil så konsteterwe at det langt hen ikke længere er den stadigt svindende arbejderklasse.

Arbejderklassen var det indlysende svar fra midten af det nittende år hundrede og hundrede år frem. Ikke fordi den bestod af de der helgener som leninisterne var i vane med at gøre dem til, men fordi de i tiltagende grad udgjorde et flertal og fordi de havde en enkel interesse i at "rejse en bygning til skærm" i deres nød. Så enkelt er det ikke længere, derfor er arbejderklassen heller ikke i vores samfund (omend det måske stadig er tilfældet globalt set) det indlysende redskab for progressiv forandring de engang var.

Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen

Touhami Bennour jeg kan følge en del af den snak men du glemmer at Lenin skabte forudsætningen for Stalin. Stalin var ikke den forrædder han gøres til af mange. Fejlene ligger stadig på Lenins og Trotskys bord

Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen

Det var sgu ikke arbejderklassen der udgjorde grundlaget for Lenins ultimative magtovertagelse. Hans kadrer bestod af middelklasse intellektuelle typer der både hyldede og afskyede den egentlige arbejderklassse. De var i leninsøjne bevidstløse og tankeløse mennesker som havde brug for en spydspids af intellektuelle konspiratorers (læs Lenin) begavede og oplyste udemokratiske ledelse. Det var en bondebevægelse med et mindretal af arbejdere unde udemokratisk ledelse af en frustret elitær samling af nærmest religiøse middelklasse intellektuelle der alle havde set lyset og en ny Guddom

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Problemet med arbejderklassen er rent ud sagt, at den ser sin kamp som mere af det samme i stedet for at omfavne de fremskridt, der sætter mennesker fri til at realisere sig selv i verden, i fællesskab med andre, ligebyrdige og frie.
Nu var der endnu en idiot, der tror, at marginalisering er at stå udenfor arbejdsmarkedet. Det er det ikke, marginalisering er at stå udenfor de demokratiske institutioner. Arbejderen kan ikke erkende sin værdi som menneske, uafhængigt af sin brugsværdi. Derfor må han blive middelklasse for at få et syn på sig selv som menneske.

Brugerbillede for Touhami Bennour
Touhami Bennour

Robert Ø. Jensen
Jeg mener også at Lenin skabte forudsætninger for Stalin. Der fandet et uafhængighedsforhold mellem de to. Men Stalin var Handlings mand. Det kunne skyldes at han stammer fra en " koloni", han troede mere på magtforhold. Det sagde han før han døde til Krutchov og andre. Han var ikke småborgelig.

Brugerbillede for Niels Nielsen
Niels Nielsen

ROJ, jeg kan godt følge dig - min redegørelse forholder sig til virkeligheden her og nu og forsøger at udpege de værste systemiske hurdler, der står i vejen for at vi kan komme videre med det socialistiske projekt, uden at jeg egentlig kommer nærmere ind på, hvordan det utopiske mål skal udformes.

Og det skyldes selvfølgelig, at jeg kun har nogle tågede forestillinger om det kommunistiske samfund. Der er svært for mig at forestille mig et klasseløst samfund, da jeg hele mit liv har levet i et klassesamfund - ja det er endda svært for mig at tro, at et sådant overhovedet kan realiseres. Tusindårsriget er det ideale mål, vi hele tiden tilstræber, men aldrig når.

Men en eller anden form for økonomisk demokrati og medejerskab til produktionsmidlerne vil da være en glimrende begyndelse.

Og hvem har interesse i det, spørger du så. Den del af arbejderklassen, som udover lønarbejde også besidder formue i form af mursten og anden bundet kapital - den del, jeg hævder er "ophøjet til middelklasse" (småborgerskab) - har det i hvert fald ikke, dens interesser kredser mere om, hvorvidt huspriserne stiger.

Men så må vi jo sætte vores lid til den globale arbejderklasse, som du antyder; på verdensplan er de besiddelsesløse stadig i flertal, selv om vi hjemlige proletarer er blevet et lille mindretal sat uden for indflydelse. Så der al mulig grund til at blive deprimeret eller fortrøstningsfuld, alt efter temperament.

Steffen Gliese, jeg er stadig uenig. Det for mig at se afgørende i klasseanalysen er kvaliteten "besiddelsesløs", ikke hvorvidt arbejderen faktisk har et job. Middelklassen (småborgerskabet) er netop ikke besiddelsesløs, men udmærker sig ved at eje noget - typisk et hus og en bil og måske penge i banken.

Fra et borgerligt politisk synspunkt er det jo genialt: Medlemmerne af den besiddende middelklasse er lige så meget lønarbejdere som den besiddelsesløse arbejderklasse, men har i modsætning til denne en hel del at tabe, og det kan borgerlige politikere udnytte: Så længe de freder boligejerne, og fremstiller de hjemløse som skrækeksempler, som tabere i konkurrencesamfundet, som nogen, der selv er ude om det og som egentlig bare skal tage sig sammen (læs: overtage middelklassens gældsbaserede værdier) - så længe kan politiker/managementklassen (banditten i habitten) gøre stort set hvad den vil. Og det gør den.

Se bare overenskomsten: Den traditionelle arbejderklasse i 3F og omegn er dybt utilfreds med, at arbejdsgiverne har fået indført 42-timers uge, men arbejderne var desværre i mindretal: Funktionærerne, altså HK og omegn, solidariserede sig - som altid - med deres managemnetklassen, som jo sidder på et kontor ligesom dem selv og bor i hus ligesom dem selv, bare større.
Det er da genialt, man skal bare have flere administrationsarbejdere, underdirektører, mellemledere og overformænd med fancy titler ansat end produktionsarbejdere, så kan man som ledelse få det, som man vil have det i det lokale samarbejdsudvalg, uden at nogen kan sige, at det ikke er gået demokratisk til.

Politikerne, som er en underafdeling af managementklassen, udnytter så denne ansættelsespolitik på landsplan.

Middelklassen/funktionærklassen/småborgerskabet er bestukket med materielle privilegier i form af ejendom, og kan derfor have svært ved erkende sin værdi som menneske. Den bevidste arbejder (fx mig) er fuldt bevidst om sin brugsværdi, småborgeren derimod kender kun priser og indretter sit liv efter de gældsforpligtelser, højborgerskabet så nådigt har tildelt dem.

Så min påstand sat på spidsen er, at jeg kender min brugsværdi, mens du kender din pris. Vores værdi som mennesker er en lidt anden boldgade, som netop ikke involverer - eller ikke burde involvere - folks brugs- og/eller bytteværdi. Den prisbevidste homo oeconomicus er kun en enkelt facet af bevidsthedens fortolkning af virkeligheden, selv om den i visse bevidstheder fylder alt for meget. Homo faber er en anden. Overbegrebet er homo sapiens, som indeholder begge typer og mange flere.

Middelklassen og overklassen har allieret sig om fælles et politisk projekt, der går ud på at forme borgerne til økonomiske rationalister. Arbejderklassen har traditionelt hævdet det handlende menneskes forrang for det tænkende menneske: Det gælder ikke om at forstå verden, men at forandre den.

Så jeg fastholder: Småborgerskabet er ude af stand til at tage et ansvar for samfundet. Se bare på den nuværende regering, behøver jeg at komme med flere eksempler?

Glædelig 2. maj. På forhånd undskyld for evt. vidtløftigheder, jeg har tømmermænd.

Brugerbillede for Touhami Bennour
Touhami Bennour

Det er ikke løst det problem mellem lighed og frihed. I realiteten er friheden kemper man først for,men i vesten ændres med sejr for lighed mens friheden går fløjten; tydeligt ses den på ligestilling mellem kvinder og mænd. På dette område har den vestlige kvinde taget mandens stilling og levestandard som model at følge. Der kommer fortolkningen af femenismen forskelligt, I Vesten dannes hvergang en ny femenististik bevægelse, den sidste hedder "femen"; det er sympton på fortolkning af problemet; "kvinde bevægelser", Den konflikt møder man også mellem den vestlige og den mulimske kvinde. Muslimere siger deres kvinder er fri men vesten siger de er ikke ligestillet, hun kan ikke vælge manden; problemet er den vestlige kvinde kan vælge får nogle år eller for et år, men ikke for altid eller langtid. Det samme sker med økonomisk lighed, Den vestlige tage den kapitalistiske levestandard og stillig som model: økonomisk demokrati og formue deling osv. Mens der foregår kamp om frihed forskellige steder i verden af mange lande mod Imperialismen og de gør det stadigvæk. Der har været solidaritet med den anti imperielistiske bevægelse i Stalin tid: Korea, Vietnam,men som det er gået mindre støtte efter, især i Alger krig( i vesten i vertfald), Stalin har spillet en afgørende rolle i kampen mod "Imperialismen" i Corea, Vietnam, Algeriet er en følge af den kamp, Her er støtte fra vesten efter hånden blevet mindre, men også nedvurderet. I dag er fremtiden for kapitalismen truet af de tidligere kolonier i virkeligheden lige nu i det der kaldes "Globalisering". Her finder man konflikt mellem det vestlige samfund generelt og globalisering, Bortset fra Macron findes ikke politiker som ikke er imod globalisering, fra venstre eller højre. Konflikten mellem frihed og socialism fortsætter.

Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg
Jens Thaarup Nyberg

Steffen Gliese; 02. maj, 2017 - 12:49
"Arbejderen kan ikke erkende sin værdi som menneske, uafhængigt af sin brugsværdi. Derfor må han blive middelklasse for at få et syn på sig selv som menneske."
Ja, frataget strejkeretten er arbejderen frataget muligheden for erkendelse af sin demokratiske menneskelighed.

Brugerbillede for Stig Bøg

Med Marx bevæger Fukuyama sig på det sociale og politiske plan. Som tidligere påpeget bliver herre/trælstrukturen derved udført som en klassekamp. Dertil svarer, at der alene bliver spurgt om, hvilke social struktur der vil være i stand til at tilfredsstille en anerkendelsestrang, som også forstås rent politisk og socialt ud fra klassekampens og samfundets strukturer. Mennesket er af væsen (selvud)arbejder, hedder det jo hos Marx, og deri er Fukuyama enig. Den lektie har de lært hos Hegel, men uden at komme til bunds i, hvad anliggendet er. Derfor sættes arbejdet lig med produktionsarbejdet, mens det forbliver ureflekteret, hvad det i øvrigt også er ud over, at det er omskabende, dannende og disciplinerende og fremtvinger reflexioner over de skabende individers rettigheder som samfundsborgere og deres ret til at besidde produkterne.
Hvor alt på denne måde udføres blot socialt og politisk, opstår der forståelsesvanskeligheder. En af dem er, at kristenhedens radikale hævdelse af den lige værdighed uden videre kan virke overbevisende og stå egeninteressen imod. Anthropologisk er den jo ubegrundet, da den ikke bindes til menneskelig egenskab. En anden forståelsesvanskelighed er i flugt hermed, at kristendommens påstand om lige værdighed i sækulariseret form skulle realiseres i de liberale friheds- og lighedsprincipper. Dels er den jo bundet i skabelsen, og den begrundelse udgår i den liberale teori. Dels er det en gammel indsigt, at ligheden for Gud og den frihed, som giver sig heraf, næppe lader sig programmere som samfundsprincip, uden at der går moralisering og fordærv i begge dele. En tredje forståelsesvanskelighed er, at det liberale samfund næppe kan påstås at insistere på universel lighed, klassers afskaffelse og en de jura frihed og lighed; den slags påstande er besværgelser. Det er jo netop sådanne falske påstande, der hele tiden inspirerer højre- og venstrefløjens anklager mod det liberale demokrati. Den frihed og lighed, som dette demokrati hævder i sit udgangspunkt, giver sammen med resterende privilegier og fratagne rettigheder (til f. eks. arbejde og produkter) anledning til både uligheder og ufriheder. En fjerde forståelsesvanskelighed er, at der mangler begrundelses for, at lige værdighed (isothymia) få forret for ulige værdighed (megalothymia). Intet erstatter i liberalismen den religiøse begrundelse, som udgår. Dette problem plager da også hele Fukuyamas fremstilling, hvilket viser sig i, at den bestandigt vender tilbage.
Kort sagt: overspringes begrundelsen for de sociale problemer, som er forbundet med anerkendelseskravet, må liberalismen hævdes gennem besværgelser og moraliseringer. Dette er sikkert, hvad Hegel indså, da han, som tidligere nævnt, vendte sig fra den sociale intersubjektitetsfilosofi til til bevidsthedsfilosofien. Han begav sig da på opdagelse af, hvad værdighedskravets kilde er. I den den forbindelse gik det op for ham, i hvilken elementær forstand mennesket er arbejder og dermed på én gang uomgængeligt herre og træl. Før strukturen herre/træl overhovedet kan komme til at foreligge som en klassedeling i samfundet, er mennesket som arbejder (hvad enten det i samfundet er herre eller træl) fra grunden er begge dele. Det er i lige grad og på uadskillelig måde en åndens og en håndens arbejder, herre og træl. Men rækkefølgen er ånd og herre først og dernæst hånd og træl, ikke omvendt . Idet alt, som vi så det sidst, i sidste ende træder frem som indtryk, tanke, bevidsthed, plan, forehavende og forestilling, går åndens srbejde (det mentale) forud for håndens arbejde (det materielle) i virkelighedens konstitution. Derfor hedder Hegels første store hovedværk ”Die Phænonologie des Geistes”. Det der interesserer ham, er, hvordan bevidstheden træder frem og vinder diverse skikkelser.
Hvor et menneske er til i verden og blandt den ting, har det altid noget for med dem og sit liv. Det har derfor altid allerede mistet eller ofret sin umiddelbare vished eller bevidsthed om sig selv. Det er blevet ”fremmedgjort” og ”sønderrevet” for sig selv, adspredt som det er i sine indtryk fra og forehavender med tingene. I adspredelsen har det ”glemt” sig selv. Eller det forefinder sig selv som en isoleret størrelse, et jeg eller bevidsthed, der står over for verden og dens ting som en ting blandt andre ting. Som sådan er det en ”ulykkelig” bevidsthed, fremmet for og uforsonet med sin verden og sig selv. Hvem det i virkeligheden og midt i den givne virkelighed selv er, er ikke noget givet. Det kan det først finde ud af ved at give sig af med sit liv og sin verden og dens ting: den egentlige selvbevidsthed er noget, der først må vindes.
Her er det så, arbejdet kommer ind. Indtrykkene, man får, modsvares af forehavendet og planen, man har. Det er herrens aspekt. Men dette aspekt kan ikke realiseres uden trællens slid og arbejde, som giver verden menneskets aftryk og gør den til en menneskelig verden. En verden som man befinder sig i sammen med andre af samme statur. Og mødet med dem er netop selvbevidsthedens centrale punkt. Disse andre er netop til stede med samme anliggende og samme ret. Måske har de endog været til forud og medbestemt virkeligheden. Eller de skal leve i en fremtid, vi overlader dem og dermed er forpligtede på. Derved bliver selvbevidstheden fastholdt i sin relative ret som betinget, betingende og forpligtet på det fælles. Den er ikke til i et tomrum, men i et fællesliv, hvor lighed går logisk forud for klassedeling. Og dette er så den elementære begrundelse for, at isothymia har strukturel forret for megalothymia. Hvem kan have ret til hovmod i en virkelighed, hvor alle er fælles om som herre og træl at måtte kæmpe sig frem til sin selvbevidsthed om, hvad det vil sige at være menneske? Og skulle retten hertil blive større af, at netop andre af samme slags er dem, der hjælper denne selvbevidsthed frem? I denne forstand er det, at Hegel kan siges at sækularisere kristendommen: Gud har forladt sin himmel og er gået ind i verden, d.v.s.: hans lighedsfordring er ingen religiøs og fortidig forestilling, men en levende, forståelig og nutidig realitet i det fælles liv.

Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg
Jens Thaarup Nyberg

Stig Bøg; - 13:10
"Mennesket er af væsen (selvud)arbejder, hedder det jo hos Marx, "
Efter erindringen : mennesket er et arbejdende dyr og et tænkende væsen/ Marx.

"... Før strukturen herre/træl overhovedet kan komme til at foreligge som en klassedeling i samfundet, er mennesket som arbejder (hvad enten det i samfundet er herre eller træl) fra grunden er begge dele. Det er i lige grad og på uadskillelig måde en åndens og en håndens arbejder, herre og træl. Men rækkefølgen er ånd og herre først og dernæst hånd og træl, ikke omvendt . Idet alt, som vi så det sidst, i sidste ende træder frem som indtryk, tanke, bevidsthed, plan, forehavende og forestilling, går åndens srbejde (det mentale) forud for håndens arbejde (det materielle) i virkelighedens konstitution. ..."
Og når ånden tager fejl, slår hånden den over fingrene ;-)

Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg
Jens Thaarup Nyberg

Stig Bøg; - 13:10
"Mennesket er af væsen (selvud)arbejder, hedder det jo hos Marx, "
Efter erindringen : mennesket er et arbejdende dyr og et tænkende væsen/ Marx.

"... Før strukturen herre/træl overhovedet kan komme til at foreligge som en klassedeling i samfundet, er mennesket som arbejder (hvad enten det i samfundet er herre eller træl) fra grunden er begge dele. Det er i lige grad og på uadskillelig måde en åndens og en håndens arbejder, herre og træl. Men rækkefølgen er ånd og herre først og dernæst hånd og træl, ikke omvendt . Idet alt, som vi så det sidst, i sidste ende træder frem som indtryk, tanke, bevidsthed, plan, forehavende og forestilling, går åndens srbejde (det mentale) forud for håndens arbejde (det materielle) i virkelighedens konstitution. ..."
Og når ånden tager fejl, slår hånden den over fingrene ;-)

Brugerbillede for Niels Nielsen
Niels Nielsen

"Derved bliver selvbevidstheden fastholdt i sin relative ret som betinget, betingende og forpligtet på det fælles. Den er ikke til i et tomrum, men i et fællesliv, hvor lighed går logisk forud for klassedeling. Og dette er så den elementære begrundelse for, at isothymia har strukturel forret for megalothymia." - skriver Stig Bøg.

En tysk historiker, Reinhart Koselleck, har udtalt, at det er vinderen, der skriver historien, mens det er taberen, der er i den bedste position til at forstå den - med direkte henvisning til tysk historieskrivning efter anden verdenskrig. Vinderen skal blot give en skønmalet og let redigeret version af, hvad der egentlig skete, da retfærdigheden sejrede - og det lærer man jo ikke rigtigt noget af - mens taberen står overfor at skulle forklare, hvad der gik galt, og hvorfor det gik galt, hvilket er anledning til et væld af nye indsigter.

Med andre ord: Vinderen har ingen interesse i nye fortolkninger af, was eigentlich gewesen, og vil derfor være disponeret til også næste gang at udkæmpe den forrige krig, og igen begå de fejltagelser, som i første omgang ikke var alvorlige nok til at forhindre en sejrrig udgang på historien. Taberen derimod er tvunget til at finde nye indsigter og nye taktikker, og isolere og eliminere de fejltagelser, som forhindrede sejren, da det virkelig gjaldt. Så det er i virkeligheden taberen, der skaber den historiske udvikling, i modsætning til vinderen, som blot forsøger at fastholde status quo. Taberen er tvunget til at forstå for at kunne forandre.

Statsfilosoffen Hegel var sig bevidst, at den gamle ideale sociale orden med skomageren i bunden og kongen i toppen var uigenkaldeligt tabt. Så som en god taber satte han sig for redde stumperne ved at udarbejde en ny og mere tidssvarende orden. Og en sidegevinst ved dette arbejde var så beviset på, at ligheden trumfer friheden, som Stig Bøgh så glimrende gør rede for. Hegels konkrete tanker er for længst forældede, men strukturen i hans tankegang er stadig aktuel.

Venstrehegelianeren Zizek har sagt i en af sine spidsformuleringer, at vi socialister mangler en teori om stalinismen. Måske er det en sådan teori, Honneth forsøger at udarbejde et grundlag for, når han siger:

"Enhver, som seriøst vil forsvare socialismen, må identificere de ideologiske elementer, som legitimerede historiske forbrydelser, og så genskabe socialismen i en form, hvor de elementer er væk."

Det er surt at tabe, men man har altså først rigtig tabt, når man giver op. Og at give op er ikke en mulighed.

Brugerbillede for Stig Bøg

Touhami Bennour
Derfor er socialismens idé heller ikke lighed for enhver pris, mener han. Socialismens idé er frihed. Social frihed. Og det gælder både i økonomien, privatlivet og det demokratiske liv. For ligesom man ikke kan realisere sig selv alene, kan man heller ikke være demokrat alene.
Demokrati handler ikke bare om frie individer, der uhindret lægger deres stemmesedler i en valgurne, nej, demokrati er en måde at leve på.
»Demokratisk politik handler om gensidig forståelse og samarbejde i offentligheden om, hvad der er bedst for det politiske fællesskab,« siger Honneth

Hegel (og ud fra ham Marx) ser udviklingen gå mod en samfundstilstand, der tilfredsstiller menneskets længsler.
De dertil nødvendige principper og institutioner finder Hegel udviklet i det liberale og Marx i det kommunistiske samfund.
Her ser de omstyrtningernes HISTORIE afviklet og afløst af et derfra artsforskelligt fællesliv.
Hvad Hegel beskriver som ”åndens spring”, er historisk set naturligvis den feudale og guddommeligt garanteret ordens (”det gamle regimes”) sammenbrud til fordel for den nye borgerlige eller liberale orden. Men der er netop tale om ”åndens spring” og således er den menneskelige enhed inddraget i en overordnet bevægelse. Denne bevægelse er den, hvori ”Geist” eller den historiske dynamik udfolder sig for at komme til bevidsthed i menneskets stadig mere komplicerede og omfattende refleksion og selvreflektion. Det er i den forbindelse af betydning at bemærke, at Hegel lader ” Geist” foretage et fremadrettet spring og antager en ny form. Der er ikke tale om nogen sidste form eller det sidste spring, sådan som Fukuyamas taler om historiens afslutning og det sidste menneske lader ane. Den kortslutning som Fukuyama her foretager hører hjemme i en reduktionistiske forståelse af Hegel, som bl. a. Marx indledte. Det er en risikabel og omkostningsfuld affære på den måde at ophøje menneskeartens arbejde og bevidsthed til sidste instans. Hos Hegel forbliver de led i en mere omfattende dynamik.
Hegels teori om anerkendelsens fundamentale betydning har en baggrund i Machiavellis socialfilosofi, oplysningstænkningen og Kants universalhistoriske teori. Da Fukuyama gør anerkendelseskravet til hovedmotivet i den historiske udvikling, forekommer det vigtigt at opholde sig ved det. Iflg. Axel Honneth: Kamf um Anerkennug bliver indsigten i anerkendelsens grundlæggende betydning til hos den unge Hegel i et opgør med den atomisme, han finder i sine forgængeres tænkning.
Machiavelli og naturretstænkeren Hobbes forkaster begge den klassisk-middelalderlige lære, at mennesket er et politisk-socialt væsen og finder grundlaget for samfundsdannelsen i den menneskelige egoisme eller egocentricitet. Den resulterer i en destruktiv urtilstand, som er alles kamp mod alle. Machiavelli giver fyrsten gode råd om, hvordan han skal spille behændigt på egocentriciteten og derved opretholde sin magt. Hos Hobbes indser mennesket derimod det futile i kampen, og de afgiver i en social kontrakt folkets magt til en suveræn fyrste, der så fastlægger, hvad den fælles vilje er(Hobbes er velanskrevet hos neocons i USA verdensordenen, når der er en hegemon)
. Mens fyrstens magtudfoldelse hos Machiavelli er amoralsk (ren behændighed), er den hos Hobbes moralsk bundet og legitimeret i en kontrakt mellem individer, der har ofret deres frihed til fordel for en rationel interesseafvejning. Da begge går ud fra en atomistisk individualisme, reduceres statens handlen til en kynisk, hhv. legitimeret bekæmpelse af alles krig mod alle.
Hos Kant er grundlaget noget anderledes, da den moralske legitimitet hos ham giver sig af menneskets frihed og moralske forpligtethed. Mennesket er ikke blot (som borger i naturkausalitetens verden) et væsen, der er underlagt naturens, tilbøjlighedernes og drifternes tilskyndelser. Det er også (som borger i frihedens verden) underlagt pligtens og det kategoriske imperativs bud. Da Kant er vidne til både den gamle enevældes og det jacobinske diktaturs udskejelser, ser han menneskets frihed og fornuft truet fra to sider. Han går derfor ind for oplyst enevælde og udformer den samfundsmæssige formel for menneskelig adfærd: ”adlyd først og kritiser dernæst”. Til nogen egentlig forsoning mellem individ og samfund kan det her ud fra
ikke komme. Det sociale liv forbliver til at hvile på spændingen mellem disse to poler. Hegel finder, at Kant ikke overvinder den atomisme, som sætter ”den enkeltes væren som den første og højeste”, og han kun fatter samfundet abstrakt som” de forenede mange”. For Hegel er en sammenslutning af abstrakte subjekter imidlertid ikke et begreb, der forslår, når man vil forstå det sociale liv.
At Hegel ser samfundet som andet og mere end en forening af abstrakte enkeltsubjekter, skyldes ikke, at han genopliver læren om menneskets sociale natur. Det skyldes derimod, at han ser mennesket som deltager i ben historisk proces, hvori det præger og skaber sig selv. Denne historiske proces eller dynamik har vi set ham benævne Geist, og den er fortsat næppe identisk med ”menneskets kollektive bevidsheds historie” . I stedet må den forstås så elementært, som Hegel nu gør det, ud fra det sociale netværk, som ethvert menneske fra grunden af er indviklet i.
Intet menneske kommer uden om fra begyndelsen af at være omsluttet af en familie, der er bundet sammen med kærlighedens bånd. Her anerkendes det som et behovsvæsen, hvis eksistens følelsen ikke tillader, at der stilles spørgsmål ved. Men i det borgerlige samfund gives der andre familier og personer, der kan problematisere det og måske endog anfægte, berøve og bestjæle personen. Deraf opstår der kamp og kampen gør det sociale bånd nødvendigt, som hedder retten. Og retten gør institutioner som familier sammen med enkeltpersoner til retssubjekter, der kan stille krav. En sådan retslig anerkendelse er ikke affektiv, som den familiære er, men cognitiv eller rationel. Det kan allerede ses, at enhver af disse former for anerkendelse kun dækker en del af og ikke hele menneskets person ind. Skal en sådan total inddækning ske, må der en ” Aufhebung” til, og den kan kun ske i den samfundsmæssige, folkelige eller struktur eller institution. Først her er chancen givet for en ”intellektuel anskuelse”, der ”ophæver” eller forener følelse og rationalitet og er, hvad vores sprogbrug kalder solidaritet.
Hvad Hegel kalder intellektuel anskuelse og vi solidaritet, er en ægte ”ophævelse”. I den er den familære følelses intensitet forsvundet sammen med den retslige rationalitets kolde saglighed. Men forpligtelsen til at anerkende medmennesket som en særegen person i egen værdighed og med ret til at udfolde sin særegenhed er bevaret. Solidaritet er afledt af det latinske verbum solidare, der betyder at gøre hel, tæt, fast, kompakt, istandsætte. Ordet angiver hvilket socialet bånd, der holder den offentlige orden sammen. Som det familiære og det retslige er det tæt forbundet med anerkendelsen. Og som de vil det være tilstede og omfatte enhver tilværelse, så såre den dertil svarende struktur er udviklet. Og strukturerne udvikles netop gennem individernes kamp for at blive anerkendt som hele personer. Ikke af naturen, men af den sociale historie giver sig altså både de hele personer og de institutioner, hvori de gennem kamp vinder anerkendelse som sådan.
Hermed har staten, folket og samfundet opnået en anden og videre bestemmelse end den ” atomisterne” tilkendte dem. Det er deres opgave at hævde personerne som andet og mere end konkrete behovsvæsener og abstrakte retssubjekter, nemlig som ”konkrete almene”. Herved forstår Hegel: som anerkendte, ejendommelige og samfundsmæssige subjekter, der i deres særegenhed deltager i og beriger det fælles liv og har krav på solidaritet. Som exemplet med forholdet mellem person har vist, er anerkendelseskampen andet og mere end blot en overlevelseskamp. Tilsvarende er den offentlige orden og de sociale bånd dikteret af andet end blot at skulle afværge alles kamp mod alle. Trin for trin tvinger anerkendelseskampen ikke blot en inddækning frem af dele af personen, lavere trin ikke dækkede ind. Den fremkalder også nye og mere komplexe niveauer af institutioner, bevidsthed og selvbevidsthed, der stiller stigende universaliserings- og reflexionskrav.
Hvor den intellektuelle anskuelse eller solidariteten er blevet det sociale livs forpligtende bånd, er det spørgsmålet, hvad staten, folket og samfundet er for størrelser. Rigtigt er jo, at alt er begrebet som bevægelse og at dette indebærer en relativisme, som gør, at vi ikke kan erklære noget for endgyldigt og sandt. Kan det så også være rigtigt, at endemålet er nået i og med, at frihedens, lighedens og folkesouverænitetens principper er hævdet? Som Fukuyama ganske rigtigt siger er (og forbliver?) indbyggede modsigelser antagelige uforudsigelige, så at en filosofisk analyse først baglæns kan fremhæve, hvordan sagerne på et givet tidspunkt står til. Men vil Hegel så mon uden videre kunne give Fukuyama ret i, at med den moderne liberale stat den højst tænkelige ramme for menneskeligt liv nået, så at universalhistorien ender her? Mon man kan lægge en sådan fast ramme, når menneskets natur flyder, fordi det bestandigt frembringer nye skikkelser for sig selv og sine behov? Kan det måske snarere tænkes, at der hvor solidariteten kommer til, vil dens spænding til frihed, lighed og folkesouverænitet bestandigt udlade sig i nye modeller og løsningsforsøg? Og vil man heraf kunne slutte, at det, som først og fremmest taler for det liberale demokrati, er, at det frem for andre styreformer selv ved, at det er både åbent og uafsluttet.

Jens Thaarup Nyberg, Touhami Bennour og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Nielsen
Niels Nielsen

Så længe det liberale demokrati vedbliver med at splitte det hele menneske i på den ene side en "forbruger" (konkret behovsvæsen) og på den anden side en "borger" (alment retssubjekt) kan denne styreform ikke siges at være et endemål. Det liberale demokrati er ganske rigtigt åbent og uafsluttet i sit principgrundlag, men da socialismen står på skuldrene af liberalismen, må også socialismen være underlagt en permanent revolution.

Både det liberale demokrati og socialismen bør kende sig selv og vide, at de er åbne systemer. Det er ikke mit indtryk, at liberalister kender sig selv således, tværtimod tenderer de mod at forkynde og helliggøre det begrænsede borgerlige demokrati som fuldkomment.

Omvendt: Som de foreløbige tabere i klassekampen har socialisterne en god mulighed for at erkende både den liberale tankes OG deres egen socialistiske tankes uundgåelige ufuldkommenhed.

Historien slutter ikke før solen brænder ud (eller menneskeheden udrydder sig selv), så Minervas ugle må nok vente lidt med at flyve ud i skumringen.

Jens Thaarup Nyberg, Stig Bøg og Touhami Bennour anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Touhami Bennour
Touhami Bennour

Stig bøg
Jeg har læst hele indlægget. mon du har også den væne at citere kun de Europeiske forfattere, der er også det samme i andre kulturer kredse som det arabiske, Jeg vidste meget af det du skriver før jeg kom til Danmark. Men jeg kendte mange arabiske tænker også, der har skrevet om historien. En arabisk historiker, som hedder Ibn khaldoun ca. 1430 e.jc. han er grundlægger af historien, som lære, dvs, universelt. Jeg har mødt en gang en dansker som kender ham. Jeg ved det er ikke din skyld at du ved måske ikke noget om ham; vi er i 2017 og det er gået 300 år siden den vestlige kapitalism herskede over verden, så alt hvad kom fra arabisk er fortiet. Men der er mange. Så hverken fukuyama eller fog kan være nok. I øvrigt Marxismem er dialektisk og dvs. lighed og frihred er forbundet sammen, mennesker har altid noget, der står i vejen for, der skal ryddes ud. og kan det ske kun med hvis man brænder for frihed. Frihedenskamp fører til målet og dermed til lighed. men det stopper ikke der, desværre du er nogle gange nød at udrydder målet også, og det kaldes Revolution. Hvis man kemper en frihedens kamp og opnår målet, selv om man bliver lige med den gamle fjende, man vælter den ( som DIEN BIEN FU). eller "EVIAN" for Algeriet. Så fjenden eller modstanderen har tabt. I det her tilfælde den franske imperialism blev erstattet af den Amerikanske Imperialism. Men det er en anden historie.

Brugerbillede for Niels Nielsen
Niels Nielsen

Touhami Bennour, grunden til at vi ikke nævner de arabiske forfattere er, at vi ikke kender dem. Selv orienterer jeg mig så bredt, som jeg kan, men jeg kan ikke læse arabisk, ligesom jeg ikke kan læse russisk, eller kinesisk, eller indisk for den sags skyld. Og undervisningen, vi har modtaget, da vi var børn, fokuserer alene på Danmarks og den vestlige verdens historie.

Så jeg er henvist til at følge diverse indiske, russiske og kinesiske nyhedsmedier, som har en engelsksproget netside, for at finde ud af, hvad der rører sig i andre kulturkredse end den vestlige.

Kan du henvise mig til en god netside, som kan oplyse mig lidt om, hvad der rører sig i mellemøsten på et sprog, jeg kan forstå? Man kan lære meget ved at læse mellem linierne på Al-Jazera, men der må da også være andre medier? Jeg er et kvaj til fransk, så jeg vil foretrække en hjemmeside på engelsk eller tysk, men hvis det skal være, kan jeg godt stave mig igennem en fransk tekst.

Det er i mine øjne et stort problem, at danske medier overhovedet ikke orienterer sig mod ikke-vestlige medier. Amerikanerne bliver tit chokerede over, hvor upopulære de er mange steder i verden, fordi de aldrig får at vide, hvad der rører sig andre steder end i USA - og på samme måde går de fleste danskere rundt i en simuleret medieskabt virkelighed, hvor gatekeeperne omhyggeligt undgår at formidle den indiske offentlige debat, den mellemøstlige offentlige debat, den japanske offentlige debat osv. etc.

Jens Nyberg har peget mig i retning af et par gode indiske aviser, måske kan du pege mig i retning af nogle gode mellemøstlige?

Brugerbillede for Touhami Bennour
Touhami Bennour

Jeg har læst en kommentar som er teoretisk, så jeg tænkte på arabisk forfattere i emnet. Jeg nævnte Ibn Khaldoun son er historiker. Det er mærkeligt et område som Danmar bekriger og har været i krig i det sidste 10 år, vækker ikke interesse, det er underligt. Jeg tror det er altid nyheder i udenrigsministeriet på arabisk. Arabisk er en slags Kompas for Vesten, det er et område som ligger nærmest Europa. Nær du står op om morgen du kan ikke undgå at tage mogenmad på arabisk. En kop kafe( det arabisk ord) med sukker( det er også arabisk) Og orange jus ( det er også arabisk). det er virkelig mærkeligt at venstre orienterede er mere arabisk fjendsk end udenrigsministeriet .
Nu jeg har nogle navne af aviser på arabisk som er på fransk ,men du kan spørge om det har på engelsk
Le progès Egyptien ) Egypt) Al- Ahram Hebdo( Egypt) l´Orirent le jour( Libanon) Bahrain Tribune (engelsk). Du kan finde mere i internet.

Brugerbillede for Touhami Bennour
Touhami Bennour

Niels Nielsen
Her en avis hjemme side: lorientlejour.com
Den er fra Libanon, Du kan få den oversat i Google til dansk

Brugerbillede for Stig Bøg

Touhami Bennour
Nej, jeg har ikke læst meget om den arabiske kulturkreds. Det lå ikke i kortene, da jeg var ung og siden har jeg ikke haft tid, men det kommer måske. For en del år siden læste lidt af Max Webers analyser af feudalsamfundet, som peger på nogle ingredienser, som punkt for punkt adskiller vor vestlige version fra fx den islamiske. Herved blotlægger Weber afgørende faktorer i det moderne samfunds og den borgerlig-liberale kulturs tilblivelse er det noget du kan genkende?:
1) Den vestlige lensfeudalisme forudsætter (modsat den islamiske fopagtnings- og patrimonalfeudalisme
Patrimonialism is a form of governance in which all power flows directly from the leader. This constitutes essentially the blending of the public and private sector. These regimes are autocratic or oligarchic and exclude the upper and middle classes from power. The leaders of these countries typically enjoy absolute personal power. Usually, the armies of these countries are loyal to the leader, not the nation. Der kan håndhæves af slaver til hest) en pagt og en pligt- og æreskodex, som kræver “frie” parters engagement.
2) Feudalismens kontraktregulerende hierarki indeholder en tendens mod en decentralisering af den politiske magt og mod en decentralisering af den politiske magt og mod en regelstyret institutions- og retsstat, modsat islams centralistiske theokrati.
3) Sammen med decentraliseringstendensen og udviklingen af den vestlige by fører spaltningen mellem kirke og stat mod en strukturel og retslig pluralisme, modsat shariaen.
4) Spaltningen mellem kirke og stat fører nemlig til en for islam utænkelig skelnen mellem kanonisk og verdslig ret.
5) Og udviklingen af den vestlige by med dens politiske, administrative, juridiske og evt. militære autonomi fører mod kravet om demokratisk legitimation overfor og retslig lighed blandt borgere med plebejiske idealer såsom socialt avancement, laugssolidaritet og faglig kunnen.
6) Den særegne vestlige ret tendere herudfra mod saglig og faglig rationalitet inden for fx økonomi, handel, ejendom og institutionen, og den udfoldes autonomt i både praktisk-emperisk og i teoretisk henseende.
Sådanne ingrediensers tilstedeværelse fører til, at man må overveje, om det er nødvendigt at medinddrage ”tiden” eller det historiske forløb som nødvendig forudsætning for tilblivelsen af demokratiet og dets idealers udbredelse. Er det tilfældet , kompliceres sagen i hvert fald i forhold til Fukuyamas problemstilling.
Da du selv bringer Vietnam ind, så læste jeg som ung Graham Greenes: ”Den stilfærdige amerikaner (The Quiet American)”. Man kan sige, at Vesten ikke havde lært meget, da man angreb Irak og ville skabe demokrati.

Brugerbillede for Touhami Bennour
Touhami Bennour

Stig bøg
Det du skriver kunne en islamofober skriver. Du læser arabisk samfund som det samfund du har haft i Europa. Det kan ikke være rigtig at vi tog samme vej, bare vi er ikke i den samme tid. Fortidens Europa har overhovedet ikke at gøre med Arabien. Feudalsamfund har araberne aldrig haft. Det var Marxister selv der sagde det, araber kendte ikke slaveriet og kongedømme og heller ikke kapitalism. det arabiske samfund er det samme som antikke samfund, som Grækenland. Jeg spørger hvorfor frankrig og England har offret millioner af deres soldater for at beholde disse lande under deres åg.Ørken er fyld med franske og engelske døde soldater , Tror du de var dumme disse fransmænd og englender. 130 år fransk besættelse af nord Afrika og besøttelæser af egypten og golf området af England. hvorfor det? de er tosset elle små børn. Et af de arabiske lande , Tunesien har været en Supernagt og førte 100 års krig med Rom. Kender du Hannibal, der bruges af vesten som lærer i krigskunst, Det var en amerikansk general ,der sagde det (Swartzkopf) der har ledet den golf krig.Aristoteles selv sagde at Karthago ( den gamle Tunesien havde verden bedste Grundlov. Læs den. Du kender intet af den arabisk samfund, det er ikke nok at læse en bog. der skal hundred af bøger. Araber kendte ikke feudal samfundet eller slaveriet, og det var derfor ikke gik kapitalismens vej(bl.a. Robert Lacoste en fransk historiker) Det har haft Califatet og det er noget som kommissair eller gouvernør. Det er karikatur det du har læst fra max veber, og non-sens. Irak krig var ikke for demokrati men for at plyndre landet for rigdom. Du tror den propaganda så er det ikke noget at sige mere, for jeg mødte det før og det er ikke noget jeg skal fortsætte med, for du har ikke noget at sælge, kun rådne varer. Kolonialismen(Vietnam og Algeriet krige) siger dig noget, nej så er det ikke noget at sige mere.

Brugerbillede for Stig Bøg

Touhami Bennour
Jeg tror du misforstår. Jeg går ikke ind for imperialisme. Ja, jeg kender Hannibal og er klar over, at USA's interesse i Mellemøsten først og fremmest skyldes olie. Jeg skriver ikke, at araberne har haft et feudalsamfund, men at den vestlige lensfeudalisme ifølge Max Webers var en medvirkende historisk baggrund for det liberale demokrati, derfor tog Vestens historie en anden drejning end f.eks. Mellemøsten. Det bekræfter du faktisk selv.
Kolonialismen(Vietnam og Algeriet krige) siger mig da ikke noget, hvis du havde læst Graham Greenes: ”Den stilfærdige amerikaner (The Quiet American)”, så tager han under hånden afstand fra Frankrigs og USA's rolle.

Brugerbillede for Touhami Bennour
Touhami Bennour

Stig Bøg
Det ser ud som om vi er i virkelighed enig. Jeg har haft meget at den holdning, der insisterer på forskellighed som aldrig kan forenes uden at de arabisk lande følger vesten og gør det samme. Det stiller du også det spørgsmål angående indførelse af demokrati i Islam.Vesten var der i lang tid og så vidt jeg ved har altid modsatte sig indførelse af reformer, om demokrati eller bare nogle rettigheder. Om vesten har lært noget af historien, jeg tror ikke vesten kendte til voksenundervisning. I Islam har man diskuteret om Islam er ferenelige med demokrati, Svaret er ja hvis med demokrati forstår mere frihed. Nogle siger at der er demokrati i Islam, og det er Et orgsan til konsultation i Islam, men det lovgiver ikke. Den Tunesisk president har skrevet en bog, hedder ; "demokrati i Islam" og han mener de har nået en enighed mellem parterne om demokrati. så svaret er JA, men skal befolkningen selv gør det. Tilliden til vesten er lige med 0. Efter mange forræderier: kolonialism. Syko og Picot, der førte til deling og besættelse af den arabiske verden, og irak , Libyen krige og man kan tilføje Syrientragedie. Et citat fra kongen af marocco ( han har også en anden titel: "Commandeur des croyants", det svarer til calif. Han siger : jeg kan ikke forbyder hvad er forbudt af islam men jeg kan heller ikke forbyde hvad er tilladt af Islam. Og demokrati findes i Islam, der skal bare forbedres.-

Brugerbillede for Ole Riis

Jeg har meget sympati for Honneth - men hans perspektiv er for snævert. I verdensøkonomien er proletariatet flyttet til lavtlønsområder i Polen, Indien, Brasilien, Kina. Til Touhami:Jeg omtaler konsekvent Ibn Khaldoun som den første sociolog - og en inspiration også for moderne eliteteori. Vi kunne f.eks. analysere den aktuelle populisme ud fra Ibn Khaldoun. Demokrati-opfattelsen er en åben diskussion. Islam peger på to vidt forskellige opfattelser: På den ene side en teokratisk, hvor en elite hævder at have ret til at fortolke Allahs bud; på den anden side en deistisk, hvor mennesket er Guds skabning med en intelligens og fri vilje - og er henvist til at søge Guds vilje for menneskene i umma, det hellige fællesskab. Der er mao lige så store divergenser indenfor islam som mellem kristne og muslimer.

Brugerbillede for Touhami Bennour
Touhami Bennour

Ole Riis
Det er i hvertfald godt for mig at kender og nævner Ibn Khaldoun. DEt var umulig før. Araber var bare på losse plads. Hvis jeg nævnte Ibn Khaldoun, så siger de jeg vil have en nu. DEt værste at de kender hverken til Imperialism eller almindelig konkurrence mellem stater.
På den anden side det du siger om dogmer etc er de altid. Det er ikke vigtig eller er det. I hvertfald det drejer sig om hvordan vi skal producere i frihed, og jeg tror vi kan enes om. Jeg har sagt en gang min mening om Danmark og dansker, blev kommentaren slettet. Jeg synes danskere ved ikke hvor de kommer fra eller hvad ligger i den sjette himmel eller hvorfor er de. Selv videnskabsmand ved kun hvordan og ikke hvorfor. Men nogle (lærde) vil gerne gøre det og spørge hvorfor og finde en løsning, de findes overalt.

Brugerbillede for Touhami Bennour
Touhami Bennour

Ole Riis
Jeg vil, hvis du kan, gerne vide noget om Ibn Khaldoun og populismen, det er interessant. Forfattere for ex.