Brevkassen: Jeg gider ikke forsvare mit fravalg af børn

Jeg er en kvinde på 45, og min mand og jeg har valgt ikke at få børn.

Jeg siger ikke, at jeg aldrig kan være i tvivl om, hvorvidt det var den rigtige beslutning, men overordnet set mener jeg, at fordelene opvejer bagdelene: Vi rejser, vi bruger megen tid på vores arbejde uden at have dårlig samvittighed, vi nyder vores uforstyrrede samliv – jeg kunne blive ved.

Men jeg er ved at få pip af, at jeg nærmest dagligt og i hvert fald flere gange om ugen skal forsvare mit valg over for andre mennesker. Det er, som om at når man vælger børn fra i sit liv, opfattes det som en undladelsessynd. Nogle har medlidenhed. Andre bliver næsten provokeret.

Når vi ovenikøbet nægter at blive kaldt ind som babysittere til vores families og venners børn, grænser tonen indimellem til uforsonlighed. Vi ’har jo tid nok’. Øh, ja – for det er blandt andet derfor, vi har fravalgt at få børn.

Hvordan er det kommet dertil? Og hvordan lukker man bedst munden på kritikerne uden at hidse sig op?

Svar I:

Kære barnløse

Du bruger ordet ’undladelsessynd’, og det er jo et fantastisk ord i denne sammenhæng, da det er, præcis hvad det er. For selv om kvindekroppens evne til at føde børn ofte fremstilles som en velsignelse, var det jo faktisk ment som en straf fra Guds side oven på hele affæren med slangen. Gud lavede dog den finte, at kvinden kunne opnå frelse gennem sit moderskab. Virker det bekendt?

Nå, den bibelskole var både for at hylde dit ordvalg, men også for delvist at besvare første del af dit spørgsmål.

I forhold til den anden del, så mente filosoffen Schopenhauer, at den menneskelige race ville ophøre med at eksistere, hvis reproduktion var baseret på fornuft. Og den filosofiske retning, antinatalisme, argumenterer for, at det er amoralsk at sætte børn i verden. Både over for den ufødte såvel som for kloden.

Så her er det altså ikke dig, men dine reproduktive venner, der skal stå skoleret. Måske skulle du kaste bolden retur. Næste gang nogen afkræver dig et svar for dit fravalg af børn, så bed dem til gengæld komme med et argument for deres tilvalg? Som vel og mærke ikke handler om deres egen livsværdi.

– Nicoline Larsen

Svar II:

Lad mig som far til to forsøge at anskueliggøre for dig, hvilken situation dine bekendte med børn befinder sig i.

I ringer måske sammen, og du fortæller om jeres seneste, vildt inspirerende storbyrejse. Om alle dine spændende, men enormt tidskrævende opgaver på arbejdet. Om cocktails på byens barer i de sene timer og om jeres for tiden nærmest dyriske sexliv.

Den slags er ikke sjovt at høre om, når ens søn kun nåede at være en halv dag i vuggestue efter diarréen, før en af pædagogerne ringede og fortalte om en underlig eksem på hans hals, der viser sig at blive ledsaget af høj feber. Eller når ens datter igen i nat har haft mareridt om nissen fra bogen henne i børnehaven og nægter, nægter, nægter at blive afleveret om morgenen.

Sandheden er, at hvor højt dine venner end elsker deres børn, så er de også af og til misundelige på dig. Tro mig. Det er muligt, at de vender misundelsen til en kritisk attitude, men der må du så være den store.

Mit bedste råd til dig er, at du svarer igen med venlighed, fordi du ved, at de bare er pressede – og måske endda næste gang siger ja, når de beder dig babysitte.

– Anton Geist