Brevkassen: Snager jeg for meget i mine børns kulturforbrug?

Jeg læste jeres interview sidste lørdag med en gymnasieelev, som var optaget af den norske tv-serie Skam. Hun sagde, at det var røvirriterende, at de voksne og medierne interesserede sig for serien, for de unge skulle hellere have lov til at have den for sig selv.

Jeg har selv en dreng på 12 og pige på snart 15, og jeg har været meget optaget af den kultur, de har været optaget af. Det er noget, vi taler meget om, og ofte kan en samtale om puberteten i Harry Potter være en friere og nemmere samtale end den om puberteten i deres liv.

Men netop derfor kan jeg også godt se, at det kan virke irriterende. Jeg har ikke oplevet bland-dig-udenom-modstand fra dem på dette område – det har jeg selvfølgelig på andre. Men mit spørgsmål til jer er: Skal man lade være med at lytte til deres musik og se deres tv-serier? Eller skal man gøre det på en bestemt måde?

Svar I:

Jeg er ikke fan af den form for kulturforbrugskløfteri generationerne imellem, som har givet dig dårlig samvittighed over at være en bredspektret, nysgerrig farmand. Skam over ’SKAM’? Come on, ungdom, lev og lad leve. Så får forældregenerationen forbrugermagasinet ’Kontant’ og Søren Ryge til gengæld.

Clara Søgaard Krohn, en anden ung kvinde, der er træt af ’voksnificeringen’ af ’SKAM’, skrev i en god kommentar i Soundvenue, at »Ungdomsserier har to vigtige funktioner for dem, der står uden for målgruppen: Et nysgerrigt smugkig ind i livet som ung lige nu og/eller et nostalgisk tilbageblik på ens egen ungdom«. Det er jeg uenig i. Snageri eller nostalgi er ikke drivkraften bag ’SKAM’s brede appel – det er almenmenneskelige følelser.

Hvis dine børn gider snakke med dig om de ting, de ser og holder af, så er du en heldig far, og de er heldige at have en far, der sætter sig ind i ungdommens kulturprodukter, får noget ud af dem selv og tager sine unger alvorligt.

Der må bare ikke gå projekt-Børge og tema-Tage i dig, og den dag, bland-dig-udenom-modstanden kommer, trækker du bare voksensnuden til dig og nyder dit ungdoms-tv i fred for ungdommen.

– Eva Eistrup

Svar II:

Børn vil gerne forstås af deres forældre! Det er det vigtigste at holde fast i. Børn bliver sårede og kede af det, hvis de føler sig misforstået eller møder uforstående forældre. Samtidig skal de nok markere, hvis de føler sig udsat for anmasselser.

Man skal respektere deres privatliv og ikke stille utidige spørgsmål. Det lyder det dog også, som om du gør, når du eksempelvis snakker pubertetsproblemer med dem.

Jeg synes, du virker som en god far. Balancen består i hverken at være uforstående og ligeglad eller ’være ung med de unge’. Det sidste kan du alligevel ikke finde ud af, så lad hel’re vær’!

Men hvis du ikke oplever bland-dig-udenom-reaktioner, når I snakker fortroligt, er det nok, fordi dine børn også oplever fortroligheden. Ellers var samtalen hurtigt slut.

Om du derimod lytter til deres musik og ser deres serier, bestemmer du kun selv. Ligesom dine børn ikke skal dele alt med dig, behøver du heller ikke dele hele din oplevelse med dem. De tænker deres. Du tænker dit. Og midtimellem er der så et område, hvor I kan mødes.

– Karen Syberg