Læsetid: 11 min.

Erdoğan genskriver Tyrkiets historie

Søndagens valg bliver et foreløbigt klimaks for Erdoğans kamp for at skabe et nyt Tyrkiet. Hans nye fortælling gør op med den sekulære arv fra landsfaderen Atatürk, som militæret siden 1923 har forsvaret gennem blodige kup, mens arven fra Det Osmanniske Rige er blevet fortrængt. Historien er afgørende for at forstå, hvorfor Erdoğan bruger muslimsk retorik og osmannisk symbolik til at reformere republikken
Erdogan har fået bygget et nyt præsidentielt palads oven på Atatürks gamle landbrug i Ankara. Det ’Hvide Palads’ blev færdig i 2014 som et symbol på Erdoğans ’nye Tyrkiet’.

Erdogan har fået bygget et nyt præsidentielt palads oven på Atatürks gamle landbrug i Ankara. Det ’Hvide Palads’ blev færdig i 2014 som et symbol på Erdoğans ’nye Tyrkiet’.

STR/Polfoto

15. april 2017

Recep Tayyip Erdoğan – den tidligere professionelle fodboldspiller, som i 2002 vandt et jordskredsvalg, brød den sekulære elites jerngreb om magten og løftede Tyrkiets økonomi til nye højder – er få timer fra at fuldende sin revolution.

Søndag går Tyrkiet til skæbnevalg. Mens over 100.000 tyrkere stadig er fængslet efter det fejlslagne kupforsøg, og 158 tv-kanaler og avishuse fortsat er tvangslukket, skal nationen stemme ja eller nej til 18 ændringer til forfatningen. I store træk vil ændringerne, hvis de bliver gennemført, opløse magtens tredeling og koncentrere den om én stærk præsident.

Det føles som en menneskealder siden, Erdoğan i 1999 selv blev fængslet for offentligt at recitere et nationalistisk digt fra den tyrkiske frihedskamp:

»Moskeerne er vores kaserner, kuplerne vores hjelme, minaretterne er vores bayonetter, og de troende vores soldater,« råbte Erdoğan og blev dømt for at opildne til »religiøst had«. Den karismatiske borgmester fik forbud mod at gå ind i politik igen. Men nu, 20 år senere, sender han som præsident tyrkerne til valgurnerne for med demokratiske midler at afskaffe demokratiets grundpiller.

Præsident Erdoğan til et vælgermøde om den nye forfatning i Izmir: Byen er en sekulær bastion, men ligesom andre steder i Tyrkiet er det en ulige kamp.
Læs også

Det står der intet om på stemmesedlen. Mod sædvane er der ifølge valgobservatørerne fra OSCE slet ikke trykt noget spørgsmål på sedlen, vælgerne kan forholde sig til. Kun ordene 'Evet' og 'Hayir', ja og nej, som afmærkes med et stempel.

Symbolikken er, som med alt ’erdoğansk’, ikke tilfældig. Tyrkerne bedes ikke om at svare ja eller nej til et konkret forfatningsspørgsmål. De stemmer ja eller nej til Erdoğan.

Et opgør med historien

Det er for nemt at afskrive Erdoğan som en enerådig diktator. Ved præsidentvalget i 2014 stemte 52 pct. af Tyrkiets vælgere på ham. En del af forklaringen er Erdoğans og AK Partiets massive infrastrukturprojekter, udbygningen af sundhedsvæsnet selv i mindre byer, sociale programmer til de ældre og styrkelse af skolevæsenet, så unge tyrkere i dag har 12 års undervisningspligt.

Men ifølge flere eksperter, Information har talt med, handler valget også om noget dybere. Det er selve Tyrkiets historie, der er på spil. Valget er et skridt mod afmonteringen af den 94 år gamle sekulære tyrkiske republik, der opstod af asken fra Første Verdenskrig. Det mener Mogens Pelt, lektor på Københavns Universitet, som har forsket i overgangen fra imperium til nationalstat i Det Osmanniske Rige:

»Da det 600 år gamle Osmanniske Rige faldt, tog krigshelten fra Gallipoli, Mustafa Kemal Atatürk, magten i 1923 og skabte Republikken Tyrkiet. Han udviklede den kemalistiske ideologi, som gik ud på, at Tyrkiet skulle moderniseres og sekulariseres. Man slog hårdt ned på islamisterne og tog skarpt afstand fra alt, der smagte af det gamle kalifat, som man anså for at være økonomisk og politisk ruineret. I hundredåret op til 1. verdenskrig blev riget ofte omtalt 'Europas syge mand'.«

Den feministiske aktivist Şehlem Kagar fortæller, at hun føler sig truet, når hun går på gaden i Tyrkiet: ’Vi oplever det i vores hverdag. Voldsstatistikkerne er stigende ligesom antallet af voldtægter.’
Læs også

Samme udlægning har Sadi Tekelioglu, redaktør for den tyrkisksprogede danske avis Kuzey:

»Der er ingen tvivl om, at valget er et opgør med kemalismen, eller det moderne, sekulære Tyrkiet. Lige nu er der en forfatningsdomstol, et parlament og en slags opposition, der formelt deler magten, men det forsvinder alt sammen, hvis Erdoğan vinder på søndag,« siger Tekelioglu og tilføjer:

»AK Partiet spiller på osmannerromantikken, og de lægger ikke skjul på, at de vil gøre op med Atatürks republik og indsætte noget andet i stedet. Nogle af Erdoğans tilhængere vil ligefrem gøre ham til kalif, lederen af den islamiske verden. Erdoğan har ikke sagt noget om det selv, men mange af hans tilhængere ser ham som islams naturlige leder.«

Også Mogens Pelt har bemærket, at Erdoğan ofte hylder osmannernes gyldne periode. Dengang kaliffen regerede over et gigantisk territorium, der strakte sig fra Nordafrika over Mellemøsten og dybt ind i Østeuropa, få hundrede kilometer fra Wien.

»Du kan se det i Erdoğans sprogbrug og politik, at der igen er masser af plads til det osmanniske. Det er en understrøm af identitetspolitik og tyrkisk nationalisme,« siger Mogens Pelt.

»Man kan foranlediges til at tænke, at det Tyrkiet, Erdoğan vil konstruere med forfatningsændringen, er ét, der ikke begynder i 1923 som en form for år nul. Han minder tyrkerne om, at deres stat bygger på værdier og dyder, som trækker tråde tilbage til en glorværdig, men undertrykt fortid.«

Sultanens palads

Fra vestlig side har den dominerende teori i årevis lydt, at Erdoğans brug af islamisk retorik var et fernis – et populistisk trick for at tiltrække vælgere fra det konservative Anatolien.

Men eftersom der under Erdoğan er blevet bygget over 10.000 nye moskeer, og han konstant fletter Koran-citater ind i sine udtalelser, er det blevet stadig sværere at afvise tanken om, at han reelt er ude på at omforme den tyrkiske identitet.

Et af mange eksempler er åbningen af verdens tredjestørste hængebro over Bosporusstrædet sidste år, som er opkaldt efter Yavuz Sultan Selim. Navnet er dybt symbolsk, forklarer Kjeld von Folsach, direktør for Davids Samling, der rummer Danmarks største samling af osmannisk kulturarv:

»Selim den Grusomme var en af de store sultaner, der erobrede Syrien, Egypten og dele af Nordafrika. Men han myrdede også systematisk alevierne (alawitterne, som udgør 20 pct. af Tyrkiets muslimske befolkning, red.), så det er et meget kontroversielt navnevalg. Der ligger en klar politisering af den osmanniske historie og kultur, når så vigtigt et infrastrukturprojekt opkaldes efter en sultan,« siger Folsach.

Selv sagde Erdoğan til åbningen af Sultanbroen, at »når en mand dør, efterlader han et monument«. Det er uklart, om han talte om Sultan Selim eller sig selv.

I søndags blev ambassadekvarteret på Østerbro i København omdannet til et dansk-tyrkisk folkemøde. For de fleste handler morgendagens folkeafstemning om, hvad man mener om Tyrkiets stærke mand gennem de seneste 15 år, Recep Tayyip Erdoğan. Og aldrig har så mange tyrkere bosat i EU deltaget i en tyrkisk valghandling, skriver det tyrkiske medie Haber7.
Læs også

Erdoğans flittige brug af historien er dog under alle omstændigheder værd at tage alvorligt. Det mener A. Kadir Yildirim, forsker i tyrkisk demokrati og religion ved Rice University i USA:

»Det forekommer mere og mere åbenbart, at Erdoğan er ved at undergrave den kemalistiske republiks historie. Det sker i høj grad gennem stærke symbolske handlinger, som når han fjerner portrættet af landsfaderen Atatürk fra alle tyrkiske klasseværelser, eller når han bygger et nyt præsidentielt palads oven på Atatürks gamle landbrug i Ankara.«

Det såkaldte ’Hvide Palads’ blev færdigbygget i 2014 som et symbol på Erdoğans ’Nye Tyrkiet’, til en pris på omtrent 2,5 mia. kroner. Byggeriet er inspireret af det osmanniske Seljuk-dynastis arkitektur og strækker sig over 200.000 kvadratmeter med 1.000 værelser, og det er så opulent, at Angela Merkel angiveligt nægtede at holde statsmøde der i 2016.

I stedet mødtes de to ledere i Yildiz Paladset i Istanbul, hvor Erdoğan havde indrettet lokalet med gigantiske tronstole draperet i guld, silke og osmannisk symbolik hentet fra Det Hvide Palads.

Hævnens time

Præsidenten bruger ikke kun historien i sine symbolske handlinger, men også i fortællingen om kemalisternes årtilange overgreb på de tyrkiske muslimer. Det kan forekomme paradoksalt, eftersom Erdoğan selv har slået ned på enhver kritisk offentlighed op til forfatningsvalget – uanset hvor bizar eller ufarlig den kan se ud. Det var således ikke nok at fængsle 13 ledere fra det prokurdiske oppositionsparti HDP. Selv partiets citarskæve valgsang ’Bejin Na’ – ’Stem nej’ – er dømt ulovlig, fordi den angiveligt »opfordrer til had og fjendtlighed«.

STR/Polfoto
»Der er en forfærdelig ironi over udviklingen,« siger Emma Sinclair-Webb over telefonen fra Istanbul, hvor de offentlige busser er inddraget for at køre vælgere i pendulfart til og fra Erdoğans valgmøder. Hun er landechef for Human Rights Watch og overvåger menneskerettighedssituationen, som er forværret markant siden det fejlslagne kupforsøg.

»Ironien består i, at Erdoğan og AK Partiet er de første, der har formået at sætte en stopper for militærets gentagende overgreb på Tyrkiets demokrati. Men nu er de selv blevet de autoritære, de magtfuldkomne. Stemningen i landet er, at nu er det hævnens time,« siger Sinclair-Webb.

Det er ikke usandsynligt, at Erdoğan og AK Partiets krænkelser af ytringsfriheden er hentet direkte fra kemalisternes drejebog. Siden Kemal Atatürk tog magten i 1923 har hans støtter regelmæssigt afsat regeringer i blodige militærkup, forklarer Mogens Pelt:

»Jeg har aldrig brugt ordet ’demokrati’ om Tyrkiet –det er en misforståelse, som den kemalistiske ideologi har sneget ind. De havde et fungerende parlament de første år efter frihedskrigen, men i 1925 blev Atatürk forsøgt myrdet. Hændelsen rystede ham dybt, og derefter satte han sig tungt på magten i et slags etparti-diktatur. Parallellerne til Erdoğans paranoia efter kupforsøget er åbenbare. Og ser man på Tyrkiets politiske historie, er der god grund til at være paranoid.«

Gør som din fjende

Atatürk døde i 1938, men hans arvtagere fortsatte med at dominere republikken under Recep Tayyip Erdoğans opvækst. Han var seks år gammel, da Tyrkiet demokratisk valgte regering blev afsat ved et militærkup i 1960.

Da Erdoğan var sytten år gammel, skred militæret ind igen. De nyindsatte ledere reformerede Tyrkiets uddannelsespolitik, arnestedet for Atatürks kulturrevolution, så de muslimske Imam Hatip-skoler ikke længere var adgangsgivende til at læse på universitetet. Da Erdoğan modtog sit eksamensbevis fra en sådan skole to år senere, i 1973, var det ikke det papir værd, det var trykt på.

Erdoğan var blevet politisk aktiv i Det Nationale Frihedsparti (MSP), da han som 26-årig nybagt far så militæret kuppe regeringen for tredje gang, i 1980. Det var et overgreb på de konservative muslimer, herunder MSP, som blev tvangsopløst. Partiets leder, Necmettin Erbakan, som var Erdoğans politiske forbillede, blev anklaget for at drive terrorvirksomhed og fik forbud mod at gå ind i politik igen. Erdoğan selv slap billigt. Han blev fyret fra sit job i transportministeriet, fordi han nægtede at barbere sit skæg.

Omfanget af overgrebet i 1980 kløver stadig den tyrkiske befolkning i to. Den amerikanske sikkerhedsportal GlobalSecurity skriver, at omtrent 30.000 blev arresteret efter militærkuppet – men ifølge den tyrkiske avis Hürriyet var der reelt tale om 650.000 arresterede, hvoraf 230.000 blev dømt og 50 blev henrettet.

»Skyggerne fra kuppet hænger stadig over det politiske og sociale liv,« skrev Hürriyet i 2008, få år efter Erdoğans konservative AK Parti havde erobret magten i Tyrkiet med demokratiske midler. »De politiske og sociologiske konsekvenser påvirkede den tyrkiske nation i generationer og gør det stadig i dag.«

Ifølge adjunkt Senem Aslan fra Bates College er AK Partiets brug af muslimernes lidelseshistorie og symbolik central for at forstå Erdoğans vej til magten:

»Muslimers offergørelse og lidelser som følge af fjendens overgreb – hvad enten det er kemalisterne, Vesten, de sekulære, israelerne eller militæret – er centrale temaer i AKP’s retorik. AKP-regeringen er unik i tyrkisk politisk historie for deres massive brug af islamistisk symbolik,« skriver hun i en analyse fra oktober 2016.

’Gazi’ Atatürk

Hvis Erdoğan langsomt, men målrettet er ved at afmontere den sekulære tyrkiske republik, har hans største linedans bestået i at bevare det gode forhold til nationalhelten Mustafa Kemal Atatürk. Det forklarer Mogens Pelt:

»Atatürks minde fylder stadig meget i Tyrkiet. Men Erdoğan kalder ham konsekvent ’Gazi’ Mustafa Kemal, som er en muslimsk betegnelse for en hellig kriger. Det er historisk korrekt, eftersom Mustafa Kemal mobiliserede sine soldater under islams banner i starten, under Første Verdenskrig.«

Til gengæld benytter Erdoğan aldrig tilnavnet ’Atatürk’, som direkte oversat betyder ’tyrkernes fader’ og henviser til skabelsen af den sekulære tyrkiske republik.

»Det er et udtryk for, at Erdoğan ikke kan fjerne Mustafa Kemal fra historiebøgerne. Men han kan nedtone og kolonisere landsfaderens eftermæle,« mener Mogens Pelt.

Efter det fejlslagne kupforsøg 15. juli 2016 holdt præsident Erdoğan en flammende tale, hvor han sammenlignede de borgere, der gik på gaden og bremsede militæret, med tyrkernes frihedskamp efter Første Verdenskrig.

»Troen, der hjalp krigsveteranen Mustafa Kemal med at indlede og vinde frihedskampen, løb gennem alle Tyrkiets byer 15. juli,« råbte Erdoğan til de en million fremmødte i Istanbul, mens Atatürks portræt tronede frem bag ham.

Sultan eller ej

Til trods for den effektive brug af populistisk osmanmerromantik og muslimsk retorik, tror A. Kadir Yildirim ikke, at Erdoğan for alvor vil iscenesætte sig som en ny sultan i Tyrkiet:

»Hans følgere dyrker en neoosmannisk fortælling om Erdoğan som den store, samlende leder, der genskaber tyrkernes forbindelse til deres egen fortid. Enkelte har også imperialistiske ambitioner i Mellemøsten. Erdoğan selv tror måske selv på fortællingen i en eller anden grad, men jeg tror, hans reelle mål er at fastholde og udvide sin magt i Tyrkiet,« siger Yildirim.

Mogens Pelt er mere usikker:

»Det er ikke utænkeligt, at Erdoğan reelt mener, han er den eneste sande garant for at gennemføre tyrkernes vilje. At han ved at ændre forfatningen kan beskytte Tyrkiet mod de kræfter, der vil befolkningen det ondt. Og hvem ved – måske håber Erdoğan på selv at blive tiltalt ’Atatürk’, tyrkernes fader, når han når frem til 100-året for etableringen af Tyrkiets republik i 2023?«

Uanset hvad tror Yildirim, at søndagens valg ender med et rungende ja til forfatningsændringerne.

»Ikke fordi, jeg tror, det er hvad flertallet i Tyrkiet ønsker, men fordi der ingen reel kontrol er med stemmeoptællingen. Erdoğan har vist sig villig til massivt at undertrykke ytringsfriheden og oppositionen. Jeg ikke i tvivl om, at også afstemningen nok skal ende med det resultat, han ønsker.« 

Det handler den tyrkiske folkeafstemning om

Tyrkerne skal den 16. april stemme om en forfatningsændring, som vil øge præsidentembedets beføjelser. Ved folkeafstemningen tager de stilling til, om de vil ændre Tyrkiet fra en parlamentarisk til en præsidentiel republik.

Her er nogle af hovedpunkterne i de forfatningsændringer, der er til folkeafstemning:

  • Premierministerens rolle afskaffes. I stedet får landet en præsident og to eller tre vicepræsidenter.
  • Præsidenten bliver både statsoverhoved, leder af regeringen og kan samtidig være leder af et politisk parti.
  • Han eller hun kan udpege og fyre ministre, udarbejde budgetter, vælge de fleste af de højtstående dommere og udstede dekreter.
  • Præsidenten får mandat til på egen hånd at indføre undtagelsestilstand og til at afsætte parlamentet.
  • Parlamentet mister sin ret til at granske ministre og nedsætte undersøgelseskommissioner mod dem.
  • Parlamentet kan indlede en rigsretssag eller undersøge præsidenten med et flertal af parlamentsmedlemmerne. En egentlig rigsretssag vil kræve to tredjedeles flertal.
  • Antallet af parlamentsmedlemmer stiger fra 550 til 600.
  • Præsident- og parlamentsvalg afholdes samme dag hver femte år.
  • En person må højest have præsidentembedet i to perioder.
  • Den nuværende præsident, Recep Tayyip Erdoğan, der tidligere var premierminister i 11 år, vil ved udløbet af sin indeværende periode i 2019 have siddet som præsident i fem år.
  • Erdoğans tidligere regeringsperioder vil ikke tælle med efter den foreslåede omlægning af præsidentembedet, hvorfor Erdoğan vil kunne regere til 2029.

Kilder: BBC, Al Jazeera, The Guardian og Ritzau

 

Serie

Folkeafstemning i Tyrkiet

Søndag den 16. april skal tyrkerne stemme ja elller nej til en forfatningsændring, der vil ændre landet fra parlamentarisk til en præsidentiel republik. Hvis ja-siden vinder, vil præsident Recep Tayyip Erdoğan kunne blive siddende som leder af landet frem til 2029.  

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ole Rasmussen

Tyrkerne har vist sig at være anti demokratiske, de stikker hinanden, og er uberegnelige. Systemet sætter journalister i fængsel, undertrykker frihedsrettighederne, og valget er sikkert svindel. De har ingen fremtid i Danmark.

Colin Bradley

Tyrkerne har vist sig at være anti demokratiske, de stikker hinanden, og er uberegnelige.

Alle tyrkere - hver og en? Men de kan som land i hvert fald godt glemme alt om optagelse i EU.

Touhami Bennour

Demokratiet aksepterer ikke kup og kup metoden. Der sker ikke in Vesten et parti laver et kup imod et anden parti vel. Uenighederne skal løses i valg. Det er det, der skete i Tyrkiet. Tyrkiet har lige oplevet et kup. hvordan skal løses altså. Jeg kan på nuverende tidspunkt ikke se andet end at der skal ryddes op først i stats apparatet og i media, senere ser vi så. Nogle gang i vesten man glemmer demokratiets regler. Mærkeligt, især når kritikken kommer fra politiker.

Anne Mette Jørgensen

Jeg forstå ikke hvad du mener, Touhami Bennour?
Umiddelbart er du for et ja, som du beskriver din indstilling?
Hvem er det der skal rydde op?
Er det den person som vil være enerådig eller?

Touhami Bennour

A.M.Jørgensen
Ja jeg støtter Erdogan på en mode.Der har været et kup, og der er imod demokratiet. Der skal rydde op, som jeg forstår betyder skabe orden i landet efter kuppet(det skal regering selvfølge) og få vil se senere hvad der vil ske. Man kan ikke tillade kupmager i opposition. Jeg forsvarer denokratiet og ikke Erdogan personlig. det kunne være en anden, det er ligegyldigt.

Touhami Bennour

Presidentiel system er ikke nødvendigvis enerådig., Det er opposition partier. I Frankrig og USA er der presidentiel magt. Jeg har ikke hørt i valgkampen i Tyrkiet noget i den retning, "enerådig".Demokratiet forudsætter kontrol instancer. Jeg har ikke set andet.

Kenneth Jacobsen

Ja, demokrati forudsætter kontrol med magten - og det er just det, den tyrkiske version afskaffer. Som bekendt kan præsidenten i Frankrig eller Usa ikke gøre, hvad der passer ham - se blot domstolenes blokering af Trumps indrejse-dekreter. Læg også mærke til den frie presse i begge lande. At være politisk modstander eller blot at fornærme præsidenten er ikke en strafbar forbrydelse i de lande. Halvdelen af Tyrkiet har valgt enevælde over demokrati. Det kommer alle givetvis til at fortryde.

Jeg vil ikke gå så langt, at jeg vil tale om evig udelukkelse af Tyrkiet fra EU. For dels stemte omkring halvdelen imod ændring af forfatningen, og dels ændrer alle lande sig over tid.

Men jeg syntes, det er ganske ubehageligt, at allerede i går aftes talte den nye "sultan Süleyman 1", Recep Erdoğan, sig varm omkring genindførelsen af dødsstraffen. For her kan han slippe af med de mennesker, der ved mere om "statskuppet og Gülen-bevægelsen end nogen andre.

Desuden er denne overgang til præsidentstyre ganske usikker på andre områder. For selv om Recep Erdoğan nu har sikret sig diktatorisk magt frem til 2029, lever han jo ikke evigt. Og hvem ved hvilke potentiel fanatisk diktatortype, der evt. overtager hans forfatningsændring og al hans personlige magt. Og hvem ved egentlig, hvad denne magt skal anvendes til?

Touhami Bennour

I Frankrig, Mange erindre hvad Mitterend sagde om forfatnings ændring i 1958 foretaget af De Gaulle. I en bog: "le coup d´Etat permanent" den uafbrudte stats kup. anklagede Mitterand De Gaulle for stats kup. De Gaulle svarede så enkelt: "man kan ikke bliver diktator i min alder". Det samme man kan sige om dem der taler "den Osmanniske Rige" Alt det er urealistisk., og det foregik ikke på den måde dengang. Erdogan ved udmærket at tage den vej er at komme i suppedas som "IS", 1500 århundert er ikke 2017, var Europa som uexisterende, og ydermere var ikke noget der hed USA.

Runa Lystlund

R skriver ikke SL
Islam er en lovreligion, derfor kan Tyrkiet aldrig blive et demokrati i vestlig forstand, sådan som de har stemt. Det er de "religiøse mod de sekulære. 51,4% af tyrkerne er ikke for et demokrati, som vi i Vesten ser det. 48,6% er for. Det er landbefolkningen mod bybefolkningen. Nationalismen i Danmark har samme rødder. Stor del af tyrkerne i Danmark stammer fra landet, defor stemmer de som de gør. De er desværre somme tider ikke lykkedes i Danmark og længes tilbage. De sidder og ser tyrkisk fjernsyn. De bor i Danmark, men lever i Tyrkiet. De gør sig ikke klart, hvordan det er at bo i Tyrkiet, de kommer der kun på ferie. Sådan er det for alle udlændinge. De drømmer sig hen til et fantasiland, som ikke eksisterer andre steder end som en drøm i deres eget sind.

I virkeligheden har den tyrkisk befolkning i Europa været med til at stemme Erdogan ind uden at det har indflydelse på deres demokrati, fordi de bor i vestlige lande. Man burde spørge sig selv, hvad gør europæiske lande ved det? Det er faktisk udemokratisk for de mennesker, der bor i Tyrkiet, at mennesker, der bor i et andet land, kan bestemme over tyrkere i Tyrkiet og er det rigtigt, at mennesker kan stemme i to lande? Jeg har selv valgt, ikke at stemme i mit hjemland, fordi jeg bor og lever i Danmark. Man skal være opvokset i et demokrati til at forstå det, eller være forfulgt og derved lære at skatte det. Til gengæld bliver demokratiet hurtigt en selvfølge og derved glemmer vi at værne om det.

Runa Lystlund

R skriver ikke SL
Islam er en lovreligion, derfor kan Tyrkiet aldrig blive et demokrati i vestlig forstand, sådan som de har stemt. Det er de "religiøse mod de sekulære. 51,4% af tyrkerne er ikke for et demokrati, som vi i Vesten ser det. 48,6% er for. Det er landbefolkningen mod bybefolkningen. Nationalismen i Danmark har samme rødder. Stor del af tyrkerne i Danmark stammer fra landet, defor stemmer de som de gør. De er desværre somme tider ikke lykkedes i Danmark og længes tilbage. De sidder og ser tyrkisk fjernsyn. De bor i Danmark, men lever i Tyrkiet. De gør sig ikke klart, hvordan det er at bo i Tyrkiet, de kommer der kun på ferie. Sådan er det for alle udlændinge. De drømmer sig hen til et fantasiland, som ikke eksisterer andre steder end som en drøm i deres eget sind.

I virkeligheden har den tyrkisk befolkning i Europa været med til at stemme Erdogan ind uden at det har indflydelse på deres demokrati, fordi de bor i vestlige lande. Man burde spørge sig selv, hvad gør europæiske lande ved det? Det er faktisk udemokratisk for de mennesker, der bor i Tyrkiet, at mennesker, der bor i et andet land, kan bestemme over tyrkere i Tyrkiet og er det rigtigt, at mennesker kan stemme i to lande? Jeg har selv valgt, ikke at stemme i mit hjemland, fordi jeg bor og lever i Danmark. Man skal være opvokset i et demokrati til at forstå det, eller være forfulgt og derved lære at skatte det. Til gengæld bliver demokratiet hurtigt en selvfølge og derved glemmer vi at værne om det.

Touhami Bennour

Du fører en muskuløs polemik tror jeg, fordi bare en let af ojektivitet falder dine argumenter på gulvet. For det du kalder din religion stammer fra Mellemøsten, og demokratiet også fra Karhago, det gamle Tunesien. Jeg har diskuteret tidligere med nogen her, men han er væk, han kommer ikke mere. Den diskussion gik ud på forfatningerne og oprindelse af det samme. Jeg nævnte Aristoteles der mente den bedste forfatning var den Karthagisk forfatning, var det for ham den bedste i verden fordi var afbalanceret, den indeholder elementer fra "demokratiet, fra monarkiet og fra aristokratiet, Det svarer precis til demokratiet i dag, som er praktiseret i Vesten, Det er også blandet af de tre elementer: "demokratiet, monarkiet og aristokratiet" , Intet komme fra Grækenland bortset fra ordet "demokratiet". Det græske demokrati var noget ægte demokrati men uanvendeligt; og det slog fejl allerede i Grækenland i sin tid. Men vesten ser sig stadig som rival til alt der kommer fra Mellemøsten, forfalsker altid historie når de støder på noget fra Mellemøsten. Det demokrati du taler om er en kopi af den Karthageniske forfatning og har intet med det græske demokrati at gøre. læs Aristoteles om de politiske systemer, Jeg kan refere til en artikel om emnet i Et blad der hedder; "Jawhara", det er arabisk ord for "juveler". og "Aristoteles om karthago´s forfatning".

Runa Lystlund

R ikke SL
Se nu at lære dig dansk Bennour. Hvis jeg har kunnet, kan du også. Det du skriver er komplet uforståeligt. Vores nordiske sprog er indoeuropæisk og stammer ikke fra arabisk. Det var iøvrigt inderne, der opfandt matematikken og ikke araberne. Araberne lærte af inderne. Det jeg skriver er, at eutyrkerne romantiserer deres hjemland, som de ikke bor i og de gør sig ikke klart hvad de har stemt om.
I mit hjemland findes der et glimrende ordsprog og det lyder sådan. "Afstanden gør bjergene blå og menneskerne store". Dette ordsprog kunne eventuelt forklare dansktyrkernes ja til Tyrkiets præsident.

Runa Lystlund

R ikke SL
Se nu at lære dig dansk Bennour. Hvis jeg har kunnet, kan du også. Det du skriver er komplet uforståeligt. Vores nordiske sprog er indoeuropæisk og stammer ikke fra arabisk. Det var iøvrigt inderne, der opfandt matematikken og ikke araberne. Araberne lærte af inderne. Det jeg skriver er, at eutyrkerne romantiserer deres hjemland, som de ikke bor i og de gør sig ikke klart hvad de har stemt om.
I mit hjemland findes der et glimrende ordsprog og det lyder sådan. "Afstanden gør bjergene blå og menneskerne store". Dette ordsprog kunne eventuelt forklare dansktyrkernes ja til Tyrkiets præsident.

Touhami Bennour

Det er problemet du ser kun arabisk. Jeg blæser på dit indo Europeisk. Jeg har haft mulighed at arbejde med forfattere i danmark, og jeg har ikke hørt så primitiv en mentalitet. Problemet er du kan ikke tåle ordet arabisk. Jeg har nået mit mål, det er ikke interessant at være her. Jeg stopper.

Endnu en misforståelse eller myte hos vestlige medier: at tyrkisk militær skulle have forsvaret det sekulære arv fra Atatürk via blodige militære kup. For det første var Kemal Atatürk i mod enhver form for en alliance med de vestlige imperiale magter, for det andet gik han varmt ind for fredelige og venlige relationer med USSR (nutidens Rusland), og for det tredje ytrede han at han efterlod sig intet dogme andet end at videnskabelig tænkning var vejen frem.

Det var i 1950 at Tyrkiet blev medlem af Nato, af et højre-orienteret konservativt parti som kom til magten takket værre Atatürk regimets commitment til parlamentarisk demokrati og flere-parti styre. Hvad udrettede så dette "politiske" parti: gradvis afskaffe et produktions-orienteret, selv-forsyndende og helst eksporterende statslig-privat økonomisk udviklings paradigme for blive erstattet af et US afhængigt import og forbrugs orienteret rent privat ejet økonomisk model. Det gik OK indtil det "Demokratiske" parti - ja det hed virkelig DP, Demokratik Parti - fandt på den originale ide om at afskaffe demokratiet ved at forbyde oppositions partiet, CHP, Det Republikanske Parti, efter det begyndte at gå nedad for DP under de parlamentariske valg. Det var uacceptabelt for den daværende stadig sekulære og demokratisk orienterede tyrkiske hær, så de tillod sig at kuppe "Det Demokratiske Parti" udenom Nato i Maj 1960 for at redde demokratiet fra Demokraterne selv, at give Europa's mest liberale forfatning og dens tilhørende domstol som en gave til det tyrkiske folk for at sikre demokratiets overlevelse for fremtidige generationer.

Ja, derefter tager historien sig en anden omdrejning under den kolde krig; den nye frie bølge af bevidstgørelse og befrielse af masserne var ikke Nato's og den vestlige verdens kop te eftersom de troede at det var det samme som at gå i seng med selve djævlen: USSR, eller hvad? Og hvad gjorde de så: eliminere progressive, venstre drejede - Kemalism i Newspeak - elementer fra hæren, bureaukratiet og øvrige vigtige positioner i samfundet i 1971 og "reformere" grundloven af 1960 en smule som en advarsel. Åbenbart var det et for et blødt kup - 70'erne var virkeligt hård imod koldkrigs kynikere - så i September 1980 gik de virkelig radikalt, jihadistisk til værks: afskaffe demokratiet for flere dekader, begrave Europas mest progressive forfatning - for de mente ikke at tyrkerne fortjente det - og begå alverdens menneskelige og økonomiske grusomheder under den false etikette: Atatürkcülük!!! Det havde intet at gøre med Kemal Atatürks vision om Tyrkiet som en moderne, oplyst og veludviklet nation, men snarere en orientalsk snuhed om at gøre Tyrkiet til et eksperimentarium for Chicago boys a la Pinochet's Chilie.

OK, nu er vi i April 2017, to dage efter det 200 år lange tyrkiske demokrati er officielt erklæret for afgået ved "valget". Nu vil jeg ikke i detaljerne omkring endnu et, det mest horrible indtil videre, Nato inspireret, støttet og executed kup mod det tyrkiske folk, men vil understrege at historie ikke skrives under suspekte valg ved stemme urnen for et folkeslag som selv skrev historie ved slagmarken i gennem 1918 - 1922, og vil blive med det så længe det er nødvendigt.

"There is a party slogan dealing with the control of the past," he said. "Repeat it, if you please."

"'Who controls the past controls the future: who controls the present controls the past'", repeated Winston obediently.

"'Who controls the present controls the past'", said O'Brien, nodding his head with slow approval. "Is it your opinion, Winston, that the past has real existence?"

The past did really have had an existence - no question about it but the relativity of interpretations - it may or not repeat itself but it certainly can not control how it is interpreted and misused in attempts to control a so-called FUTURE.