Læsetid 5 min.

’Først kom vietnameserne. Så kom palæstinenserne, så kom irakerne, og jeg kunne blive ved’

»Når man spørger en flygtning, hvem der har ansvaret for, at de får et job, svarer alle: ’Det har jeg selv’. Når de har været her i noget tid, siger de: ’Det har kommunen’. Det er et uheldigt skifte,« siger Andreas Kamm, der stopper i Dansk Flygtningehjælp efter 38 år
Andreas Kamm underviste flygtninge i dansk, mens han studerede, hvilket vakte hans interesse for området. »Det begyndte med de vietnamesiske bådflygtninge i den tid, hvor alle var optaget af Vietnam-krigen. Så kom palæstinenserne, så kom irakerne, og jeg kunne blive ved. Det var dragende for mig at møde verdens fænomener i levende live.«

Andreas Kamm underviste flygtninge i dansk, mens han studerede, hvilket vakte hans interesse for området. »Det begyndte med de vietnamesiske bådflygtninge i den tid, hvor alle var optaget af Vietnam-krigen. Så kom palæstinenserne, så kom irakerne, og jeg kunne blive ved. Det var dragende for mig at møde verdens fænomener i levende live.«

Ulrik Hasemann
15. april 2017
Delt 1078 gange

Generalsekretær Andreas Kamm stopper i Dansk Flygtningehjælp efter 38 år i organisationen. Det gør han, mens verden brænder.

Men timingen er rigtig, mener den 68-årige flygtningeforkæmper, der som frontperson har sørget for, at Dansk Flygtningehjælp er blevet en international NGO med enorm indflydelse og en omsætning på omkring tre milliarder kroner.

Men faktisk er det blevet værre at være flygtning, mener Andreas Kamm, hvis største bekymring er, at de europæiske lande ikke får taget sig sammen til at samarbejde om den flygtninge- og migrationsudfordring, der ikke ser ud til at gøre Dansk Flygtningehjælp overflødig lige foreløbig.

– Hvorfor stopper du i Dansk Flygtningehjælp?

»Det er jo i hvert fald ikke, fordi flygtningeproblemet er løst. Vi har længe haft et kryds i kalenderen i den periode, hvor jeg skulle holde op. Og efter 38 år er det et spørgsmål om timing. Det handler ikke om drama, men jeg er fyldt 68, og det er måske et meget passende tidspunkt. Nu vil jeg lettes for det ansvar, jeg har haft i mange år. Men jeg har ikke planer om at erklære mig pensionist.«

– Hvad skal du så lave nu?

»Jeg har forskellige sysler. Jeg er censor på Aarhus Universitet og RUC, og så er jeg formand for Rådet for Menneskerettigheder. Det håber jeg også, jeg kan fortsætte med.«

– Du er historiker. Hvorfor blev du flygtningeforkæmper?

»Mens jeg læste historie, underviste jeg flygtninge i dansk sprog og tog senere nogle timer i Dansk Flygtningehjælp. Det begyndte med de vietnamesiske bådflygtninge i den tid, hvor alle var optaget af Vietnam-krigen. Så kom palæstinenserne, så kom irakerne, og jeg kunne blive ved. Det var dragende for mig at møde verdens fænomener i levende live. De mennesker, som kom ud af de konfliktmønstre, som jo er historien.«

Andreas Kamm

Født 1949. Uddannet historiker og spillede som ung badminton på eliteniveau.

Efter 38 år i Dansk Flygtningehjælp stopper han som generalsekretær i efteråret.

Kamm har siddet på den øverste post som generalsekretær siden 1998. Som formand har han været med til at udvikle Dansk Flygtningehjælp til en stor international NGO med kontorer i 40 lande og et årligt budget på tre milliarder kroner.

– Færre og færre vil forsvare konventionerne. Vil du?

»Ja, det gør jeg sådan set hver eneste dag. Jeg trækker en linje tilbage til Jyske Lov, hvor der står, at det er konger og hertugers forpligtigelse at beskytte de svageste i samfundet. Både kvinder, børn, pilgrimme og udlændinge. Det er et bevis på, at vores kulturkreds har haft forestillingen om, at de trængte med behov for beskyttelse har brug for, at magthaverne holder hånden under dem. Det vil jeg ikke holde op med at forsvare, men jeg har ingen problemer med at diskutere, hvordan vi bedst muligt implementerer det.«

– Var de gode gamle dage bedre for verdens flygtninge?

»Lige nu er der en forfærdelig ubalance mellem antallet – de snart 70 millioner flygtninge og internt fordrevne verden over – og så den kapacitet og politiske vilje verden har til at give dem beskyttelse. Den ubalance har aldrig været større, så det er vanskeligere, end da jeg startede i 1979 med modtagelsen af de vietnamesiske bådflygtninge. Alle husker historierne om Mærsk-skibene, der samlede flygtninge op, og det var uden modstand. Det er helt anderledes og polemisk i dag.«

– Hvis du skulle vælge én ting for at hjælpe verdens flygtninge, hvad ville det så være?

»Det er meget nemt. Det er bare at styrke fællesskaberne om løsningerne. Jeg er meget ked af at se, at verdens lande har svært ved at stå sammen om de globale løsninger, både i FN, EU og andre lignende fællesskaber.«

– Du har været badmintonspiller på eliteniveau. Er der en sportsmetafor, der passer godt på de Europæiske landes håndtering af flygtningesituationen lige nu?

»Jeg synes ikke, EU’s medlemsstater spiller som et team – de skal huske, at de spiller på samme hold. Min hovedbekymring er, at vi ikke kan holde den team-ånd, som fællesskaberne er beregnet til. Personligt siger jeg også altid, at det kan godt være, vi taber ét sæt, men vi vinder på bedst ud af fem. Man er på banen for at vinde. Det er en tennismetafor.«

– Hvornår bliver formanden for Dansk Flygtningehjælp arbejdsløs?

»Alt, hvad jeg ser, peger i retningen af, at flygtninge- og migrationsspørgsmålet snarere vil vokse end tage af. Så jeg tror ikke, Dansk Flygtningehjælps generalsekretær bliver arbejdsløs. Desværre.«

– Hvilken holdningsmæssig modstander har du størst respekt for?

»Jeg ser dem ikke som modstandere, og jeg misunder ikke de politiske slagsmål. Jeg har en positiv erindring om Bertel Haarder, som har stærke meninger. Vi havde mange diskussioner i medierne, men det var en fair og velargumenteret uenighed. Birthe Rønn Hornbech har jeg også haft diskussioner med, og vi korresponderer stadig.«

– Hvad er den største myte i flygtningedebatten?

»Vi har faktisk nogle små spraydåser med noget, vi kalder mytegift. Vi tager dem med til Folkemødet på Bornholm, så hvis nogle spreder myter i debatterne, kan man lige give dem et lille pift mytegift. Jeg kæmper særligt med myten om, at folk ikke vil arbejde, når de kommer til Danmark. Jeg ved fra mine erfaringer, at de flygtninge, der kommer hertil, glæder sig til at arbejde.«

– Hvad mener du om Finansministeriet nye rapport, der viser, at særligt ikkevestlige indvandrere er en udgift for staten?

»Det er jo ikke noget chok. Udfordringen er åbenlys, nemlig at få folk i arbejde. Det er vi ikke så dygtige til i en velfærdsstat i et reguleret arbejdsmarked. Der har vi og arbejdsmarkedets parter en stor udfordring.«

– Du har i mange år anbefalet at indføre en indslusningsløn for flygtninge, så de kan komme lettere i job. Men vil det ikke ødelægge den danske model og derved give skeptikerne ret i, at indvandring er en trussel imod vores samfundsmodel?

»Det er jeg ikke sikker på. Når man spørger en flygtning, hvem der har ansvaret for, at de får et job, svarer alle: ’Det har jeg selv’. Men når de har været her i noget tid, siger de: ’Det har kommunen’. Det er et uheldigt skifte, og det er ufleksibelt og bureaukratisk at udbyde sin arbejdskraft. Vi har allerede modeller som løntilskud, integrationsgrunduddannelse og lignende, og der skal man bare blive ved med at skabe de her veje.«

– Hvad giver dig håb?

»Ja, det kan jo være svært at bevare det. Men jeg har en stærk tro på, at nødvendigheden vil kalde til stærkere fællesskaber. Det giver mig lidt et håb, for jeg har svært ved at se andre veje. Så jeg håber, situationen vil tvinge os til at stå mere sammen.«

– Hvis du skulle have levet i en anden tid, hvilken skulle det så være?

»Jeg synes, jeg lever i den mest spændende tid af alle. Men jeg har en stor kærlighed til det antikke Grækenland, og når jeg går på Akropolis i Athen, tænker jeg da, at det kunne være interessant at diskutere demokratiets grundlæggende idealer med Sokrates, Platon og de andre.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg
    Jens Thaarup Nyberg
  • Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
    Robert Ørsted-Jensen
Jens Thaarup Nyberg og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Leo Nygaard

" Når man spørger en flygtning, hvem der har ansvaret for, at de får et job, svarer alle: ’Det har jeg selv’. Men når de har været her i noget tid, siger de: ’Det har kommunen’. "

Tankevækkende, at dette skulle komme fra en person med en vid horisont - en verdensmand.
Tænkes videre, fører det til en opfattelse om, at jobcentrenes og deres regelsæt afskaffes, og ansvaret overlades til arbejdstagers- og giver.
Hvis så denne frihed, der følger med ansvaret, følges op med UBI-Basisindkomst, følges udsagnet helt til dørs.
Men det er vel for meget at tillægge Andreas Kamp.

Brugerbillede for Peter Jensen

"»Det er meget nemt. Det er bare at styrke fællesskaberne om løsningerne. Jeg er meget ked af at se, at verdens lande har svært ved at stå sammen om de globale løsninger, både i FN, EU og andre lignende fællesskaber.«"

Kam ligger under for en liberal-borgerlig illusion om at de nævnte institutioner fungerer som fællesskaber; det gør de ikke. Nok er enkelte af dem (EU naturligvis undtaget) dannet med forhåbninger om at nationer bi- og multilateralt kan konsultere hinanden, samarbejde og skabe fredelig, bæredygtig fremgang, såvel regionalt som globalt, men den allestedsnærværende og intimiderende, kapitalistiske verdensorden - som faciliteter utilitarisme, eroderer også disse institutioners muligheder for at udgøre genuine, ansvarlige fællesskaber. I stedet bruges de opportunt af verdens magter, som via skueprocesser og populitiske lappeløsninger slører at de strukturer, som i hovedsagen (re)producerer bl.a. fattigdom og flygtningeproblemer, fastholdes.

Jens Thaarup Nyberg, Bjarne Bisgaard Jensen, Randi Christiansen, Karsten Aaen og Jan Pedersen anbefalede denne kommentar