Læsetid: 3 min.

Korruptiondebat: ’Hvad kommer al den ærlighed til at koste os?’

Hvis korruption får tilstrækkelig stor social udbredelse, bliver det meget svært at ændre. En ny komedie får italienerne til at diskutere deres største dilemma som samfundsborgere: Ønsket om omvæltninger støder sammen med alt for mange hverdagslige interesser
8. april 2017

Årets foreløbig største succes i de italienske biografer er en komedie, som bliver ivrigt diskuteret i aviser, radio, tv og på de sociale medier. De sicilianske komikere Salvatore Ficarra og Valentino Picone, som længe har været fast makkerpar i det mest populære program på Silvio Berlusconis Canale 5, har skrevet manuskriptet til, instrueret og spiller store roller i L’ora legale.

Titlen betyder ’sommertid’, men den bogstavelige oversættelse er ’den legale time’. Filmen udspiller sig i en lille by på Sicilien, hvor tiden i metaforisk forstand bliver stillet frem, da borgmesteren inden kommunalvalget anholdes for forbrydelser mod den offentlige forvaltning og kvægtyveri. Det får borgerne til at vælge en skolelærer, der ikke havde drømt om at blive valgt, men kun stillede op, så hans datter i det mindste havde én ukorrumperet kandidat at stemme på.

Som borgmester insisterer han på at realisere sit program om respekt for reglerne. Først støtter alle den nye borgmester, men mest i håb om at opnå de samme fordele som før. Da det efterhånden går op for folk, at det vitterligt er slut med at snyde i skat, at gå på stranden i stedet for på arbejde, med vennetjenester på kommunen, falske invalidepensioner og ulovligt byggeri, bliver han hurtigt ret upopulær. Som en af byens skeptiske borgere spørger:

»Hvad kommer al den ærlighed til at koste os?«

Under afpresning

Det spørgsmål har italienerne bakset med i årtier. I 1980 skrev forfatteren Italo Calvino en moderne fabel med titlen Apologi for ærligheden i de korruptes land til avisen La Repubblica, hvor han beskrev korruptionens økonomi som et sammenhængende, kompakt system med sin egen indbyggede harmoni.

Dengang var demokratiseringen af samfundslivet, hvor middelklassen gradvist blev indoptaget i det politiske system, ved at forvandle korruption fra elitens privilegium til et massefænomen. Ærlighed blev til en modkultur for afvigende personligheder, hævdede Calvino. Året efter udtalte kommunistpartiets formand, Enrico Berlinguer, at partierne ikke bekæmpede, men snarere baserede sig på korruption. Var almindelige italienere ikke klar over, at det hang sådan sammen, eller accepterede de det bare stiltiende?

»Efter min mening er mange italienere udmærket bevidst om udplyndringen af staten, overgrebene, forskelsbehandling og diskrimination,« sagde Berlinguer, »men mange af dem lever under afpresning. De har opnået fordele, håber at komme til det eller er bange for ikke længere at gøre det.«

Den seneste sag om udnyttelse af offentlige embeder til at opnå private fordele omhandler kredsen omkring Matteo Renzi, der regerede i knap tre år indtil december 2016. Renzis far, Tiziano, og hans tro politiske følgesvend, den nuværende sportsminister Luca Lotti, beskyldes for at have forsøgt at dirigere en leverandøraftale på 2,7 mia. euro med statens indkøbscentral, Consip, i retning af nogle venner.

Afsløringer af systematisk pjækkeri blandt offentligt ansatte og handel med falske lægeerklæringer er blevet hverdagskost. Det samme gælder akademisk fusk. Undervisningsminister Valeria Fedeli har smykket sit CV med en kandidatgrad, hun ikke har, og ministeren for den offentlige forvaltning, Marianna Madia, anklages for at have kopieret store dele af sin ph.d.-afhandling. Madia har sagsøgt de aviser, der beskylder hende for plagiat:

»Bare hun selv har skrevet sagsanlægget,« kommenterer Ficarra på Canale 5.

Politisk begivenhed

Ifølge Marco Travaglio, chefredaktør på avisen Il Fatto Quotidiano, er Ficarra og Picones film den bedste beskrivelse af Italiens udvikling gennem de sidste 25 år.

I februar 1992 forsøgte en plejehjemsdirektør med ambitioner om at blive Milanos borgmester forgæves at skylle et større pengebeløb ud i toilettet, da han blev taget på fersk gerning i at modtage bestikkelse fra et rengøringsselskab. Hans vidneforklaring førte til afsløringen af korruptionen som almindelig praksis i det politiske system og til et folkeligt krav om forandring, som fik landets partier til at vælte som dominobrikker.

Men vinden vendte, da undersøgelsesdommerne rettede opmærksomheden mod korruption som hverdagsfænomen og afslørede, at helt almindelige italienere med bestikkelse af de relevante myndigheder kunne undgå eksempelvis at betale skat og aftjene værnepligt. Det skabte et tilbageslag, som ifølge Travaglio er forklaringen på, hvorfor italienerne blot to år efter de første afsløringer valgte en type som Berlusconi til regeringsleder:

»Det er fint nok at være lovlydig, men man skal jo heller ikke overdrive. Og det skal helst være hjemme hos de andre. Det gode ved L’ora legale er netop, at det er en enkel film, som dog på ingen måde er nem. Den stryger ikke publikum med hårene med moralistiske og selvgode beskyldninger mod de onde magthavere,« skriver han og fortsætter: »Ingen kan undgå at genkende sig selv en lille smule i en af personerne og dermed sætte sig selv til diskussion. Derfor er filmens publikumssucces en lille, stor politisk begivenhed.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu