Læsetid: 5 min.

Lars Olsen: ’Da den første selvfede lektor begyndte at se ned på arbejderklassens mad, blev grundstenen til DF lagt’

Forfatter og debattør Lars Olsen er bevidst om ikke at bruge mad som en identitetsmarkør. Det værste, venstrefløjen har tilført madkulturen, er ifølge ham smagsdommeriet. Han spiser helst brød købt hos en kvalitetsbager – med et godt lag sydesalt på
15. april 2017

- Fra 1-10 hvor venstreorienteret er du?

»En 7’er. Jeg har skrevet nogle bøger, som er en skarp kritik af klassesamfundet og ulighed, men jeg er samtidig også optaget af, at man skal nå nogle praktiske resultater, der skal forandre samfundet. Jeg har siddet i nogle arbejdsgrupper under skiftende regeringer og arbejdet med skole- og boligpolitik og andet, hvor jeg på det praktiske plan har forsøgt at få mindsket klasseskellene. Jeg er ikke sådan en utopisk venstreorienteret. Jeg er lidt til venstre for midten, som Anker Jørgensen sagde i sin tid.«

- Fra 1-10 hvor madglad er du?

»Jeg er meget madglad. Jeg vil sige 9. Vi bruger en hel del penge på den daglige husholdning og på at købe nogle gode ting. Vi skiftes til at lave mad derhjemme, men jeg må indrømme, at min hustru laver lidt mere mad, end jeg gør.«

- Hvad er din mest venstreorienterede madoplevelse?

»Jeg mener ikke, at man kan sætte mad på en højre-venstreakse. Mad er et spørgsmål om personlig smag. Det er et individuelt valg, man træffer, alt efter hvordan ens smagsløg er indrettet – og hvordan ens forhold til mad har udviklet sig.

For mig er det at være venstreorienteret at kæmpe for et socialt retfærdigt samfund, og hvis man skal sige noget venstreorienteret om mad, så er det en kamp for, at alle har råd til at købe noget ordentligt og sundt at spise ud fra deres egne præferencer.«

- Hvad finder man altid i dit køkken?

»Noget godt brød og smør med sydesalt. Når det kommer til brød, er jeg lidt af en fanatiker. Jeg ofrer gerne noget ekstra for at få noget kvalitetsgrovbrød fra Emmerys eller Lagkagehuset. Og så synes jeg, at sådan noget salt smør på et stykke brød smager fantastisk.«

 - Hvad er din livret?

»Jeg kan rigtig godt kan lide ravioli med ricottafyld. Jeg kan også godt lide en rød bøf. Helt generelt er jeg sådan en, der har en meget bred madsmag – jeg kan lide vietnamesisk mad og græsk mad, men jeg kan også lide gammeldags dansk mad som flæskesteg og rødkål eller oksesteg med peberrodsovs.«

- Hvad kunne du – af politiske årsager – aldrig finde på at spise?

»Jeg mener ikke, at mad er politik. Mad opfatter jeg som værende et personligt anliggende. Der skal ikke være politisk korrekt mad, for så ender det hurtigt med, at den højere middelklasses madsmag er ’den rigtige’, mens arbejderklassens madsmag bliver dømt ude for at være vulgær og gammeldags.«

- Er der noget, du skammer dig over at elske at spise, fordi det ikke harmonerer med din politiske overbevisning?

»Nej. Men ind imellem tænker jeg over, at jeg spiser for meget fed mad. Men det er mere, i forhold til at jeg trænger til at tabe mig et par kilo. Det er jo ikke af politiske grunde.«

- Hvad gør du med rester?

»Biksemad er en god måde at udnytte rester på – for dem skal man tænke over at få brugt. Når det er sagt, er vi ikke altid lige gode til at få brugt vores rester. Det sker en gang i mellem, at vi kommer til at smide et halvt måltid mad ud, og det synes jeg jo egentlig er noget frås.«

- Hvor ofte spiser du kød?

»Jeg spiser enten kød eller fisk hver dag.«

- Har du en madpolitisk kæphest?

»Nej. Jeg spiser ud fra, hvad jeg godt kan lide, og at det skal smage godt.«

- Hvor bevidst er du om at bruge mad aktivt som en identitetsmarkør?

»Jeg er bevist om ikke at bruge mad som en identitetsmarkør.«

- Hvad er den mest højreorienterede spise, du kan komme i tanke om?’

»Som sagt vil jeg ikke sætte mad på en akse.«

- Hvad er det værste, venstrefløjen har tilført madkulturen?

»Jeg tror i virkeligheden, at det er en af venstrefløjens dårligdomme, at den er havnet i alt for meget identitetspolitik. Venstrefløjen opstod som en kamp for et retfærdigt samfund, hvor der ikke var dybe klasseskel. I dag er det i højere grad blevet et spørgsmål om identitetspolitik, herunder også at man skal spise det politisk korrekte. Jeg vil gå så langt som til at sige, at da den første selvfede lektor begyndte at se ned på arbejderklassens mad, så havde man lagt grundstenen til Dansk Folkeparti.

I stedet for at kæmpe for jævne folks levevilkår, og at alle for eksempel har råd til at købe noget ordentligt mad, så har man fået for mange frelste meninger om, hvordan vi skal leve – herunder, hvad vi skal spise.«

Opskrift: OLSENS BIKSEMAD

Biksemad er en rigtig god udnyttelse af diverse rester. Man kan således ikke følge en slavisk opskrift.

Men start med at hakke et løg, og svits det på panden i lidt olie. Tilsæt dernæst kartofler, squash eller andet, der kan udgøre rettens basis. Hak grøntsagerne i ikke for små tern, så man stadig kan fornemme rettens ingredienser.

Sofie Holm Larsen/iBureauet
Tilsæt kød skåret i tern – evt. rester. Tilsæt også lidt kød i mindre stykker, der giver retten kant, for eksempel små chorizo eller andre krydrede pølser.

Til sidst tilsættes tre-fire tomater skåret i store stykker. Tomaterne skal simre i retten, men ikke gå helt i opløsning. Kan evt. suppleres med et skvat ketchup for et sødligt pift.

Det er vigtigt at krydre biksen godt, men ikke for stærkt: Salt, peber, hvidløg, oregano og original ungarsk paprika, der tilfører både lidt skarphed og lidt sødme.

Serveres med spejlæg og syltede rødbeder.

Joachim Sperling: »Lars Olsen er for mig lidt selvmodsigende«

Det irriterer mig, at Lars Olsen ikke vil anerkende, at vi kommunikerer gennem vores mad, og at det er naturligt at spise efter anskuelser. Ligesom klæder skaber folk, kan mad og vin kan udtrykke ens personlighed. Det bemærkes, om man går med håndsyede engelske sko frem for udtrådte sneakers.

Det er for mig også lidt selvmodsigende, at Lars Olsen bruger så mange kræfter på at overbevise os om, at han ikke bruger mad som identitetsmarkør, når han alligevel ender med at præsentere os for biksemad, der om noget er en arbejderret. Jeg er ikke syg med biksemad, for kød, der har været stegt to gange bliver tørt og kedeligt. Det må være derfor, man overhælder biksemaden med worcestershiresauce og ketchup, og så er det, jeg står af.

Lars Olsens forklaring om, at Dansk Folkeparti fik lagt sin grundsten i osen fra politisk korrekte madretter, er kun en del af det samlede billede, for motoren i partiets vælgersucces er uhæmmet populisme kombineret med den primitive ide om, at danskhed er noget, der står mejslet i sten. På madfronten drejer kampen mod Dansk Folkeparti sig om at undgå, at det får monopol på grisen, og den kamp synes jeg faktisk, Lars Olsen burde interessere sig for.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Carsten Munk
  • ulrik mortensen
  • Jens Thaarup Nyberg
Carsten Munk, ulrik mortensen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne artikel

Kommentarer