Et liv er forbi: Landsbyens bagstopper

»Hvorfor skubber Christian Eriksen ikke op i bagrummet?« kunne Claus Fruergaard spørge, mens pegefingeren fik tv-skærmen til at knitre. Som regel kendte han godt svaret, men spørgsmålet var en invitation til den fodboldinteresserede familie. Så kunne sønnerne Andreas og Frederik byde ind med deres teorier, hvis da ikke konen Trine havde et bud.

Når Fruergaard-familien ikke fulgte med i professionelle kampe på tv, driblede teenagedrengene selv rundt i Hadsund Boldklub, hvor Claus Fruergaard i årevis var et af klubbens bankende hjerter. Han var manden, man gik til for at få hjælp, uanset om det gjaldt anlæg af en ny kunstgræsbane eller noget privat. Han gennemlæste også gerne købspapirerne til en byggegrund, kom med input til en tilbygning eller rådgav om økonomi over en iskold Tuborg i klubhuset. Det manglede da bare.

Claus var også holdtræner i mange år. Han havde altid en drillende kommentar til spillerne eller en lun bemærkning til forældrene på sidelinjen. De havde til gengæld, som en lille tak, altid kaffe og hjemmebag med til den hjælpsomme klubmand.

Claus kunne ikke sige nej, hvis nogen spurgte om hjælp, og det gjorde de tit. Han var stolt og stædig og ville se tingene til ende. Måske var han så meget til for andre, at han til sidst glemte at være til for sig selv.

Gift i hemmelighed

I barndomshjemmet i Assens blev Claus kun sjældent træt af sine yngre søskende, Morten og Mette. De så meget op til deres storebror og ville gøre alt for ham. Da Claus på sin avisrute var bekymret for nogle store hunde, fik han et par gange om ugen lillesøster til at aflevere bladet i stedet. Som tak blev hun aflønnet i Barbie-klistermærker. Og da Claus ønskede sig en Amiga-hjemmecomputer, var det nemt at overtale den ni år yngre Morten til, at han da skulle betale halvdelen.

Som 14-årig blev Claus forelsket i Trine. De mødtes til en fest i en kælder hos en fælles bekendt og blev kærester. Trine boede i Hadsund, men besøgte tit hjemmet i Assens, hvor Claus havde sit legetøj – en Playmobil-fiskekutter – på sin reol på værelset. Nedenunder stod en kasse øl. 

I 2003 blev de gift i hemmelighed, men Trine drømte om et stort prinsessebryllup. Claus, der ikke var nogen stor romantiker, havde lovet hende et rigtigt bryllup og en flot kjole, og det løfte holdt han. De blev gift igen ved et kirkebryllup i 2007. Sammen fik de tre børn, som til det sidste var stjernerne i Claus’ univers. Han var en engageret far, der elskede at grille med ungerne i baghaven eller lærte dem et hovedspring, mens de andre forældre så til. I Tyrkiet kostede det en flænge i panden, da poolen var noget mere lavbundet, end Claus havde forudset.

I arbejdet var Claus en ambitiøs og dygtig bankmand, der arbejdede sig op til afdelingsdirektør i Spar Nord i Hadsund. Han blev et kendt ansigt i den lille by af 5.000 mennesker – de så ham jo enten i banken eller i boldklubben.

Senere tog han en stilling som storkundechef på Spar Nords hovedkontor, men skiftede i september 2015 til en direktørstilling i et ejendomsselskab. Det var et udfordrende forløb i en helt ny branche – og et stort ansvar, som må have tynget Claus mere, end han ville indrømme over for sine nærmeste.

Solid forsvarsspiller

Frisk luft og græs under fødderne var et af livets store glæder for Claus. Dér kunne han smide kontoruniformen og bekymringerne for at hellige sig det smukke spil. Han var selv en solid forsvarsspiller, langt fra den største tekniker, men driftssikker og enormt vellidt. Han kunne tale med alle mennesker, både den 19-årige gymnasieelev og sine jævnaldrende veteraner. Måske var det en fejl at forlade klubben, samtidig med at han i foråret blev sygemeldt med stress og fik en depression.

Claus tog sit eget liv i en alder af 41 år. Hvorfor den rationelle og balancerede mand følte, det var hans eneste udvej, er et mysterium for familien. Han havde erkendt, at han ikke kunne fortsætte i sit job, men for Claus, der altid hjalp andre, var det ikke let selv at bede om hjælp.

Claus blev bisat forrige fredag til tonerne af Rasmus Seebachs farvelsang til sin far, »Under stjernerne på himlen«. Det var en vigtig sang for Claus. Hans yngste datter, seksårige Caroline, havde sidste år sunget den til storebror Andreas' konfirmation.

»Jeg sætter mig på kanten af din seng, og du ler til mig. Verden svinder ind til ingenting.«

En time før ceremonien skulle begynde, var kirken så stopfyldt, at folk måtte stå i menighedscentret, hvor præstens tale blev transmitteret. Omkring 400 mennesker var mødt op for at sige farvel til deres klubmand.