Baggrund
Læsetid: 3 min.

Et liv er forbi: Mahmut Önder var politisk flygtning, verdenskendt tv-vært og et kurdisk ikon

Mahmut Önder var pensionist i Brøndby Strand, hvor han dyrkede sin nyttehave og nød sin familie. Men han var mere end det
Mahmut Önder i rollen som forkæmper for den kurdiske sag.

Mahmut Önder i rollen som forkæmper for den kurdiske sag.

Moderne Tider
8. april 2017

Allerede som ung skilte Mahmut Önder sig ud. Han var vild og retfærdighedssøgende og foretrak at tilbringe nætterne i parken, mens han læste alle de store revolutionæres tanker under stjernehimlen. For han drømte om oprør. Han var etnisk kurder i den tyrkiske by Diyarbakir og mærkede hurtigt, at der blev set ned på folk som ham.

Det var forbudt at tale kurdisk, høre kurdisk musik, og have kurdiske navne. I skolen lærte han parolen: »Ét land, ét folk, det lykkeligste menneske i verden er tyrkisk.« Han sagde ordene, men mente dem ikke. De gav ham derimod mod på at kæmpe for kurderes ret til at eksistere.

Under værnepligten i faldskærmstropperne tøjlede han sin frihedskamp. Han lærte hurtigt – og på den hårde måde – at man fik tæsk, hvis man brokkede sig. Indeni var han dog lige politisk, han holdt det dog for sig selv i de tre år.

På flugt efter kærligheden

Da han blev hjemsendt, forelskede han sig i naboens datter, Gülseren. Han havde kendt hende hele sit liv, men da han rejste hjemmefra var hun blot en pige. Nu var hun en smuk, ung kvinde. Tre gange bad han om hendes hånd, mens hendes forældre sagde nej hver gang.

De vidste, at Mahmut Önder var revolutionær, og de ønskede, at Gülseren skulle have et nemt liv. Men de to nabobørn skrev breve til hinanden, forelskede sig og stak af sammen. De vendte først tilbage, da familierne havde accepteret, at det ikke kunne være anderledes.

Mahmut Önders politiske gejst førte ham til fagbevægelsen, hvor han blev formand for en stor tyrkisk fagforening. En af hans hjertesager var, at det skulle være tilladt at tale kurdisk på tyrkiske arbejdspladser, og han blev tit kaldt til Ankara, hvor højtstående politikere bad ham give afkald på sin kurdiske identitetskamp.

De tilbød ham endda politiske topposter for sin tavshed. Det nægtede han, og i perioder gik han under jorden, fordi presset mod ham blev for stort. Da hans søn kom til verden, havde hustruen Gülseren ikke hørt fra Mahmut i flere måneder, og hun opkaldte sønnen efter ham, fordi de troede, at han var død. Tre gange blev han fængslet og tortureret. Han talte aldrig om det, men folk, der stod ham nær vidste, at han ikke brød sig om, når nogen råbte højt eller smækkede med døre.

På flugt efter frihed

I 1982 flygtede han og familien ud af Tyrkiet væk fra militærstyret. Målet var Canada – et politisk neutralt og multikulturelt land, tænkte Mahmut Önder. Men fremmedpolitiet stoppede familien i Kastrup Lufthavn og nægtede at lade dem rejse videre på deres falske pas, så Mahmut Önder søgte politisk asyl og fik det med det samme.

Lige da han kom til Danmark, hørte han meget Kim Larsen. For at lære et lands kultur at kende måtte man forstå dets folkemusik, sagde han. Han lærte lynhurtigt dansk, gik til 1. maj i Fælledparken og fik arbejde som maskinmester. Han kom hurtigt til at elske Danmark, særligt for dets demokratiske værdier. »Du må aldrig glemme, at her har ethvert menneskeliv værdi,« sagde han til familie og venner.

En arbejdsulykke sendte ham på invalidepension. Udadtil lignende han en mand, der levede et stille liv i Brøndby Strand, hvor han dyrkede sin nyttehave, nød sin familie og sang gamle kurdiske folkeviser for sit barnebarn. Man han forsatte også den kurdiske identitetskamp og var én af de første i Danmark til at sætte fokus på kurdernes forhold.

Han var frivillig tv-vært på den kurdiske tv-kanal Med-tv, ROJ TV’s forgænger, og pendlede mellem Danmark og Belgien, hvorfra stationen sendte. Mahmut Önder var vært på debatprogrammet Frihedsplatformen og Folkets Stemme, hvor seere kunne ringe ind. Begge programmer blev vist i mange lande, og Mahmut Önder blev et ikon i kurdiske kredse.

I slutningen af 2014 fik han konstateret kræft. Den spredte sig, og behandlingerne virkede ikke. Sundhedspersonalet havde ofte svært ved at tro, at Mahmut Önder var kendt i hele verden. Han virkede så ydmyg og opmærksom på alle andre.

Kort forinden han døde sagde han til sin familie, at han ville ønske, at han havde passet bedre på sig selv. Han ville gerne have givet sig selv mere opmærksomhed, færdigskrevet sine bøger og genbesøgt Diyarbakir, men den kurdiske sag var så vigtig, at den kom før ham selv.

Meget sigende for dette blev mindehøjtideligheden efter hans død transmitteret ud til kurdere i hele verden, og lederen af det tyrkiske, pro-kurdiske parti, HDP, skrev i en kondolence til Mahmut Önders kære: »Vi har alle mistet en stor mand«.

Serie

Et liv er forbi

På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.

Hvis du har mistet en, som du synes, at Informations læsere bør kende til, så skriv til modernetider@information.dk.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her