Læsetid: 7 min.

Magtskifte i metropolen

I mange år har tilhængerne af Tottenham Hotspurs lidt under en fiktiv fodboldhelgens forbandelse. Men i år slutter det. Fodboldmagten i Nordlondon er skiftet. De hvide fra Spurs har kurs mod at slutte over de røde fra Arsenal for første gang siden midten af halvfemserne
Arsenals manager, Arsène Wenger, ses af mange af klubbens fans som årsagen til dens spillemæssige kvaler. Wenger beskyldes for at fokusere for meget på boldkunst og for lidt på resultater.

Arsenals manager, Arsène Wenger, ses af mange af klubbens fans som årsagen til dens spillemæssige kvaler. Wenger beskyldes for at fokusere for meget på boldkunst og for lidt på resultater.

22. april 2017

Alle engelske fans af Tottenham Hotspur ved, hvad St. Totteringham’s Day er: Årets ondeste dag.

Det er den dag i sæsonen, hvor det ikke længere er matematisk muligt for Tottenham at slutte over deres ærkerivaler fra Nordlondon, Arsenal, i Premier League-tabellen, fordi the Gunners har akkumuleret et pointforspring, der er større end det antal point, der er tilbage at spille om.

Arsenal-fans har navngivet denne dag ’St. Totteringhams Day’ efter en fiktiv fodboldhelgen og fejrer hvert år dens ankomst med bannere, tweets, hånende opslag på internettet og fest på lægterne.

Ja, dagen har sågar sin egen sang:

Who do you think you are kidding, Tottenham Hotspur?

Just wait until the season is done

You haven’t really won a thing since 1961

And every year on St. Totteringham’s Day

We have lots of fun

I mange, lange, lidelsesfulde år har tilhængerne af The Spurs måttet lide under denne fodboldhelgens forbandelse. Men nu er det slut. Forbandelsen er hævet. I år forbliver tribunerne på Arsenals hjemmebane, Emirates Stadium, tavse på sidste spilledag. I år bliver der ingen viften med bannere og ingen glædesfyldt fejring af St. Totteringham’s Day.

Sommeren 2017 bliver den første gang siden 1996, hvor de hvidklædte aktører fra White Hart Lane slutter højere end deres bitre rivaler i Premier League. Endda formentlig adskillige pladser højere.

Det tør denne skribent godt forudsige, selv om der stadig udestår seks spillerunder. Tottenham fører med 14 point, så i år bliver det deres tilhængere, der overtager håneretten i Nordlondon.

Der er et magtskifte undervejs i den engelske metropol.

Wengers gidsel

På det sportslige plan har magtskiftet egentlig været undervejs i nogle år, forstået på den måde, at mens Tottenham stille og roligt har løftet sit niveau og ikke er sluttet dårligere end nummer seks i de sidste otte sæsoner, så har Arsenal stået i stampe, både taktisk og spillemæssigt. Holdet har været gidsel af dets træner Arsène Wengers ønske om at praktisere en nærmest overæstetisk fodboldfilosofi, der måske nok er køn at se på, men som hverken indbringer mesterskaber eller europæiske triumfer.

Sådan var Wenger ikke i gamle dage – altså dengang han rent faktisk kunne sammensætte hold, der vandt titler og trofæer.

Dengang havde den franske manager ingen kvababbelser ved at lade robuste arbejdsjern som Patrick Viera, Emmanuel Petit og Ray Parlour gøre det beskidte arbejde med at slå modstandernes spil i stykker. Men disse kompromisløse typer er stille og roligt blevet faset ud af truppen hos The Gunners til fordel for en serie af nærmest identiske, boldspillende midtbaneteknikere, der i højere grad har kunnet levere det ubrudte flow i spillet, som den franske træner efterspørger.

Prisen har været, at holdet har mistet den hårdhed og kynisme på midtbanefeltet, som de tidligere Arsenal-mandskaber – blandt andre de såkaldte Invincibles fra sæsonen 2003-04 – havde. Og det var faktisk Manchester Uniteds tidligere manager Alex Ferguson, der var en af de første til at spotte denne udvikling i et berømt citat i sine erindringer.

Her satte han ord på Wengers tiltagende mani med at raide transfermarkedet for en særlig type af über-tekniske midtbaneaktører:

»Den bløde bug (på Arsenals midtbane, red.) skyldes de spillere, han har hentet til klubben. Samir Nasri bliver tilgængelig, så Arsène tager ham. Rosicky bliver tilgængelig, så han tager også ham, for han er den samme type. Arshavin bliver tilgængelig, og så bliver han også hentet til klubben. Når du køber en lang række af den samme slags spillere, får du i realiteten en række kloner.«

Wengers ’kloner’ har dog aldrig været dårligere, end at de i hver eneste sæson som minimum har kunnet sikre Arsenal en plads i Premier Leagues Top 4 (samt en slutplacering over Tottenham, ikke mindst.)

Hvad der er forandret i denne sæson i forhold til tidligere er, at holdets manglende fysiske hårdhed nu er blevet koblet med et sammenbrud på det mentale plan.

Udraderet af Bayern

Anderledes kan man i hvert fald dårligt tolke de præstationer, som holdet har leveret, siden de blev ekspederet ud af Champions League af Bayern München i starten af marts.

De tyske mestre udraderede som bekendt Arsenal med sammenlagt 10-2, og for den neutrale betragter virker det som om, at denne ydmygelse fra den teutoniske overmagt har tilføjet det skrøbelige Arsenal-mandskab et sæsondefinerende banesår.

Siden rundbarberingen fra tyskerne har de rødblusede fra Nordlondon fremtrådt som et angstpræget mandskab, hvis præstationer har været karakteriseret ved et fuldstændigt fravær af fight og lederskab på grønsværen. De leverer stadig momentvis nydelig fodbold. Men så snart det begynder at gøre ondt – og det gør det hyppigt i Premier League – slår de op i banen.

De krigere, der tidligere kunne drive Arsenals hold frem mod sejren, er simpelthen ikke længere i truppen.

Eller som den tidligere midtbanefighter fra Liverpool, Graeme Souness, har sagt det med en beskrivelse, der bestemt ikke er ment som en ros:

»De er et hold af svigersønner!«

Hans gamle klubmakker, Jamie Carragher, var endnu mere skånselsløs, da Arsenal i forrige weekend (endnu engang) kapitulerede betingelsesløst og tabte 3-0 til det lille London-mandskab fra Crystal Palace, der kæmper for overlevelse i bunden af rækken:

»Det er en flok kujoner, der viger uden om de hårde tacklinger på banen.«

Liverpools tidligere forsvarsstopper virkede nærmest personligt fornærmet over den anæmiske præstation, han netop havde overværet fra Arsenals højtbetalte stjerner. Og han blev til en vis grad bakket op af Arsenals anfører, kantspilleren Theo Walcott, der efter opgøret indrømmede, at spillerne fra Crystal Palace havde demonstreret større kampgejst og determination end ham selv og hans holdkammerater:

»Jeg tror, at de (Crystal Palace-spillerne, red.) simpelthen ville have sejren, mere end vi ville. Det var tydeligt fra første fløjt.«

Tættere kommer man ikke på en ren tilståelse!

Højkomiske indslag

Arsenals krise har i øvrigt sat gang i et internt skænderi i tilhængerskaren om, hvorvidt Arséne Wenger skal fyres eller tildeles den etårige forlængelse, som hans kontrakt giver mulighed for.

Det er et skænderi, der har resulteret i højkomiske indslag som ved et udebaneopgør mod West Bromwich Albions i midten af marts. Her blev WBA’s stadion midt i første halvleg pludselig overfløjet af et lille propelfly af den type, som man kender fra reklamefilm og byfester.

Propelflyet bar et banner med teksten »No Contract, #Wenger Out«.

Før tilskuerne havde nået at fordøje dette budskab, dukkede der endnu et lille fly op på himlen. Det bar på et modsvar i form af et banner med påskriften: »In Arsène We Trust. #RespectAW«.

Og mens tilskuerne således blev underholdt af et uvarslet airshow, tabte Arsenal i øvrigt 3-1 på grønsværen efter endnu en blodfattig indsats …

Stridighederne i Arsenal-lejren står i modsætning til den harmoni, der hersker blandt Tottenhams fans. Her står man som én mand bag holdet, der tromler stort set al modstand til side, anført af den offensive midtbanemand Dele Alli, der mere og mere fremstår som denne sæsons helt store åbenbaring.

Ikke fordi han er en specielt sympatisk spiller, for det er han ikke. Tværtimod – det 21-årige stortalent er noget af en hidsigprop. Han begår hævnakter. Han kaster sig for voldsomt ned i tacklingerne, og han har svært ved at styre sit temperament. Men han er udstyret med dette krigergen, som er nærmest helt udrenset fra Arsenals trup. Og i de sidste par måneder er det ham, der har drevet Spurs frem til en position, hvor de reelt er eneste udfordrer til Chelsea i kampen om mesterskabet.

Kunstnertyper vs. løbemaskine

For dem, der kan deres historie om engelsk fodbold, er det i øvrigt det rene Omvendtslev, vi har at gøre med i disse år.

I årtier er det Arsenal, der har været kendt som det kyniske og overpragmatiske mandskab, der var i stand til at nulstille kampene og fedte snævre sejre hjem.

»One nil to the Arsenal,« lød slagsangen fra lægterne, når tilhængerne fejrede endnu en sejr vundet på defensive dyder.

Imens optrådte Tottenham som den flamboyante fodboldklub, der altid søgte at underholde masserne – og som gik ned i flammer, når det virkelig gjaldt.

Det er næppe tilfældigt, at Tottenhams største spiller i nyere tid er den humørsyge boldartist Glenn Hoddle, mens en af de profiler, der erindres med størst kærlighed blandt Arsenals fans, er den usofistikerede midtstopper Tony Adams, der blev kaldt the Donkey for sin evne til at høvle bolden langt op af banen, når der var fare på færde.

Men nu er rollerne byttet om. Arsenal har overtaget rollen som fodboldens ustabile kunstnertyper, mens Tottenham er en veldrevet løbemaskine, der knokler sig til resultaterne.

Man kan ikke lade være med at tænke, at det skyldes indflydelsen fra trænerbænkene. Hos Arsenal regerer som bekendt Arsène Wenger; akademikeren med de høje ambitioner fra middelklassehjemmet i Alsace, mens Tottenham styres af den tidligere midtstopper Mauricio Pochettino fra Argentina, der af lidt ældre læsere nok vil huskes som en forsvarer af den mere kompromisløse skole.

Holdene har taget efter deres trænere – på både godt og ondt!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu