Læsetid: 4 min.

Metafysikkritik for børn

– og ideologikritik for konfirmander
Der er noget forrygende over børn, som har fået færten af, at det, de voksne går og siger, er humbug. Barnets simple våben er spørgsmålet, der måske nok kan synes uskyldigt, men som efter blot en lille halv times brug kan drive selv den mest voksne til vanvid

Mia Mottelson

29. april 2017

Der er noget forrygende over børn, som har fået færten af, at det, de voksne går og siger, er humbug. Barnets simple våben er spørgsmålet, der måske nok kan synes uskyldigt, men som efter blot en lille halv times brug kan drive selv den mest voksne til vanvid.

For der kan altid findes en sprække, som ikke kan bedækkes med viden, og hvor man må krybe til korset: »Jamen, sådan er det bare!« Som komikeren Louis C.K. har bemærket i en sketch over spørgsmålet ’hvorfor?’, som er meget populært blandt børn, er det aldrig sådan, at barnet stopper med et ’ok, nu forstår jeg det, tak far’. Tværtimod. Børn bliver ved og ved. »Hold kæft, og spis dine pomfritter!« er C.K.s eget desperate bud for en vej ud.

Mest udtalt bliver det selvfølgelig, når det kritiske barn angriber de mest åbenlyse metafysiske påstande, som voksne af forskellige årsager finder glæde i at reproducere, endog ’for børnenes skyld’, som f.eks. julemanden eller påskeharen. Eller Gud, som spøger heftigt i disse konfirmationstider.

Der er børn, som får deres første filosofiske opvågnen og engagement på det tidspunkt, hvor de næsten ser sig sure på de voksne, der vil binde dem noget så tåbeligt på ærmet. En hare der hopper omkring og lægger chokoladeæg ude i haven? En Gud, som man ikke kan se nogen steder, men som man kan komme i kontakt med ved at folde hænderne? Hvad?!

Det man i filosofien kalder ’metafysikkritik’, er i bund og grund ikke så svært, som det lyder. Nietzsche, Heidegger, Derrida er udmærket. Men allerede barnet er i gang med at ’filosofere med hammeren’ og banke på alle de forestillinger, vi baserer vores liv på, for at høre, om de runger hult.

Barnets kynisme

»Af børn og fulde folk ,…«, siger man. Måske. Men sætningen bør egentlig ikke forstås som en romantisk idé om barnets uskyld og sandfærdighed. I sin Kritik af den kyniske fornuft diskuterer den tyske filosof Peter Sloterdijk to måder at være kynisk på.

Der er den moderne (voksne) kyniker, som netop er den, der med et træk på skuldrene accepterer, at ’sådan er det bare’ og går med på de herskende værdier og forestillinger, dvs. ’spiller spillet’. Men der er også den antikke kyniker, eksemplificeret ved den græske filosof Diogenes, der vandrede rundt kun iklædt en tønde, og som oprørsk gjorde op med overleverede regler og dogmer. Her finder vi barnets kynisme; en radikal afvisning af at ’spille spillet’.

Der er nu bare et lille problem. For selvom Diogenes’ barnlighed kan være radikal og skånselsløs, er der alligevel en mærkelig usårlighed i den moderne kynisme. Den antikke kyniker er den, der provokerende siger, at julemanden, Gud, nationen osv. ikke findes.

Men den moderne kyniker er den, der faktisk udmærket godt ved, at Gud ikke findes, men som alligevel hænger fast i, at vi skal holde jul og konfirmation, og at der skal købes gaver, holdes taler og synges sange. Hvorfor? Fordi vi ikke gider at ændre på det, fordi det er nemmest på den måde.

Som Jacques Lacan har udtrykt det, så betyder Guds død netop ikke, at han forsvandt, men at han blev ubevidst. Han sidder nu ikke mere på sin trone i himlen, men er i selve de praksisser, som vi bliver ved med at udføre.

Ideologikritik

Der er med andre ord et punkt, hvor metafysikkritikken ikke slår til mere, og hvor en mere raffineret ideologikritik må komme til. At bedrive metafysikkritik er at vise, hvordan mange af vores antageligt seriøse og voksne praksisser er baseret på underlige metafysiske konstruktioner.

At bedrive ideologikritik er at vise, hvordan voksenlivet på en måde netop består i at forholde sig kynisk til metafysikkritik. »Gud findes ikke, men han virker alligevel«, som Lacan også siger det.

Måske er det faktisk lige omkring konfirmationsalderen, at det metafysikkritiske barn begynder at få brug for ideologikritikken. For er konfirmation i dag ikke netop en slags indføring i voksenkynisme, hvor metafysikken fortsætter i kynisk form, selv efter at have været udsat for barnets uforfærdede kritik? ’Du tror ikke på Gud? Fint nok. Det er der heller ingen af os, der sådan rigtig gør alligevel’.

Det er faktisk bedst, hvis det hele kan foregå på en lidt ironisk måde, ikke alt for alvorligt. Det, vi lærer de unge mennesker, er på måde blot, at de skal sige ’ja’, så får de en fest og lidt startkapital. Gud, familie og penge blandet nydeligt sammen i en lunken grød. Hvorfor? Fordi … Ja, bare fordi. Slap nu af.

I den forstand er enhver konfirmation i dag faktisk på samme tid en nonfirmation. De to ting er sammenfaldende. Det, den unge skal lære, er overhovedet ikke at tro på noget bestemt, på Gud, men at praktisere den form for kynisk tro, som kendetegner store dele af vores samfundsliv.

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • odd bjertnes
  • Peter Jensen
  • Niels Duus Nielsen
odd bjertnes, Peter Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Den barnlige kritik bliver jo kun problematisk for voksne, som ikke med ydmyghed har integreret at viden er en forsvindende lille del af dét, som konstituerer menneskelig væren og eksistens ... og at videnskabelige landvindinger har det med at kaste store sorte huller af ny, manglende viden af sig. Jo mere vidensbaseret et samfund, vi illuderer at (ville) udvikle, jo større forlegenhed stiller vi både voksne og børn i ... hvilket næppe bedrer især tillidsrelationer mellem ikke blot børn og voksne, men også børn og børn, voksen og voksen, imellem.

Randi Christiansen

Torben, projektet med at gøre børn arbejdsmarkedsparate, handler om at afskære forbindelsen til bevidstheden i barndommens land. Hvis det lykkedes at holde fast i den, kunne det aldrig lade sig gøre at afrette børn til velsmurte tandhjul i det produktionsapparat, der priviligerer de få på bekostning af de mange.

Bergmann har sagt, at han havde kontakt til alle sine aldre. Det er der normalt ikke plads til i moderne menneskers liv.

Men oprøret ulmer, og dissidenterne får tommeskruer på. 'I kan ikke slå os ihjel, for vi er en del af jer selv'. Det tragiske er, at det kollektive selvmord er i gang, og spørgsmålet er, hvor høje tabstallene bliver.

Niels Duus Nielsen

Torben K L Jensen, børn ER en fremmed og uforståelig art for rigtig mange mennesker, som netop har glemt, hvordan det var at være barn. Sloterdijk har kaldt dem "de ædle vilde i eget hus", hvilket i mine øjne er en glimrende beskrivelse.

Konfirmation n/k er netop det ritual, der skal markere over for resten af samfundet, at nu er børnene blevet tamme.

Hvad CVA causerer over er så, at for at være rigtig tam skal man i dag være kyniker.

Anders Jensen

Hvilke spørgsmål er det vi ikke kan give vores børn et svar på? Udover de eksistentielle og filosofiske.