Læsetid: 4 min.

Den postmoderne Trump-tese bør afvises

Analytiske filosoffer har rejst den anklage mod ’postmodernismen’, at den er medansvarlig for ’fake news’-fænomenet og Trumps sejr i sidste års præsidentvalg. Men mennesker er ikke blot passive genstande for ideologisk manipulation: De er – som man ville vide, at Foucault vidste, hvis man havde læst og forstået ham – til enhver tid i stand til at handle rationelt inden for de ideologiske rammebetingelser, de befinder sig i
22. april 2017

Hvis der er én ting, filosoffer og mere praktisk anlagte typer under normale omstændigheder plejer at være enige om, så er det, at universitetsfilosofien ikke har skyggen af konsekvenser for den virkelige verden. Filosoffer fremhæves ofte som det paradigmatiske eksempel på højpandede akademikere, der har forskanset sig på elfenbenstårnets øverste etage, mens de angstfuldt skeler til den rodede, kaotiske og i øvrigt fuldstændigt indifferente virkelighed, de ikke forstår.

På det seneste er der imidlertid fra visse kredse begyndt at tegne sig en revurdering af (dele af) filosofiens forhold til virkeligheden. Mere specifikt har to prominente analytiske filosoffer rejst den anklage mod ’postmodernismen’, at den er medansvarlig for de postfaktuelle tendenser i tiden, deriblandt ’fake news’-fænomenet, og sågar Trumps sejr i sidste års præsidentvalg.

Således påstår den amerikanske filosof Daniel Dennett i et nyligt interview i The Guardian, at »hvad postmodernisterne gjorde var virkelig ondt«, idet de »er ansvarlige for den intellektuelle dille, som har gjort det tilladt at være kynisk over for sandhed og fakta«. Ligeledes har Timothy Williamson, der er professor i logik i Oxford, anklaget »relativistiske tænkere« for at have skabt et »røgslør for Trump«.

Lighed med kulturmarxismen

Debatten fandt også vej til sidste weekends Moderne Tider, hvor en række (udelukkende mandlige, i et ironisk tvist) filosoffer forholdt sig til anklagen. Sidst men ikke mindst, blev debatten i forrige uge ligeledes taget i Deadline-studiet, hvor LA-sociologen Henrik Dahl forsvarede ’PoMo-Trump-tesen’ overfor Tone Frank Dandanell, der er Ph.d.-studerende i filosofi.

Paradoksalt nok kan tesen forstås som en variation over et centralt tema hos den franske marxist Louis Althusser, der ofte selv regnes for at være en af postmodernismens fædre. I essayet Ideologi og ideologiske statsapparater argumenterer Althusser for, at »individer interpelleres af ideologi som subjekter« – altså at menneskers selvforståelse og grundlæggende overbevisninger skabes (eller »konstitueres«) af den herskende ideologi.

I forlængelse heraf fremhæver Althusser statens uddannelsesinstitutioner som det helt centrale ideologiske statsapparat og som den primære motor i den hegemoniske subjektkonstitution. Denne indflydelsesrige tanke bidrog givetvis til at anspore den kulturkamp, der udspillede sig i de højere læreanstalter op gennem 1970’erne, og som ifølge kritikere førte til en dogmatisk munkemarxismes kvælende dominans over universitetslivet.

Vi finder også en familielighed mellem ’PoMo-Trump-tesen’ og teorien om ’kulturmarxismen’, som især florerer på den yderste højrefløj, og som Anders Behring Breivik blandt andet prædikede om i sit rablende tempelriddermanifest. I denne fortælling er det ikke postmodernismen, men Frankfurterskolen, der har sat sig tungt på de højere læreanstalter og bruger disse som en platform til at angribe og undergrave traditionelle familiemønstre, nationalstaten, den private ejendomsret osv.

Manglende respekt

I debatten har der primært været fokus på, at Trump har lukreret på postmodernismens underminering af sandheden og fornuften til at gribe magten gennem manipulation og iscenesættelsen af ’fake news’. Men hvis ikke tesen skal reduceres til et spørgsmål om god, gammeldags politisk strategi, så må den skulle forstås sådan, at relativismen er trickled down fra universiteterne og har ’interpelleret’ borgerne som subjekter, som herefter ikke længere er i stand til at kende forskel på sandt og falsk.

Tesen abonnerer altså implicit på Althussers idé om subjektet som en passiv tabula rasa, der forsvarsløst indprentes en relativistisk ideologi af postmodernisterne fra de højere læreanstalter. Dermed underkendes dog også per definition den mulighed, at Trumps vælgere ikke er orienteringsløse marionetdukker, men snarere aktive politiske subjekter, som ønsker at tage hans løgne for gode varer, fordi de efter deres vurdering tjener deres egne interesser.

’PoMo-Trump-tesen’ handler dermed slet ikke om fornuften og sandheden som sådan, men snarere om en manglende respekt for de autoriteter, der traditionelt har stået for at definere, hvad der er sandt og falsk.

Denne fortolkning bekræftes af Dahls argumentation i Deadline, som primært hvilede på den franske filosof Michel Foucaults påståede respektløshed over for en række faghistorikeres indvendinger mod hans arbejde. Ifølge Dahl dannede Foucault dermed præcedens for vilkårligt at nægte at bøje sig for, hvad Jürgen Habermas kalder »det gode arguments tvangsløse tvang« – og resten (altså Trump) er så at sige historie.

Men Dahls eksempel berørte på intet tidspunkt kvaliteten af de argumenter, der blev fremført i striden mellem Foucault og faghistorikerne: Det skulle udelukkende tjene til at vise, at »Foucault tog fejl og faghistorikerne havde ret« – ja, fordi de var faghistorikere.

Hvis dette skal forestille at være et forsvar for rationaliteten – der som bekendt kræver, at man kan begrunde sine udsagn med gode grunde – så er det ubekvemt, at arguments from authority generelt betragtes som en irrationel fejlslutning. Med andre ord: Hvis man søger at forsvare rationaliteten og sandheden, bør man nok kunne hive bedre argumenter op af hatten end: »De har ret!«

Tænker selv

’PoMo-Trump-tesen’ bør afvises af samme grund som Althussers tese og tesen om kulturmarxisme bør afvises: Fordi ingen af dem tager menneskers evne til at forstå og anerkende gode grunde, når de ser dem, alvorligt, men elitært reducerer subjekter til forsvarsløse ofre for ideologisk indoktrinering.

Mennesker er ikke blot passive genstande for ideologisk manipulation: De er – som man ville vide, at Foucault vidste, hvis man havde læst og forstået ham – til enhver tid i stand til at handle rationelt indenfor de ideologiske rammebetingelser, de befinder sig i.

Hvis man benægter almindelige menneskers rationalitet og evne til at kende forskel på sandt og falsk, men kun har tiltro til sin egen, f.eks. fordi man ikke bryder sig om de politiske grunde, som de borgere handler på baggrund af, så benægter man – som Kant ville have sagt – selve fornuftens offentlige karakter.

I så fald kan det i øvrigt også være det samme, for så har man forskanset sig så højt op i det elitære elfenbenstårn, at man blot vil blive mødt med indifference af en rodet og kaotisk virkelighed, som man ikke forstår.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Ditlev Nissen
  • Steffen Gliese
Hans Ditlev Nissen og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Folk, der kritiserer Foucault så kraftigt, kan ikke have sat sig ind i hans metode og hans afgørende akademiske bidrag i form af 1) begrebshistorie, og 2) det udvidede kildebegreb.

Peter Holten

Hmm...
Der er mange ting at kommentere på hér.
Heldigvis findes der andet end analytisk filosofi.
Postmodernisme kan være vanskelig at begribe som et entydigt fænomen. I sine mere radikale relativistiske varianter kan den af mangel af "ståsted" ikke udgøre en platform for kritik og kommer på den måde til at ophæve sig selv som argument. De postmodernistiske strømninger har givet ideologierne vanskelige kår. Kritikken og kritikerne har fået kritik.
Foucault ville vel mene, at man altid allerede er en del af en diskursiv virkelighed, der ikke er helt transparent for os selv. Så med fare for at lyde deterministisk, så har vi ikke friheden til helt at vælge selv - i hvert fald ikke i absolut forstand.
Jeg vil nok være tilbageholdende med at tage postmodernismen til indtægt for Trump og højrepopulismens fremmarch, men den udgør i al sin forskellighed et vanskeligt ståsted eller platform for kritik.