Læsetid 9 min.

Har postmodernisterne banet vejen for Trump?

En række filosoffer og samfundstænkere har de seneste måneder i ætsende indlæg sat postmodernismen på anklagebænken, sigtet for snigmordet på den objektive sandhed og fremkomsten af fænomener som ’alternative fakta’ og ’fake news’. Uden postmodernismen ville Trump aldrig have været en mulighed, siger de. Men har de ret?
I sit senere værk ’The Impossible Exchange’ fra 2001 foreslog den postmoderne teoretiker Jean Baudrillard, at illusionen er et grundvilkår, og at man må forsone sig med meningsløsheden.

 

 

I sit senere værk ’The Impossible Exchange’ fra 2001 foreslog den postmoderne teoretiker Jean Baudrillard, at illusionen er et grundvilkår, og at man må forsone sig med meningsløsheden.

 

 

HO/Ritzau

15. april 2017

En ny fortælling om os selv og vores samtid bliver fortalt i disse år. Den hævder, at skellet mellem sandt og falsk er brudt sammen, at modsætningen mellem rigtig og forkert er opløst, og at holdninger har erstattet kendsgerninger i den offentlige debat.

Den siger, at et røgslør af relativisme har sænket sig over realiteterne og efterladt mange med en fornemmelse af, at det ene synspunkt nok kan være lige så godt som det andet. At fakta bare er et spørgsmål om perspektiv og personligt udgangspunkt. At Sandheden med stort ’S’ slet ikke findes.

Det er ikke en fortælling, Donald Trump har fundet på, men han er den tydeligste eksponent for den. Når han trodser alle kendsgerninger og insisterer på, at der var flere mennesker ved hans egen indsættelse end ved Obamas – eller at klimaforandringer er et fupnummer, som kineserne har fundet på – er han med til at udhule troen på, at der overhovedet er noget, som er mere sandt end noget andet.

Det store spørgsmål er: Hvem bærer skylden for denne nye postfaktuelle verdensorden? En række fremtrædende filosoffer og samfundstænkere har de seneste måneder kastet sig ind i debatten, og ifølge dem skal skurken hverken findes blandt demagogiske højrepopulister, kyniske spindoktorer eller løgnagtige pundits. Skurken er postmodernismen.

»Hvad postmodernisterne gjorde, var virkelig ondt,« sagde den amerikanske filosof og evolutionsbiolog Daniel Dennett for nylig til The Guardian: »De er ansvarlige for den intellektuelle dille, som har gjort det tilladt at være kynisk over for sandhed og fakta.«

Har Trump læst Foucault?

Timothy Williamson, professor i logik på Oxford University, formulerer det på denne måde til avisen The Irish Times:

»Selvfølgelig var det ikke primært postmodernismen eller relativismen, der vandt valget for Trump. De filosofiske synspunkter er formentlig mere udbredt blandt hans liberale modstandere end blandt hans tilhængere, hvoraf de fleste muligvis aldrig har hørt om dem,« medgiver han – men tilføjer så: »Alligevel bør dem, der mener, at man ikke kan identificere visse overbevisninger som sande og andre som falske, være opmærksomme på, at de skaber et røgslør, som gør det lettere for folk som Trump.« 

Endelig har den britiske forfatter og samfundstænker Kenan Malik fremført en lignende kritik på sin blog Pandemonium, hvor han argumenterer for, at begreber som ’alternative fakta’ og ’fake news’ skylder deres eksistens til firsernes franske postmodernister. Det skal dog ikke forstås sådan, at »Kellyanne Conway eller Steve Bannon, og i endnu mindre grad Donald Trump, har læst op på Foucault eller Baudrillard«, understreger han:

»Sagen er snarere, at dele af den akademiske verden og venstrefløjen de seneste årtier har bidraget til at skabe en kultur, der ser ud til at have en ubekymret tilgang til relativiseringen af fakta og viden, og som dermed har gjort det lettere for den reaktionære højrefløj ikke bare at overtage, men også at fremme reaktionære ideer.«

’Alting kan opløses i usikkerhed’

Der hersker en vis uenighed om, hvornår ordet ’postmodernisme’ præcis kom til verden – nogle peger på, at begrebet blev brugt så tidligt som i 1934 af den spanske forfatter Federico de Onís – men dén udgave af postmodernismen, som de fleste kender i dag, blev introduceret af den franske filosof Jean-François Lyotard i 1979, da han udgav bogen La Condition Postmoderne eller på dansk: Viden og det postmoderne samfund.

Det er herfra, formuleringen om ’de store fortællingers død’ stammer, altså ideen om, at der ikke findes noget privilegeret perspektiv at fortælle historien fra, og at tanken om, at der findes en endegyldig sandhed, derfor er en utopi. »Intet kan være absolut endegyldigt«, når »alting kan opløses i usikkerhed og tolkning«, som Kai Sørlander formulerer det i bogen Indføring i filosofien.

Filosoffen Jean Baudrillard førte den postmoderne tanke ud i sin yderste konsekvens med begrebet ’simulacrum’, der betegner en kulturel tilstand, hvor det ikke længere er muligt at skelne det oprindelige fra dets erstatning, det ægte fra det simulerede, fordi vi i stigende grad lever i en medialiseret virkelighed med computer- og tv-skærme, hvor tegn refererer til hinanden frem for til en fysisk virkelighed.

Baudrillard blev blandt andet berygtet for at hævde, at Golfkrigen (1990-1991) i en vis forstand aldrig havde fundet sted, fordi de fleste af os aldrig havde oplevet den som andet end en iscenesat tv-begivenhed, en luftspejling på vores fjernsynsskærme.

’Modernismen var fjenden’

Siden 1970’erne er det postmodernistiske tankegods sivet fra filosofien og over i andre samfundsområder som arkitektur, billedkunst, litteratur, dans, film og sociologi. Også i Danmark har tankerne slået rod, selv om digteren Piet Hein ganske vist skal have sagt, at den eneste postmodernist, han kendte, var en modernist, der var ansat i postvæsenet.

I 1985 skrev to stud.mag.er i dansk, Frederik Stjernfelt og Poul Erik Tøjner, en kronik i Information, hvor de med stor inspiration fra Lyotard introducerede postmodernismen til en dansk offentlighed, og året efter, i 1986, skrev litteraturhistorikeren Morten Kyndrup den første større introduktion til fænomenet under titlen: Det Postmoderne – om betydningens forandring i kunst, litteratur, samfund.

Postmodernismen var grundlæggende en kritik af modernismen. Eller rettere, den var mere end det: »modernisme var fjenden,« som litteraturhistoriker Hans Hauge dramatisk formulerer det i antologien 50 ideer der ændrede verden: »Modernister lavede skyskrabere, mens postmodernisterne lagde dem ned. Modernismen var fjende af populærkulturen eller lavkulturen. Postmodernismen ophævede forskellen mellem høj og lav,« skriver han.

Postmodernismen opløste også alvor i ironi og udviskede skellet mellem sandt og falsk – og det er dén manøvre, som i dag får kritikere til at stille den ansvarlig for fremkomsten af en altomsluttende relativisme: »I al den tid, vi har været postmoderne, har vi sat scenen for en ’postfaktuel’ æra«, som det for nylig blev formuleret af lederen af journalistuddannelsen på University of East London, Andrew Calcutt.

Spørgsmålet er, om analysen er rigtig. Er det rimeligt at lægge ansvaret for Trump, Brexit og den højrepopulistiske drejning over på den postmoderne tænkning – eller er kritikken snarere et forsøg på at »gøre et gammelt akademisk regnskab op«, sådan som professor i franskstudier ved Louisiana State University i USA John Protevi for nylig sagde.

Vi har spurgt en række danske filosoffer og tænkere om, hvad de mener om kritikken.

ER POSTMODERNISMEN SKYLD I TRUMP?

’Postmodernismen er et Janushoved’

Carsten Thau, idéhistoriker og professor ved Kunstakademiets Arkitektskole

»Hvis du spørger, om vi grundlæggende er blevet klogere af postmodernismen, eller om vi bare er blevet mere skrøbelige over for typer som Donald Trump, er svaret et både og. Postmodernismen er et Janushoved. På den ene side har den hjulpet os til at udpege det gøglebillede af typer, som Berlusconi og Trump udgør i det offentlige liv. I 1930’erne var intellektuelle som Heidegger og Gadamer indstillet på at betragte Hitler som en genuin forløsning og genfødsel af det tyske folk.«

»I dag ser den intellektuelle offentlighed Trump som en lavine af forlorne følelser og en vits, omend en urovækkende en af slagsen. Vi har ganske enkelt fået et mere kritisk reflekteret blik på de her fænomener, eksempelvis takket være Baudrillards simulacre-teori og hele den postmoderne analytik. På den anden side har postmodernismen også bevirket en form for ironisk resignation blandt mange intellektuelle. Der herskede – ikke mindst hos Baudrillard, der skrev med tungen i kinden – en forståelse af den nyeste historie som en serie af skiftende virkelighedskonstruktioner. Det førte til, at mange begyndte relativistisk at se på historien under evighedens ironiske synsvinkel – med et skuldertræk og et smørret grin. Men det foregik hovedsageligt i en lille universitær offentlighed og sivede ikke længere ud.«

’Postmodernisterne har givet plads for Trump’

Kai Sørlander, filosof og forfatter

»At den akademiske venstrefløj blev postmodernistisk, betød, at den uden videre kunne glide ind i multikulturalismen. Ideen om, at den ene kultur ikke var bedre end den anden, gjorde venstrefløjen til et blindt offer for globaliseringens økonomiske logik. Man blev passivt vidne til, at de traditionelle livsvilkår for arbejderklassen blev undergravet, hvilket førte til stigende ulighed. Samtidig gik man ind for en åben asyl- og indvandringspolitik, som også især ramte den svagere del af befolkningen på deres arbejde og i de sociale boligmiljøer. Det er i det billede, at Trump har fundet sin politiske basis. Han har set, at den herskende politiske klasse og den traditionelle venstrefløj har svigtet almindelige arbejdere og den svagere del af befolkningen i de velstillede lande.«

»Postmodernismen som ideologi har medvirket til at gøre den akademiske og intellektuelle klasse blind for den virkelighed, som den svagere del af den amerikanske befolkning lever i. Og den har dermed medvirket til at give plads for Trump. I det store billede er det ikke Trumps ’små usandheder’, som er det egentlige problem. Det er den fordomsfulde synsvinkel, hvorigennem USA’s herskende politiske medier – blandt andet som følge af udsivet postmodernisme – har set på den almindelige amerikaners hverdag.«

’Postmodernismen er blevet misforstået’

Lars-Henrik Schmidt, professor i filosofi på Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, AU

»Filosoffer som Kai Sørlander har lige fra begyndelsen ført et begavet korstog mod postmodernismen, der handler om, at den fører til en total relativisering af sandheden. Men efter min mening peger postmodernismen bare på et grundvilkår, når den siger, at det sikreste i verden er, at der intet sikkert i verden er, altså at det ikke kan være anderledes, end at det kunne være anderledes. Fakta er som bekendt gjorte. Det glemmer man tit, men det ligger i selve ordet ’kendsgerning’, at noget bliver gjort kendt som nogens gerning. Postmodernismen peger netop på den erfaring, at viden som begrundet mening ikke bare er en simpel henvisning til fakta, men at der til enhver tid hersker forskellige vidensregimer. Den viden, vi anser for sikker i dag, kan vise sig at være meningsløs i morgen. Vi kan få nye ideer.«

»At vi ikke længere guddommeliggør sandheden fører ikke til, at alting er relativt her nu. Og det fratager os heller ikke for pligten til at begrunde vores synspunkter med argumenter eller overveje vores ræsonnementer. Det er en meget specialiseret diskussion, og den bliver uklædeligt forsimplet, når der pludselig kommer nogle filosoffer og siger, at postmodernismen er skyld i Trump. Hvis det vitterligt var rigtigt, at postmodernismen var én lang relativisering af alt, så kunne kritikken have noget for sig. Men det er en misforståelse, og man kan ikke stille en misforståelse til ansvar.«

’Både Trump og hans kritikere tæller folkemængder’

Hans Hauge, lektor på Institut for Kommunikation og Kultur ved Aarhus Universitet

»Postmodernismen er altid blevet hængt ud for relativisme, konstruktivisme og nihilisme. Selv Anders Behring Breivik er imod postmodernismen. Politikens Bjørn Bredal har kaldt dekonstruktion for ’den absolutte ruin’. Den italienske postmodernist og nietzscheaner – og socialist – Gianni Vattimo blev i sin tid beskyldt for, at han og postmodernismen var årsag til, at Berlusconi blev valgt.«

»Nu gentager historien sig åbenbart som farce. Postmodernismen skulle være en af mulighedsbetingelserne for Donald Trump og det såkaldte ’postfaktuelle’ samfund. Det har naturligvis intet på sig. Ordene postfaktuelt og fake news har bredt sig til alles bevidstheder både blandt Trumps tilhængere og hans modstandere. Men både Trump og hans kritikere tror på fakta. Ingen af dem ville turde skrive under på Nietzsches ’der findes ikke fakta, kun fortolkninger’. Det er derfor, de er uenige. De sidder begge og tæller folkemængder. Men vi ved jo, at fotografier lyver. ’Sikke en yndig datter, du har’. Og moderen sagde: ’Det er ingenting. Så skulle du se et fotografi af hende’. Hvem har ikke bemærket, at alle går rundt og tager billeder og dermed skaber deres egen illusionsverden?«

’Selv Trump-tilhængere skelner mellem sandt og falsk’

Morten Kyndrup, dr. phil. og professor ved Institut for Æstetiske Fag, Aarhus Universitet.

»Det er en sjov tanke, at postmodernismen skulle have banet vejen for Trump – men den har ikke rigtig noget på sig. Det, man kaldte postmoderne, var ganske vist et opgør med bestemte former for alvor, autenticitet og sandhed i det moderne. Men det var et kritisk opgør, som ville vise, at den slags ’sandheder’ selv er en konstruktion. Det postmoderne var med andre ord vældig optaget af sandheder og bør ses som en kritisk selvrefleksion ’i’ det moderne frem for noget, der kom ’efter’ det moderne. Og man skal ikke tage fejl: Trump-tilhængerne følger ikke deres helt, fordi de mener, at løgn og sandhed er ét fedt. De gør det, fordi de mener, at det, Trump siger, er sandt, og at alt andet (’facts’) er en medieskabt fordrejning. Så disse fænomener hænger sammen med en overordnet medialisering af det sociale. Men det er en anden og langt mere kompleks historie.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for odd bjertnes
    odd bjertnes
  • Brugerbillede for Peter Jensen
    Peter Jensen
  • Brugerbillede for Stig Bøg
    Stig Bøg
  • Brugerbillede for ulrik mortensen
    ulrik mortensen
  • Brugerbillede for Torsten Jacobsen
    Torsten Jacobsen
  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
  • Brugerbillede for Jan Weis
    Jan Weis
odd bjertnes, Peter Jensen, Stig Bøg, ulrik mortensen, Torsten Jacobsen, Niels Nielsen og Jan Weis anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Jens Østergaard Petersen
Jens Østergaard Petersen

Heidegger er en længere histore, men der er da ikke meget nazisme, man kan beskylde Gadamer for - i hvert fald er det helt hen i vejret at beskylde ham for "at betragte Hitler som en genuin forløsning og genfødsel af det tyske folk". Der er intet at hænge det op på. Han var ikke aktiv imod nazisterne, bevares, men han blev frikendt for nazistisk involvering i 1946 og udnævnt til rektor i Leipzig. Det er først og fremmest Richard Wolin, der har fremført nazi-beskydninger mod ham, men han er blevet imødegået af Richard Palmer, på alle punkter ville jeg mene.

Brugerbillede for Niels Nielsen
Niels Nielsen

Jeg skulle lige til at fare op i det røde felt og skrive et harmdirrende indlæg til forsvar for en nuanceret og fornuftig fortolkning af begrebet "postmodernisme", men så læste jeg Lars-Henrik Schmidts, Hans Hauges og Morten Kyndrups udtalelser og fandt, at yderligere kommentarer var overflødige. Så jeg vil nøjes med at konstatere sammen med Scmidt:

"Hvis det vitterligt var rigtigt, at postmodernismen var én lang relativisering af alt, så kunne kritikken have noget for sig. Men det er en misforståelse, og man kan ikke stille en misforståelse til ansvar."

Hvis alt virkelig var relativt, så ville disse sætninger jo være meningsløse. Men det er de ikke, ergo...

PS: Nu jeg er i gang har jeg forfattet en syllogisme:

Radikal skepsis => nihilisme
Afslørede løgne => radikal skepsis
_______________
Spin, som afsløres som løgn => tillidskrise, af politikere og medier oplevet som folkelig nihilisme.

NB: Folk er ikke pludselig blevet nihilister, blot tror de ikke længere på alt, hvad levebrødspolitikerne siger. Hvorfor levebrødspolitikerne selvfølgelig vrider hænder og forsøger at skyde skylden på alle mulige og umulige andre, i dette tilfælde filosofferne. Og der er selvfølgelig altid en eller anden filosof, der af ufilosofiske grunde er parat til at løbe med en halv vind for at tækkes de magthavende - her er det så Kaj Sørlander, der spiller rollen som nyttig idiot..

Brugerbillede for Torsten Jacobsen
Torsten Jacobsen

Niels Nielsen,

Jeg finder nu ikke de nævnte herrers afvisning af Kaj Sørlanders kritik synderlig velbegrundet. Faktisk synes både Hans Hauge og Morten Kyndrup enten ikke at have læst den konkrete kritik som Sørlander rejser ovenfor - eller også misforstår de den måske? Under alle omstændigheder forholder de sig ikke til den:

Kai Sørlander hævder jo - med rette eller urette - at det er Postmodernismens iboende nihilisme, som har forledt 'den herskende politiske klasse' til ikke at bekymre sig tilstrækkeligt om forholdene for 'almindelige arbejdere'. Læst mellem linjerne står der måske endda: 'almindelige arbejdere rundet gennem generationer af en homogen majoritets kultur'.

Meget kan siges til dét argument, men både Hans Hauge og Morten Kyndrup påpeger i stedet for, at 'Trumps vælgere' ikke er ramt af nihilisme. Tværtimod, må man forstå: De reagerer på italesættelsen af den (oplevede) 'fornedring' af jævne arbejderklasseværdier - herunder en insisteren på nationens skæbnefællesskab og tilhørende værdier af nationalt og konservativt tilsnit.

"Ja, Netop!", fristes man til at udbryde. Det er jo netop hvad Kai Sørlander siger. Altså imødegår Hauge og Kyndrup ikke kritikken: De affejer den bare, som værende: 'ikke tilstrækkelig sofistikeret'.

Den konsekvente og som sagt ikke videre velbegrundede afvisning af postmodernismens iboende tendens til ren destruktiv/dekonstruerende kritik og en deraf følgende destabiliserende effekt på samfundet som helhed, klinger i mine ører ikke intellektuelt ærligt. En kritik som ikke evner at genrejse andre værdier på den plads, hvor de gamle faldt, er måske filosofisk/teoretisk etisk forsvarlig, men menneskene gør den ingen tjenester...

Brugerbillede for Torsten Jacobsen
Torsten Jacobsen

...Og i fald der savnes et eksempel på en postmodernistisk tanke, som på en gang er ganske udbredt i samfundet i dag, og som samtidig gør stor skade i sin totale frigørelse fra enhver tilknytning til 'virkeligheden' - som denne forstås både videnskabeligt og bredt i befolkningen:

Den besynderlige forestilling om kønnet som en social konstruktion..

Brugerbillede for Niels Nielsen
Niels Nielsen

Torsten Jakobsen, når postmodernismen afmonterer og dekonstruerer "de store fortællinger" er det jo oplagt at sætte "de små historier" i stedet, altså de mange individuelle erfaringer, som udtrykkes i en eller anden narrativ form.

Dette løser selvfølgelig ikke problemet med Sandheden med stort S, for så vidt personlige erfaringer giver anledning til mange modstridende sandheder, men den lille sandhed kan man så måske finde/vælge/skabe selv, ved at have en positionel eller perspektivisk tilgang til verden, som Jørgen Garp foreslår.

Når "evighedens synsvinkel" dekonstrueres viser den sig jo blot at være middelklassens sædvanlige bullshit forklædt som universel og såkaldt "selvindlysende" ideologi. Så i stedet for at sætte en anden klasses ideologi som "evig", er det eneste ærlige at foretage en klasseanalyse og derefter vælge parti og åbent erklære, at man abonnerer på den sandhed (med lille s) som tjener egne (arbejderklassens for mit vedkommende) interesser.

Kaj Sørlander er rationalist og kristendomsapologet af den gamle skole, hvorfor han forsøger at lave et reductio ad absurdum på postmodernismen, men - som allerede Kierkegaard fastslog - så er subjektiviteten sandheden, og beviset for at Guds Søn tog menneskeskikkelse var netop, at det er en absurd tanke.

Postmodernisterne fastholder tesen om subjektiviteten som sandheden, men ser ingen grund til at tro på guder, blot fordi det er absurd. I stedet opfordrer de til at vi tænker os om og indregner både rationalitet og empiri i ligningen. Sørlander tror, at et rationelt argument er tilstrækkeligt til at refutere postmodernismen, men overser, at postmodernismen netop selv destruerer hele ideen om en absolut rationel sandhed. Vejen frem er udover at være rationalist også at være empiriker - altså rationalist med begge fødder solidt plantet i den materielle virkelighed.

I stedet for, som Sørlander, at placere sig i rationalismens himmel, hvorfra han idealistisk dømmer mellem kristne og muslimer.

Peter Jensen, Steffen Gliese og Jørgen Garp anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jørgen Garp

Når jeg så godt kan lide Niels Nielsens udsagn om, at "abonnere på (d)en sandhed (med lille s)", så er det ikke "postmodernismens" fortjeneste, som først er kommet til efter jeg forlod 'de hellige haller' med "de store fortællinger" som dominerende, men såmænd gamle Karl Popper og hans udsagn om, at en teori skal kunne falsificeres, dvs. at den skal være formuleret således, at den kan modsiges af empiriske iagttagelser.
Se allerede der røg den stalinistiske marx(isme) forståelse ud på røv og albuer, og det var udelukkende et vældig fremskridt.
Tilbage står det oplyste demokrati, den tvangsfrie debat og diskussion (Habermas) om den lille sandhed og valget af samme, som i sin essens indeholder det standpunkt og den forudsætning, at ISÆR du selv (men også selv den klogeste) kan tage fejl og virkeligheden være konstrueret på en anden måde end den, du selv mener/'tror på' - på ethvert givet tidspunkt. - Altså tvivlens nådegave!

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

- og her har vi jo et klart eksempel på arven fra Luther og den manglende instans mellem teori og den enkeltes intellektuelle behandling af den.

Brugerbillede for Torsten Jacobsen
Torsten Jacobsen

Niels Nielsen skriver,

" [...] Når "evighedens synsvinkel" dekonstrueres viser den sig jo blot at være middelklassens sædvanlige bullshit forklædt som universel og såkaldt "selvindlysende" ideologi. Så i stedet for at sætte en anden klasses ideologi som "evig", er det eneste ærlige at foretage en klasseanalyse og derefter vælge parti og åbent erklære, at man abonnerer på den sandhed (med lille s) som tjener egne (arbejderklassens for mit vedkommende) interesser."

Det lyder jo besnærende. Dog får jeg en sådan kvalm fornemmelse i kroppen, når jeg læser sætninger som din afsluttende, her gengivet uden formildende parenteser og beroligende solidaritetserklæringer:

"det eneste ærlige {er] at åbent erklære [...] at man abonnerer på den sandhed som tjener egne interesser."

Bravo! Et passende slogan for vor tid. Så meget må man da medgive dig, omend det måske ikke var din hensigt således helhjertet at tilslutte dig tidsånden? ;)

Hvis postmodernismen gør ret i sit fadermord på alle store fortællinger - metanarrativer - så får effektiviteten (sandheden med lille 's') naturligvis forrang for alt andet. En kattelem til kapitalismens mest opløsende agenter - og det på størrelse med en ladeport. Ironisk at en postmodernistisk kritik, der i et vist omfang må forstås som kapitalismekritisk, således kan siges at have bidraget til den blinde markedsgørelses yderste excesser.

Med mindre man da gør sig den ulejlighed at stille noget andet i stedet for de 'falske profeter', man summarisk har aflivet på byens torv. Det forsøger du så at gøre - til din ære - i solidaritet med den 'klasse' du kalder for din.

Spørgsmålet er så bare om den klasse egentlig eksisterer mere? Og om den i så fald vil kendes ved dig? Eller om du vil kendes ved den, når det kommer til stykket? Pli har den ikke altid, ej heller synes den i disse tider - hvis den altså findes - domineret af andre forestillinger end frygten for det fremmede og frygten for tabet af materiel velstand. En materiel velstand, der i en postmodernistisk verden har præcis lige så stor værdi - hverken mere eller mindre - som selv årtusinders moralske forestillinger. Dog med den væsentlige forskel, at materiel velstand sikrer dig en årlig tur til Pattayas strande og et samtalekøkken i eg, mens moralske forestillinger blot bidrager til en dårlig nattesøvn.

Længe leve sandheden og det lille 's'!

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Tak til Torsten Jacobsen
15. april, 2017 - 18:22
Michael Kongstad Nielsen,
https://plato.stanford.edu/entries/postmodernism/

Problemet er dog for mig, at den lange engelsksprogede stanford artikel ikke bringer mig nærmere en forståelse af, hvad postmodernisme betyder.
Og vel heller ikke Informations læsere i al almindelighed.
Kunne d´herrer ikke være så venlige at forklare med egne ord på dansk, hvad postmodernisme betyder.

Brugerbillede for ulrik mortensen
ulrik mortensen

Postmodernisme: "En mangefacetteret teori, der forkaster de store fortællinger, absolutte sandheder og muligheden for objektiv viden" ...
fra: https://www.information.dk/kultur/2008/08/postmoderne-paa-faglige-maade

"Anyone who believes that the laws of physics are mere social conventions is invited to try transgressing those conventions from the windows of my apartment. I live on the twenty-first floor" ... Alan Sokal ;-)

Brugerbillede for Jan Weis

Så burde MKN med lethed kunne finde ud af, hvad der menes med - postmodernisme - bortset fra naturvidenskabsfolk, der stadig klasker sig på lårene af grin ... ;-)

Brugerbillede for Torsten Jacobsen
Torsten Jacobsen

Michael Kongstad Nielsen,

Som det over tid formentlig har fremgået med al ønskelig tydelighed, er jeg ikke skolet filosof, og derfor næppe den rette til at forklare hvad postmodernisme er for en størrelse. Hellere vil jeg sætte dette 'bæst' ind i en sammenhæng - et naivt perspektiv om man vil - der mere klart kan redegøre for min bekymring ved den mangel på mening, som for mig at se er den katastrofale blindgyde, som postmodernismen i tilsyneladende dyb tilfredshed har trukket os med ind i.

Det kan nemt blive meget langt, så jeg starter med et postulat. Et postulat i form af et af den slags metanarrativer, som postmodernister ikke bryder sig synderligt om. Derefter vil jeg - som min tid nu tillader - senere følge op med mit bud på modernismen som en reaktion på 'guds død', i en på en gang håbefuld og fremmedgjort søgen på 'ny' mening, resulterende i postmodernismens endelige afvisning af og devaluering af menneskets biologiske oprindelse og historie.

1. Sociale Hierarkier som mening
Hvad er meningen? Spørgsmålet, der ligger til grund for al tanke. Gennem millioner af år har svaret på dette spørgsmål givet sig selv: Overlevelse. Og for Homo sapiens (som skønnes at opstå for godt 100.000 år siden) har overlevelse altid været intimt forbundet med at finde sin plads i gruppen og dermed i det sociale hierarki, som en sådan gruppe af sociale pattedyr uvægerligt organiseres i.

Meningen spaltes derfor på sin vis i to for Homo sapiens: At sikre gruppens overlevelse (da dette er en forudsætning for egen overlevelse), men samtidig at sikre sig den bedst mulige position i det sociale hierarki, da man i toppen af hierarkiet har størst gavn af gruppens samlede overlevelseskamp. Bemærk, at det moderne skisma mellem stat og individ allerede her, længe inden statsdannelser og en egentlig (vestlig) individualisme som vi kender den i dag, er indgraveret i menneskearten gennem i sidste ende millioner af år.

Gruppen af mennesker repræsenterer en orden i naturens kaos. Et kaos, som på en gang er en trussel mod livet, og samtidig en forudsætning for liv. I det omfang mennesket kan beherske naturens kræfter og beskytte sig mod dens trusler, skaber det altså orden ud af kaos, i en overlevelseskamp som menneskearten over tid har sejret over al måde i. Og igen: Med det sociale hierarkis opretholdelse og tilslutning som nødvendig forudsætning: Falder den sociale orden sammen i kaos, må en ny orden hurtigt genetablere sig, hvis ikke gruppen skal gå til grunde.

Den meningsfyldte kamp mellem orden og kaos samt kampen for social positionering indskrives over tid i myter og riter: Metaforer for de allerede beskrevne grundvilkår. Den økologiske niche som mennesket lever i, med dens paradoksale og samtidige tilbud om destruktion og liv, gives konkret form i magiske forestillinger om noget udenfor og over mennesket, der belønner retfærd og straffer afvigere. Den livsnødvendige sociale ordens legitimitet indskrives dermed i og bekræftes af det guddommelige.

I næste afsnit - om tiden tillader det:

Guds død og tabet af mening

Søren Nørgaard, Michael Kongstad Nielsen og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Nielsen
Niels Nielsen

Torsten Jakobsen, når jeg skriver "egne interesser" mener jeg de interesser, jeg har fælles med den gruppe, jeg identificerer og solidariserer mig med. Frihed, lighed, broderskab, den slags, og gerne i nævnte rækkefølge.

Og når jeg skriver "arbejderklassen" bruger jeg den gamle hævdvundne marxistiske term, vel vidende, at det i vore dage er svært at finde denne arbejderklasse i ren form. Men middelklassemennesker er i mine øjne for størstedelen medlemmer af arbejderklassen qua deres status som lønarbejdere, men her i landet er rigtig mange lønarbejdere - på grund af den liberalistiske boliglovgivning - blevet selvejere, hvorfor de er yderligere splittede mellem den solidariske og den individualistiske indstilling, du så glimrende beskriver som et eksistentielt/evolutionært grundvilkår.

At kritisere postmodernisterne for at gøre opmærksom på hvordan virkeligheden faktisk fungerer er at skyde budbringeren. Der er intet forgjort i at kritisere de mange unge mennesker, som har forlæst sig på de postmodernistiske tekster og tror, at alt - selv månen - er sociale konstruktioner, men at rigtig mange ting faktisk ER sociale konstruktioner, kan man ikke komme uden om. I så fald skulle man jo kritisere naturvidenskaberne for at have frembragt det moderne samfunds teknologiske goder, da det jo er disse goder, der nu på paradoksal vis er blevet de onder, som truer med at gøre planeten ubeboelig. Der er da også ikonoklaster derude, som mener, at det altsammen er videnskabens skyld, men de er efter min mening blot ignoranter.

Naturvidenskaben er faktisk et godt eksempel på den metode, som postmodernismen (i min ydmyge forståelse) anbefaler: Rationelle argumenter kombineres til rationelle teorier, som så holdes op imod eksperimentelle resultater. Er der en diskrepans mellem teori og empiri, er det altid - ALTID - empirien, der vinder.

Jeg glæder mig til fortsættelsen af dine redegørelser. Jeg er helt enig med dig i, at en ufuldstændig forstået postmodernisme næsten er værre end ingen postmodernisme. Problemet for rigtig mange mennesker, tror jeg, er at acceptere, at selv om Sandheden med stort S er en kimære, er der stadig noget, der er mere rigtigt end andet. Det kræver blot, at man positionerer sig selv i samfundet.

Brugerbillede for Peter Salling
Peter Salling

Jeg finder artiklen absurd eller så vag at den er ligegyldig. Et mindst ligeså sandt udsagn vil være at postmodernismen banede vejen for Bush, blair og Fogh som alle tre repræsenterede en form for psykopatisk megalomani som Trump endnu ikke er i nærheden af.
Og vi kan gå endnu længere tilbage og sige at postmodernismen banede vejen for Thatcher og Reagan, som også begge har skeleter i skabet og så mange stupide handlinger på samvittigheden at Trump ligner et græsk orakel.
Altså post-intellektuel bla bla, fra ende til anden.

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Tak skal I ha' alle sammen. Ikke mindst Jan Weis, Jeg er helt lettet over at finde ud af, at det ikke er mig, der er noget i vejen med.

Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg
Jens Thaarup Nyberg

Man kan undre sig over, og forsøge at dekonstruere, et selvfølgeligt psykologisk axiom som:
'indbyrdes forståelse er udelukket'
Er det en falsk eller en sand konstruktion, eller: i hvilken udstrækning har det gyldighed.

Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg
Jens Thaarup Nyberg

Torsten Jacobsen; 16. april, 2017 - 10:39.
Hmm, nu der tales om dekonstruktion:
"... for Homo sapiens ... har overlevelse altid været intimt forbundet med at finde sin plads i gruppen og dermed i det sociale hierarki, som en sådan gruppe af sociale pattedyr uvægerligt organiseres i."
Præmissen er altså, at vi uværgerligt er organiserede i sociale hierakier [ alder, køn ]. Dermed er der ingen problemer med at finde en plads i gruppen, hvor udbyttet af arbejdet deles; altså intet skisma, som du mener i det næste du skriver:
“ … At sikre gruppens overlevelse (da dette er en forudsætning for egen overlevelse), men samtidig at sikre sig den bedst mulige position i det sociale hierarki, da man i toppen af hierarkiet har størst gavn af gruppens samlede overlevelseskamp."
Gruppen og dens orden sikrer altså hver enkelts overlevelse, så en kamp om ændring af placering i hierakiet, for den enkelte, vil være en trussel mod gruppens eksistens, og vil derfor (?) blive imødegået af gruppen.
De fleste kampe foregår mellem grupper.

Det undrer så også, hvorfor naturen skal være kaotisk - men selvfølgelig, hverken Platon eller Sokrates interesserede sig for naturen, hvad kunne de tale med den om ;-)

Brugerbillede for Torsten Jacobsen
Torsten Jacobsen

Et lille intermezzo

Inden jeg tager hul på den kataklysme som ramte de vestlige samfund i de sidste århundreder af menneskeartens udviklingshistorie – en historie der strækker sig længere end 100.000 år tilbage – er det værd at opholde sig lidt ved de begreber, som jeg anvendte i afsnit 1:

Sociale hierarkier:
Rettelig er der her tale om dominanshierarkier: En social orden, som alle medlemmer af gruppen er intimt bekendte med, ligesom nytilkomne til gruppen – nyt afkom eller udefra kommende individer - har som sin altoverskyggende opgave hurtigst muligt at gøre sig bekendt med den . Årsagen til dette er selvindlysende: En manglende anerkendelse af den sociale orden, var i primitive samfund lig med udstødelse og den sikre død. Så grundlæggende er denne ’intuitive’ sans for ’hakkeordenen’, at man selv i dag – i moderne samfund, hvor overlevelse ikke længere synes så direkte at bero på anerkendelse af dominanshierarkier – ved selvsyn kan observere hvordan mennesker i sociale sammenhænge ganske umærkeligt organiserer sig efter linjer, som blev indgraveret i menneskeartens nervesystem for tusinder og atter tusinder af år siden.
Grunden til at man kan observere det ved selvsyn er, at alle ’raske’ mennesker er udstyret med et kognitionsapparat, der meget præcist og pr refleks løbende monitorerer og evaluerer både egen placering i hierarkiet, samt de øvrige gruppemedlemmers placering. Det er en så grundlæggende del af vores menneskelighed, at man må le i mødet med positioner, der afviser sådanne hierarkier som blot og bar ’social konstruktion’.

Kaos og Orden
Når jeg stiller de menneskelige samfunds orden over for naturens kaos, er det i en helt lavpraktisk betydning:

Orden forstås her som sikkerhed: Sikkerhed for, at man ikke fryser ihjel eller dør af sult indenfor de næste par timer. Sikkerhed for, at man ikke bliver ædt af et rovdyr, eller myrdet af fremmede inden for de næste par timer. Som med sociale hierarkier, har mennesket en helt grundlæggende sans for, om det befinder sig i orden eller i kaos. Det menneskelige kognitionsapparat monitorerer og evaluerer omgivelserne løbende og per refleks. Befinder man sig i orden, er kroppen i ro, og man er engageret i sit gøremål. Alt hvad der opfører sig som forventet eksisterer i og for sig ikke for individet. Først når det uventede indtræffer – noget gik ikke som forventet – fremtræder det klart: Stressberedskabet aktiveres, al fokus rettes mod det lille stykke ’kaos’ som har inficeret den forventede orden. Er det en trussel? En mulighed for et bedre udkomme end forventet? Rummer det begge aspekter på samme tid? Er kamp eller flugt den bedste strategi, eller kan anomalien ignoreres/indkorporeres i den herskende orden, som en ubetydelig afvigelse?

Det lyder måske overmåde abstrakt, men i virkeligheden er det en så grundlæggende del af vores menneskelighed, at enhver uden anstrengelse kan blive sig denne enorme forskel på kaos og orden bevidst, i en refleksion over selv de mindste af dagens hændelser:

Man står f.eks. op en morgen, og følger sin normale rutine. Tankerne er måske allerede rettet mod en begivenhed senere på dagen, men da man tænder for vandkedlen går den ikke i gang. Noget er ikke som forventet! Glemt er i øjeblikket det vigtige møde senere på dagen, og al opmærksomhed er rettet mod kedlen, som indtil da nærmest ikke havde eksistens for en. Er den i stykker? Et tryk på lyskontakten afkræfter den hypotese: Lyset tænder heller ikke! Er der gået en sikring? Er der strømafbrydelse i hele kvarteret? Pludselig husker man, at man ikke har styr på ruten hen til det vigtige møde! Egentlig ville man have tjekket ’rejseplanen.dk’, men uden strøm er computeren og internettet ikke tilgængelig. Heldigvis er smartphonen ved hånden, men ak! Den blev sat til opladning natten over, og nu er den død..Strømafbrydelsen må have stået på i nogen tid? Hvad skyldes den? Pulsen stiger, mens man roder i skabet efter sikringer..skal der blot skiftes sikringer, eller er kraftværket måske sprunget i luften i løbet af natten? Er der udbrudt krig? En gået sikring eller krig? Ved ikke! I øjeblikkets kaos ved man det vitterligt ikke...

Brugerbillede for Niels Nielsen
Niels Nielsen

"...blot og bar ’social konstruktion’..." skriver Torsten Jakobsen.

Ordene "blot og bar" afslører måske vores uenighed: Har jeg accepteret et eller andet som en social konstruktion, betyder det så sandelig ikke at jeg bagatelliserer det, eller at jeg ikke tager dette fænomen alvorligt. ligesom jeg ikke tror at at man ved at tænke konstruktionen på en anden måde, eller ved at dekonstruere den, kan undgå konsekvenserne af denne konstruktion. Sociale konstruktioner er ideale konnotationer til materielle fænomener, og åndelige fænomener, dvs. idealiteter, er virkelige, på trods af deres tilsyneladende luftige status.

Et eksempel er penge, som igen og igen er blevet dekonstrueret som en social konstruktion, og alligevel opretholder pengene deres herredømme over os. Det er ikke metallet eller papiret eller de digitale bits, der har denne magt over os, men derimod de tanker, vi forbinder med disse materialiteter.

Så der er ikke tale om "blot og bar", men derimod om determinerende bestemmelser (idealiteter), som vi ikke kan undslippe.

Brugerbillede for Philip B. Johnsen
Philip B. Johnsen

Hvorlænge kan løgnen om vores forbrugersamfundsmodels overlevelsesevne, med den selvskabte bl.a. danske politiske klimaforandringsfornægtelse, fra et samlet dansk folkevalgt folketing overleve?

Hold da helt kæft, hvor er jeg træt af at læse alt det intellektuelle vrøvl.

Det er desværre pinligt, at være bl.a. dansker anno 2017, med en flok folkevalgte notorisk løgnagtige politikere på borgen og en fatsvage intellektuelleklasse, med totalt manglende evner til at forstå og formulere de underliggende problematikker.

At tænkes sig, at CO2 udledning fra skibstransport, flytrafik og de vare der forbruges i f.eks. Danmark, men hvor produktionen er udflyttet til lavløns områder, hvor der ikke betales skat, ikke tæller i klimaregnskabet.

Hvor hjernelamme kan f.eks. et samlet folketing og den intellektuel klasse egentligt tillade sig at være og fortsat have befolkningens respekt?

Fu.. det er pinligt!

Brugerbillede for Mich Bruus Pedersen
Mich Bruus Pedersen

Hmm. Var der slet ingen kvinder, der havde faglighed til at kommentere på dette emne - eller var der bare ikke nogen på listen over 'usual suspects'?
Ikke at jeg betvivler de fem herrers kompetencer (det har JEG overhovedet ikke faglig viden til); men der kunne være en sammenhæng mellem køn på eksperterne og deltagerne i tråden her;-)

Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek

M.B.P.
Nogle hunkønner, deriblandt jeg selv, har ikke det der skal til for at konkurrere om størrelsen :)

Altså - på ordforrrådet, ikk.

Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg
Jens Thaarup Nyberg

Torsten Jacobsen; - 14:46
Jeg er, i store træk, ikke uenig med dig.
Kun et punkt, og før du begiver dig ud i guds død etc.:
"Kaos og Orden
Når jeg stiller de menneskelige samfunds orden over for naturens kaos, er det i en helt lavpraktisk betydning:
Orden forstås her som sikkerhed: Sikkerhed for, at man ikke fryser ihjel eller dør af sult indenfor de næste par timer...."
Der er kaos i naturen set fra det tidlige menneskes synspunkt, nemlig når årets vante gang brydes, og det er vel her guderne, naturens kræfter, kommer ind: "hvorfor har de nu forladt os !! ??"
Iøvrigt er de gået i èt med det vi kalder naturen, der som de, var animeret.

Jeg er faglig belastet og "gammelrusten", og vil nødig yderligere træde ind i debatten; kun vil jeg foreslå læsning af f.eks. indledningen til Grundrids (Marx), samt Levi Strauss, der repræsenterer to tankeformer, den dialektiske og den strukturalistiske, hvilke forenes i et værk som Det glemte Folk, af Thomas Højrup.

Jeg venter på dit essay: Guds død og tabet af mening.
:-)

Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg
Jens Thaarup Nyberg

Philip B. Johnsen; - 15:59
"Hvor hjernelamme kan f.eks. et samlet folketing og den intellektuel klasse egentligt tillade sig at være og fortsat have befolkningens respekt?"
Der er visst ingen grænser, for mange interessegrupper.

Brugerbillede for Torsten Jacobsen
Torsten Jacobsen

2. Guds død og tabet af mening

Livets mening er overlevelse, hvilket i praksis betyder menneskenes samtidige anerkendelse af og interne konkurrence i et socialt dominans-hierarki: Den orden som mennesket fordrer, i en evig tvekamp med kaos. Som menneskearten sofistikeres, kodificeres dette artens grundvilkår i magiske forestillinger om et ’noget’ der står udenfor og over mennesket: Gud(erne) er født.
Den sociale orden legitimeres af og opretholdes af Gud. Med samtidige løfter om evig salighed og trusler om evig fortabelse. Meningen med livet er nu overlevelse i troskab mod guds lov.

Men det varer ikke ved. Med ønsket om til fulde at forstå perfektionen i guds mægtige skaberværk opstår videnskaben, og ånden slipper ud af flasken. Gradvist underminerer den guds autoritet. Tronen vakler, for til sidst at styrte helt sammen: Nietzsche skriver under på dødsattesten, da han finder Gud død i sin tidsalders sjæl. En lang dødskamp er endegyldigt forbi, og menneskene står alene tilbage.

Det er svært at undervurdere betydningen af denne enorme kataklysme. To samtidige katastrofer har ramt mennesket:

- Med guds død er den sociale orden pludselig grundet i intet. Meningen forsvinder til fordel for en frygtindgydende og fuldstændig grænseløs frihed. Er alt tilladt? Er intet tilladt? Ved ikke!

- Orden har trængt kaos så langt i defensiven, at mange mennesker så at sige har fået skåret deres biologiske oprindelses rødder over. I en udvikling der iøvrigt kun forstærkes op gennem det 20. Århundrede, er menneskeartens økologiske niche – Meningens udspring – gradvist udvisket og langsomt men sikkert usynliggjort for det moderne menneske. Gud stod en tid i dens sted, og nu hvor guderne er borte, er der ingen vej tilbage. En udvikling gennem hundredetusinder af år skåret over ved roden, netop som dens smukkeste blomst foldede sig ud.. Fremmedgørelsen er total, og der er ingen vej tilbage.

Berøvet alle værdier og al hukommelse, kaster menneskene sig ind i kampen for at skabe en ny mening. En ny social orden.

Nietzsche geråder i vanvid, men når forinden at udfærdige en alt for tvetydig manual til ’fremtidens filosoffer’. Marxismen placerer meningen i endemålenes rige, og sætter i optimistisk forventning til denne lyksagelige dags oprindelse alt ind – herunder millioner og atter millioner af menneskeliv – på et tabt væddemål. Småborgerligheden selvdestruerer for en tid i en ikke lige så ambitiøs, men præcis lige så morderisk kamp for racers og nationers lebensraum og overherredømme. Og videnskaben..Videnskaben stiller sig til rådighed for sine skiftende nye herrer, under Humes vejende banner: ”you can't derive an ought from an is”: Intet har værdi i sig selv!

Er det noget under, at den eneste mening som på den anden side af dette vanvid kan tages alvorligt, er effektiviteten? Udmålt som materiel velstand? At kapitalismens sejrsgang indtil nu har været ustoppelig? Penge tjener to vigtige formål: 1. De køber individet fri af en social orden, som ingen alligevel længere vil tage ansvar for, endsige kan fatte kompleksiteten af, og som derfor ikke kan tages alvorligt. 2. Penge er den eneste bredt anerkendte og konkrete målestok for individets placering i sociale dominanshierarkier. Med penge kan man så effektivt kortslutte de sidste rester af oprindeligt meningsfulde interne konkurrencer i samfundet, at selv de bedste viljer synes magtesløse. Alt har tilsyneladende sin pris. Når intet har en værdi i sig selv, dvs. når ingen mening længere er på forhånd givet, er individet prisgivet.

Således, meget rodet og meget floromvundet (sådan går det nogle gange, beklager), er jeg nået frem til mit egentlige ærinde, som følger i en forhåbentlig mere konkret og mindre patosbelagt afrunding:

3. Postmodernismens Post Mortem – et endegyldigt svigt?

Brugerbillede for Torsten Jacobsen
Torsten Jacobsen

Ganske kort, for ikke at trætte de sjæleligt helstøbte:

Postulatet i det foregående:

Menneskearten er i kraft af sin biologiske historie disponeret for at finde mening i to og kun to forhold:

- At bidrage til og finde sin plads i en social orden, forstået som et transparent socialt dominanshierarki

- At konkurrere om den mest fordelagtige position i samme sociale orden.

- Derfor: Meningen opnås i konkret handling, hvis effekt på både den sociale orden, og egen placering deri, løbende monitoreres og evalueres. (engagement)
(Kai Sørlanders kritik kan læses i dette lys)

Postmodernismens postulat (Post Mortem på det 20. århundrede):

- Der eksisterer ikke nogen på forhånd givet social orden

- Der eksisterer kun diskurser

- Diskurser dominerer individet – ikke omvendt: Det kollektive ansvar er absolut, individets tilintetgjort.

- ’Talehandlinger’ er(derfor) lige så -hvis ikke mere - ’virkelige’ end konkrete handlinger.

- ’Virkeligheden’ defineres af og tilpasser sig problemfrit den sejrende diskurs.

- ”På ondt og på godt han ingen forskel ser,
End ikke ved udåd frydes han mer.”
- Vigny

Hvad er da overladt til mennesket, andet end at indrette sig bedst muligt under effektivitetens lov?
Hvad kan dog i det lys være mere ærligt, end en kamp i tåger for egne interesser?

https://www.youtube.com/watch?v=S2wL9AawlDA

Brugerbillede for Jan Weis

Alvorlig satire over postmodernismen.

Sådan må en karikatur på nutidens såkaldte postmodernisme se ud, en slange, for ikke at sige, et af affaldsprodukterne ’populisme’ – for der findes ingen endegyldig sandhed og alt er relativt, påstås det, men der findes da rygter, kunne man forslå, og at alle vertikale forskelle er erstattet med en altødelæggende mediebåret nivellering i samfundet – de ’kolde masser’ har overtaget i deres indbildte krig mod de såkaldte ’eliter’, en kamp, som de allerede har tabt lige fra begyndelsen, mens ’slangen’ sultent bugter sig videre og lægger sine æg overalt – ’Slangens æg’, et tema, som Ingmar Bergman har lavet en fortræffelig film om …

A. Paul Weber: ”Das Gerücht”, 1943 –
http://www.weber-museum.de/werk/geskrt/images/geruecht_1953.jpg

I dag kan man opleve fænomenet blandt mediepøblen i de såkaldte sociale medier, som udgør dagens største trussel mod demokratiet – ligesom dengang i Tyskland i 1930’erne, da noget beslægtet, nazismen, senest fejrede triumfer, i dag til dels overtaget i retorikken af tyske AfD og Le Pen Père, mfl. …

Kantianere og matematikere er postmodernister åbenlyst ikke, men det er sikkert også at kræve for meget af de nævnte franske bodegafilosoffer - farlig farce at påstå, at tre og fem er lige … ;-)

ulrik mortensen, Jens Thaarup Nyberg, Niels Nielsen og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Nielsen
Niels Nielsen

Jan Weis, du har så ganske ret - postmodernismen kan ikke stå alene, ligesom modernismen ikke kan stå alene. Vejen frem er eklekticisme, altså at foretage et udvalg af de sandheder, som støtter sagen - samt evnen til at tænke mostridende sandheder samtidigt. Dette er selvfølgelig anledning til en del kognitiv dissonans, men så har vi jo dialektikken til at hjælpe os til en mere fuldstændig forståelse af fænomenerne.

Ild og vand er modsætninger, som tilintetgør hinanden hvis de får muligheden, men den rette dialektiske brug af en kedel afværger ødelæggelserne og producere nyttig damp i stedet.

Torsten Jakobsen, hvis du har en måde at tænke interesserne ud af ligningen, er jeg meget interesseret i at høre mere om den. I min verden er det interesser - altså mellemværendet mellem den gruppe jeg tilhører og den øvrige verden - der driver værket. Ting jeg overhovedet ikke interesserer mig for eksisterer sådan set slet ikke for mig, jeg er i hvert fald så ligeglad med dem, at jeg ikke har tænkt mig at gøre noget som helst ved dem.

Som fx min cykel, den er der bare, og jeg ænser den ikke, men hvis den af en eller anden grund ikke virker fordi den punkterer eller er blevet stjålet, bliver den pludselig min vigtigste interesse, som for en periode fuldstændig udfylder mit opmærksomhedsfelt. Indtil den igen fungerer, hvorefter den træder tilbage i interesseløshedens limbo. Uden interesse, ingen handling.

Torsten Jacobsen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg
Jens Thaarup Nyberg

Jan Weis
Som jeg husker Slangens Æg, er dens omdrejningspunkt, den liberalisme der ligger i , at eksperimentere, naturvidenskabeligt, med mennesker, nødstedte i en liberal verdensorden. NB.: Hitler anså sig selv for socialliberal.

Brugerbillede for Torsten Jacobsen
Torsten Jacobsen

Niels Nielsen,

'Interesser' beskriver du som: "et mellemværende mellem den gruppe jeg tilhører og den øvrige verden". Altså et sociologisk snarere end et psykologisk perspektiv, vil jeg hævde. Dit eksempel med cyklen der følger, refererer til gengæld klart til psykologien, så jeg er ikke helt sikker på hvilken mening egentlig du tillægger begrebet 'interesser' i din kommentar.

Jeg mener ikke overraskende - mine foregående vrøvlerier taget i betragtning - at man må starte en diskussion om 'interesser' ud fra et psykologisk perspektiv. En psykologi, som jeg mener man må grunde i artens udviklingshistorie, det vil sige i konfigurationen af det nervesystem, som er udviklet under årtusinders og atter årtusinders pres fra omgivelserne.

For mig at se er dette grundlaget: Mennesket som socialt pattedyr. Hardwaren, som alt det øvrige bygger på, om man vil.

Alt det øvrige: det moderne menneskes bevidsthed, filosofien, sociologien, ideologierne, er overbygninger på et ældgammelt fundament. En opbygning som i og for sig kan aflæses direkte i den menneskelige hjerne, hvor en meget gammel kerne fungerer som fundament for den overbygning som er cortex.

Og så er vi tilbage ved postmodernismens påstande om 'diskurser' og 'sociale konstruktioner: For en postmodernistisk tænkning, der afviser at forholde sig til mennesket som først og fremmest biologisk væsen - som megen postmodernistisk tænkning gør - er gået endegyldigt vild. Dette er i det mindste min påstand. For accepterer man ikke, at menneskets 'interesser' - uanset hvor sofistikeret disse kommer til udtryk - i sidste ende udspringer af dets biologi, herunder dets nervesystems indretning, så har man efter min mening intet forstået. For så ender man med at hævde en absolut relativisme - krumspring be damned - og derfor i sidste ende nødvendigheden af en evig antagonistisk kamp mellem, i den endelige analyse, lige værdifulde 'interesser'.

Voldsomt forvrøvlet og abstrakt, som sædvanligt. Sorry. Lad os bringe det lidt ned på jorden igen, med et konkret spørgsmål:

Hvilken - hvis nogen - psykologisk basis kan du finde for din tilslutning til 'den gruppe du tilhører'?
Hvorfor er den at regne for 'din gruppe', hvis altså ikke der blot er tale om en utilitaristisk og dermed rationel-egocentrisk kalkule?

Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg
Jens Thaarup Nyberg

Torsten Jacobsen; - 19:59
"I don't know if all this adds up to a persuasive argument for the view that increasing political polarisation is due "mainly", as I said, to the sorting of American voters into parties by personality. But I think it's quite plausible that this is a significant part of the story."
Interessant læsning, der efterlader os med spørgsmålet, hvordan personlighed formes.
Og her tror jeg, vi ikke kommer uden om sociopsykologi.

Brugerbillede for Torsten Jacobsen
Torsten Jacobsen

Jens Thaarup Nyberg,

Er det så interessant hvordan perosnlighed formes, eller må vi bare forholde os til, at der vitterligt er forskellige personlighedstyper?

Jeg ved ikke om du er bekendt med 'Virksomhedsteori' (Leontjev), som har haft og heldigvis fortsat har stor betydning for den psykologiske grundforståelse på de danske universiteter? En skam at Niels Engelsted ikke længere kommenterer på disse sider, da han ville kunne redegøre for dette psykologiske perspektiv uendeligt bedre end jeg.

Virksomhedsteorien handler - meget overfladisk fortalt - om at individet på en gang er rettet mod og rettet af omgivelserne:

- Rettet mod, fordi individet altid er engageret i (for individet) meningsfuld virksomhed. Dette engagement har - igen overfladisk beskrevet - tre dimensioner: En handlingsdimension (Hvad) - en 'mestrings-'dimension (Hvordan) - og en 'menings'-dimension (Hvorfor).

- Rettet af, fordi omgivelserne udgør både forudsætninger og begrænsninger for individets udfoldelse.

Individet er rettet mod (engageret i) dele af omgivelserne, som det gennem sin virksomhed påvirker, samtidig med at omgivelserne påvirker individets engagement (mulighedshorisont).

Resultatet er en dynamisk proces, hvor 'virkeligheden' for individet i en evig vorden opstår som en psykisk genspejlning af den objektive 'virkelighed', som 'realitet over tid'.

Det lyder jo umiddelbart som en tanke, der kun bekræfter postmodernismens grundteser. Men kun umiddelbart, vil jeg hævde. For det afhænger i sidste ende af, hvor man ligger trykket: På omgivelsernes formende magt, eller på individets 'skabende/kreative' ansvar? Begge er nødvendigvis i spil, men vægtningen er ikke umiddelbart aflæselig.

Men her er det så, at jeg gerne vil tilføje en 'naturlig' tilbøjelighed: En oprindelig mening bestående i en (biologisk determineret) stræben efter (social) orden: splittet i en (over)følsomhed for gruppens velbefindende og samtidig individets egen placering i det sociale hierarki, som gruppen med nødvendighed udgør.

Denne 'naturlige tilbøjelighed' manifesterer sig så igen forskelligt i individer, som beskrevet i den artikel jeg linker til: Personlighed. Mere 'åbne' individer tiltrækkes af en løs social orden, hvor grænser afprøves og udfordres. Det 'fremmede' ses som mulighed. Mens mere 'lukkede' individer insisterer på en traditionsbunden orden, opretholdelsen af grænser. Det 'fremmede' ses som en trussel.

Lad os lege et øjeblik, at disse personlighedstræk går forud for og udgør fundamentet for politisk meningsdannelse: Er min forargelse over 'de andres' xenofobi og traditionalisme så mere eller mindre rimelig end deres forargelse over min progressive 'humanisme'?

Lars Steffensen, Torben Skov, Jens Thaarup Nyberg og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Nielsen
Niels Nielsen

Torsten Jakobsen, tak for henvisningen til Leontjev, så lærte jeg også noget nyt i dag.

Hvis personligheder ikke er noget, vi er født med, må det jo være samfundets skyld. På den anden side er der mange mennesker, som insisterer på at være nonkonforme, selv om de er opvokset og opdraget og i det hele taget lever i det samme samfund som de konforme - så det kan ikke være samfundets skyld alt sammen. Hønen eller ægget?

Mit valg af gruppetilhørsforhold er ikke baseret på min individuelle/subjektive psykologiske habitus, men derimod på min objektive sociologisk status indenfor kollektivet - sagt med andre ord: på min plads i bunden af det, du så udmærket kalder den sociale hakkeorden.

Jeg forstår din interesse for den individuelle psykologi, men min interesse går mere i retning af massepsykologien: Hvordan bliver store grupper af vidt forskellige mennesker enige om noget som helst? Hvordan tænker man folks individuelle kæpheste sammen til et fælles program? Findes der en menneskelig "hive mind"?

Psykologien kan ikke rigtigt besvare disse spørgsmål, for så vidt fænomenet "fællesskab" ikke kan isoleres i det enkelte individ, da det netop optræder i mellemværendet mellem de individuelle psyker. Så der mangler en videnskab, der overskrider individet - psykosociologi? Sprogpsykologi?

Hegel kaldte dette fænomen for "ånd", så det gør jeg også, indtil videre, i mangel af en bedre term.

Men nu vil jeg læse noget Leontjev og se, hvad han har at sige.

Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg
Jens Thaarup Nyberg

Torsten Jacobsen; - 23:44
"Er det så interessant hvordan perosnlighed formes, ...", Ja, og nej: at den formes, ikke er medfødt er vel vigtigt, dernæst, hvordan. Og den formes så pgrl. af: vore biologiske særtræk udsat for miljøet, individ/samfund. Jeg mangler lissom at få noget bevidsthed ind i formlen, men den klarer Hegel; det sociale, mødet mellem to individer, hvor det reciprokke er afgørende. Hos Hegel, der udvikler det asymmetriske forhold af Schillers symmetriske, "kæntrer" reciprociteten ved dannelsen af selvbevidstheden, hvor den ene part indser sin dødelighed, den anden sin udødelighed, den udødelige undertvinger den dødelige, der endelig indser sin styrke ved at være leverandør af den udødeliges goder, og derfor står stærkt - ideelt set.
(puhh, det er ikke let stof at gengive i egne ord )

Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg
Jens Thaarup Nyberg

PS, NB: Jeg er i hele mit live gået meget let til psykologer som Freud, Jung og alle de andre ( iøvrigt titlen på en roman af Peter Poulsen, handler om livet på Vesterbro, Kbh. ), og abonnere på en variant af Aristoteles, der identificerer psyken med intellektet, forstandsvirksomheden. Er nu i min lidt højere alder blevet opmærksom på myten om Psyke og Eros, hvor Psyke helt klart er en undertrykt, forfulgt stakkels prinsesse, der hjælpes af Eros - jeg antager det er denne figur der inspirerer Freud.
Mht Postmodernismen, er det kun den dekonstruktive del, der har haft min interesse, idet den så må følges op af rekonstruktion. Dekonstruktion spiller en vigtig rolle for udformningen af de ikke-euklidiske geometrier; eksempelvis kan Euklids parallelaksiom indses at omfatte koncentriske cirkler, som specialtilfælde. Det fører så over i typologi ...