Læsetid: 14 min.

Rusland har robottanks. Danmark har biler fra 1960’erne

Interne spændinger i NATO og russisk sabelraslen truer freden i Europa. En ny og usikker verden betyder store forandringer i Forsvaret, der for første gang i årevis skal forholde sig til krig, hvor total udslettelse er en reel risiko. Men er soldaterne overhovedet gearede til det?
Forsvaret har flyttet sit fokus fra ørkenkrig til kamp i Europas urskove. Information har været på øvelse i Oksbøl. 

Forsvaret har flyttet sit fokus fra ørkenkrig til kamp i Europas urskove. Information har været på øvelse i Oksbøl. 

Sille Veilmark

29. april 2017

Chaufføren i en rød Peugeot 208 suser intetanende gennem klitplantagen, hvor solen er lun, og fuglene kvidrer sange om forår, mens en snigskytte følger opmærksomt med under sit camouflagenet.

På den modsatte side af landevejen, i skjul bag en gammel lade, forbereder danske og litauiske soldater sig på storkrig mod Rusland. Omgivet af tonstunge Leopard-kampvogne holder cheferne pow wow, mens de menige soldater deler smøger og røverhistorier fra krigene i Afghanistan og Irak.

Tiderne skifter i Oksbøl militærlejr. Efter 16 år i sandfarver begyndte Forsvaret sidste år at male alting grønt igen. Krigen er flyttet fra Mellemøstens ørkenhav til Europas urskove, og det ses i farverne på de pansrede køretøjer bag laden til de 800 sløringsindsmurte ansigter, der gemmer sig ude i det gigantiske naturområde. I orkanens øje står bataljonschef Steen Wegener og klapper de sidste dele af øvelsesscenariet af:

»Vi står over for en overlegen fjende, vi ikke kan håndtere. Vi laver derfor en kontrolleret tilbagetrækning, hvor vi forsøger at lukke ham inde i et engagement area, et aflukket område. Vi holder ham, til vi næsten har ham inde ved næsen. Og så åbner vi ild.«

Soldaterne nikker. De er alle del af NATO’s udrykningsstyrke, der ved 2014-topmødet i Wales blev tredoblet til 40.000 mand som reaktion på »de nye sikkerhedstrusler fra Rusland, Mellemøsten og Nordafrika«. Som alliancens minutmænd skal de på to til syv dage kunne rykke ud hvor som helst i verden.

Derudover skal 200 af de danske soldater – om alt går vel – 1. januar udsendes til Estland som en del af NATO’s fire nye kampgrupper, der har øjnene stift rettet mod Rusland. Øvelserne i Oksbøl skal forberede dem på det usandsynlige, men ikke længere utænkelige.

»Det er NATO’s ydre grænser, der er tale om, og det er et klart signal til russerne om, at hvis de begynder at skyde den vej ind over, så er det ikke nødvendigvis en ester, de rammer, men måske en dansker, tysker eller englænder,« sagde udenrigsminister Anders Samuelsen (LA), da udsendelsen blev godkendt i Det Udenrigspolitiske Nævn 28. marts.

»Og så er det en helt anden type konflikt, der er tale om.«

Back to the future

Det er også en helt anden type konflikt, end Steen Wegener har været vant til. I Balkan, Afghanistan, Irak og Mali kunne vejsidebomber dræbe enkelte soldater, men den eneste reelle trussel mod indsatserne var manglende politisk opbakning i Folketinget.

Nu skal Forsvaret for første gang i 27 år, siden Sovjetunionen faldt, forberede sig på et krigsscenario, hvor total udslettelse er en reel risiko.

»Krig har ændret sig meget siden dengang. Vi kan ikke bare puste støvet af de gamle manualer fra 80’erne og genbruge dem,« siger Steen Wegener.

I Afghanistan og Irak tog soldaterne sig god tid til at søge efter vejsidebomber. Det var en vigtig del af træningen, men det dropper Forsvaret nu. I konventionel krig må man bare leve med frygten for panserminer. Hvis soldaterne stopper op midt i kampens hede, risikerer de at blive udslettet af jagerfly.

Sille Veilmark
»Vi kan ikke længere ligge samlet et stykke bag fronten og føle os nogenlunde sikre – angreb er en konstant trussel, også fra luften. Kampvognene har større gennembrudsevne, mulighederne for at jamme kommunikation er meget bedre, og droner har tilført krig en helt ny dimension.«

En krikand danser ballet over heden, da Leopard’erne med et brøl ruller forbi laden og ud på landevejen. Omkring 150-200 køretøjer deltager i øvelsen, svarende til stort set alt panser, Forsvaret kan høvle sammen og smide fire hjul under.

Men er det nok?

Historisk situation for NATO

Øvelsen i Oksbøl er starten på en historisk omstilling i Danmarks forsvar, som kun få, hvis nogen overhovedet, kunne have forudset for fem år siden. Verden har ændret sig meget hurtigt.

Siden det seneste forsvarsforlig blev indgået i Folketinget i 2012, har Rusland annekteret Krimhalvøen og fører proxykrig i Østukraine. Fortsatte flygtningestrømme fra Mellemøsten og Nordafrika truer EU's sammenhængskraft, hvilket har placeret Tyrkiets autokrat Erdoğan i en nøglerolle som ’proppen’ til Europa. Storbritannien har iværksat Brexit, og i USA skifter Trumps holdning til EU’s, NATO’s og FN’s institutionelle legitimitet, som en vejrhane skifter retning.

Alt det skal Folketinget tage højde for, når politikerne til efteråret vedtager et nyt forsvarsforlig, der sætter de økonomiske og strategiske rammer for Danmarks militær de kommende fem år. Aftalen er på forhånd blevet kaldt »den vigtigste siden Den Kolde Krig«, men verdens udvikling taget i betragtning er der grund til at tage retorikken alvorligt. Det mener Dr. Jamie Shea, NATO’s vicegeneralsekretær for nye sikkerhedsudfordringer:

»For første gang i historien kæmper NATO på to fronter samtidig. Rusland lægger et militært pres på Østeuropa, som vi ikke har set siden Den Kolde Krig. Samtidig skal vi håndtere en række ustabile lande i Mellemøsten og Nordafrika, hvor problemer med islamisk terrorisme og migrationsstrømme påvirker Europa direkte.« 

Sille Veilmark

For Shea betyder det, at NATO-alliancen står foran afgørende forandringer, som Danmarks forsvar må tage højde for i det næste forlig.

»Vi skal vænne os til igen at tænke militær afskrækkelse som i gamle dage, med tanks, atomvåben, missiler og tropper placeret helt ude i frontlinjen. Men samtidig har konflikternes natur ændret sig. Vi er i NATO meget optagede af at opbygge resilience – modstandskraft – altså samfundets evne til at modstå en konstant byge af falske nyheder, propaganda og trusler.«

Samtidig har cyberkrig indført en ny dimension i konflikter mellem lande.

I sidste uge blev Rusland beskyldt for i to år at have hacket det danske forsvar gennem målrettede phishing-kampagner mod medarbejderne.

Det er et af mange eksempler på, hvordan påvirkningen af borgerne spiller en større rolle i krigsspillet end tidligere, mener Shea.

»Befolkningen er blevet det centrale omdrejningspunkt for konflikt, som vores territorier og grænser var det under Den Kolde Krig. Men det er svært. Vi ved, hvordan vi afskrækker nogen fra et missilangreb, mens vi har langt sværere ved at forhindre cyberangreb,« siger Shea og holder en lang tænkepause.

»Og midt i denne enorme omstilling ligger endnu en udfordring for NATO-alliancen. Vi skal blive enige om den retfærdige fordeling af ressourcer og arbejdskraft, både mellem landene og i de enkelte indsatsområder.«

Ned i Excel-arket

De pansrede mandskabsvogne i Oksbøl er indkøbt, samtidig med at Dirch Passer, Ebbe Langberg og Preben Kaas indspillede Soldaterkammeraterne. De er fra 1960’erne og går så tit i stykker, at øvelsen effektivt er amputeret. Hver deling burde have tre vogne, men flere har kun én, fordi det er så svært at finde reservedele.

Information bumler derfor gennem skoven i en stor jeep.

Affjedring er en by i Estland. Det gungrer så voldsomt, at baretterne flyver rundt i jeepen, mens støvet hvirvler ind ad den åbne bagport. Da vi gør holdt ved delingen, binder baglågen og skal sparkes op, men det lykkes, og nu er vi næsten i krig.

I skovbrynet er korporal Ørnsholt og hans kammerat Knudsen ved at grave sig i stilling til det store slag. Målet er at lokke fjenden ind i lysningen midt i skoven og så bombardere ham fra alle sider med dysekanoner, artilleri og generel død og ødelæggelse.

»Det er noget helt andet end i Afghanistan, hvor vi stod over for mindre grupper, der rendte rundt med en AK47-riffel og ikke havde vores militærstandarder. Her er det konventionel krig, hvor styrkeforholdet er én til én. Jeg vil gerne udsendes til Estland, hvis de spørger … Hov, din camelback (vanddunk, red.) er utæt!« siger Ørnsholt og peger på Knudsen.

»Pis!« svarer han og smider skovlen.

Ved det seneste forlig besluttede Folketinget at spare 2,7 mia. kr. om året på Forsvaret, svarende til 15 pct. af det samlede budget. Bataljonschef Steen Wegener kalder det den »største omstrukturering« i hans karriere, som gjorde ondt alle vegne i Forsvaret.

»Mange ting blev selvfølgelig også skarpere af spareplanen. For eksempel er det nu mig, der bestemmer, hvem jeg vil ansætte, og det er jeg glad for. Omvendt bruger jeg mere tid på administrative opgaver og excel-ark frem for at lave militærøvelser som den her i Oksbøl, som jo er min kerneopgave,« siger Wegener.

Mangler dybde

Steen Wegener understreger, at det danske kompagni, der sandsynligvis skal udsendes til Estland, er fuldt bemandet og udstyret med ammunition og isenkram. En ikke uvæsentlig bemærkning, eftersom Forsvaret har haft store problemer med at forsyne sine værn.

Under luftkrigen i Libyen i 2011 bidrog Danmark med fire F-16 kampfly og 120 mand. Men selv om aktionen ’kun’ varede syv måneder, løb Forsvaret tør for bomber og måtte derfor bede Holland, USA og Israel om assistance, hvilket udløste kritik. Kampflyene blev indsat igen i 2015 mod Islamisk Stat i Irak, men var så dårligt bemandet, at flere mekanikere gik ned med stress. Flyene slog revner og måtte trækkes hjem før tid.

Soldaterne maskerer deres stillinger med mos og afrevne grene. Men på afstand 'lyser trækødet op som et lyskryds' for en snigskytte, så enderne skal søbes ind i mudder.

Sille Veilmark
Steen Wegener mener også, at Hæren kunne bruge mere dybde:

»Vores soldater er dygtige, men jeg kunne godt tænke mig, der var flere soldater og mere isenkram. For når vi kigger rundt, løber vi hurtigt tør. Når vi skal løse opgaver i Estland og Irak på samme tid, er der ikke meget tilbage til andre opgaver. Men det er jo en politisk beslutning.«

I skovbrynet har Ørnsholt og Knudsen helt lavpraktiske problemer. De har ikke ammunition nok.

»Jeg vil ikke sige, der bare var en strøm af ’ammo’ før i tiden, men hvis vi brugte noget, fik vi noget nyt. Nu har vi fem magasiner til hele øvelsen (som varer fem dage, red.). Det kan man hurtigt få brændt af. Og nogle af våbensystemerne har vi slet ikke ammo til,« siger Ørnsholt.

Det gælder både signalpistolerne og granatkasteren, som derfor hænger dovent på ryggen som legetøjskanoner.

»Når du ikke bruger granatkasteren til øvelserne, får du ikke arbejdet det ind under huden. Det er et problem, for vi træner jo, så alting ligger på rygraden. Når vi er i felten, er det alvor.«

– Hvad går I ellers og mangler?

»Vi må ikke længere få overarbejde udbetalt som løn, det skal afspadseres. Det er fedt for dem, der gerne vil have fri, men det er altså ikke derfor, jeg er her ... Hva’e, er der noget, der frustrerer dig, Knudsen?«

»... Der er ved at komme vand i graven.«

Danmark putter med pengene

Regeringen har bebudet et »substantielt løft« til Forsvaret i efterårets nye forsvarsforlig. Konkret skal der prioriteres skarpt mellem tre militærstrategiske hensyn: Hvad forventer NATO-alliancen af Danmark? Hvad forventer verdens militære supermagt, USA, af Danmark? Og hvad er i Danmarks egne særinteresser?

Historisk set har de tre hensyn været stort set sammenfaldende. Men nu trues verdens mægtigste forsvarsalliance af ydre trusler, amerikansk skepsis og intern uenighed. Det forklarer Liselotte Odgaard, der er lektor ved Forsvarsakademiet:

»Europa står foran kæmpe prioriteringsproblemer. Alt afhængig af om du spørger lande i Sydeuropa eller i Baltikum, er der uenighed om, hvorvidt NATO skal bruge flere penge på at stabilisere Nordafrika og Mellemøsten, eller om det er truslen fra Rusland, vi skal tage mest alvorligt,« siger hun.

Aktuelt bidrager Danmark med 170 soldater i Irak til at drive radarer og optræne irakiske sikkerhedsstyrker. Indsatsen i Østeuropa får også et nøk, når Danmark 1. januar sender 200 af soldaterne fra Oksbøl-øvelsen til Estland i foreløbig 12 måneder.

Hvis Ørnsholt og Knudsen udsendes – hvilket de håber – kommer de til at indgå i én af NATO’s fire kampgrupper a 1.500 mand i Østeuropa. De tre andre står i Letland, Litauen og Polen. Altså en samlet styrke på 6.000 mand, som ifølge udenrigsminister Anders Samuelsen sender »et klart signal« til Rusland, men som ikke imponerer militærhistoriker Jeremy Black fra Exeter Universitet:

»For de fleste observatører udefra er der ikke tale om en NATO-militæroprustning i Baltikum. Det er snarere et ret patetisk NATO-svar på en langt voldsommere oprustning i Rusland,« siger Black.

Soldaterne tiltaler hinanden med efternavne eller kælenavne. I en skyttegrav møder vi ’Gul’, som er af asiatisk afstamning, og ’Bøf’, som er et ordentligt brød. De er ikke afbilledet her. Under værnepligten tiltales man derimod med navnet på sin hjemstavn – Svendborg, Kværndrup, Haderslev. I gamle dage fik den lokale soldat lov til at ride i forreste kolonne med delingsføreren, når enheden besøgte byen. ’Så kunne de udpege, hvor man kunne få mad og øl, og hvor man kunne hore,’ forklarer Bøf.

Sille Veilmark
Kampgruppernes størrelse skal ses i relation til den dybereliggende konflikt i NATO om manglende vilje til at bidrage til alliancens forsvar. I dag bruger kun fem af 27 lande to procent af BNP på militæret, som alliancen anbefaler. Danmark bruger 1,17 pct. af BNP på Forsvaret, men har underskrevet en hensigtserklæring om at nå op på NATO’s anbefalede 2 pct. senest i 2024.

I marts måned erklærede partilederne fra Socialdemokratiet, Venstre og Radikale imidlertid i Politiken, at de ikke kunne se, hvordan det skal lade sig gøre at nå det mål.

»Vi taler om så enorme summer, at det mener jeg faktisk ikke, at vi har til rådighed. Husk på, at der er andre vigtige opgaver, vi skal varetage. For eksempel på sundhedsområdet derhjemme,« sagde partileder Mette Frederiksen (S).

Elsker mig, elsker mig ikke

Den store ubekendte for Danmarks forsvar er forholdet til USA, hvor præsident Trump gentagne gange har kritiseret NATO for at være »forældet« og krævet, at de øvrige lande skal bidrage med 2 pct. af BNP. Ellers vil USA – måske-måske ikke – garantere Europas sikkerhed længere.

Ifølge diplomatiets rygtebørs overrakte Trump en symbolsk regning på 374 mia. dollar for manglende NATO-bidrag, da Tyskland kansler, Angela Merkel, for nylig besøgte Washington. En grov provokation, som Det Hvide Hus dog afviser som fake news.

Men så, 12. april, skiftede Donald Trump pludselig kurs. Presset af Syrien-konflikten og de vedholdende anklager om lyssky forbindelser til Rusland afholdt præsidenten møde med NATO’s generalsekretær, Jens Stoltenberg. 

Sille Veilmark

»Jeg sagde, at [NATO] var forældet. Det er ikke forældet længere,« udtalte Trump i vanlige absolutter.

»Lige nu har vi et rigtig dårligt forhold til Rusland. Måske det dårligste forhold til Rusland nogensinde. Rusland er et meget stærkt land, men vi er et meget-meget stærkt land. Vi må se, hvad der sker.«

Men selv om Donald Trump pludselig er kommet på andre tanker, skal Danmark ikke tro, faren er drevet over. Liselotte Odgaard møder jævnligt repræsentanter fra det amerikanske militær, som bander og svovler over Europa.

»Donald Trump er ikke ene om at kritisere. Han rider på en bølge af dårlig stemning. Vi skal levere noget, de for alvor kan bruge. Jeg kan f.eks. forestille mig, at USA vil presse på for en dansk indsats i Det Sydkinesiske Hav, hvor Frankrig og England allerede patruljerer. Som maritim nation har vi en åbenlys interesse i at sikre åbne farvand – men har vi ressourcerne og viljen til at sende en fregat derned?«

En anden mulighed er, at Danmark tager et større selvstændigt ansvar for Østersøen. Det mener Lars Bangert Struwe, der er generalsekretær i Atlantsammenslutningen og tidligere kontorchef i Forsvarsministeriet.

»Vi er spredt for tyndt ud i verden, og hvis det ikke skal være et tyndt fernis, må politikerne til efteråret foretage nogle klare fravalg. Jeg mener, vi må tage vores geografi alvorligt. Danmark skal kunne levere én vare til NATO og USA, og det er en prop i Østersøen. Vi skal være i stand til at lukke af for russiske styrker, eller hvem vi nu kommer op at skændes med om ti år.«

Jeremy Black er ikke uenig i behovet for en styrket dansk indsats i Østersøen, men han er træt af retorikken om at behage USA og Donald Trump:

»Glem Trump, han er allerhøjest præsident i otte år, måske væsentligt kortere tid. USA begyndte at trække sig militært ud af Europa og mod Asien under Barack Obamas ’Asian Pivot’-strategi. Det vil fortsætte, uanset hvem der er præsident. Hvis jeg var amerikansk politiker, kunne jeg fristes til at indtage synspunktet: Fuck europæerne. Hvis de ikke orker at forsvare sig selv, hvorfor skulle vi så hjælpe dem?«

Black mener, Europas politikere er bange for at tage hul på bylden og diskutere, om man reelt er villig til at tage ansvar for sin egen sikkerhed på det europæiske fastland.

»Vi har allerede vist, at vi er uvillige til at kæmpe for at forsvare ikke-NATO-lande i Østeuropa og i Syrien. Hvis vi forestiller os et worst-case-scenario, at noget går helt galt i Baltikum, er Europa så klar til at forsvare alliancens østeuropæiske medlemmer militært? Kan det undre, hvis nogle lande omkring os stiller sig selv spørgsmålet, hvad NATO reelt er villig til at gå i krig over?« spørger Jeremy Black.

Eller sagt på en anden måde: Hvilket signal sender det reelt at udstationere 6.000 NATO-soldater i Østeuropa, heraf 200 danskere fra Oksbøl, og holde yderligere 40.000 klar til udrykning, når Rusland har estimerede 771.000 soldater stående på den anden side af grænsen?

Er det udtryk for alarmisme, rettidig omhu eller alt for lidt?

Den store ønskeliste

I Oksbøl har delingen slået jernring om klitbankerne. Cigaretrøg hvirvler over heden – det virker, som om alle ryger i Forsvaret – mens et maskingevær rat-tat-tat-er i det fjerne. Momentvis springer soldater op af deres panserhuler og spejder opmærksomt, som surikatte på savannen, mens delingsførerne fører navneprotokol.

»I need Alpha (here!), Bravo (here!), Charlie, Delta (here!) ... Ehh, Charlie?«

De menige soldater smiler skævt til hinanden. »Always waiting for Charlie ...« hvisker en og puffer til sidemanden. Så vågner Charlie-delingsføreren: »Øhm, sorry – here! I didn't hear you.«

Sille Veilmark
Efter mødet fortæller en af soldaterne om et YouTube-klip med russiske robottanks. De kan selv køre rundt, lokalisere en fjende og destruere den med kanoner, antitank missiler og maskingeværer. Hun ser bekymret ud. Flere af soldaterne er forsigtige med at give deres fulde navne ­væk, eftersom danske tropper i Østeuropa og Mellemøsten er blevet udsat for trusler på nettet, hvis de identificeres.

Nogle familier er blevet ringet op og har fået fejlagtige meddelelser om, at deres søn eller datter er omkommet. Andre er blevet kontaktet på Facebook af smukke østeuropæiske kvinder, der »gerne vil lære dem bedre at kende«. Det er såkaldte honey traps, der lokker med sex for informationer.

»Vi påvirkes utroligt meget af Rusland, alle deres måder at lave cyberkrigsførsel på,« siger forbindelsesofficeren Bergholt. »Det er noget helt andet end dengang, jeg startede i Forsvaret i 1991, hvor vi stadig var helt optagede af Den Kolde Krigs tankegang.«

Krig er ikke længere sort-hvidt, men snarere en mærkelig grå masse, som kan være svær at forholde sig til fra en skyttegrav i de vestjyske klitplantager.

Bergholt tygger lidt på det.

»For fem år siden var planen rimelig klar i Forsvaret. Vi skulle forlade Afghanistan og gøre noget andet. Vi var i et vadested, men hele NATO var trods alt i det samme vadested. Nu er det svært at blive enige om, hvad vi skal gøre. Og hvad skal Danmarks rolle være i det?« spørger han.

Vi høvler gennem klitplantagerne i høj fart, for det pinligste i Forsvaret er at køre fast i et mudderhul og skulle trækkes op.

»Så hellere presse speederen i bund,« lyder det.

Mere roligt går det over landevejen og tilbage forbi laden, mens noget knalder højlydt af i det fjerne. Tok tok tok tok tok. Bergholt smiler.

»I det mindste er det ikke turistsæson endnu. Oksbøl er et naturskønt område, og når vejret er godt, kommer de og kigger på, når vi har øvelse. De fylder hele vejen. Det er ret irriterende.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders Jensen
  • Per Jongberg
Anders Jensen og Per Jongberg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Sebastian Stryhn Kjeldtoft

Lad mig bekende det med et samme - jeg vånder mig mindst lige så meget som alle andre, over den ustyrligt tunge skattebyrde vi folkepensionister udsættes for.

Men jeg trods alt parat til at betale en højere skat, hvis det er nødvendigt for at få vore forsvarsudgifter op på 2% af BNP.

Og når man læser om fly holdt sammen af gaffa-tape, pansrede mandskabsvogne fra dengang i 60'erne og ammunitionsmangel................ja, så hører alting jo op. Det kan vi simpelt hen ikke byde de ansatte i forsvaret, der i påkommende tilfælde skal sætte liv og førlighed på spil på Danmarks vegne.

Egon Stich, Peter Hansen og Gert Romme anbefalede denne kommentar

Vesten har, hovedsageligt via NATO's politikker og aktiviteter, sikret at Rusland er under kontinuerligt pres. Dels via den konstante udvidelsesproces (som underløber løftet til Gorbatjov om at stoppe ekspansionen af NATO efter Murens fald) - og dels via etablering og supportering af destabiliseringsaktiviteter i bl.a. Ukraine frem til kuppet i Kiev i 2014.

Vesten har ført ulovlige krige på stribe i Mellemøsten - og støttet Israels militante og udemokratiske hærgen i regionen. Vesten har blandet sig i en lang række staters indre anliggende efter dobbelte standarder - og støtte autokratiske regimer, alene fordi Vesten sympatiserer og er relativt afhængige af disse.

Vesten har ført ulovlige krige i Afrika, Congo og Yemen er blandt de stærkeste aktuelle eksempler, og Vesten fører iøvrigt en post-kolonial politik i mange afrikanske lande, som virker destruktivt på disses muligheder for at udvikle bæredygtige, demokratiske samfund.

Vesten, herunder NATO, har selv sikret en udvikling, som nu kan bruges til fast grund under fødderne på påstanden om at vi 'er truet' af bl.a. Putins Rusland og Mellemøstens/Afrikas terroristiske regimer/grupperinger ... foruden flygtningestrømme. Vesten har selv lavet dejen, sat den til hævning og tændt for ovnen. Resten bager sig selv - og sådan kører krigsforretningen (som udgør den største indtjeningskilde på kloden).

Palle Yndal-Olsen, Anders Jensen, Ivan Breinholt Leth, Colin Bradley, Tobias Nielsen, Mikael Velschow-Rasmussen, Flemming Berger, Niels Duus Nielsen, Anders Graae, Torben K L Jensen, Viggo Okholm, Aksel Gasbjerg, Henrik Leffers, kjeld jensen, Thomas Dybro Lundorf, Holger Madsen, Carsten Munk, Thomas Petersen, Ib Christensen, Søren Roepstorff, John Andersen, Ervin Lazar og Niels Erik Philipsen anbefalede denne kommentar
Jesper Frimann Ljungberg

Det der beskrives i artiklen, er jo et politisk problem.
Problemet med forsvaret er jo det samme som i resten af det offentlige. Fagligheden er under angreb, opgaver mål og strategier ændre sig fra måned til måned, mens man skal levere mere med mindre. Alt imens det administrationen bliver mere og mere centraliseret og i højere grad foregår fra centraladministrationen af embedsmænd, der har meget ringe faglig indsigt.

Jeg var til en middag for et par år siden, og sad ved siden af en officer fra forsvarsstaben. Jeg har sjældent mødt en der var mere kritisk over for McKinsey.

// Jesper

Anders Jensen, Hans Aagaard, Egon Stich, Carsten Munk, Niels Duus Nielsen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar

Frimann, du har ret i at fagligheden er udsat for fribytteri overalt i det offentlige Danmark, således også den militære. Og sådan må det nødvendigvis blive, når politisk plat og forretningstænkning driver (samfunds)udviklingen.

Hans Aagaard, Charlotte Svensgaard, Egon Stich og Jesper Frimann Ljungberg anbefalede denne kommentar

Peter Jensen: jeg er ret enig med dig i dine konklusioner, men trækker alligevel en smule fra.
I dine argumenter friholder du næsten vores "fjende" for ansvar omkring eskaleringen. Reelt set kunne den "fjende" have råbt: Stop lad os forhandle og få stoppet dette vanvid!. Der skal to til en tango, men at vi bilder os ind at den eneste middel til fred er voksende militær-og våbenudgifter er og bliver absurd. At bilde sig ind at man ved at lege krig i Oksbøl kan hjælpe et eneste menneske uden at skade endnu flere er lige så absurd. Mennesker er mennesker uanset hvor på kloden de lever og Vesten/Natos er ikke en krone mere værd end andre.

David Henriksen

Rusland var på vej nærmere Vesten efter opløsningen af Sovjetunionen. Putin er den der haf valgt at vende ryggen til og gå den anden vej. Jeg støtter 100% en øget oprustning i en årrække indtil styrkeforhold virker uoverkommeligt for Putin.

Viggo Okholm; allerede ved Trump's tiltrædelse sendte Putin ham et lykønskningstelegram, hvori han opfordrede til samtaler om fred og nedrustning - så du sparker åbne døre ind med din opfordring til 'fjenden' om at søge fred. Putin har i øvrigt gentaget sin opfordring til samtaler om fred flere gange, ligesom Rusland ad diplomatiske kanaler utallige gange har opfordret til fælles fredsindsats med USA/NATO i Syrien, hvilket desværre har været alvorligt handicappet af det vestlige/amerikanske krav om at en folkevalgt leder i en suveræn stat, nemlig Assad (om man bryder sig om ham eller ej) skal træde tilbage eller blive kuppet/fjernet udefra.

Der er altid mange sider af en sag - og sammenhænge til andre ... men det er absolut væsentligt at forstå hvordan Vestens politiske gerninger i sig selv er rigeligt provokatoriske når det kommer til at skabe både imaginære trusler og reelle konflikter, såvel regionalt som globalt. Og hvis det reelt er sådan at Vesten har de bedst udviklede demokratier i verden (jvf. bl.a. Michael Pedersens præmis kl. 11.58) , er det jo hér at de bedste betingelser for at folkelig kritik fører til politisk forandring forefindes, hvorfor det er meget naturligt og tilrådeligt at vi, som vesterlændinge, udøver en grundig selvkritik og gør noget ved vore egne politikker. Det er som bekendt ofte lettere at skabe forandring (ved at indlede) hos sig selv end hos andre.

Anders Jensen, Ivan Breinholt Leth, Hans Aagaard, Tobias Nielsen, Flemming Berger, Viggo Okholm og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

"Der er en grund til at Norge, Sverige, Estland, Letland, Litauen og Polen opruster. Der er en åbenbart en kollektiv bekymring for, hvad Putin kan finde på."

Der er tydeligvis opbygget en for bestemte kredse profitabel fortælling om at Rusland har krigsplaner - et Rusland, som har stor økonomiske problemer og, sammenlignet med NATO, ret begrænset militær slagkraft. Michel Pedersen, i lighed med mange af dine politiske meningsfæller grunder du din angiveligt modstræbende opbakning til både aktivistisk udenrigspolitik, oprustning og dyrkning af primitive fjendebilleder på antagelser, synsninger og tomme taler om demokrati.

Ivan Breinholt Leth, Hans Aagaard, Tobias Nielsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Michael Pedersen, den for visse kredse profitable fortælling eksisterer uden dit personlige køb af den - det er veldokumenteret at producenter og facilitatorer af våben, sikkerhedssystemer og genopbygning af krigsødelagte lande tjener gigantiske summer på den aktivistiske udenrigspolitik, mens sidstnævnte er en meget dyr affære for de lande og befolkninger, som betaler gildet.

Og hvis det er sådan at Rusland bliver farligt af fattiggørelse - fordi Putin vil reagere aggressivt mod omverdenen i medfør heraf - gælder det vel om at få ophævet sanktionerne og øge samhandelen, så Putin's angivelige krigsgalskab og megalomani får færre fødder at gå på.

Ivan Breinholt Leth, Hans Aagaard, Per Torbensen og Tobias Nielsen anbefalede denne kommentar

At kunne forsvare sit territorium, og i det mindste holde det for en periode, det er fundamentet for en hver nation. Ikke at ville leve op til dette, er det samme som, at man på sigt vil give afkald på frihed, demokrati, selvbestemmelse, ytringsfrihed, indflydelse over egen fremtid osv. osv.

Uden et seriøst forsvar, som den grundlæggende forsikring, det i alt sin enkelthed er, intet selvstændigt land, det kan vel ikke diskuteres, og er nu en gang bare et vilkår i den virkelige verden.

Jeg høre også til dem, der gerne betaler lidt mere i skat, for at forsvaret bliver seriøst og up to date, da det, som nævnt før, bare er fundamentet for, at alt det andet kan lade sig gøre.

Noget andet er, at 2 to procent af BNP jo er underskrevet og lovet, så at blive ved med at diskutere om vi skal betale 2%, det er en pseudo debat, i stedet bør man jo diskutere hvor penge skal findes, man har indtil 2024, dvs. 7 år til at nå der op, det er ca. 0,11%´s stigning pr. år hvis 2016 er udgangspunktet, det burde ikke være urealistisk.

Ps. Husk de 2% er også kun et minimum, som rigt land burde vi måske betale væsentligt mere, så vi kan komme vores allierede til hjælp f.eks. i Baltikum om nødvendigt.

David Henriksen

Peter Jensen kan det også tænkes at der i Rusland er opbygget en fortælling om at Vesten vil angribe og besejre Rusland og at styrkerne i Baltikum og Polen er angrebsstyrker?

Russerne glemmer at deres "interessesfære" har ret til selvbestemmelse og ret til at tilnærme sig Vesten uden Ruslands indblanding.

David Henriksen, naturligvis findes der kræfter i Rusland, som har politisk/økonomisk interesse i konfliktfortællingen - vi står med et flersidigt problem, som ikke har hjemme noget særligt sted.

Og russerne agerer forudsigeligt på at vestens interesses- og alliancessfære skubbes stedse tættere på russisk territorium ... akkurat som en hver anden stor- eller supermagt ville gøre. Man skal bot betænke hvad der ville ske, hvis Mexico erklærede sig i politisk opposition til USA og begyndte at importere russiske våbensystemer og affiliere sig med Rusland. For det er jo præcis dét, som sker i bl.a. Ukraine og andre østlande.

Ivan Breinholt Leth, Hans Aagaard, Tobias Nielsen, Flemming Berger og Curt Sørensen anbefalede denne kommentar

@Peter Jensen

Magen til fordrejning af virkeligheden skal man lede længe efter, nogle gange tror jeg du glemmer, at "Rusland" ikke længere er noget kommunistisk paradis, men faktisk er et meget højredrejet tenderende fascistisk styre, som i sin Putinske styring af ene hersker, er meget inspireret af det hedengangne nazistiske styre i Tyskland, både i propaganda, metoder og i dets handlinger, som set i Georgien,Ukraine og Moldavien. Det kan egentligt undre, at du har set dig så ensidigt blind, så du helt undgår, at se og fordømme hvad der egentligt foregår i det nuværende Rusland under Putins regimet.

Journalister, poltiske modstandere, homoseksuelle med flere bliver dræbt og chikanerede, svagere nabolande bliver undergravet økonomisk og presset politik, besættes og annekteres, hvordan kan du ikke se alt dette i vores baghave, som en trussel?

David Henriksen

Hvordan andre magter ville eller ikke ville agere er ren spekulation og kan heller ikke antages at være en kredibel grund til annekteringer og invadering af naboer.

Er det ikke nærmerer at lande i Ruslands interessesfære søger væk fra Rusland? Mere end det er Vesten der søger disse lande? Og at russerne måske skal klatre ned fra deres pedestal? En pedestal der i deres egen optik tillader dem overherredømme over nabolande og nabofolk ud fra en historisk antagelse om en foreviget ret opnået gennem det gamle russiske emperies erobringer? Og selvfølgelig en ret opnået gennem "befrielse" i 1944-45 (genbesættelse nok er et bedre mærkat).

Krige efter 89. Som den amerikanske political scientist professor John Mearsheimer sagde i et indlæg, at
siden Den Kolde Krig sluttede har USA (det liberale demokrati) været i krig 2/3 af tiden og deltaget i en 6 – 7 stykker.

@Peter Jensen

Første step for, at kunne skabe tillid og mulighed for nedrustning, det er vel at Rusland forlader de 3 europæiske lande, og gerne også Syrien, som de har besættelsestropper i, og så respektere dem som suveræne stater der selv har lov til, at bestemme hvilken vej de ønsker at tage, om det er et medlemskab af EU, NATO eller noget helt andet, så er det de staters egen selvbestemmelse der bør afgøre dette, hverken Rusland eller USA.

Med hensyn til Syrien, så var der måske allerede fred der i dag, og flygtningestrømmene stoppet, såfremt Putin ikke havde blandet sig, husk også på, at flygtningestrømene også bliver brugt af Putin til, at svække Europa og dets sammenhængskraft, han har absolut ingen interesse i at stoppe disse.

Alt dette er selvfølgelig i sidste ende ikke til nogen fordel for Rusland, jeg så gerne et dybere samarbejde, både i EU og NATO regi, eller noget helt andet, med Rusland, men så længe Rusland direkte åbenlyst og på det groveste overtræder og ignorere international lov, så kan jeg ikke se, at det er muligt. Men ingen tvivl om, at vi burde have fællesinteresser og samarbejder, men jeg mener ikke det er vesten der skubber os fra hinanden, jeg mener det er Rusland der ret primitivt, har ambitioner om at være en verdensmagt, og tror, at de ved krig, ødelæggelse, drab og besættelse kan tilrane sig denne agt, og det er jo helt misforstået, for det giver netop ikke respekt, men frygt!

Respekt i verden opnåes netop omvendt, igennem handel, økonomi, menneskerettigheder, folkestyre, demokrati, ytringsfrihed osv. i dag, ikke med redskaber og en ageren der ligeså godt kunne stamme fra første halvdel af sidste århundrede.

Peter Hansen:
Du skriver at en hver nation bør have så meget "kram" at man kan holde en evt. fjende væk i første omgang. Altså bør vise "flaget" uanset evt. konsekvenser. Mener du at æren er det fagreste træ i skoven? Har du en formodning om at alle nationer mere eller mindre ønsker at besætte naboen, hvis denne nabo ikke lige gider bruge penge på våben? Jeg anser ikke russerne for bedre end os for at tage et eksempel, men jeg anser dem heller ikke for at have mere lyst til krig end os. Bortset fra det så findes der nationer uden egentlig militær (Costa Rica og Bhutan, de burde jo så være besat ikke?

David Henriksen

Man behøver vel ikke at have krammet selv. Blot være allieret med dem der har nok afskrækkende effekt til at holde en aggresiv stat, eks. Rusland ude. Estland og Letland kan ikke siges at have prangende militær men de har derimod en trofast allieret i USA der kan afskrække russerne fra at indvadere.

Noget helt andet er så et land som Ukraine og hvilken skæbne de havde haft hvis ikke de havde endog en smule militær at stå imod Ruslands invasion med.

David Henriksen

Myg? Der var faktisk en skabning jeg bryder mig mindre om end kammerat Putin. Omend jeg tror man ville få overordenligt svært ved at stikke en ikke-Putin godkendt artikel op i røven på ham. Myggen er vel egenligt også mindre farlig hvis man bliver opdaget..

Curt Sørensen

Hvor er det i grunden sigende: Donald Trump erklærer , at de øvrige Nato lande skal bidrage mere til 'det 'fælles forsvar'' (: læs USA's imperiebyggeri). Straks slår politikere, eksperter og medier over hele den vestlige verden hælene sammen og kræver højer forsvarsudgifter: Svaret burde være: Meld os ud af Nato, som er en offensiv alliance der siden begyndelsen af 90'erne har flyttet sin indflydelsesgrænser langt mod Øst i strid med den forståelse, der blev etableret mellem Gorbachow og Reagan. Ruslands svar var forudsigelig. Diskutabel måske, men ikke mere end den amerikanske ekspansion kloden over og i Europa gennem Nato og EU. Et realpoliisk stormagtsspil som vi ikke burde gøre os til en del af. Men næsten 70 års hjernevask fornægter sig sandelig ikke.

Niels Duus Nielsen, Viggo Okholm og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Søren Jacobsen

»Og så er det en helt anden type konflikt, der er tale om.« Hvilken Anders Samuelsen? Selvudnævnt verdensmester i udenrigspolitik.

Hvis Nato krydser grænsen ind i Rusland, hvad tror du så der sker? Jeg kan godt hjælpe dig på vej. Danmark ophører med at eksisterer.

Niels Duus Nielsen, Per Torbensen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Erik Jakobsen

Sikke noget vrøvl, Nato er ikke en offensiv størrelse, og det er de enkelte lande der søger, har søgt om optagelse.
Det er muligt der var en forståelse mellem lederen af det tidligere Sovjetunionen og USA præsident. Men derfor har det åbenbart været rart for de af østeuropæiske lande der fik mærke den kammeratlige hjælp af storebror, at tegne en forsikring så de ikke igen fik kammeratlig hjælp og indskrænkninger.
Og så virker det som udsagnet "aldrig mere 9. april" er feset lidt ud i sandet i DK, her i Norge er der dog stadig lidt selvopholdeldeskraft tilbage. Selvom mine kollegaer fra militæret gerne så der blev gjort noget mere. Jvfr. udsagnet "aldrig mere 9. april" også har lyst her.

David Henriksen

Curt Sørensen. Jeg må le! Hvad Reagan lovede Gorbachow i offentlighedens lys for at denne kunne apease hardlinerne hjemme i Kreml betyder intet. Det var faldet sammen uanset hvad, hvis ikke som konsekvens af taktisk økonomisk pres udefra så af indenlandsk pres. Det var rustent, gustent og af en anden tid.

Polen, Ungarn osv. var ikke Reagans til at give væk. Landene har på eget initiativ søgt om optagelse i vestlige organisationer og samarbejder og godt for dem. Ved fredsslutningen i 1945 har Rusland ikke vundet en evig ret til Østeuropa som satelit-stater. I øvrigt vil ingen i Østeuropa tilbage til "Moder" Rusland.

Et godt billede på det er Polens mange private militser der er bevæbnet til tænderne for at... nej ikke dem mod vest Curt... holde dem fra øst ude!

Du burde uddanne dig selv lidt i forholdene i de lande du mener på en eller anden måde SKAL have et afhængighedsforhold til Rusland. Der er nemlig ikke noget de hellere vil end det stik modsatte. De har fået nok af russerne...

David Henriksen

Jeg har skam også et lille link til dig Curt. Som pænt beskriver Sawka som forudindtaget og fakta-fornægtende som nu også kun kan forventes af en russo-centrisk "forfatter" når han/hun støder på ubehagelige fakta. Hvis du skal have noget oversat siger du bare til, artiklen er jo ikke på russisk http://www.neweasterneurope.eu/articles-and-commentary/books-and-reviews...

Jeg er i øvrigt slet ikke gammel nok til at have været udsat for 70 års hjernevask men måske du er gammel nok til stadig at huske det russiske kommu-paradis hvor alle var lykkelige (og forbudt udgang med udrejseforbud) selvfølgelig..

Ja "stakkels" Ukraine har denne sag ikke flere sider, et er at Nato og EU har forsøgt at støtte dem gennem slet skjulte motiver om bedre forhold, Ukraine har igennem de sidste mange år forsøgt sig med demokratier uden større held. Moralen blandt de valgte magthavere har vist ikke været noget at lægge op til en krise for. Men mon ikke menneskene skal til at blive klogere i stedet for at bilde sig ind at alle de lande og deres styre eller tro, ikke lige er som vores, har onde hensigter.

Søren Jacobsen

Når kloden for fremtiden står over for konsekvenserne af klimaændringer og ressource knaphed kommer fremtidige krige ikke til at omhandle demokrati, humanisme eller diverse særinteresse. Så handler krige ganske enkelt om at tage retten og have viljen til at eksisterer.

David Henriksen

Hvornår er det NATO rasler med sablen? Når de svarer igen på russisk aggression i Ukraine? Eller når Trump sender et signal til Putin-støttede Assad når han bruger kemiske våben mod civile?

Charlotte Svensgaard

Jeg kan godt forstå manden, men om vi så mobiliserede hele den danske befolkning fra vuggestuen til pleje hjemmet og anvendte det halve af brutto national produktet på isenkram, ville vi stadig intet kunne stille op hvis de store for alvor begynder at "lege". Så et eller andet sted er det skønne spildte kræfter og bør vel nærmest kun vedligeholdes i det omfang som vi internationalt åbenbart er forpligtet til.
Forsvaret skulle måske nærmere tænke i en "lidt, men godt" skala og fokusere voldsomt på efterretning og IT-teknologi.
Jeg tror at vi ville have langt større succes med at tilbagevise et fjendtligt angreb med at indfiltrere det teknologisk end ved ren våben magt

Bo Rosenkilde

Fakta baseret viden er godt, derfor en rettelse af misinformation i denne artikel.
PMV M113 blev indkøbt i 60 erne, men 257 stk. blev opgraderet i nullerne. Resten ca. 500 stk blev skrottet. Det er kun skroget som er tilbage fra den tid. Og de benyttes stadig mange steder i dag.

Niels Duus Nielsen

Charlotte Svensgaard: "Forsvaret skulle måske nærmere tænke i en "lidt, men godt" skala og fokusere voldsomt på efterretning og IT-teknologi."

I mit drømmescenarie koncentrerer Forsvaret sig om at udvikle og fastholde verdens bedste ingeniørtropper.

I tilfælde af krig kan danske soldater så rydde miner og bygge broer og i øvrigt bistå civilforsvarets arbejde med at hjælpe befolkningen med at overleve, og i tilfælde af fred kan de så udføre diverse samfundsopbyggelige opgaver.

Peter Hansen

@Niels Nielsen

Og hvem skulle så forsvare de danske ingeniørtropper, og ville det ikke være fair hvis de kunne forsvare sig selv, i stedet for, at være afhængig af andres nåde og velbefindende, for måske er de jo optaget andets steds og har derfor andre prioriteringer?

Hvis det skal fungere må det blive et både og, ingen ingeniørtropper uden kamptropper, tingene hænger sammen.

David Henriksen

Nu kan det jo ikke antages at en fremtidig konflikt vil føre til a-våben brugt mod civile mål da der på begge sider vil være en indforståelse med at det vil føre til gensidig udryddelse.

På den anden side ved vi at russerne havde planlagt angeb med a-våben på Roskilde og Esbjerg for at stoppe dansk modstand (uanset om den var der eller ej) og skaffe sig fri adgang til Nordsøen. Det samme skulle ske for neutrale Sverige.

Et strategisk a-våben arsenal vil være en god løsning for et fælles europæisk forsvar. Selvfølgelig også defensive tiltag i Baltikum og Polen. Yderligere integrering af andre europæiske landes brigader ind i Bundeswehr-divisioner er også en glimrende idé.

Niels Duus Nielsen

Peter Hansen, kunne man ikke give ingeniørerne et kursus i selvforsvar?

Hvis vi er medlemmer af en alliance, ville det da give mere mening at specialisere os indenfor et område, i stedet for at være middelmådige inden for alle områder. Efter fælles aftale selvfølgelig. Så hvorfor ikke have specialiserede pionerer? De er da langt nyttigere end kampfly, som ikke rigtigt kan bruges til andet end krig.

Selvfølgelig, hvis vi melder os ud af NATO fordi det er blevet en angrebsalliance i stedet for en forsvarsalliance, bliver vi nok nødt til selv at have kamptropper, men så længe vi kan regne med, at vore allierede kommer os til hjælp, hvis svenskerne angriber, kan vi da lige så godt udnytte ressourcerne rationelt.

;-)

Peter Hansen

@Niels Nielsen

Men der er problemet jo, vi forventer i hele tiden at de andre skal komme os til hjælp, men jeg siger, at det er os, som rigt land, der skal være forberedt på, at kunne komme de andre til hjælp, og ikke omvendt, det omvendte er noget nasseri og usolidarisk overfor f.eks. Baltikum, Norge, Polen og Tyskland, som er hvor nærmeste naboer.

NATO er kun så stærkt som det svageste led, og hvis vi bare står og venter på hjælp udefra, så kan en potentiel fjende hurtigt grave sig ned, og bruge Danmark som spydspids, afskære Norge fra resten af Europa, og lukke østersøen. En "lille biting" ved dette, vil så være, at Danmark bliver en slagmark, og vil blive sønderbombet og totalt ødelagt, når "hjælpen udefra" så kommer, og de prøver på, at tilbage erobre området, det synes jeg ikke vil være et ønskeligt scenarie.

Derfor bør vi have en nødvendig kapacitet allround, så vi i det mindste har styr på vores eget område, og jeg synes da det er bedre, at begivenhederne så vidt muligt styres af danske befalingsmænd fremfor græske eller amerikanske, som dybest set, intet kender til vores område, og nok heller ikke vil prioritere det højere end andre, og endda måske nedprioritere frem for andre "vigtigere" områder i en storkrig.

NATO er ikke, og har aldrig været en angrebspagt, derfor har det heller aldrig være en trussel for Rusland, den påstand er jeg lidt træt af, når NATO ender op til Ruslands grænse, så er det jo ikke efter NATO´s ønske, eller fordi NATO, som Rusland ønsker mere lebensraum, det er jo fordi det enkelte land selv søger sin optagelse, og åbenbart ser sin suverænitet bedre beskyttet under NATO´s vinger, og den frie ret kan man vel ikke fornægte dem!?

Men bort set fra det, så har jeg naturligvis intet i mod, at man specialisere sig, men vi undgåer ikke, at skulle stå på to ben (eller flere).

Noget andet er, at det er lidt hyklerisk og ansvarsforflygtende, hvis Danmark ikke vil være med til det "beskidte" arbejde, ja nogle ville sikkert endda kalde det usolidarisk, for vi vil gerne nyde, men ikke yde, og den holder hvis ikke i den virkelige verden.

Anders Jensen

Vi kan ikke specialisere os mere end vi er.
Det danske forsvar er stadig alt andet end "gennemsnitligt" som der bliver hentydet til.
De indhenter stor respekt og ros hos vores samarbejdspartnere i hele verden. Det er der en grund til!

I forstår ikke krig, og det er sådan set også i orden, fordi krig er forfærdeligt.
Men et forsvar er afhængigt af at have alle del-elementer i maskinen. Ja vi kan godt kommikere med andre enheder på engelsk, men i en kampsituation skal vi altså tænke, beslutte og agere lynhurtigt. Det nytter ikke noget at putte en masse elementer ind i denne sammenhæng som er årsag til misforståelser. (Derfor skal vi have logistik, efterretning, forsyning, støtte og kampelementer, som vi selv råder over, som den SUVERÆNE stat vi er!)