Læsetid: 3 min.

Sandheden i Cristiano Ronaldos statue

Hvad Ronaldos buste vidste om det senkapitalistiske samfund og dets idealer
Hvad Ronaldos buste vidste om det senkapitalistiske samfund og dets idealer

Mia Mottelson

8. april 2017

Hvert år ved den store sportskavalkade på DR opstår der et sært moment. Showets klimaks er afsløringen af en buste af det sportsnavn, som er blevet optaget i den danske Hall of Fame, men klimakset falder som regel sammen med en underlig pinlighed. For ofte er der noget helt forkert over busten.

Speedwaykøreren Hans Nielsen ser ufrivilligt fjoget ud. Badmintonspilleren Peter Gade har fået et søvndrukkent udtryk. De fleste af busterne virker, som om, de er for små. Som om der ikke helt var råd til luksusudgaven.

Man kunne tilskrive de fejlslagne buster den særlige danske måde at krydre det patetiske med det pragmatiske. Til altid at blive lidt smålig netop der, hvor man foregiver at være storladen. Men noget tyder på, at der faktisk er tale om en bredere tendens, som består i et gådefuldt besvær med at forevige vor tids sportshelte i statuens eller bustens form.

Det er svært sige, hvordan man ellers skal forstå den meget omtalte kikser, som den netop afslørede buste af fodboldsuperstjernen Christiano Ronaldo udgør. Man må antage, at det ikke er pengene, der mangler her, og alligevel er der noget, som er gået grueligt galt. Ronaldos ellers så stålsatte ansigt er underligt fordrejet. Han er næsten blevet en slags gal-komisk tegneseriefigur.

På et fantastisk billede fra afsløringen kan man se hovedpersonen og en række andre personer, der ikke kan lade være med nervøst at smågrine af det hele. Selv om statuen står lidt sløret i baggrunden, er det dog stadig den, som er billedets kraftcenter: dens mærkværdige, udknaldede grimasse skinner igennem hele scenen. 

Omvendt spejlstadie

Der har altid været noget ved statuer, som siger en del om det samfund, og de idealer for kroppen, den gode opførsel, de rette dyder osv., som dette samfund dyrker. Statuen er en formgivning af den menneskelige krop og i en ideel form. Sådan som vi gerne ville se ud. Statuens æstetik er derfor også altid en sociologi og en politik. Såvel ’antikke idealer’ som ’kommunistiske idealer’ har fået deres mest storslåede udtryk i formede sten.

Men hvordan kan det så være, at det er så svært at formgive vor tids superhelte, de feterede sportsstjerner? Burde vi ikke netop blot kunne trække linjen fra de antikke idealer over klassicismen og frem til i dag? Åbenbart ikke.

En forklaring kunne måske gives ved at fokusere på Jacques Lacans berømte teori om spejlstadiet. I spejlstadiet møder barnet for første gang sig selv i spejlet, men selv om billedet inde i spejlet er ’helt’ og synes at hænge sammen, mangler barnet endnu de motoriske færdigheder til at kontrollere denne helhed, hvilket skaber frustration.

Her har vi måske den måde, den klassiske skulptur fungerede på: Skulpturen opstillede et ideal, som samtiden kunne spejles i, men denne spejling fremviste samtidig afstanden til de måder, tingene faktisk fungerede på. Derfor måtte den praktiske, æstetiske og politiske virkelighed konstant forbedres for at leve bedre op til idealet.

Hvad vi er vidne til i dag, er dog et omvendt spejlstadie. Vi dyrker de store sportshelte i brusende følelser. Vi tilbeder det fysiske supereksemplar Ronaldo. Vi beundrer hans overlegenhed og selvsikkerhed. Vi lader os inspirere af hans succes (og vi køber hans underbukser). Sikke en karriere. Og så endda EM-titlen oveni! Men når vi kigger ind i det spejlbillede, som hans skulptur udgør, ser vi en mærkelig ubehagelig sandhed: Det hænger jo ikke sammen!

I det omvendte spejlstadie er det ikke subjektet, der føler sig underligt og forkert, det er derimod spejlbilledet selv, der sidder tilbage som en baby med motoriske vanskeligheder. En anden statue af Ronaldo, der for et par år siden blev afsløret uden for hans eget museum, viser samme tendens. Det er, som om den er skruet sammen af dele, som slet ikke passer sammen. To arme, der stritter ubehjælpsomt. En lidt underlig mave, der ikke stabiliserer resten af kroppen. Og et meget fremtrædende skridtparti, som tøjet bølgende slår folder om.

Idealer og Ronaldo

Måske viser sportsskulpturerne netop sandheden om vores idealer i det senkapitalistiske samfund. Væk er de højtbårne dyder, som udtrykkes gennem bestemte æstetikker. Hvis der overhovedet er idealer, består de i det, vi allerede har udrettet. Retfærdighed? Den har vi klaret – det er vores demokrati. Frihed? Tjek – det vil sige, at være ligesom os. Sandhed? Den er næsten for nem.

Men netop med baggrund i denne underlige overlegenhed bliver det også så meget vanskeligere at formgive et ideal, der er tilsvarende efterstræbelsesværdigt. Det bedste billede på det er måske netop Ronaldos: et galt, skelende ansigt og en umotiveret bule i bukserne.     

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det ville være mig en udsøgt fornøjelse at tage til Madeira og personligt pulverisere den hæslige buste.
Hvordan kan noget så smukt forvandles til noget så grimt?
Hvorfor ikke bare sætte en fotostat op af det (i øvrigt meget skulpturelle) ansigt.
Alle ved, at Cristiano Ronaldo går meget op i sit udseende (med godt resultat), så det er en gåde, at han ikke for længe siden har nedlagt protest.

PS.: Hvad er straffen for at smadre offentlige kunstværker?