Læsetid: 9 min.

’De spiser med sølvskeer, mens vi må finde os i globaliseringen’

Fabrikkerne lukker i den traditionelle industriby Amiens, hvor arbejderne forudser et ulmende oprør, og selv byens borgmester taler om et vendepunkt for civilisationen. Særligt én kandidat står til at vinde mange stemmer blandt de franskmænd, der føler sig kørt over af globaliseringen: Marine Le Pen
Medarbejdere fra fabrikken Whirlpool i Amiens demonstrerer den 18. april ude foran virksomhedens hovedkvarter i forbindelse med lukningen.

Medarbejdere fra fabrikken Whirlpool i Amiens demonstrerer den 18. april ude foran virksomhedens hovedkvarter i forbindelse med lukningen.

Benoit Tessier

22. april 2017

AMIENS, FRANKRIG – Der er vagtskifte på Whirlpool-fabrikken i den østlige udkant af Amiens. De ansatte på eftermiddagsholdet ankommer drypvis, parkerer deres biler og bipper sig gennem glasslusen med deres id-kort. Det vil sige, de ansatte, der er tilbage på fabrikken.

»Vi må bare holde ud. Der er ikke noget, vi kan gøre,« siger Christian Lefevre, der lige er ankommet på sin store, orange motorcykel. Tidligere arbejdede han på Goodyear-fabrikken i Amiens, men blev afskediget, da den lukkede for et par år siden.

»Nu mister jeg mit job igen,« siger han.

Tilbage i 2002 beskæftigede Whirlpool-fabrikken 1.300 mennesker, men efter en række nedskæringsplaner er der i dag kun 286 ansatte tilbage på fabrikken. Og snart er det slut. I januar annoncerede fabrikkens amerikanske ejere, at produktionen flyttes til Polen, og fabrikken i udkanten af Amiens lukker til juni 2018.

Frédéric Chantrelle er tillidsmand for metalarbejderne og giver et knusende håndtryk. Iført en orange vest og flankeret af tillidsmænd fra de øvrige fagforeninger, der organiserer arbejderne, udlægger han sagen set fra de ansattes side.

»Det var et kæmpe spark i baghovedet for alle,« siger Frédéric Chantrelle. »Det er et stort problem i en region, der allerede har store arbejdsløshedsproblemer, og som er en af de regioner i landet, der er hårdest ramt. Så det er virkelig alvorligt.«

De ansatte mener, at de altid har været fleksible og villige til at indgå aftaler med ledelsen for at kunne beholde deres job. Men det var åbenbart ikke nok, konstaterer Frédéric Chantrelle.

»Vi har gjort en indsats. Vi har skabt en produktionsplads i topklasse, den bedste i Amiens. Og så fortæller de os, at vi lukker. Det giver jo ikke nogen mening for os.«

Industribyen uden industri

Amiens er et billede på et Frankrig, der ligesom resten af det vestlige Europa har forandret sig i takt med øget globalisering. Det er samtidig her, i det nordlige Frankrig, hvor industrijobbene forsvinder, at Front Nationals Marine Le Pen står til at høste mange stemmer ved præsidentvalget med sine løfter om at redde franske arbejdspladser og beskytte franskmændene mod globaliseringen.

Arbejdsløsheden i Amiens ligger i dag ca. to procentpoint højere end landsgennemsnittet. Tidligere  var byen, der ligger halvandenhundrede kilometer nord for Paris, et blomstrende industricentrum. Gennem århundreder var Amiens kendt for sin tekstilindustri, og efter Anden Verdenskrig var det især produktion af bildele, der beskæftigede befolkningen. Men i 1970’erne kom tekstilindustrien i krise, og med finanskrisen i slutningen af 00’erne kom nedskæringerne på bilfabrikkerne.

Særligt striden om dækproducenten Goodyears fabrik i Amiens blev et symbol på kampen mellem fagforeningers ønske om at bevare deres arbejdstid og -forhold på den ene side og et multinationalt firma, der ser rigide franske arbejdsmarkedsregler som en hindring for at kunne bevare en produktion i Frankrig på den anden. Efter flere års mislykkede forhandlinger om en omlæggelse af arbejdstiden annoncerede Goodyear i 2013, at man ville lukke fabrikken i Amiens, der beskæftigede 1.173 arbejdere.

»Det var i sandhed en lussing for os,« fortæller Amiens’ borgmester, Brigitte Fouré, på borgmesterkontoret i byens rådhus, en fornem nyklassicistisk bygning fra midten af det 19. århundrede.

»Det svære ved den sag var, at den ene side, ledelsen i firmaet, var meget hårde, og den anden side, fagforeningerne, var meget … jeg vil næsten sige adfærdsvanskelige. Det skabte et katastrofalt klima i byen.«

Der var billeder af ansatte, der brændte dæk af uden for fabrikken, og striden kulminerede, da vrede ansatte besatte fabrikken og holdt to chefer kidnappet i 30 timer.

»Nu har vi så fået annonceringen af Whirlpool-fabrikkens lukning,« siger Brigitte Fouré. »Folk her er desillusionerede, skuffede og modløse. De siger, at de har arbejdet godt, hvilket de har, og så lukker man deres fabrik udelukkende af finansielle grunde. De mener ikke, der er nogen gyldig grund. Så de er virkelig ramt på deres stolthed.«

Marine Le Pen: Frankrig først

Maine Le Pen har lovet at ’sætte Frankrig først' ved at frigøre landet fra globaliseringens ’tyranner’ og EU. Det skal blandt andet ske ved:

•At afvise alle internationale handelsaftaler.
•En reindustrialisering af Frankrig og såkaldt ’intelligent protektionisme’.
•At pålægge en skat til de virksomheder, der bruger udenlandsk arbejdskraft og på import.
•At udskrive en folkeafstemning om EU. Marine Le Pen opfordrer til at forlade unionen.

Kilder: Business Insider UK, The Guardian

Tilværelsen ramler

Ved hovedindgangen til Whirlpool-fabrikken har de lokale fagforeninger sat bannere op.

»Nej til afskedigelser,« står der på et af dem.

På klokkeslættet strømmer morgenholdet ud gennem glassluserne og går målrettet mod deres biler på parkeringspladsen. De er ikke meget for at tale med journalister.

»Vi kom alle sammen til Whirlpool på samme tid, vi fik børn på samme tid, vi købte vores huse. Alle de normale ting, som sker i livet, når man skaber sig en tilværelse. Nu føler alle, at det hele ramler. Der er mange, der græder, og som er deprimerede,« siger Frédéric Chantrelle, der selv har arbejdet på fabrikken i 21 år.

Cécile Delpirou, der er tillidskvinde for fabrikkens funktionærer, mener, at det vil blive svært for mange af de ansatte at finde et nyt job.

Sangsvaner på en forfrossen mark i Champagne-distriktet i Frankrig. (Arkivfoto)
Læs også

»Vi har givet Whirlpool mere end halvdelen af vores arbejdsliv og tilmed den del, hvor man er mest effektiv,« siger hun. »Så Whirlpool udnyttede vores energi, og nu siger de: ’OK, nu kan I finde en anden virksomhed, lad os se, om de vil arbejde med jer eller ej’. Det kan ikke være rigtigt.«

Tillidsmændene giver åbenlyst ikke meget for Whirlpools amerikanske ejere. Men de virkelige skurke, siger de, det er globaliseringen og et EU, der ikke fungerer. Outsourcing til Polen er kun et skridt på vejen, for så snart lønningerne stiger dér, flytter fabrikkerne videre.

»Alle disse multinationale selskaber, der arbejder med pensionsfonde, de har ét eneste ønske, og det er at tjene mere og mere og rykke ind i andre lande. Først i Østeuropa, så Asien, så Bangladesh. Dét er globalisering. De vil have mere og mere, og vi får mindre og mindre,« siger Frédéric Chantrelle.

Fusk og rævekager

Beslutningen om at lukke Whirlpool-fabrikken kommer midt i en præsidentvalgkamp, hvor Marine Le Pen er gået til valg på løfter om at redde franske industrijob gennem det, hun kalder »intelligent protektionisme«. Front Nationals leder har da heller ikke været sen til at pege på Whirlpool-fabrikken som et eksempel på, hvordan hun mener, at EU dræber franske job. Står det til Le Pen skal en virksomhed, der flytter sin produktion ud af landet, pålægges en særlig afgift på de varer, den bagefter vil sælge i Frankrig.

Selv om mange af de ansatte på Whirlpool-fabrikken vil være fristet til at stemme på Front National, vil en hel del også overveje slet ikke at stemme, forudser Frédéric Chantrelle, der efterhånden har fået talt sig varm på parkeringspladsen foran Whirlpool-fabrikken. Folk har simpelthen fået nok af den politiske klasse, hvad enten efternavnet er Fillon, Macron eller Le Pen.

»Alle siger: ’Jeg gider ikke flytte røven for de svindlere!’ Alt, hvad vi hører, er fusk og rævekager. De spiser med sølv- og guldskeer. De spiser poulardes (ung opfedet høne, red.) og foie gras, de drikker Pétrus (meget dyr og eksklusiv vin fra Bordeaux, red.) fra det år, deres bedstemor blev født. Og os, vi er bare her og skal finde os i globaliseringen,« tordner fagforeningsmanden og fortsætter: »Jeg siger dig, en dag vil der komme et oprør ligesom i ’68. Der kommer en revolution, folk vil have fået nok.«

’Alle gør jo den slags,’ siger en af Fillons faste støtter om den franske præsidentkandidats skandalesager, da Informations korrespondent er til vælgermøde i Provins.
Læs også

Helt så bastante ord hører man ikke på Amiens’ rådhus. Men Brigitte Fouré siger ikke desto mindre, at hun fornemmer et »vendepunkt for civilisationen og i det politiske liv«.

»Det er også det, Marine Le Pen spiller på. Når hun siger, at debatten mellem hende og Emmanuel Macron er en debat imellem patrioter og globalister, så er det jo det, hun taler om,« siger hun.

Brigitte Fouré kalder denne skelnen »absurd« og siger, at hun er modstander af Front National helt ind i generne. Hun er medlem af centrum-højre-partiet UDI, der har allieret sig med François Fillon, som hun derfor også stemmer på.

Det afholder hende dog ikke fra at spå Marine Le Pen et godt valg i denne del af landet, ikke mindst blandt de ansatte på Whirlpool-fabrikken: »Det er det, Front Nationals stemmer handler om; følelsen at have være ladt i stikken, fortvivlelse og oplevelsen af, at der ikke er nogen, der bekymrer sig for én.«

Macrons tavshed

Hvad angår Amiens’ eget bysbarn, Emmanuel Macron, skal han ikke regne med nogen synderlig opbakning fra fabriksarbejderne. Tillidsmændene siger, at de flere gange har inviteret ham til de demonstrationer, de har afholdt, »men han har måske mistet adressen, for vi har endnu ikke set ham«, som Frédéric Chantrelle siger.

Ifølge borgmester Brigitte Fouré forlod Emmanuel Macron Amiens for mange år siden og har ikke rigtig beholdt nogen personlig forbindelse til byen.

»Han har lanceret sin kampagne her, men jeg tror lidt, at det var et reklamenummer, hvor han gerne ville vise, at han ikke kun er en parisisk bankmand, men også en, der er fra den traditionelle franske muld,« siger hun.

For nylig blev Emmanuel Macron så konfronteret med sin tilsyneladende tavshed omkring fabrikslukningen i hans egen hjemby. Men han afviste at blande sig i sådan en sag under en præsidentvalgkamp og spurgte retorisk: »Hvad skal jeg gøre? Skal jeg stille mig op på en lastbil og sige: ’Med mig lukker fabrikken ikke.’? Velvidende at det ikke er sandt.«

Det var en henvisning til François Hollande, der under valgkampen i 2012 besøgte en stålfabrik i det østlige Frankrig og udtrykte sin støtte til dens ansattes kamp mod fyringer.

Arbejdervælgernes flugt

Første bevis på, at Front National har formået at høste mange stemmer i Amiens og resten af Hauts-de-France-regionen, kom ved regionalvalget i 2015. Her vandt Marine Le Pen, som selv var spidskandidat i regionen, overbevisende første runde og måtte kun se sig slået af Republikanernes kandidat, fordi Socialistpartiets kandidat trak sig fra anden runde for at blokere for Front National.

Partiets succes skyldes dets evne til at tiltrække vælgere blandt de fattigste arbejdervælgere, der traditionelt har stemt på venstrefløjen. Det viser forskning foretaget af politologen Nonna Mayer fra Sciences Po-universitetets center for politiske studier. I en artikel i mediet Mediapart beskriver hun, hvordan denne gruppe i stor stil stemte på François Hollande ved præsidentvalget i 2012. Han blev set som »kandidaten, som ’forsvarede de fattige’ og ’arbejderne’«.

»Men efter tre år med den socialistiske regering, var dette bånd brudt,« skriver Nonna Mayer.

Ved regionalvalget i 2015 forlod de fattige arbejdervælgere venstrefløjen. »Samtidig nåede Marine Le Pens andel af disse vælgerstemmer et rekordhøjt niveau på 64 pct. En barriere var blevet væltet.«

Ved dette års præsidentvalg vil denne tendens fortsætte, spår Nonna Mayer: »Der er en stor mulighed for, at de igen vil støtte Marine Le Pen ved valget den 23. april.«

Frakoblet virkeligheden

For tiden forhandles der om at finde en mulig køber, der kan overtage Whirlpool-fabrikken i Amiens. Men det er ikke en løsning, de ansatte sætter deres lid til.

»Det har ikke virket for de virksomheder, der før har gennemgået den proces. Så jeg må indrømme, at jeg har svært ved at tro, at det vil fungere for os. Men jeg håber stadig,« siger Frédéric Chantrelle.

»Hvis køberen vil beholde vores job, så er det OK, så længe det varer. Men hvis de bare sælger fabrikken igen to år senere, har det ikke vores interesse,« siger Yannick Dufrenoy, der også er tillidsmand for de ansatte.

En anden løsning kan være at søge arbejde på det distributionscenter, som Amazon efter planen åbner senere på året ikke langt fra Amiens. Men selv om der her vil være brug for 500 ansatte, er Yannick Dufrenoy ikke overbevist om, at det er en løsning for alle.

»Den eneste uddannelse, vi har, er til det job, vi har nu. Så smutter de og fortæller os, at vi skal omskole os, så vi kan få et nyt job. Men det er ikke let, når man er 50 år gammel,« siger han.

Tilbage står de ansatte uden følelsen af, at der rigtig er nogen, der for alvor bekymrer sig om dem.

»Jeg har kun ét ønske: Jeg vil have, at en eller anden kommer og siger, at de vil give os købekraft, at de vil garantere vores job, at de vil få gang i landet. Men nej, de der mennesker er frakoblet virkeligheden. De aner ikke, hvordan tingene er i fabriksverdenen, og de store multinationale selskaber trækker bare stikket og efterlader familier i fattigdom,« siger Frédéric Chantrelle.

»Jeg ved ikke, hvor længe det kan fortsætte. Vi kan fornemme oprøret komme. Det begynder at blive stærkere. Det vil vise sig i valgresultatet.«

Serie

Europas skæbnevalg

Efter Brexit og Donald Trumps sejr i USA skulle den højrepopulistiske bevægelse stå sin prøve i Europa.

I Holland fik den islamkritiske Geert Wilders’ Frihedsparti ikke den tilslutning, som meningsmålingerne havde spået, men det lykkedes at trække regeringspartiet VVP langt mod højre.

Heller ikke i Frankrig løb højrenationalismen med sejren. Her endte den unge, fremadstormende Emmanuel Macron og hans nye bevægelse, En Marche, med at slå Marine Le Pen med 66,9 procent af stemmerne.

Endelig har briterne nægtet Theresa May det stærke mandat, hun søgte til at føre Brexit ud i livet. I stedet blev det til en udradering af de EU-skeptiske nationalister i UKIP og et overraskende comeback til Labour og dets leder, Jeremy Corbyn.

24. september når vi til Tyskland, hvor kansler Angela Merkels vigtigste udfordrer bliver socialdemokraten – og den tidligere Europaparlaments-formand – Martin Schulz. Det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland er derimod allerede på retur i meningsmålingerne.

Seneste artikler

  • De hollandske diger ryster stadig

    11. oktober 2017
    Intet under at der ifølge hollandske medier allerede er murren i de fire regeringspartier, før samarbejdet overhovedet har lanceret dets politik over for de hollandske vælgere
  • Vi overlevede Europas skæbnevalg! Og vi har lært, at vi skal tale til håbet

    30. september 2017
    Populisterne stod for døren i Holland, Frankrig og Tyskland, og 2017 blev udråbt som ’Europas skæbnevalg’. Ingen af stederne er de kommet til magten: Er problemerne løst, er populisterne væk, og er vi blevet klogere på, hvordan vi bekæmper dem? Til de to første spørgsmål kan vi rimeligt klart svare nej. Og til det tredje: måske ...
  • Idehistoriker: Socialdemokraterne vinder ikke ved ’at løbe efter højrepopulisterne’

    30. september 2017
    De tyske socialdemokrater i SPD har udvist ’taberadfærd’ og forsømt muligheden for at træde i karakter ved tidligt at bryde med kansler Merkel og udnytte det faktiske venstrefløjsflertal i Forbundsdagen, siger Jan-Werner Müller. Spørgsmålet er, om partiet har kraft til at formulere en ny vision og politik, der kan danne modvægt til den højreradikale strømning og til CDU
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Flemming Berger
  • Ervin Lazar
Flemming Berger og Ervin Lazar anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Jacobsen

Også i Danmark er i tusindvis af arbejdspladser outsourcet til billig lande som Polen, hvor løn niveauet er markant lavere og arbejdsforholdene dårligere end i Danmark. Og helt grotesk er det, at udflytningen er blevet støttet med hundrede millioner af skatte kr. af såvel EU som den danske stat. Samtidig sker der massive nedskæringer af dagpenge og sociale ydelser herhjemme for at give skattelettelser til de rige.

Politikerne prøver at bullshitte vælgerne med nødvendighedens politik. Men virkelgheden er en neo liberalt EU dagsorden, som vil udkonkurrerer lønmodtagernes løn- og arbejdsforhold, samt en grotesk grådig økonomisk overklasse som vil skide resten et stykke.

Hovedårsagen til EU og politiker leden, grænsende til oprør, er EU's arbejdskraftens frie bevægelighed af særligt ufaglærte og lavtuddannede, som ødelægger løn- og arbejdsforhold for lønmodtagere i vest EU.

Torben Arendal, Anne Mette Jørgensen, Niels Kjøller, Anders Barfod, Hans Kvisgaard, Randi Christiansen, Ebbe Overbye, Anders Graae, Ervin Lazar, kjeld jensen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Søren Jacobsen

Og EU ændre sig ikke frivilligt - Trods neo liberalistiske Jean-Claude Junckers bullshite udtalelser om, at EU må ændre sig med en social dimension i kølvandet efter brexit i et forsøg på at rede stumperne.

Søren Jacobsen

Det kommer lige så lidt til at ske som DF's udtalelse for nogle år siden under en strejke blandt offentligt ansatte at SOSU ansatte skulle have 5.000 kr. mere i løn om måneden for deres hårde arbejde. Ikke andet end billig snak uden handling den ene gang efter den anden.

Benjamin Bach

Så altså, lad mig lige forstå det her rigtigt: I har på Information skrevet en artikel, der handler om arbejdere og fagforeninger? Om erodering af rettigheder og arbejdere, der bliver snydt af globalisering? Om forskellen på overklassen og arbejderklassen?

Og så spørger I: Stemmer folk på Le Pen eller ej.

Og hvad så med Mélenchon? Hvad med ham, hva? Altså ham dér fra Parti de Gauche, som de allesammen stemmer på? Ikke 1 ord, ikke et f*cking ord.

Jeres Europas Skæbnesvalg rubrik er også en stor fed løgn:

Næste valg er i Frankrig over to runder, hvor den første finder sted 23. april. Her er Marine Le Pen næsten sikker på at nå anden runde, mens kampen om at blive hendes modstander står mellem den skandaliserede François Fillon fra det konservative parti, socialisternes Benoît Hamon og den fremadstormende Emmanuel Macron og hans nye bevægelse, En Marche.

Mélenchon? Altså ham med 19,5% i meningsmålingerne? Nøh

Jeg fatter slet slet ikke jeres dækning, da I lavede den dér forside, hvor I kaldte ham for Venstrepopulist. Og nu tror I bare, at man kan fuldstændig fjerne ham fra sendefladen?

Flemming Berger, Hans Larsen, Niels Kjøller, Ivan Breinholt Leth, Anders Barfod, Randi Christiansen, Ole Frank, Gustav Alexander og Thomas Petersen anbefalede denne kommentar
Gustav Alexander

Benjamin Bach pointerer meget godt dissonancen i Informations dækning af valget. Det lader til at være symptomatisk for avisen, at man uden videre problemer identificerer samtidens politiske utilfredsheds materielle årsager, men når det kommer til løsninger, ja, så falder man til patten hos det neoliberale status qvo.

Lykkeberg har lovpriset Macron som det "stærkeste svar på populismen". Styrken af hans 'svar' måles imidlertid meget godt på hans kommentar til fabrikslukningerne i Amiens: "Hvad skal jeg gøre? Lukningerne fortsætter uanset hvad". Her har vi Informations "stærke svar" på samtidens økonomiske problemer i Frankrig. Fantastisk. Det tegner sig på alle måde som en avis, der er klar til, på ny, at hoppe i den politiske naivitet med begge ben. I 2008 faldt man for Obamas floskler om "Yes we can" og "change". Nu er det det ukonkrete feel-good vrøvl fra Macron, som hyldes.

De eneste som addresserer de egentlige problemer i Frankrig er pt Melenchon og i nogen grad Le Pen. Information har imidlertid allerede censureret førstnævnte ud af valget og er godt i gang med at dæmonisere sidstnævnte. Vi må for alt i verden ikke se en kandidat, der rent faktisk ønsker at hjælpe arbejderen, må man forstå på information.

Her har vi det "åbne samfunds" (endnu et Lykkebergsk term) sande værdier - det er ikke deres ukonkrete fatamorgana om åbenhed, tolerance, og internationalisme. Det er snarre deres evne til af obfuskere systemets objektive modsætninger samt dets resulterende konflikter. Det er "populisme" og "lette løsninger" hvis vi forsøger at gøre noget ved rodproblemerne; i stedet håbes det at de franske vælgere endnu engang kan spises af med vage løfter, så fra de danske socialliberalister lyder der endnu et varmt "Yes we can!". Det kan blive svært når de politiske centrum-kamæleoner i stigende grad simpelthen indrømmer, at de ikke har i sinde at hjælpe arbejderne.

Anne Mette Jørgensen, Hans Larsen, Niels Kjøller, Ivan Breinholt Leth, Benjamin Bach, Anders Barfod og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Arbejdernes medskyld befinder sig i, at de har accepteret en arbejdsdeling, hvor den ene procent ikke blot ejer men også groft profiterer på deres arbejdskraft. De er frivilligt gået i fængsel, de har bidt på maddingen, som hedder fjernsyn, fordbold og forglemmelse af et liv i skønhed og frihed. Tillid til privatkapitalisterne og deres ikke bæredygtige forretningsmodel? Hvormange køleskabe er det lige, verden har brug for? Så mange, at eet eller få produkter vinder konkurrencen om markedsandele, og resten forurener vores biotoper, som er vores spisekamre, ryger i havene og på de lossepladser, hvor de fattige og deres børn må rode rundt efter rester, der kan omsættes til overlevelse? Hvis man frivilligt lader sig indrullere i den fortælling, er man medskyldig i det forfald, som i sagens natur derfor uundgåeligt vil ramme een selv.

Med de finansielle dereguleringer, som også socialdemokraterne - hvilken uhørt dumhed - i ly af murens fald var med til at indføre, blev arbejderne, de 'frivillige' slaver, endnu mere ubeskyttede.

Vi så i går på dr2, hvordan de indonesiske skove - som er verdens fælleseje - af primitive reptilvæsner hjernedumt afbrændes, og at de, som udfører det beskidte arbejde, tjener latterlig lidt på deres arbejde. Vi ser også, hvorledes mennesker - de steder i verden, hvor der er bare en smule intelligens tilbage hos ofrene for reptilhjernernes rovdrift på det fælleseje, som naturressourcerne udgør - skaber lokale, selvforsynende, opfindsomme, bæredygtige fællesskaber.

Det er nu i den 12'te time, at livs-og frihedselskende mennesker må tage sig sammen og smide det kleptokratiske terrorregime på porten. De er som horder af hærgende græshopper, der efterlader intet. Og ledelseslagene har kun dumme svar, også le pen, trump og co som tror, at løsningen er at fastholde og bevare det gamle i stedet for at se, at menneskehedens håb om at undslippe det kollektive selvmord - som er i fuld gang, og som åbenbart kun de få kan få øje på - er at finde nye miljø-og socioøkonomiske løsninger, der ikke skaber det ragnarok, som nuværende metoder tillader.

Hvis man tier, samtykker man. Det er for sent først at råbe op, når man står efterladt og ribbet for alt. Det er ikke rettidig omhu for eget liv, når man ikke kan se, at man deltager i et kæmpebedrag, hvor man selv er taber. Så er man næsten så dum, at man har fortjent sin hårde skæbne - som kollektivt set ikke er ønskværdig, fordi social uro ikke er god for nogen - heller ikke for de idioter der tror, at de kan æde guld, og som græshopper bare kan hoppe videre.

Det dummeste, man derfor kan gøre, er at stemme på le pen. Hun lever i fortiden, hun har ikke den livsnødvendige vision for fremtiden. Håbet befinder sig i at stemme på melanchon og kræve af ham, at han forstår og fastholder visionen og ikke tillader systemet at kværne ham i 'nødvendighedens politik', som vi fx så det ske i grækenland.

Liberté, Egalité, Fraternité ! Vive la revolution !

Anne Mette Jørgensen, Frede Jørgensen, Niels Kjøller, Olav Bo Hessellund, Ivan Breinholt Leth, Hans Kvisgaard og Keld Sandkvist anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

“Alle disse multinationale selskaber, der arbejder med pensionsfonde, de har ét eneste ønske, og det er at tjene mere og mere og rykke ind i andre lande. Først i Østeuropa, så Asien, så Bangladesh. Dét er globalisering. De vil have mere og mere, og vi får mindre og mindre.”

Vær forvisset om, at pensionsfondene lynhurtigt vil rykke med. OECD har skønnet, at OECD landene tilsammen har ca. $50 billioner stående i private pensionsfonde. Ikke just småpenge, eftersom beløbet overstiger OECD-landenes samlede BNP. Ved at gøre pensionsopsparinger private har man opnået at få lønmodtagernes penge til at arbejde for lønmodtagernes egen elendighed. I mange tilfælde med fagforeningernes aktive medvirken, når pensionen er en del af overenskomsterne.

Den moderne finansialiserede kapitalisme opfinder til stadighed nye former for udbytning, som får Marx' blotlæggelse af merværdiproduktionen til at tage sig ud som en antikvitet. Først gældsætning ved at udvide muligheden for at optage lån til forbrug. Lån som ofte træder i stedet for lønstigninger. Betaling af renter til finanskapitalen, er herefter den nye form for 'merværdi' – blot minder denne form for udbytning mere om prækapitalistiske udbytningesformer som slaveri dog uden lænker og pisk. Dernæst privatisering af pensionsopsparinger, hvor enorme kapitalophobninger bestående af lønmodtagernes egne penge understøtter oursourcing, globalisering og arbedskraftens og kapitalens fri bevægelighed. Når hunden har ædt sin egen hale, hvad bliver så det næste, man vil fodre den med?

Torben Arendal, Flemming Berger og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

Det er blevet uhyggeligt nemt at udvikle "tunnelsyn", er det virkeligt blevet så svært, at skabe et anstændigt samfund, som folk ikke bliver syge af....:(