Klumme
Læsetid: 3 min.

Sprogets fattige mystik

’Dansk’ og ’historisk’ er et par af de fattige ord, som er så mystiske, at de kan binde en hel programrække på DR sammen
Moderne Tider
22. april 2017
’Dansk’ og ’historisk’ er et par af de fattige ord, som er så mystiske, at de kan binde en hel programrække på DR sammen

iBureauet/Mia Mottelson

Når der drages paralleller mellem sprogbrugen i Det Tredje Rige og vore dage, sker det som regel efter en bestemt formel. Det bemærkes, at den måde, hvorpå man talte om jøder i Tyskland i trediverne, på forskellig vis går igen, når man taler om muslimer i Danmark i dag.

Hvis man er lidt belæst, inddrager man endda Victor Klemperers gamle klassiker Lingua Tertii Imperii (LTI), der betyder »Det Tredje Riges Sprog« og finder paralleller og eksempler, der synes at rumme den samme, underliggende racisme.

Det kan der måske være noget om. Men det overraskende ved Klemperers analyse er egentlig, at den begynder et helt andet sted end i den nedsættende tale. Klemperer sætter streg under det i en overskrift: »Grundlæggende egenskab: Fattigdom«. Og han pointerer, at det nærmest var som om, man i Det Tredje Rige havde aflagt et sprogligt fattigdomsløfte.

Sproget var naturligvis fattigt, fordi det blev styret med hård hånd af nazipartiets propaganda, men Klemperer identificerer en anden væsentligere årsag.

Det tjente kun til at udtrykke en enkelt side af menneskets udtryksregister. Og næppe den mest interessante: »Ethvert sprog, der kan udfolde sig frit, tjener alle menneskelige behov, det tjener fornuften og følelsen, det er meddelelse og samtale, monolog og bøn, bønfaldelse, befaling og besværgelse. LTI tjener kun besværgelsen«. Når nazisterne talte, gjorde de det i paroler, i besværgelser, i refræner, som var gode at råbe med på.

Historisk!

Et af de ord, som Klemperer påpeger havde en helt særlig funktion i Det Tredje Rigs sprog, var ’historisk’. Alt der havde med partiet at gøre var epokegørende. »Historisk er enhver sejr for en tysk racerbil, historisk er indvielsen af enhver motorvej, og hver eneste vej og hver eneste strækning af vejen bliver indviet«. Som Klemperer forklarer, havde det den konsekvens, at hverdagene på det nærmeste forsvinder, når alle dage pludselig er historiske.

Interessant nok leverer Walter Benjamin en helt parallel analyse af kapitalismens forhold til hverdagen i det efterladte fragment Kapitalisme som religion. Kapitalismen udvikler sig til en egentlig religion og endda en altomfattende kult, lige netop dér, hvor hverdagen afskaffes, og hvor alle dage er hellige.

Dér, hvor ethvert åndedrag er tilbageholdt i dirrende spænding, fordi det store øjeblik netop skal til at indtræffe, hvor man både får sejren, slagtilbuddet og sexbomben i tilgift. Hver eneste erfaring er transcendent. Som det hedder i reklamen, er prisen på denne nye kjole 250 dollar, men din ekskærestes udtryk, når han ser dig, er ubetaleligt.

Kapitalismen bliver til den altomfattende religion, når den udvikler sig dertil, hvor den aldrig undlader at bevæge sig hinsides det umiddelbart forståelige. Det vil sige der, hvor alle oplevelser har karakter af at være overnaturlige og mystiske. Og hvor det er det eneste, vi begærer.

Vores historie

Kombinerer vi nu Klemperer og Benjamin, får vi den interessante bestemmelse af hyperideologisk sprogbrug (om den er nazistisk eller kapitalistisk), at sproglig fattigdom og en form for billig mysticisme dialektisk falder sammen og taler med én stemme.

Hvor finder vi denne historiske mysticisme i dag? Det er vel svært at finde bedre eksempel end den spektakulært opsatte programrække Historien om Danmark, som for tiden går sin sejrsgang over DR’s programflade.

Her får vi historien om ’os danskere’ serveret så lækkert og spektakulært, at vi konstant snapper efter vejret og glemmer, at det mildest talt er absurd at tale om, at en gruppe jæger-samlere for mange tusind år siden skulle have været ’danske’. Talte de dansk? Måske med sønderjysk dialekt? (De kom trods alt vandrende sydfra).

Seriens dramatik bindes sammen af en omvendt historisk kausalitet, hvor begivenheder for tusindvis af år siden allerede sker i ’Danmark’, og hvor nutidens forkætrede ’danskhed’ er en mystisk essens, som selv istidens iskappe handler om. Den allerførste overskrift mimer næsten Rejseholdet: ’Et sted i Danmark for 6.000 år siden«.

I denne historie er alt vitterligt Historisk. Dramaet er konstant. Det ene øjeblik forsvinder iskappen fra den seneste istid, det næste øjeblik er Koelbjergkvinden på jagt, det næste står Lars Mikkelsen på et blåt skib ejet af et nutidigt multinationalt firma. Derfra klippes tilbage til vikingerne. »Danskerne har altid været dygtige sejlere«.

Og denne historiske linje føres af programmet med lethed tilbage til de første tobenede dyr uden fjer, som kom traskende op på tundraen, da isen forsvandt, og hvis charme kun er tydelig for os, der allerede har slugt hele pakken.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kurt Svennevig Christensen

Tak skal I have. Nu forstår jeg bedre hvorfor jeg fik kvalme og måtte opgive i søndags. Det er muligvis en flot serie (dem er der jo mange af ((BBC gør det faktisk noget bedre)), men hele udstillingen, sproget sat i denne post "1864" nationale kontekst er kvalmende. Jeg forsøgte i starten at se den serie, som var den lavet af Bornedal, i et stort opsat kritik af det nationalistiske, men den holder ikke og derfor holder jeg heller ikke. Tak til CVA for argumenterne til hjælp for mine følelser.