Læsetid: 4 min.

Trump i ugen: USA og Nordkorea optrapper konflikten

Konflikten mellem USA og Nordkorea optrappes, mens Kina forsøger at få parterne tilbage til forhandlingsbordet. En amerikansk demonstration udvikler sig voldeligt, og 21 mennesker arresteres
22. april 2017

Fredag

Nordkorea: USA er klar til at foretage et forebyggende angreb, hvis Nordkorea fortsætter med nye test i sit atomvåbenprogram. Det siger flere unavngivne højtplacerede seniorrådgivere til NBC News.

Kina: Kinas udenrigsminister advarer imod gensidig eskalering mellem Nordkorea og USA og »beder alle parter om at afholde sig fra at provokere og true hinanden«, så situationen ikke når et »uigenkaldeligt stadie«. Det skriver Kinas officielle nyhedsbureau Xinhua.

Kæmpebomben: USA anvender for første gang dets største ikke-nukleare bombe i kamp og dræber mindst 36 soldater fra Islamisk Stat i Afghanistan. Den såkaldte MOAB-bombe, kort for 'Mother of All Bombs' eller 'alle bombers moder', vejer lidt over ti ton. Ved det efterfølgende pressemøde kalder Trump angrebet for »endnu et veludført job«. Senere melder Afghanistans regering ud, at bomben kan have dræbt op mod 94 IS-soldater.

Klima: Chefen for Miljøstyrelsen, Scott Pruitt, overvejer at trække USA ud af Paris-aftalen, som knap 200 lande har skrevet under på for at bekæmpe klimaforandringer. Til ’Fox and Friends’ siger Pruitt, at »det er en dårlig aftale for Amerika«.

Gennemsigtighed: Det Hvide Hus afviser at offentliggøre opgørelser over sine besøgende, hvilket var kotume under Barack Obama. Administrationen forklarer valget med »nationale sikkerhedsinteresser«.

Lørdag

Nordkorea: Konflikten med Nordkorea optrappes yderligere, da landet afholder en enorm militærparade og testaffyrer et ballistisk missil, som dog slår fejl. Under paraden fremviser Nordkorea et nyt og større transportrør, som ifølge militæreksperter, der har analyseret billederne, kan indeholde en ny type langdistancemissil.

Strategi: Efter den længere optrapning af konflikten med Nordkorea kommer Trump-administrationen med en strategi, skriver AP på baggrund af anonyme kilder. Den handler om »maksimalt pres og engagement« med vægt på at engagere Kina som den ledende aktør i presset mod Nordkorea. USA håber samtidig, at Kina og Rusland vil gå med til hårdere sanktioner mod Nordkorea.

Genvalg: Ifølge Republikanernes Nationalkomité har Trumps præsidentvalgkampagne i 2020 allerede rejst 13,2 millioner dollars.

Søndag

Demonstrationer: Hundredevis af demonstranter protesterer imod, at Trump ikke vil offentliggøre sin selvangivelse. Trump tweeter, at »valget er ovre«, og at »nogen burde kigge på, hvem der betaler for de små sammenkomster«. Flere demonstranter på Berkeley Universitetet i Californien støder voldeligt sammen med Trump-støtter, og 21 mennesker arresteres. 

Mandag

Nordkorea: Vicepræsident Mike Pence advarer Nordkorea om, at »æraen med strategisk tålmodighed er ovre«. Ifølge CNN advarer Nordkoreas ambassadør ved FN om, at landet er klar til at reagere til »alle former for krig«, herunder atomkrig.

Skattereform: Trumps varslede skattereform bliver forsinket, da hans reform af sundhedssystemet faldt til jorden tidligere på måneden. Pengene fra sundhedsreformen var nødvendige for at reformere skatten, skriver New York Magazine.

Tyrkiet: Efter præsident Erdogan vandt forfatningsvalgkampen i Tyrkiet, ønsker Trump ham tillykke med sejren, der giver Erdogan mere magt. Oppositionen og Europarådet har anklaget valget for at »foregå på en ulige bane,« og flere europæiske ledere har afholdt sig fra lykønskninger.

Tirsdag

Krigsskibe: Den amerikanske flåde var alligevel aldrig på vej til Nordkorea, skriver New York Times. For godt en uge siden meldte Det Hvide Hus ellers ud, at de havde beordret et amerikansk hangarskib til Det Japanske Hav: »Vi sender en flåde-slagstyrke,« sagde Trump i et interview. Men nu afslører New York Times, at krigsskibene på det tidspunkt sejlede i modsatte retning på vej til en flådemanøvre. Ifølge embedsmænd i Det Hvide Hus havde de modtaget andre oplysninger, og de informationer blev hurtigt spredt i medierne med historien om, at amerikanske krigsskibe var på vej til havet ud for Nordkorea.

Onsdag

Iran: Ifølge udenrigsminister Rex Tillerson overholder Iran alle kravene i atomaftalen, der blev indgået under præsident Obama. Her skal Iran afvikle centrale dele af deres atomprogram, mens USA til gengæld skal løfte sanktioner mod landet. Til trods for, at aftalen ifølge Tillerson respekteres, vil han alligevel gennemgå den for at evaluere, om »den er afgørende for USA’s nationale sikkerhedsinteresser«.

Torsdag

Stålsat: Trump iværksætter en undersøgelse, der skal afgøre, om udenlandsk produceret stål skader amerikanske stålproducenter og er en »trussel mod nationens sikkerhed«. Undersøgelsen forventes at ville ramme især Kina, der eksporterer billig stål til det amerikanske marked.

Russiske forbindelser: En statsejet russisk tænketank arbejdede ifølge Reuters målrettet for at hjælpe Donald Trump til at vinde præsidentvalget i 2016 og 'underminere amerikanernes tro på valgsystemet'. Amerikanske efterretningskilder er angiveligt i besiddelse af to hemmelige dokumenter fra Det Russiske Institut for Strategiske Studier (RISS), der i detaljer beskriver en pro-Trump propagandakampagne gennem både sociale og traditionelle medier, herunder Russia Today og Sputnik.

Reuters skriver historien på baggrund af syv anonyme amerikanske efterretningskilder, men RISS-direktør Mikhail Fradkov afviser anklagerne. »Det lader til, at ophavsmændene til denne idé ikke har formået at afstemme deres konspirationsteori med den faktiske virkelighed,« skriver Fradkov på RISS' hjemmeside. »Forsøget på at gøre Rusland til medsammensvoren [i Trumps valgkamp] er grundlæggende løgnagtig«.

Serie

Trump uge for uge

Politiske initiativer, sejre og nederlag, konflikter i Kongressen, forholdet til allierede og geopolitiske modparter, reaktioner og politiske konfrontationer ...

Uge for uge følger Moderne Tider udviklingen i USA under præsident Trump

Seneste artikler

  • Uge 14 med Trump: Skattelettelser og meningsmålinger

    29. april 2017
    Ballade om muren mod Mexico og dårlige meningsmålinger op til markeringen af Trumps første 100 dage stjal billedet fra en præsident, der hellere ville tale om sin nye skattereform
  • Trumps 11. uge: Angriber syriske regeringsstyrker

    8. april 2017
    Historisk kamp om Trumps kandidat til højesteret, Neil Gorsuch, ender i markant regelændring. Nordkoreakonflikten blusser op, og Trump varsler efter formodet kemisk angreb i Syrien markant skifte i Mellemøstpolitikken med luftangreb på syriske regeringsstyrker
  • Trumps 10. uge: ’Rebelske republikanere, pas på!’

    1. april 2017
    Præsidenten tabte slaget om sundhedsreformen, men vandt klimakrigen. Mødet med en tidligere russisk kontraspion belastede Trumps tætte rådgiver og svigersøn, samtidig med at førstedatter Ivanka Trump flyttede officielt ind i Det Hvide Hus
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu