Læsetid: 9 min.

Et valg om Brexit er det sidste Labour har brug for

Den britiske premierminister har gjort Brexit til det centrale tema for valgkampen op til parlamentsvalget den 8. juni. Det er et kæmpeproblem for Labour, hvis traditionelle vælgerbase blev splittet under Brexit-valgkampen. Iagttagere tvivler på, at det vil lykkes formand Jeremy Corbyn at samle parti og vælgere igen, men EU kan alligevel være nøglen
Jeremy Corbyn drikker et glas vand under sin fremlæggelse af Labours planer efter Brexit-afstemningen i juni 2016. (Arkivfoto.) 

Jeremy Corbyn drikker et glas vand under sin fremlæggelse af Labours planer efter Brexit-afstemningen i juni 2016. (Arkivfoto.) 

Alastair Grant

22. april 2017

LONDON – Brexit var det centrale ord, da den britiske premierminister Theresa May i denne uge udskrev lynvalg. Og det var Brexit – for, imod, hård eller blød – der dominerede UKIP’s, Liberaldemokraternes, De Grønnes og de skotske, walisiske og nordirske nationalisters reaktioner, ligesom det var Brexit, der blev diskuteret i tv-studier og aviser i timerne og dagene efter.

»Det eneste parti, der ikke taler om Brexit, er Labour,« fortæller Victoria Honeyman, lektor i britisk politik på Leeds University, med henvisning til at Labour-formand Jeremy Corbyn i sin reaktion på valgudskrivelsen valgte at fokusere på den konservative regerings »skadelige nedskæringer af vores skoler og sundhedssystem«.

Ikke et ord blev nævnt om Brexit.

Det er der en god grund til. Brexit-afstemningen splittede Labours vælgerbase i sociale, uddannelsesmæssige, geografiske og økonomiske skillelinjer.

Langt hovedparten af de 65 procent af partiets vælgere, der stemte for Remain, tilhører den veluddannede, urbane middelklasse, mens hovedparten af partiets 35 procent Brexit-støtter tilhører arbejderklassen, der ofte har lavt betalte, usikre job og bor i fattigere forstæder.

Og som den britiske valgforsker Matthew Goodwin pointerer i en artikel i The New York Times, så blottede afstemningen Leave-vælgernes »voksende optagethed af migration og etnisk forandring; tendenser, der blev fejret« af Remain-vælgerne i storbyerne.

»Labour har traditionelt altid forsøgt at tale til disse to målgrupper, men EU-afstemningen har drevet en kile ned mellem dem,« siger professor Tim Bale, der er ekspert i britisk politik fra Queen Mary University of London.

»Problemet er, at partiets position i forhold til Brexit ikke er klar, så det er fanget i en position, hvor det taber den mindre uddannede arbejderklasse til De Konservative, og de taber den anden side til Liberaldemokraterne, fordi de ’48 procent’ (der stemte for Remain i folkeafstemningen, red.) er skuffede over Corbyns ambivalente forhold til EU,« siger han.

Umulig situation

Labour-partiet havde efter EU-afstemningen sidste år svært ved at beslutte, hvad det skulle mene om Brexit. For selv om et flertal af dets vælgere stemte Remain, så er disse vælgere også de mest loyale, mens Brexit-vælgerne i højere grad har signaleret, at de overvejer at stemme UKIP eller konservativt.

I sidste ende valgte partiet at forsøge at formulere et budskab, der talte til begge lejre. På den ene side har det klart signaleret, at det accepterer Brexit, og at dette betyder, at landet må forlade det indre marked. Partiets parlamentarikere blev sågar pålagt at stemme for aktiveringen af Artikel 50, der formelt satte gang i forhandlingerne med EU.

Omvendt vil partiet under forhandlingerne kæmpe for ændringer af regeringens hårde Brexit og har lovet at forhindre, at f.eks. forbruger-, arbejder- og miljørettigheder ikke skrottes eller udvandes, når EU-love bliver til britiske love.

»Men Brexit er et stort emne, og det er ikke et let budskab, partiet har valgt,« påpeger Victoria Honeyman.

»Der er ikke et tydelig budskab: Vi støtter Brexit, men vi ønsker en specifik Brexit. Vi stemmer for Artikel 50, men måske imod den endelige aftale,« som hun siger.

Skal man tro meningsmålingerne, har budskabet indtil videre ikke overbevist vælgerne. I påskedagene viste en række meningsmålinger, at kun mellem 23-25 procent af vælgerne støtter Labour, mens de regerende konservative opnår mellem 43-48 procent i meningsmålingerne. Bliver disse prognoser til virkelighed på valgdagen, vil det være Labours svageste opbakning ved et valg siden 1918, påpeger Goodwin.

»Der findes ikke en tredje vej, der kan forene disse to holdninger, og Labours ledelse har valgt at acceptere Brexit, og gøre den så nænsom som muligt, men hovedparten af Labours vælgere ved godt, at der er helt umuligt, at de ikke vil blive berørt af de negative konsekvenser af Brexit,« siger professor Colin Talbot fra University of Manchester.

»Det er også umuligt at være mere pro-Brexit end UKIP og De Konservative, så den eneste mulighed for at vinde vælgere over ville have været at sige, at Brexit er en fejl,« tilføjer han.

Ifølge avisen The Times overvejer Labour i disse dage, om det skal inkludere et løfte om en folkeafstemning om den endelige Brexit-aftale i dets valgprogram – netop for at tiltrække Remain-vælgerne.

Det vil være yderst fornuftigt, mener Talbot.

»Liberaldemokraterne har klart demonstreret, at det betaler sig at indtage et principielt standpunkt. Hvis Labour gjorde det, vil partiet kunne tage stemmer fra De Konservative (hvoraf 42 procent stemte Remain, red.) og selv Liberaldemokraterne,« vurderer han og påpeger, at partiet, som landet ligger nu, står til »enorm tilbagegang«.

»Det tegner til at blive det omvendte af 1997,« tilføjer han med henvisning til Tony Blairs jordskredssejr, hvor Labour vandt over 418 mandater og De Konservative kun fik 165.

Nedskæringer og Labour

Dionyssis Dimitrakopoulos, seniorlektor i politik ved Birkbeck, University of London, er enig i, at det var en fejl, at Jeremy Corbyn ikke sagde noget om Brexit umiddelbart efter valgudskrivelsen, for det »tillod Liberaldemokraterne og De Grønne at appellere til vælgerne i storbyerne«.

Han mener også, at der er »en stor mulighed for Labour« i at påpege alle de »brudte løfter«, som de konservative Brexit-tilhængere gav befolkningen under valgkampen: 350 mio. pund om ugen ville f.eks. gå direkte til sundhedsvæsenet NHS – et løfte, der knap holdt 24 timer, efter at valgresultatet forelå. Løftet om fortsat medlemskab af det indre marked og samtidig begrænsning af EU-migrationen holdt et par måneder, før Theresa May erkendte, at landet måtte vælge – og valgte kontrol med migration over markedsadgang.

I de seneste måneder har ministre imidlertid erkendt, at immigrationen næppe vil falde markant, idet virksomhederne har brug for arbejdskraften fra Europa, og indenrigsministeriet overvejer nu et såkaldt ’barista-visum’, der skal sikre, at nationens kaffe- og te-drikkere fortsat vil blive betjent.

»Problemet er, at folk godt ved, at Corbyn altid støttede Brexit, så han vil næppe være kritisk over for Brexit. Nu taler han om at gøre Brexit til en succes med politikker som at give statsstøtte til døende industrier,« siger Dimitrakopoulos.

Han mener dog ikke, at det er en fejl, at Corbyn forsøger at dreje debatten væk fra Brexit, for det er klart til Theresa Mays fordel, at valgkampen kommer til at handle om EU, og ikke »om suppekøkkener, nedskæringer og ledighed«.

»Labour bør fortælle vælgerne, at de bør fokusere på regeringens økonomiske politik, for Brexit er allerede afgjort. Regeringen har ikke særlig gode resultater på de områder, så det er den rigtige strategi at tale om økonomien, og så forbinde det med Brexit,« mener han.

Meningsmålingerne viser, at vælgerne godt kan lide flere af Labours nyere politiske udspil. F.eks. støtter 62 procent højere beskatning af de rigeste, 71 procent støtter et forslag om at hæve minimumlønnen til 10 pund i timen, og 53 procent støtter gratis frokost for folkeskoleelever betalt af moms på skolepenge til privatskoler.

Men trods støtten til enkeltudspil er opbakningen til partiet ikke vokset, hverken overordnet set eller på enkeltområder.

Colin Talbot påpeger, at Labour nu halter efter De Konservative i meningsmålinger på stort set alle politikområder: økonomien, boligområdet, jobskabelse, lov og orden, immigration og Brexit.

»Kun i forhold til sundhed er Labour foran, hvilket er ret ufatteligt i lyset af den tilstand både skoler og sundhedsvæsenet befinder sig i. Man ville forvente, at Labour var foran en siddende regering på dette tidspunkt i valgcyklussen,« siger han.

Hvorfor?

Så hvad er der galt med Labour? Forklaringen er ifølge de fire iagttagere først og fremmest formanden selv, og den splittelse hans valg har skabt i det parlamentariske Labour-parti og rundt om i lokalforeningerne.

»Der er en Corbyn-faktor. Han er ikke en vellidt formand, og han har omgivet sig med personer, der er upopulære og skaber splittelse såsom finansordfører John McDonnell, indenrigsordfører Diane Abbott og udenrigsordfører Emily Thornberry,« siger Victora Honeyman, der påpeger, at partier altid klarer sig bedst, når de fremstår forenede og støtter op om deres leder.

»Det er ikke det, vi ser her. Der er hele grupper af parlamentarikere, der har udtrykt mistillid, mange har afvist at indgå i Corbyns skyggekabinet, og partiets næstformand, Tom Watson, synes ikke at være enig i formandens position,« tilføjer Honeyman.

Dionyssis Dimitrakopoulos vurderer, at de kritiske parlamentarikere vil holde sig tilbage med kritikken i de kommende syv uger.

»De ønsker ikke, at Corbyns støtter bagefter vil kunne sige, at de tabte på grund af negative udtalelser. Men det betyder ikke, at vælgerne vil tro på, at partiet er forenet,« siger han og påpeger, at de britiske vælgere i høj grad stemmer om den næste premierminister og ikke kun har deres lokale kandidater i tankerne på valgdagen.

»Det betyder, at Labour har en kæmpe ulempe, fordi vi ved, at mange vælgere – inklusive mange Labourvælgere – ikke mener, at Corbyn er i stand til at klare jobbet som premierminister,« siger han med henvisning til målinger, der viser, at kun 13 procent mener, at Corbyn vil være den bedste til at lede landet mod 51 procent for Theresa May.

Corbyns støtter peger på en negativ og aggressiv pressedækning, men som Dimitrakopoulos – selv medlem af partiet – siger: »Nævn en Labour-formand, der ikke har fået negativ presse.«

Kritikken af Corbyn har bl.a. handlet om manglende kommunikation og organisation internt i partiet, manglende synlighed i medierne og mangel på aggressivitet over for regeringen, når den begår fejl.

Få dage før valgudskrivelsen blev Corbyn fotograferet med sikkerhedsbriller på et togtoilet under et virksomhedsbesøg, hvilket iagttagere mener netop afspejler hans pressefolks inkompetence. Billedet førte til dagevis med jokes på Twitter – dels fordi arbejder-looket blev opfattet som komisk; dels fordi Corbyn tidligere har brokket sig over ikke at kunne få et sæde på overfyldte pendlertog.

»Ha, ha – i det mindste fik han et sæde denne gang,« lød flere af de mildere toiletjokes.

»Det billede beviser, at han ikke ved, hvad han foretager sig,« mener Tim Bale. »Selv hvis han går ind i en telefonboks og kommer ud som Superman, vil det ikke ændre folks opfattelse af ham nu.«

Ikke desto mindre er Labour-partiet under Corbyns ledelse vokset til landets suverænt største målt på antal medlemmer, og han har to gange fejet al modstand til side i partiets formandsvalg.

Med venstrefløjssuccesser i Grækenland og Spanien og stor opbakning til kandidater som Bernie Sanders under det amerikanske primærvalg og nu Jean-Luc Mélenchon i den franske valgkamp er der blandt Labours græsrødder et håb om, at Corbyns popularitet vil sprede sig til den bredere befolkning. Partiets valgstrategi er da også – ifølge insidere BBC har talt med – »at lade Corbyn være Corbyn« frem for at forsøge at fremstå som en traditionel, poleret premierministerkandidat.

Honeyman medgiver, at »alt er muligt« i en tid med Brexit og Trump. Alligevel tvivler hun på, at der er endnu en overraskelse på vej til juni.

»Partiet har over 500.000 medlemmer, hvilket er enormt, men det er en dråbe i havet i forhold til den samlede vælgerbase. Nogle elsker virkelig Corbyn, men de taler primært til deres egne, ikke til den brede befolkning. Og den brede befolkning er ikke overbevist om ham, hans politik eller hans lederskabskvaliteter. De ved bare, at partiet er splittet, og at han ikke engang kan styre sine egne parlamentarikere,« siger hun.

Både Talbot – der selv har tilhørt den yderste venstrefløj i sin ungdom – og Dimitrakopoulos påpeger, at Storbritannien grundlæggende er et konservativt land, og de tvivler derfor også på, at Corbyns mere radikale venstrefløjspolitik vil kunne finde masseopbakning i landet.

»Teoretisk er det muligt, men jeg tror, det er usandsynligt i et land, der er konservativt med lille k. Selv når der ser ud til at ske radikale omstillinger, viser det sig, at de i virkeligheden slet ikke var så radikale – det så vi med New Labour,« siger Dimitrakopoulos. »Jeg tror personligt ikke længere på, at Corbyn er begyndelsen på noget nyt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Labour har en chance, hvis de kan nå at hive et fuldtonet JA til Brexit op af posen.
Og derefter gå ind for løsninger, der tilgodeser Labour Classic.

Mihail Larsen

Sådan er det med et parti, det har mistet sin moralske rygrad og på må og få fisker efter vælgere. I stedet for at gå i kritisk dialog med sine egne vælgere om principper, strategi og taktik - med et forsæt om at oplyse dem, vakler partiet som en fuld mand rundt i manegen og er hele tiden bagud.

Nogle Labour-folk tør stadig drømme:

• Meanwhile the activist base was getting on its feet. Within three hours, 1,000 people had joined the Labour Party. Labour’s war chest was filling up with donations. Lara, a student doctor and London activist, was on the move.

“We need to gear up students and young people to campaign,” she said, “and making sure young people, who have been hit the hardest by the Tories yet are always underrepresented at the ballot box, are registered to vote.”

The international left was watching. Former Bernie Sanders campaign staffer Erika stood ready “to help launch a grassroots campaign” using pioneering skills developed over the summer.

https://www.morningstaronline.co.uk/a-d3f5-Team-Corbyn-are-daring-to-dre...

Morten Hansen

Og siden hvornår er EU i almindelighed og Brexit i særdeleshed gået hen og blevet en sag, der samler Toryerne? Har kommentatorerne glemt, at et flertal af Toryernes vælgere gik imod partiets linje i Brexit-afstemningen? At May faktisk var imod Brexit (men fedtspillede tilstrækkeligt til, at hendes efterfølgende kovending er en af de mindre, hun har foretaget)? At der langt fra er enighed om HVILKET Brexit Toryerne egentlig planlægger og ønsker? At Toryernes Brexit-slogans er intetsigende papegøjesnak? Men nej, det er klart, at Brexit er et stort problem for Labour og at de sandelig må se at hoppe med på Mays valgmanuskript...

Flemming Berger og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Fuldstændig enig Morten Hansen. De konservative var FOR remain indtil folket stemte leave. Først da, blev Cameron udskiftet med May, der nu fremstår som ægte leave-tilhænger, hvilket hun ikke var.

Corbyn fremstod som loren tilhænger af remain, men var i virkeligheden tilhænger af leave. Det er ham og hans tilhængere der nu skal fuldstændig springe ud af skabet og bekende kulør, så grumset omkring Brixit én gang for alle bliver afklaret.

Per Torbensen, Mihail Larsen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

Man behøver blot at betragte dagens udmelding fra Tony Blair, hvor han anbefaler andre partiers kandidater, hvis de modsætter sig en hård Brexit, for at forstå, hvilket dilemma Labour står i.

Corbyn har beordret partiet til at stemme for Toryernes Brexit-strategi, herunder det 6 sider lange brev PM May har sendt til Bruxelles for at aktivere §50. Det er udmeldelse af det indre marked og tolunionen, hvad der vil have graverende konsekvenser for britisk økonomi, og indskrænkninger af europæiske borgeres rettigheder i UK. Til gengæld nærer Corbyn den illusion, at han kan beholde EUs beskyttelse af lønmodtagere i et land, der er regeret af konservative.
Der er ingen som helst tegn på, at Corbyn kan overvinde sit partis spaltning.