Læsetid: 13 min.

Venedig er blevet Disneyland for storbyturister. Og mange af Europas storbyer er på samme vej

Antallet af turister i verden eksploderer – fra en kvart milliard om året i 1980’erne til to milliarder om få år. De giver lette penge, men truer også med at omforme byerne, som vi kender dem. Og måske demokratiet
Kinesiske turister på Markusspladsen i Venedig. Kina er på ingen tid blevet verdens største turistgruppe: I 2000 var der ti mio. kinesiske turister i verden, i dag er der 137 mio.

Kinesiske turister på Markusspladsen i Venedig. Kina er på ingen tid blevet verdens største turistgruppe: I 2000 var der ti mio. kinesiske turister i verden, i dag er der 137 mio.

Giulia Mangione

8. april 2017

Venedig vågner ikke dvaskt og langsomt, men med et sæt. Busser og tog ruller ind på stationen, og tusindvis af rullekufferter strømmer ud i de smalle gader. Kærestepar og børnefamilier vandrer ud fra byens hoteller, misser med øjnene, drikker kaffe og tager billeder – kigger på kanalerne, spiser is og shopper silkeslips og håndtasker og gaveæsker med tørret pasta.

På en lille plads midt i det hele får den tyske journalist Petra Reski en espresso ved et bord i solen. Hun har boet i byen siden 1991, hvor hun giftede sig med en venetianer, og hun har set det hele ændre sig.

»Du kan ikke købe en knap til din jakke her i byen. Ingen steder! Turister har jo ikke brug for knapper,« siger hun og slår ud med armene. »Se omkring dig. Her er intet liv overhovedet. Alle er 100 procent turister. Vi er i Disneyland. Vi, der bor her, er pandaer. Truede dyr.«

Hun har ret. Arkitekturen har en uvirkelig fornemmelse. Som en kulisse eller en møbelopstilling i IKEA. Det ligner det menneskelige habitat, men så alligevel slet ikke. Som en drøm, hvor man instinktivt fornemmer, at den er helt gal.

Indbyggertallet er faldet fra 180.000 i 1960’erne til 50.000 i dag – til gengæld besøger 30 millioner turister hvert år byen, og hundredevis af krydstogtskibe lægger til i den grønne lagune, nogle er højere end Københavns domkirke og længere end tre fodboldbaner.

Venedig er ikke længere en by. Den er et museum. En vare. Og et ekstremt eksempel på en international tendens. I 1950 var der ifølge FN’s turistorganisation kun 25 millioner rejsende i verden. I 1980 var tallet steget til 250 millioner, i 2015 var det 1,1 milliarder, og i 2030 forventer man to milliarder turister på kloden.

Mange af dem rejser til Europas gamle kulturbyer, og selv om de bringer penge og nysgerrighed med sig, truer de også med at omforme byerne, som vi kender dem. Turisteksperter kalder det visitor pressure. Barcelona har fem gange flere turister end indbyggere. Amsterdam får over otte millioner gæster om året (dobbelt så mange som i 1998). Rom får 13 millioner.

En romantisk gondoltur kan erhverves formedes 100 euro – for 35 minutter. Det er fast pris.

Giulia Mangione

»Det her sker over hele Europa, og det kommer kun til at blive værre,« siger turismeekspert og direktør for det hollandske konsulenthus LAgroup, Stephen Hodes.

Han oplister byer, som allerede er overrendt af turister: Gent, Brugge, Amsterdam, Valencia, Barcelona, San Sebastian, Cinque Terre, Prag, Dubrovnik, Split, Firenze…I København var der ti millioner turistovernatninger i 2016.

»Middelklassen vokser dramatisk i Kina, Indien, Afrika og Sydamerika. De vil rejse, for rejser er statussymboler, og middelklassen elsker status,« siger Stephen Hodes. »Destination nummer ét vil stadig være Europa – det eneste sted, hvor befolkningstilvæksten falder. Vi bliver nødt til at gøre noget nu, i stedet for at vente, til vi står i samme situation som Barcelona eller Venedig.«

Hvis Venedig dør…

På en lille bar lidt væk, sidder 47-årige Matteo Secchi. Han er født og opvokset i Venedig. Ligesom sin far. Og hans far. Og hans far. Hver dag kommer han på baren, hvor der er én pris for turister og én for lokale, og hvor byens unge mænd hænger ud for at byde blonde piger på billig hvidvin.

»Der kommer millioner af smukke kvindelige turister igennem byen,« siger han og løfter sit øjenbryn og sit glas. Isen klirrer. »Da jeg var ung, gjorde jeg som alle venetianske mænd: Jeg tog for mig. Klokken ét, når andre folk gik på diskotek, lå jeg allerede i sengen med hende.«

Men man kan få for meget af det gode. Han viser sin tatovering på underarmen, »Venessia.com,« står der, det er hans aktivistgruppe. I 2009 var han i alverdens medier – CNN, Al Jazeera, New York Times – fordi han arrangerede et symbolsk begravelsesoptog for Venedig, og i november sad han og 500 andre foran byens rådhus med kufferter, for at demonstrere imod masseturismen.

Matteo Secchi er født og opvokset i Venedig. Ligesom sin far, farfar og oldefar. Han er leder af en aktivistgruppe, som kæmper for at sætte en prop i strømmen af turister. Foto: Giulia Mangione.

Giulia Mangione

Han kæmper for sin barndomsby. Han drømmer stadig om den varme sommeraften i 1982, hvor han løb gennem de smalle gader, Italien havde lige vundet VM i fodbold, og solnedgangen malede byen – som et perfekt postkort, der svævede på den grønne lagune. Den hellige stad er tabt. 

»I Venedig foregår livet til fods, og børnene kan løbe frit omkring, her er ingen biler, og man sejler til alt. Det er en anden livsform,« siger han. »Men vi er blevet en slags Pompeji eller Machu Picchu. En by af sten og monumenter, men uden levet liv.«

Venedig er en katastrofe, mener den italienske filosof Salvatore Settis. En by skal ikke være »et gigantisk ejendoms-supermarked«, som han skriver i bogen Hvis Venedig dør. Byen er »uvurderlig«, den er er rammen om menneskets sociale, kulturelle og politiske liv, den er »et levende tapet af fortællinger, minder, principper, sprog, ønsker, institutioner og planer, som har skabt dens form og guider dens udvikling«.

Derfor er kampen om byen også en kamp for demokratiet: Hvis internationale pengestrømme og rå profit får frit spil, mister borgerne den demokratiske kontrol med rammerne for deres egen tilværelse. 

Det er ikke underligt, at Occupy-bevægelsen i USA kæmpede for at genvinde kontrollen med den fysiske by, eller at de store protester mod Recep Tayyip Erdoğan i Tyrkiet startede med en demonstration for at bevare den grønne Gezi-park i Istanbul, der skulle laves om til et indkøbscenter. Demonstranterne ville selv bestemme rammerne for deres liv, mener Settis. Lige nu bør hele Europa skæve bekymret til Venedig – Venedig er kanariefuglen i mineskakten.

»Hvis Venedig dør, er det ikke kun Venedig, der dør,« skriver Settis. »Så vil selve ideen om en by – byens form som åbent og varieret rum for socialt liv, som skabelse af civilisation, som forpligtelse på og løfte om demokrati – også dø.«

Rådyr og George W. Bush

Markuspladsen er fuld af kinesiske turister i store flokke. De ryster på hovedet og skynder sig væk, når man nærmer sig – som skræmte rådyr. De har alle sammen en mikrofon i øret, så de kan høre turguides historier om Dogepaladset og Basilikaen.

»Beautiful,« mumler en yngre kvinde, mens hun skynder sig videre. Måske mener hun byen.

Bag dem holder et britisk kærestepar hinanden i hånden. De har allerede booket en aftentur i gondol til 100 euro for 35 minutter, der skal være turens højdepunkt.

»Intet sted er som Venedig,« siger Amy Barnes, der til daglig arbejder som tjener i Birmingham. »Jeg var i Berlin sidste år, det minder om England, men det her sted er helt særligt. Her er historie og sol, og det kan folk godt lide, så selvfølgelige kommer der mange.«

Indbyggertallet er faldet fra 180.000 i 1960’erne til 50.000 i dag. Til gengæld besøger 30 mio. turister hvert år byen.

 

 

Giulia Mangione

Den moderne masseturisme blev født i boom-årene efter Anden Verdenskrig. Europæerne fik pludselig højere løn, mere fritid og en lille bil. Pludselig kunne man køre sydpå, og pludselig blev alle Middelhavets kyststrækninger mere værd.

Politikere fra Frankrig til Kroatien rullede landkort ud og satte deres arkitekter til at tegne streger, som blev til hoteller og indkøbscentre. Simon Spies fløj hr. og fru Danmark til Mallorca, amerikanere med solhatte ankom til Paris, og et purungt australsk ægtepar ved navn Tony og Maureen Wheeler rejste med bil fra London til Australien, hvor de skrev en lille bog med rejsetips, som blev hippiernes backpacker-bibel, Lonely Planet.

I dag er rejser blevet et statussymbol og et tegn på dannelse. Det var én af grundene til, at den kulturelle elite grinede af ekspræsident George W. Bush: Han havde aldrig været i Frankrig eller Rusland. Som New York Times skrev i 2000, at hans »oversøiske erfaring var stort set begrænset til et forsøg på (uden held) at date en kinesisk kvinde under et besøg i Beijing i 1975«.

Turismens seismograf

På Markuspladsen griner en flok japanske mænd i en cirkel, de har alle sammen duer på armene, som hakker løs på nogle halvspiste isvafler.

»Vi er her for at se den mest berømte by,« siger den ene. »Byen på vandet.«.

Lidt væk nyder et canadisk ægtepar solen. Til daglig sælger Franca og Christopher på 57 år tilbehør til swimmingpools i Toronto, men nu er de på en 28 dages Europa-rundtur. Hun har italienske aner og elsker alt italiensk.

»Jeg er vild med byen,« siger hun. »Vi spiser morgenmad på et lille sted, vi kender. Vi drikker aperitivoer ved vandet og tager en pizza til aftensmad. Når jeg står af toget på stationen, tænker jeg bare: ’Nu er jeg hjemme.’«

Verdens første turister – hvis vi ser bort fra pilgrimme og korsfarere – var en snæver kreds af stenrige aristokrater i 16- og 1700-tallet, som tog på dannelsesrejser i Europa på de såkaldte Grand Tours. De købte en hestevogn, en fransklærer og et entourage af tjenere og kørte afsted: fra Paris, langs Rhinen til Geneve, og gennem alperne (ofte på skuldrene af deres tjenere) til Firenze, hvor en enklave af engelsktalende aristokrater huserede. De drak og åd og bestilte selvportrætter. Så gik turen til Rom, Pompeji og Venedig, hvor det var kutyme, at man mistede sin uskyld til en af byens prostituerede.

Venedig har altid været turismens seismograf: Her skibede korsriddere ud. Her slog de rige aristokratier sig løs. Her søgte længselsfulde kunstnere hen i det 19. århundrede. Og her står nutidens kampe mellem det lokale liv og den globale masseturisme.

Lige nu bliver byen langsomt solgt til højestbydende. De, der har forbindelserne i orden, kan formedelst en lille mønt under bordet anskaffe sig en af kommunens lukrative tilladelser til at omdanne boliger til butikker og restauranter – sådan en tilladelse får ejendomsværdien til at eksplodere, og de færreste kan modstå fristelsen.

Venedigs private huse bliver langsomt til butikker: Det gamle posthus – en stor renæssancebygning fra 1300-tallet – blev solgt til Benetton, som solgte den videre til Louis Vuitton, som solgte den til nogle kinesere. Nu er den et indkøbscenter.

Villa Stucky – en stor industribygning fra 1800-tallet – er blevet til et gigantisk Hilton hotel. Bygningen var godt nok fredet, men efter et mindre branduheld (som mange tilskriver mafiaen), fik de tilladelse til at bygge det hele om.

Venedig er mere Disneyland end by. Og i 2030 forventer FN, at der er to milliarder turister i Verden.

Giulia Mangione

Ejendomspriserne går op, op, op, så mange flytter til fastlandet og udlejer deres Venedig-lejlighed for tårnhøje beløb. I årenes løb er alle lejligheder i Petra Reskis ejendom blevet lavet om til AirBnb og korttidslejemål. Hendes familie er alene tilbage – uden naboer. 

Det værste er, at ingen gør noget.

»Der er ingen politik, ingen strategi eller plan,« siger Petra Reski. »Ingen gør noget. Overhovedet.«

En bid af kagen

På havnepromenaden sidder 66-årige Giovanni Bonazzon og maler akvareller. Han har overskæg og bærer alpehue. Han har malet i 40 år. På samme sted med de samme motiver – gondoler og kanaler – så han behøver ikke engang se på den by, han portrætterer. Hans familie har altid boet i Venedig, men nu er hans to døtre flyttet væk, de har ikke råd til at blive boende.

»Mit hus er mere end 1.100 år gammelt,« siger han stolt, mens en flok kinesiske turister i ens kasketter trisser forbi.

»Kinesere køber ikke akvareller,« fortæller han og peger på maler-boden ved siden af. »De køber sådan nogle oliemalerier. Store oliemalerier.«

Kineserne er på no time blevet verdens største turistgruppe. I 2000 var der kun ti millioner kinesiske turister i verden – det var først lige blevet lovligt at rejse ud af landet. I dag er der 137 millioner, viser tal fra det uafhængige konsulenthus COTRI. 13 millioner kommer hvert år til Europa, for 15 år siden var tallet tæt på nul.

De rejser i flok – ligesom danskerne gjorde i 1960’erne og amerikanerne i 1970’erne – og de rejser for at »styrke deres ry derhjemme,« som Christopher Ledsham fra COTRI har forklaret til magasinet Føljeton: »Det forklarer, hvorfor de køber store mængder souvenirs til deres venner og tager lige så mange billeder – ofte foran berømte monumenter – fordi det er en måde at ’bevise’, at de har været ude at rejse.«

Kineserne bruger flere penge end alle verdens amerikanske og tyske turister tilsammen, og alle vil gerne have en bid af kagen. Visit Denmarks strategi for Kina hedder slet og ret: »Danmark skal have flere kinesere til at vælge Danmark, og de skal blive her i længere tid.«

Zweckentfremdungsverbotsgesetz

Det er blevet eftermiddag i Venedig og gondoliererne holder pause i den lavthængende sol. De ryger smøger og kigger på damer, mens en lille transistorradio skratter Robbie Williams. De kan ikke se problemet i turismen.

»Nogle siger, der er for mange, nogle siger for få,« siger en af dem, løfter skulderne op til ørene og vender håndfladerne mod himlen, så han ligner en parodi på en italiener: »Det er ligesom Istanbul, London, Rom, Prag, Valencia, Madrid, Barcelona. Alle har problemer.«

Men nogen har større problemer end andre, mener Stephen Hodes. Han sammenligner masseturismen med en fest: Hvis man inviterer 40 mennesker til fødselsdag i sin lejlighed, og alle gæsterne hver tager én ven med, går det lige an. »Men hvis gæsterne lægger det ud på Facebook, og der kommer 1.500 mennesker, så kan man ikke bare sige: ’Alle har ret til at være her’,« siger han. »Det er jo dit hjem.«

Ligesom med fester må der være en grænse for gæstelisten i Europas byer, og Stephen Hodes ser kun én løsning: Et loft over antallet af hotelværelser, ankomster i lufthavnen, guidede ture og AirBnb. Andre foreslår at give skattefordele til lokale, så de lettere kan blive i byen. Andre vil uddele skatterabatter til udlejere, der vælger fastboere, og gøre det ulovligt at erstatte private boliger med stormagasiner. Mange byer er allerede i gang.

I januar forbød Barcelona alle nye hoteller i centrum. Cinque Terre i Italien har sat loft over antallet af årlige turister. Og Berlin har forbudt korttidsudlejninger – inklusiv Airbnb med den mundrette lov zweckentfremdungsverbotsgesetz.

Men er det fair? Skal klodens rige storbyboere have eneret på byens skønhed og historie – ligesom aristokraterne havde i 1600-tallet? Storbyboerne vil jo gerne selv kunne rejse. Og hvem skal have lov til at komme ind i de lukkede byer? De, der betaler bedst? Og hvad har venetianerne egentlig tænkt sig at leve af, hvis turisterne forsvinder – alle tjener jo deres penge på de rejsende?

Nej, man man skal ikke glemme det positive ved turismen, mener Signe Jungersted, der er udviklingschef hos turistorganisationen Wonderful Copenhagen:

»Det skaber et større kulturelt og gastronomisk udbud« siger hun. »Der er mange mennesker i Nyhavn på en god sommerdag, men de er med til at skabe liv i byen.«

Danmark havde en vækst i storbyturismen på 53 procent fra 2008 til 2014, men byerne kan holde til det, mener Wonderful Copenhagen. De har lavet en survey blandt københavnerne: 98 procent mener, at turisterne bidrager positivt til byen. De skaber vækst og job, gør København til en international metropol og holder hånden under alle de gode restauranter og kulturtilbud.

»Vi tænker meget over, at befolkningen skal være med i det her,« siger Signe Jungersted. »Men der er plads til at vækste mere i København – det siger de lokale, og der er plads i byen.«

Barndommens by

Der er ikke mange lokale i Venedig, som for alvor tror på, at tingene ændrer sig. Matteo Secchi kæmper for sin by, men han ved også godt, at det ikke nytter noget.

»Der er alt, alt for mange penge på spil til, at de vil tage sig af en flok sure venetianere,« som han siger.

Petra Reski ville egentlig helst flytte, men hendes mand er født og opvokset i Venedig, og hans virksomhed ligger her. Hun går aldrig af hovedvejene længere – hun zigzagger ad smalle sidegader for at undgå turisterne, og på højsæsonens værste dage, hvor gaderne ligner én stor Distortion-festival, vover hun sig slet ikke ud.

»Man vil bare gerne af med venetianere, for de blokerer, brokker sig og demonstrerer,« siger hun. »Det er ren neoliberalisme, det handler kun om penge.«

Tusmørket sænker sig over Venedig, og det tynder ud i turistflokkene, som vandrer mod stationen og de dårlige pizzarestauranter.

Pludselig dukker en gruppe børn frem på pladsen foran Matteo Secchis stambar. De leger med rulleskøjter og sjippetov, ligesom Matteo Secchi gjorde i 1980’erne. Deres forældre står i en cirkel ved siden af, og venter på, at deres ældste børn kommer ud fra katekismus-undervisning i kirken på pladsen. Det er den næste generation af venetianere – en truet dyreart, som kommer frem, når turistflokkene trækker sig tilbage.

»Det er svært og dyrt at blive i byen, men det kan lade sig gøre,« siger den 32-årige skolelærer Elena Tenderini, der venter sit tredje barn. »Min bedstemors bedstemor har boet her, så meget ved jeg med sikkerhed. Jeg kan ikke flytte, for jeg elsker den her by.«

En af forældrene deler røde stykker slik ud til børnene, som triumferende rækker dem i vejret, som var de små medaljer. Der er stadig lidt liv i Venedig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Per Jongberg
  • ingemaje lange
  • Jørgen Wassmann
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Anne Eriksen
  • Ruth Gjesing
  • Lise Lotte Rahbek
  • Sören Tolsgaard
  • David Zennaro
Per Jongberg, ingemaje lange, Jørgen Wassmann, Robert Ørsted-Jensen, Anne Eriksen, Ruth Gjesing, Lise Lotte Rahbek, Sören Tolsgaard og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ole Rasmussen

Jeg kender ikke Venedig, men jeg oplever den indre by i København som en bydel, hvor alle aktiviteter i dag handler om at slå plat på turisme og turisterne. Samtidig har take away kulturen snart fjernet den sidste rest af den indre bys oprindelige identitet, som på gadeplan er erstattet af et omfattende svineri i de nedslidte gademiljøer.

Anker Nielsen, ingemaje lange, Per Torbensen, Eva Schwanenflügel, kjeld jensen, Pia Svendsen og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Melder mig gerne i grædekoret. Da jeg flyttede til Christianshavn i firserne havde vi bl.a: en kuffertforretning, en boghandel, et posthus, en velassorteret isenkræmmer, en viktualiebutik, en herrefrisør, en specialforretning for arbejdstøj, en bagerbutik, som ikke var enten HOLM eller OLE, en radiomekaniker og en VVS-installatør. Det har vi ikke længere. Til gengæld har vi SevenEleven, Joe&TheJuice, ThaiTakeAway, Lets sushi samt et hav af nye restauranter, isboder og slikbutikker. Meget af det selvfølgelig bundtet op på trafikken til og fra turistmagneten over dem alle: Christiania. Enten kan man klare det eller også flytter man.

Hatten af for den første storby der forbyder rullekufferter og selfiestænger, kufferterne spolerer enhver oplevelse med deres larm, og hvis man skal passere en attraktion er man heldig hvis man ikke rammes af en selfienist i hovedet.

Maj-Britt Kent Hansen

Min arbejdsplads flyttede i 1980 til Christianshavn. I 1996 kom jeg selv til at bo, hvor Amager begynder. Begge steder er efterhånden overrendte. Af folk med og uden rullekufferter. Metroen er stærkt medvirkende til mylderet på Christianshavn, som på ingen måder ligner sig selv mere. Søren Kristensen har allerede nævnt en del af det, der er forsvundet, og som gør, at man nu jages med metroen til Fields i Ørestaden eller Amagercenteret for at kunne købe ind.

Tag en tur med bus 2A fra Amager til Frederiksberg og bemærk, hvorledes rullekufferter m.v. stiger af og på ved hvert stoppested, hvor der er metro eller tog. Og bemærk samtidig, at stoppesteder er sløjfet, hvis de kun betjener de borgere, der bor netop der.

Sådan er tankegangen og byplanlægningen mht. København. Dem det bor der, er det som i Venedig, lige meget med.

Per Torbensen, Kim Houmøller og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Jeg kan tilføje at vi i vores andelsboligforening (uden min stemme), holder på med at lovliggøre udlejning gennem AirBnb, i erkendelse af at det allerede finder sted mod foreningens vedtægter. Vi taler med andre ord om en lokalbefolkningen der selv bærer ved til bålet. Kampen mod masseturismen virker på mange måde som en tabt sag.

Maj-Britt Kent Hansen

Min andelsboligforening undgik med nød og næppe lovliggørelse af AirBnb i 2016. Udlejning foregik allerede imod vedtægterne, hvad nogle beboere var meget plaget af. Hoteldrift var der nærmest tale om. Og fest og ballade fra midt på natten, når de "logerende" kom hjem fra byen.

Jeg regner med, at det kun er et spørgsmål om tid, før vi også må acceptere lovliggørelse for dog at få vedtaget nogle regler.

Men vil alle/mange rejse og bo billigt, giver det slid på en ejendom. I vores tilfælde vil reparation og det ekstra slid skulle finansieres over driften. Hvem ønsker det?

Per Torbensen, Kim Houmøller og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Som almindelig beboer er det er belastning med de mange turister .

Men det er jo også rart selv at kunne rejse afsted som turist og nyde livet ( - nogen smutter til Bornholm eller andre steder i Danmark,, andre til udenlandske rejsemål).

Alt i alt er det da fint, at det at være turist ikke mere er forbeholdt velhaverne .

Er beklagelsen af turismens "svøbe" ikke udtryk for en lidt dekadent selvstrækkelighed ( - os nok, ligusterhækken o s v).

Maj-Britt Kent Hansen

Selv rejser jeg ikke overvældende meget. Seneste udlandstur var til Bruxelles i 2010, men selvfølgelig skal der være plads både til rejser og turister, som endnu ikke er blevet så blaserte, at de har droppet sightseeing. Blot bør der også levnes plads og tages anstændigt hensyn til beboerne i Venedig, Berlin, Barcelona, København med flere steder.

Michael Kongstad Nielsen

Det siges, at Hammershus er ved at være nedslidt af turister, og Rokkestenen er holdt op med at rokke, så Bornholm må nok hellere geare ned som solskinsø.

Ole Rasmussen

Jeg vil tro bornholmerene snart skal indlægges med stress, med de voldsomme forandringer i dagligdagen de har fået jf. Michael Kongstad. Vi christianshavnere kan bedre leve med, at vores verden er blevet til et sammenrend af skæve eksistenser, grafitti, svineri og turister som vil se på sammen med sejlskibe, som synes vi er nogle ignorante selvglade eksistenser, som er mere optaget af deres lokale bager er erstattet af kapitalstærke kæder, med alverdens guf til ekstreme priser. Lidt sjov skal man jo have i en by, hvor alle skal tjene kassen.

Michael Kongstad Nielsen

ole rasmussen, én uge om året er stressniveauet helt oppe og klinge på Bornholm, det er når 'Folkemødet' løber af stabelen i Sandvig-Allinge, et arrangement der er tyvstjålet fra Almedalen på Gotland, men som driver af dansk bøf med løg og pomfritter og overnatningspriser svarende til de dyreste hoteller i København.

Michael Friis

Leder Venedig efter en tid der er fortabt? (Inspiration Proust som skrev sit hovedværk i Venedig)
Hvor kan man snart købe en knap til sin jakke?
Dette er blot udvikling. Jeg har besøgt Venedig mange gange.
Byen har i meget lang tid markedsført sig som en turistby. i 1800 tallet blev Canaletto verdenskendt som "portkort" maler.
Verden er i konstant udvikling. Like it or not.
Venedig vil gerne have turister der bruger mange penge. Ikke horder af budget turister. De kan tage til Thailand eller Gran Canaria.
I aviser kan man fra tid til anden læse om hvordan turister svigter Danmark. Vi bruger penge for at tiltrække turister. Men vi vil lideledes helst have de rigtige. Dem der har penge med hjemmefra!